92000 Nanterre – almindelig på godt og ondt

2020-03-10T10:44:42+00:00 fredag, 21. februar, 2020|

Du står ved Triumfbuen for enden af Champs-Élyssées i den mest mondæne del af Paris og kigger mod nordvest. Her får du øje på den nye Triumfbue, der blev tegnet af den danske arkitekt Johan von Spreckelsen, og stod færdig for 30 år siden i 1989, 200-året for den franske revolution. Den er opført i det finansielle kraftcenter, La Défense. Men hvad ligger bagved La Grande Arche? Det gør 92000 Nanterre, en omtrent gennemsnitlig forstad med en ikke uinteressant historie.

Baggrund af Jytte Lyngvig

TEMA: EUROPAS FORSTÆDER | Det er hurtigst at komme til Nanterre ved at tage med RER linje A. Nanterre er omkring 12 kvadratkilometer stor og har knap 100.000 indbyggere, færre end Aalborg og flere end Esbjerg. Det er en typisk forstad med en blanding af socialt boligbyggeri, ejerlejligheder og villaer. Her er ikke fashionabelt; her er på godt og ondt almindeligt.

Arbejdsløsheden er lidt større end gennemsnittet i andre franske byer, og de, der er i arbejde, tjener omkring 250.000 kr. om året, svarende til det globale gennemsnit. Her er alt omkring middel. En måling gennemført for nylig blandt indbyggerne på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst, gav 2,5 til ”rammer for et godt liv”, 3,3 til ”økonomisk dynamik” og 3 til ”muligheder for sport og fritid”.

En lidt grå og søvnig forstad, så hvorfor er Nanterre overhovedet interessant? Her er to mulige svar. Det er den heller ikke! – og vi stopper her. Eller måske, så lad os prøve at være nysgerrige og dykke lidt længere ned, i historien, i konkrete begivenheder, og i nogle af de mennesker, der lever her.

Nanterre i historien
Der er særlig en begivenhed i nyere tid, der gav genlyd i hele verden, som er knyttet til Nanterre. Det var på universitet her, at gnisten til studenteroprøret i Paris i 1968 blev tændt. Mere om det senere.

Først tager vi en tur langt tilbage i historien. Nanterre ligger ved Seinen, og der er fundet arkæologiske spor af en gallisk handelsplads, så måske kæmpede Cæsar mod indbyggerne under Gallerkrigene (58 – 51 f.v.t.). Omkring 420 e.v.t. kom Geneviève forbi, og reddede indbyggerne enten fra Attila og hans hunnere eller fra kolera, det er man ikke helt enige om, men reddet blev de, så hun blev slået til helgen. Derfor besluttede den frankiske kong Clovis 1 og hans dronning Clotilde at opføre et kloster som de indviede til Geneviève. På dette tidspunkt var et kloster et meget stort boost til et lokalsamfund og Nanterre oplevede da også som følge heraf en gunstig økonomisk udvikling.

I 845 belejrede en vikingehær med Ragnar Lodbrog i spidsen Paris, indtil de fik løsepenge og rejste tilbage til Danmark. På turen hjem valgte de at tage lidt mere med og plyndrede blandt andet Sainte Genevièves kloster. Hverken hundredårskrigen eller religionskrigene gik uden om Nanterre, så byen blev plyndret adskillige gange og mange fra den lokale befolkning dræbt. Herefter var der mere ro, og hele egnen blev af interesse, som landbrugs- og jagtarealer, for adelen og det højere borgerskab. Optøjerne i forbindelse med Revolutionen i 1789 nåede ikke så langt ud på landet, men man benyttede situationen til at sende en delegation i august til Paris for at få jagtrettigheder og slippe for skat.

Den første jernbane mellem Paris og Saint-Germain-en-Laye passerede Nanterre. Den åbnede allerede i 1837, og det gjorde, at kvarteret omkring banegården i Nanterre udviklede sig. Denne jernbane gav de rige parisere mulighed for at få huse ”på landet”, og mange af de håndværkere og arbejdere, der byggede dem, bosatte sig i Nanterre. Jernbanen bragte også andet med sig, nemlig muligheden for at etablere industrivirksomheder, hvor der blandt de første var et aluminiumstøberi, en papirfabrik og et alkoholdestilleri. Der kom her, som mange andre steder i omegnen af Paris, stadig flere fabrikker til, og efter første verdenskrig kunne man finde fabrikker fra de fleste brancher.

