Norge stemte en uge før Danmark i 1972 og den norske afstemning spillede på flere måder en rolle i den danske kampagne. Nej’et i Norge skabte ligeledes bekymring på den danske ja-fløj, da man frygtede en “smitteeffekt”, men hvor Danmark altså blev medlem er Norge det stadig ikke – og det ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbigt. 

04.10.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | Folkeafstemningskampagnerne løb parallelt i Norge og Danmark fra 1970 til 1972. Den norske folkeafstemning fandt sted den 25. september 1972, en uge før afstemningen i Danmark den 2. oktober. Der lå strategiske overvejelser bag valget af tidspunktet for afholdelse af folkeafstemningerne, da man ikke kunne se bort fra en mulig smitteeffekt fra det ene land til det andet. Det beroligede de norske EF-modstandere og skuffede mange EF-tilhængere i Danmark.

Startsignalerne kom fra Storbritannien. Det var briterne, der tre gange skruede op og to gange ned for den norske, såvel som den danske, kampagne for/imod EF-medlemskab. Briterne ansøgte om EF-medlemskab tre gange (i 1962, 1966 og 1970), og fik afslag to gange (i 1963 og 1967), som følge af De Gaulles veto. Ved tredje forsøg blev det alvor. Til trods for, at de norske EF-modstandere var meget mere kraftfulde end de danske, skulle folkeafstemningen imidlertid først finde sted i Norge. Hvordan kunne det lade sig gøre, når regeringerne i begge lande ønskede medlemskab?

Norge var først ude med at offentliggøre datoen for deres folkeafstemning. Bolden lå nu hos danskerne, og det var socialdemokraterne, der skulle træffe afgørelsen. Det var regeringspartiets EF-modstandere, der ønskede en folkeafstemning efter den 25. september. Og det lykkedes for dem at få partiets egen statsminister, Jens Otto Krag, over på deres side. Det hedder sig, at Krag var usikker på udfaldet af den danske folkeafstemning. Ud fra hans nu offentliggjorte dagbog, lyste det ud af den, at han tvivlede på et dansk ”ja”. Derimod noterede han sig, med henvisning til den norske EF-strid, tilhængernes optimisme. ”Ikke alene Bratteli og Kleppe, men også Kåre Willoch fra Høyre tror på et flertal,” skrev han.

Resultatet med 53,2 procent ”nei” ved den norske folkeafstemning stemte overens med de sidste måneders meningsmålinger. Nej-flertallet var dog over længere tid skrumpet noget ind, men uden at modstandernes flertal gik tabt. Ja-flertallet ved folkeafstemningen i Danmark en uge senere på hele 63,3 procent var imidlertid større end det, de sidste meningsmålinger havde indikeret. Alt talte for, at det norske ”nei” paradoksalt nok bevirkede, at den danske ja-side vandt nye procentandele.

Dumsmarte bemærkninger om broderfolket er ikke forbeholdt sportsjournalister. Overskrift i Politiken, 1. oktober 1972

Stærke virkemidler tages i brug
Frygten for nej-smitte fremprovokerede brugen af stærke virkemidler i dagene mellem den 25. september og den 2. oktober. Valutahandlen blev suspenderet og der blev ytret meninger om nødvendigheden af en devaluering af den danske krone, hvis det blev et nej. Disse udspil var dikteret ud fra budskabet om, at den danske økonomi var afhængig af et ja. I øvrigt blev effekten af det norske “nei” forsøgt neutraliseret, ved at den norske statsminister, Trygve Bratteli, blev sendt til Danmark. Han tonede frem på fjernsynsskærmen i de danske hjem med en klar opfordring til folket om at stemme ja. For det ville Norge også tjene på, mente han. Danmark ville derved kunne blive en bro til Europa for Norge.

De danske EF-modstandere så op til sine norske meningsfæller, der var organiseret i en kraftfuld ad hoc-bevægelse, “Folkebevegelsen mot EF”. Ikke blot forskel i styrke skilte de to modstandsgrupper ad, også politisk farve. De danske modstandere var mere røde. En måling fra 1972 viste, at 80 procent af de danske EF-modstandere sympatiserede med socialdemokraterne eller partier længere til venstre. Den tilsvarende andel i Norge nåede op på 50 procent.

En ægte græsrodsbevægelse
De norske modstandere havde, i modsætning til de danske, et solidt rodfæste i midterpartierne, som Senterpartiet (Bondepartiet) og Kristelig Folkeparti. Intet andet erhverv i Norge var så entydigt imod medlemskab som landmændene. Ligesom intet andet erhverv i Danmark var så tydeligt for medlemskab som de danske landmænd. Forskellige forretningsmæssige interesser blev brugt som forklaring.

