20 år efter Dayton: Bevæger Bosnien-Hercegovina sig mod forening eller splittelse?

2017-06-30T10:08:02+00:00 Af |Analyse|

I år er det 20 år siden, at Daytonaftalen endte borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Men de etniske konfliktlinjer er stadig fremherskende, og spørgsmålet er om oktobervalget sidste år giver håb for fremskridt og for at EU-optagelsesprocessen kan genoptages?

10.2.2015 | BOSNIEN | Som natten og stemmeoptællingen skrider frem, vokser bunken af kasserede stemmer i det lille klasselokale i bydelen Novi Grad i den bosniske hovedstad Sarajevo. En del stemmer må kasseres på grund af procedurefejl, som eksempelvis for få eller for mange afsatte krydser.

Forvirringen er forståelig. Der er opstillet over 65 partier og op imod 7800 kandidater til valget i Bosnien-Hercegovina i oktober 2014. Her skal vælges tre præsidenter: en serber, en kroat og en bosniak, der tilsammen skal danne et præsidentråd. Derudover vælges der repræsentanter til landets parlament, til to regionale parlamenter og til ti lokale forsamlinger.

De fleste kasserede stemmer er udtryk for vælgernes frustration over enten den politiske elite, valgsystemet eller landets politiske kultur. På én stemmeseddel er alle kandidaterne streget over og nederst står der ”DER ER INGEN”.

”Variationer af denne sætning går igen på mange af de kasserede stemmer,” fortæller en lokal valgobservatør.

Frustration kan aflæses på stemmesedler
På valgstederne er der tykke, trykte manualer, der beskriver valgprocedurerne og optællingsprocessen. Men trods de tætskrevne instruktioner tager det næsten 12 timer at tælle og forsegle de godt 300 stemmer på valgstedet i Novi Grad. De valgtilforordnede kan ikke finde hoved og hale i procedurerne, og der bliver ved med at ske fejl.

De lokale partivalgobservatører forlader valgstedet, når resultaterne for deres kandidater er fremkommet. Sidst på natten er der kun frustrerede stemmetællere og internationale valgobservatører tilbage.

Den frustration, der udtrykkes på de kasserede stemmesedler, afspejler på mange måder den massive folkelige utilfredshed i Bosnien-Hercegovina. Der hersker en opfattelse af, at landets udvikling er stagneret, og at det erklærede mål om EU-optagelse er meget langt fra at kunne indfries.

Daytonaftalen: Afslutningen på borgerkrigen
Daytonaftalen opdelte landet i to enheder: den serbisk dominerede Republika Srpska og føderationen Bosnien-Hercegovina, der domineres af bosnier og kroater. Formålet med Daytonaftalen var at sikre fair repræsentation af de primære befolkningsgruppers interesser, for derved at undgå en gentagelse af den undertrykkelse og etniske udrensning, der foregik under borgerkrigen.

Daytonaftalen afsluttede den væbnede konflikt, men gav grobund for opbyggelsen af stærke nationalistiske, etniskdefinerede partier: SDA (bosnisk), HDZ BiH (kroatisk) og SNSD (serbisk), der siden krigens afslutning har været grundlæggende uenige om Bosnien-Hercegovinas konstitutionelle struktur.

Serberne ønsker en yderligere adskillelse og uafhængighed, kroaterne advokerer for oprettelse af en tredje, kroatisk enhed, mens bosnierne ønsker en mere centraliseret stat med mindre autonomi til Srpska. Disse gensidigt udelukkende synspunkter dominerer den politiske debat og de nationalistiske partier arbejder – mere eller mindre åbenlyst – alle på at få international opbakning til at ændre Daytonaftalen til egen fordel.

Derfor ser man heller ikke nogen væsentlig politikudvikling inden for områder såsom jobskabelse, sociale reformer og korruptionsbekæmpelse, som ellers optager indbyggerne i Bosnien-Hercegovina.

Kortlivede koalitionsdannelser
Perioden siden valget i 2010 har været turbulent og præget af fejlslagne regeringskonstellationer. De mange partier og deres dybe etniske og ideologiske forskelle har gjort koalitionsdannelse til en svær øvelse. Samtidig har de hurtigt skiftende koalitioner gjort det vanskeligt for vælgerne at skelne mellem regering og opposition, venner og fjender, da partier fra hver ende af det politiske spektrum har indgået i koalitioner, som blev opløst igen kort tid efter.