I nyere tid er det Universitetet, det blev åbnet i 1964, anlægget af den hurtige metrolinje RER fra 1969 og etableringen af et nyt fængsel i 1987 med plads til 600 indsatte, der hver på deres måde har skubbet til udviklingen.

Denne korte gennemgang af et par tusinde års historie afspejler på mange måder Europa. Her har man gallere, romere, helgener og vikinger, kirke og krige, landbrug, jagt og fabrikker, jernbaner og anden infrastruktur. Det er blot en ud af mange fortællinger om, hvordan landområder og landsbyer er vokset sammen med en stor naboby. Men tre nedslag i den nyere historie føjer specifikke hændelser til den generelle: slum, studenteroprør og masseskyderi.

Tre moderne nedslag
Det første nedslag, der handler om ”les bidonvilles” (barakbyerne), er hverken glorværdigt eller særlig kendt. De mange fabrikker, der havde etableret sig i og omkring Paris, havde brug for arbejdskraft og gerne billig arbejdskraft, så mellem de to verdenskrige begyndte der at komme migrantarbejdere fra Nordafrika. Efter anden verdenskrig voksede antallet betydeligt. Der var tale om mænd, der ankom alene og indlogerede sig i billige ”café-hoteller”, hvor de lejede en seng, som de ofte delte med en anden, der arbejdede på et andet skift. Efterspørgslen var så stor, at ejerne af café-hotellerne udvidede ved at bygge til med en eller flere barakker. Sådan startede barakbyerne.

Algierkrigen (1954-62) isolerede mændene fra deres familier, og krigens udvikling gjorde, at mange af migrantarbejderenes hustruer og børn valgte at tage til Frankrig. De fleste kom i årene 1957-59. Familier kunne ikke bo på café-hoteller, de måtte have en bolig, som mændene så selv byggede på et par uger, og der kom hurtigt mange på et lille område. I 1955 mener man, at der boede 4.000 mænd fra Algier og Marokko i Nanterre, i begyndelsen af 1960’erne skal dette tal ganges med ti eller mere, man ved det simpelthen ikke. Bidonville Petit Nanterre var en af de største, og her levede mænd, kvinder og børn uden sanitet, vand eller elektricitet i mudder og affald.  I slutningen af 1960’erne påbegyndte man en genhusning i socialt boligbyggeri. En meget stor del af arbejderne i fabrikkerne, som skabte velstanden efter anden verdenskrig levede i slum.

Det næste kapitel er til gengæld kendt af næsten alle: Maj 68, studenteroprøret i Paris. Det hele startede på universitetet i Nanterre, der i 1964 var åbnet med et humanistisk fakultet, jura og økonomi kom til i 1966 og senere er endnu flere fagområder. Det nyåbnede universitet var progressivt og relationen mellem professorer og studenter mere ”lige” end på mange andre universiteter på den tid. Det var en periode, hvor alt blev lidt friere, og det var derfor en provokation, da universitetsledelsen forbød mandlige og kvindelige studerende at mødes på campus om aftenen. For at protestere lavede studenterne en happening, da en minister kom for at indvie en svømmehal. Ministeren blev fornærmet, og studenterne fik opmærksomhed. Det var i den tid, at der var voldsomme protester mod Vietnam-krigen, også her aktionerede man, og studenter fra universitetet havde været indblandet i aktioner i de samme dage. Seks var blevet anholdt. Små og store begivenheder tændte gnisten.

– Foto: AFP/Scanpix

Den 22. maj 1968 besatte halvanden hundrede studerende administrationslokalerne på universitetet i Nanterre, hvor også den øverste ledelse havde kontorer. En af frontfigurerne i det, der kaldte sig til ”Mouvement du 22 mars”, var den 22-årige Daniel Cohn-Bendit. De studerende forlangte ikke længere blot, at dekretet om, at mænd og kvinder ikke måtte besøge hinanden, skulle væk, der var også kritik af politiets og magthavernes undertrykkelse og krav om medbestemmelse og direkte demokrati på universiteterne.

De aktiverende studenter indkaldte til ”antiimperialistisk dag” den 2. maj på universitet i Nanterre, og det fik dekanen til at suspendere undervisningen. Herefter bredte protesterne sig til Latinerkvarteret i Paris og begivenhederne eskalerede med besættelser og gadekampe. Studenterprotesterne bredte sig til arbejderprotester og den 13. maj var der generalstrejke i Frankrig. Først i juni ebbede urolighederne ud, og det skete efter, at præsident de Gaulle i en tale den 30. maj havde opløst Nationalforsamlingen og appelleret til ”det tavse flertal” for opbakning til ”ro og orden”. Men maj 68 fik stor indflydelse for studenternes medindflydelse på universitetsledelsen og undervisningen, ikke blot i Frankrig, men i mange andre lande, også i Danmark.  Det hele startede i Nanterre.