“Folkebevegelsen mot EF” i Norge blev stiftet i august 1970 som en sammenslutning af de to fraktioner fra den første EF-strid i 1962 – en borgerlig og en venstreorienteret. Navnet “Folkebevegelse” var på det tidspunkt et løfte om, hvad der var i vente. Folkebevægelsen slog hurtig rod, medlemmer blev hvervet og lokalforeninger dannet. Bevægelsen bredte sig fra centrum til periferi, fra byerne til landdistrikterne.

Udadtil rejste bevægelsen sig som en ægte græsrodsbevægelse baseret på de mange løfter om fælles indsats, frivilligt arbejde og økonomisk indtjening. Hvad der var mindre kendt var, at bevægelsen havde et solidt økonomisk fundament som følge af tilskud fra landmændene – de såkaldte mælkefagforeninger. Med et samlet budget på 10 millioner var halvdelen dækket af tilskud fra landmændene. Dog var betydningen af tilskuddene langt større end, hvad en sådan beregning viser. Pengesækken virkede disciplinerende. For med penge havde man også sanktionsmidler.

Modstanderne i Danmark
De danske modstandere så mod Norge og blev slået af “Folkebevegelsens” effektivitet og styrke. Det var ideelt at efterligne det. Den norske navn blev udlånt og i april 1972 blev “Folkebevægelsen mod EF” dannet som en paraplyorganisation, der skulle følges af “Fællesudvalget mod EF”. Et væld af partier og kampagner sluttede sig til Folkebevægelsen, fra partier til små aktioner som “Aktivister i Fredriciagade mod indlemmelse i EF”.

Den danske bevægelse havde kun lidt til fælles med den norske “Folkebevegelse”, som var en stramt organiseret medlemsorganisation, hvor ordrer blev afgivet fra top til bund. I demonstrationerne var nogle slogans lovlige, andre ikke – og blev straks fjernet af vagterne. Folkebevægelsen i Danmark var en vildtvoksende bevægelse, hvor økonomien var konstant dårlig. Mangfoldigheden er beskrevet af forfatter Arne Herløv Petersen med henvisning til demonstrationen i København lige før afstemningen:

Røde faner, Dannebrog, sorte faner. Flammende anti-imperialistiske slogans og beskedne ønsker om at få lov til at vokse op i et frit land… Og hele tiden brølede sange gennem folkemængden. Internationale, Danmark for Folket… Portrætter af Mao, Lenin og Marx.

”Vi var alt for mange høvdinge og for få indianere,” sagde den danske EF-modstander Poul Overgaard Nielsen. I Norge var der imidlertid utallige indianere og et begrænset antal høvdinge. I “Folkebevegelsen” var der en ledelsestrojka bestående af Arne Haugestad, Ragnar Kalheim og Hans Borgen.

Overskrifter i Berlingske Tidende, henholdsvis 22. september 1972 (top), 27. september 1972 (midten) og 18. september 1972 (bund)

Landet udenfor
I tiden efter den 25. september 1972 har EU-modstanderne næsten altid været i flertal i meningsmålingerne i Norge. Aldrig har flertallet været så massivt som i dag, hvor omkring 80 procent er imod. I Stortinget er der godt nok stadig et flertal for EU-medlemskab, men i de to mest realistiske regeringskonstellationer – en rød-grøn og centrum-højre – er begge koalitioner splittet i opfattelsen af medlemskab. Således er spørgsmålet om et norsk EU-medlemskab blevet et “ikke-emne”. Når folket så entydigt har valgt nej-siden, er den gamle kampsag for norsk EU-medlemskab som dagsaktuel politik, lagt på is indtil videre.

Norge er dog medlem af EØS (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) og er dermed på det økonomiske område blevet medlem af EU. EU-modstandere klager over, at vi er underlagt en række love og direktiver, men da vi er udenfor, har vi ingen indflydelse på, hvad der bliver vedtaget. Her er et problematisk demokratisk underskud.

I stillingen som ikke-medlem har vi under alle omstændigheder bibeholdt retten til beskyttelse af primærerhverv (jordbrug og fiskeri).  Der blev for nylig vedtaget en udvidelse af toldafgifterne på ost og animalske produkter, såsom oksekød, for at beskytte norsk landbrug. Derudover vil mange mene, at Norge har en position som fredsskaber i konflikter rundt om i verden, som er forudsætningen for, at vi står udenfor en magtblok som EU.

Alligevel er der i øjeblikket ingen tegn på, at det i den nærmeste fremtid vil blæse op til en debat, der giver mulighed for en ny folkeafstemning for eller imod norsk EU-medlemskab. Norges position som ”landet udenfor” ligger i øjeblikket mere fast end nogensinde.

 

Tor Bjørklund er professor ved Institut for Statsvitenskap, Universitetet i Oslo, og blandt andet forfatter til bogen “Hundre år med folkeavstemninger. Norge og Norden 1905 – 2005″ (2005).

(Oversat af Ida Hjeltnes Svensen)

Forsidefoto: Annonce fra Komiteen for tilslutning til EF, 1972.