Dette har været medvirkende til at forøge det i forvejen massive skel mellem den politiske elite og befolkningen. Den almindelige opfattelse er, at politikere er både opportune, inkompetente og korrupte.

Regeringens manglende evne til at igangsætte økonomiske og sociale reformer førte i begyndelsen af 2014 til store folkelige – og i mange tilfælde voldelige – demonstrationer over hele landet. Protesterne startede i industribyen Tuzla, hvor fire tidligere statsejede firmaer kollapsede og efterlod tusindvis arbejdsløse. Dette kollaps blev symbolet på regeringens generelle inkompetence, hvor arbejdsløsheden i landet samtidig nåede 40 pct.

Bosnien-Hercegovinas vej til EU-optagelse
Bosnien-Hercegovina fulgte nøje med, da Kroatien opnåede medlemskab af EU d. 1. Juli 2013. Kun ét eks-jugoslavisk land havde opnået dette tidligere, nemlig Slovenien. Kroatien var involveret i den jugoslaviske borgerkrig i samme omfang som Bosnien-Hercegovina, og det var derfor oplagt at betragte Kroatiens optagelse som en indikation på, at også Bosnien-Hercegovina stod over for indlemmelse.

De fortsatte etniske spændinger har dog vist sig at være en afgørende hindring for bosnisk EU-medlemskab. En af de største knaster i forhold til EU-optagelse er den såkaldte Sejdić og Finci-dom. I 2009 anlagde Dervo Sejdić og Jakob Finci sag mod Bosnien-Hercegovina, da de som henholdsvis bosnisk roma og bosnisk jøde fik afvist deres kandidatur til præsidentrådet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gav Sejdić og Finci medhold og konkluderede, at præmisserne for valget stred mod den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og dermed i strid med en af grundbetingelserne for optagelse i EU, ifølge de såkaldte Københavnskriterier.

I EU-Kommissionens statusrapport for Bosnien-Hercegovina fra 2014, understreges det, at Sejdić-Finci-dommen skal implementeres og efterleves, før et medlemskab kan komme på tale. Det er ikke sket endnu. Og diskussionen om implementering af dommen drukner – som diskussionen om øvrige politiske reformer – i uenighederne om landets grundlæggende institutionelle struktur.

Status efter valget
Valgkampen op til oktobervalget var domineret af en stærk nationalistisk retorik fra især de tre store partier. Valgkampen bød også på visioner for et samlet multietnisk Bosnien-Hercegovina, men forsøgene var få og ikke særligt succesfulde.

De nationalistiske partier blev valgets store sejrsherrer, men deres succes skal ses i lyset af den udbredte utilfredshed med den seneste regeringsperiode og de omskiftende koalitionsalliancer, der har domineret landet de seneste år. Vælgerne har en forhåbning om, at det vil være lettere at holde store partier med klart definerede interesser ansvarlige for landets manglende fremdrift, snarere end små partier i konstant skiftende alliancer. Frygten er dog, at valgresultatet i stedet for mere gennemsigtighed og ansvarstagen fra politisk hold, nærmere vil lede til en evigt ustabil regering, der vil bekrige sig selv indefra.

På den måde forbliver diskussionen om centralisering vs. decentralisering i centrum af den politiske debat, og EU’s krav til reformer rykker i baggrunden. Samtidig spøger den politiske elite, der ledte landet i borgerkrig stadig i kulissen. Eksempelvis er Sonja Karadzic blevet valgt som parlamentsmedlem i Republika Srpska. Hun er datter af Radovan Karadzic, den første præsident for Republika Srpska, som er anklaget for blandt andet folkedrab og aktuelt afventer dom ved domstolen i Haag.

Umiddelbart har efterårets valg altså ikke forøget Bosnien-Hercegovinas muligheder for at opnå EU-medlemskab, idet de nationalistiske partier har agendaer, der konstant prioriteres højere. Daytonaftalen forbliver hermed en ufuldstændig løsningsmodel, da den godt nok har fastholdt freden, men til gengæld har medvirket til at bibeholde de etniske splittelser, der var grobund for krigen.

20 år efter Daytonaftalens indgåelse, er det således tydeligt, at aftalen har givet svære rammebetingelser for udviklingen af et bæredygtigt demokrati med folkelig opbakning og opbyggelse af én samlet nation.

Kirstine Falster Holm og Disa Brejnrod er valgobservatører for SILBA

Billede i artiklens top er stillet til rådighed af SILBA