Det tredje og sidste nedslag handler om en type af skudepisode, vi desværre kender alt for godt i dag, men som dengang i 2002 var usædvanlig. Natten mellem den 26. og 27. marts kl. 01.15 var byrådet i Nanterre endelig ved at afslutte deres møde, da en mand, der sad på tilhørerpladserne, rejste sig og begyndte at skyde ned i salen. Det fortsatte han med i næsten et minut, mens han ladede sit våben igen og igen. Otte blev dræbt og nitten blev såret. Man fandt efterfølgende omkring halvtreds skudhuller.

Drabsmanden var den 33-årige Richard Durne af slovensk oprindelse. Han boede i Nanterre med sin mor, havde afsluttet studier i politologi og historie og var er en ivrig sportsskytte med våbentilladelse og en ren straffeattest. Han overværede ofte byrådsmøderne og var engageret i miljøspørgsmål og frivilligt humanitært arbejde, så motivet for handlingen var ikke umiddelbart. Svaret fik man først efter, at han havde begået selvmord i politiets varetægt ved at kaste sig ud fra 4. sal under en afhøring: han var ved at blive blind. I et brev til en ven skrev han: ”…fordi jeg var blevet en levende-død, besluttede jeg, før det hele var slut, ville jeg dræbe den lokale mini-elite, som var symboler, ledere og beslutningstagere i den by, som jeg altid har hadet…” Hvorfor han hadede Nanterre, ved vi ikke, men med sit had fik han sat sig selv og denne forstad i rampelyset i en kort stund. Begivenheden var en notits i medierne, men rystede Nanterre.

En personlig afslutning
Jeg vil afslutte med at fortælle om dejlige mennesker fra Nanterre, som jeg har boet sammen med i en periode. Det er en lille historie om en forstadsfamilie fra en boligblok i en fransk forstad. Claude og Madeleine var i 40’erne og to børn, Veronique og Eric, var teenagere. De boede til leje i en lejlighed med en stue og tre kamre. Begge voksne var i arbejde og forlod hjemmet ved 8-tiden og var tilbage mellem kl. 19 og 20. Børnene gik i skole. Til hverdag lavede Madeleine mad, når hun kom hjem fra arbejde og alle spiste sammen. I weekenden overtog Claude gryderne, og man vidste ikke, hvad man fik at spise eller hvornår, men det var altid godt.

I dagligdagen var der, som i alle familier, stort og småt at kæmpe med, som det ikke er værd at fortælle om her, men det er der andet, der er. Der boede mange slags mennesker i boligblokkene, som hver havde deres at se til, og af en eller anden grund bragte de alle deres udfordringer ind i vores stue. Her blev de taget alvorligt og forsøgt hjulpet på den ene eller den anden måde. De kom selvfølgelig også, når der ikke var problemer, og så var der fest og farver, diskussioner, musik og spil. Hvordan den lille lejlighed kunne rumme så mange, står i dag som et stort spørgsmål for mig, men jeg husker også, at det nogle gange var meget tæt. En dag blev der taget en beslutning om at arrangere en teaterdag for alle kvarterets børn. Forberedelserne varede i ugevis. Mange fra blokkene ville være med til at lave kostumer, skrive tekster, afholde prøver og forberede mad og drikke. Dagen blev vidunderlig. Denne energi, dette engagement er nok ikke det man umiddelbart forestiller sig, når man tænker på en betonboligblok i pariserforstad, men det er der. Hvis man ser godt efter og leder længe nok, finder man ikke blot trøstesløshed. Forstadsroserne blomster også.

Nanterre er en lidt søvnig og kedelig forstad til Paris og meget langt fra det romantiske billede af byernes by. Den er også langt fra de forstæder, hvorfra der mange gange har været vist billeder af tumultagtige scener med voldelige sammenstød mellem politiet og de unge, som præsident Sarkozy i 2005 kaldte ”racaille” (rak). Den er almindelig og gennemsnitlig – og så alligevel. Nanterre har en interessant historie og været hjemsted for usædvanlige begivenheder. Det allervigtigste er dog, at her bor og arbejder mange almindelige og dejlige mennesker.

Jytte Lyngvig er Ph.D. ved DTU og Ph.D.-studerende ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i fransk kultur.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Gonzalo Fuentes/

Læs hele vores tema om Europas forstæder


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: