Tilsammen skygger de to fortællinger for den enorme sociale og økonomiske fattigdom, som den protestantiske og katolske underklasse faktisk har til fælles. ’Fredspropagandaen’ melder intet om, hvordan man tackler konfliktens efterslæb, der kombinerer flere generationers arbejdsløshed, konflikttraumer, dårligt helbred og manglende uddannelse – en krise-cocktail der har ramt underklassen hårdt. Samtidig beretter den ’indgroede had model’ intet om, at volden i Belfasts ghettoer nu primært bliver begået mod ens ’egne’, hvad enten der er tale om vold i hjemmet eller paramilitær disciplinering af unge ’hoods’.

Afskåret fra udviklingen
Der er ingen tvivl om, at fredsaftalen har forandret livet i Belfast. Men det er en forandring, der er koncentreret i centrum af byen, hvor restauranter, butikker og natteliv blomstrer for dem, der har råd til at spendere. Prestigebyggerier skyder op overalt og leder den langsomt voksende strøm af turister igennem den præsentable og kontrollerbare version af Belfast. Den nordirske middelklasse kan tage del i festen, nu i mindre grad end før finanskrisen, men de har både oplevet faldende arbejdsløshed og stigende huspriser som følge af fredsprocessen. Mange af dem bor endda i blandede områder, hvor protestanter og katolikker sammen kan se fremad.

Men for den nordirske underklasse er meget lidt forandret. De er afskåret fra udviklingen, fordi den dårligt når deres områder i periferien af Belfast. Og fordi deres omstændigheder, både under og efter konflikten, er så radikalt anderledes: Ofte har kvartererne lagt gader til konfrontationer mellem britisk militær og paramilitære grupper. Ud af godt 3500 ofre er over 1100 fra Vest- og Nordbelfast, der huser nogle af de største arbejder- og underklassekvarterer. Det er de samme områder, der rutinemæssigt er scene for voldelige optøjer og bilafbrændinger, når den politiske situation spidser til. Det er også her, der fortsat bygges flere såkaldte ’fredsmure’ mellem samfundene og her, at arbejdsløsheden er tre gange så høj som det nationale gennemsnit. Fattigdommen er udbredt og mismodet er nærmest absolut blandt børn af konflikten, der har afreageret med aggression, hærværk, misbrug og selvmord.

Fastlåst og uden indflydelse
Den generation, der er født under fredsprocessen i det katolske Poleglass, Twinbrooks og Ardoyne, eller i det protestantiske Tiger’s Bay og Sandy Row er fanget i et komplekst vadested. De er nu mellem barndom og voksenliv, mellem krig og fred og mellem industrisamfund og videnssamfund. De er ikke blevet taget med på råd i de politiske aftaler – og er ofte for unge til at stemme. De synes hverken de bliver set eller hørt, men får derimod udelukkende diktater fra voksne autoriteter, som de i høj grad har mistet tilliden til. Igennem medierne får de hele tiden at vide, at de lever i et ’post-konflikt’ samfund, men fortællingen om fred forstår de mest som social kontrol, der ikke nødvendigvis betyder, at deres liv virkelig forbedres. Når deres fortsat udsatte situation bliver ignoreret, oplever de tværtimod at blive marginaliseret i fredsprocessen. De mener ikke, at de er blevet ordentligt forberedt på overgangen fra krig til fred, hverken i form af engagement eller økonomiske, sociale og kulturelle tilbud til at gennemføre forandringer, tage en uddannelse, få et job.

Deres muligheder er ikke kun begrænsede af manglende social mobilitet. Deres fysiske bevægelsesfrihed er også begrænset. 95 pct. af Nordirlands sociale boligbyggeri er opdelt efter religiøst tilhørsforhold, og demografi og geografi har med tiden gjort Belfast til et patchworktæppe, hvor det kan være farligt at bevæge sig igennem ’de andres’ felter. Det betyder, at mange opgiver at søge arbejde, uddannelse og fritidsfornøjelser uden for deres eget kvarter. Det betyder også, at latent frygt er en stor del af de unges hverdag. Undersøgelser viser, at over 50 pct. af beboerne i disse bydele ikke tør bevæge sig på tværs af religiøse grænser – et tal, der stiger til 88 pct., hvis det er om aftenen. I stedet hænger de unge ud på gadehjørner og uden for de lokale butikker, hvor kedsomhed hurtigt kan blive til højrøstet sjov og ballade eller i nogle tilfælde hærværk og grovere kriminalitet.

Den fortsatte vold
Selv om der sjældent sprænger bomber nu, er vold stadig en stor del af livet i underklassen. Der er selvfølgelig den drukdrevne vold i hjemmet og i nattelivet, men derudover er der også stadig en meget håndfast paramilitær tilstedeværelse. Gennem konflikten har de paramilitære på begge sider patruljeret deres ’egne’ områder og fungeret som alternativ til de officielle autoriteter. Selv om Nordirlands politistyrke nu i teorien har adgang til de fleste kvarterer, fortsætter de paramilitære med at udøve det, man kalder ’uformel retfærdighed’. De tager sig for eksempel af folk, der begår vandalisme, stjæler biler, sælger narko eller på anden måde udviser ’anti-social opførsel’. Med lokalmiljøets opbakning udmåler de paramilitære kontant afstraffelse, hvor det at pushe stoffer, på trods af gentagne advarsler om at stoppe, for eksempel kan udløse en ’six-pack’, dvs., at gerningsmanden bliver skudt i ankler, knæ og håndled. Imellem 1973 og 2007 blev der registreret 5000 paramilitære afstraffelser, der varierede fra tørre tæsk og rulning i tjære og fjer, til invaliderende skud, eksil og henrettelse (Police Service Northern Ireland 2009). Og de tal er sandsynligvis kun toppen af isbjerget, da langt fra alle tilfælde i sagens natur anmeldes. Gennem 30 års voldelig konflikt er vold blevet mere end almindeligt acceptabelt, mange foretrækker den ’hurtige afregning’ fremfor en langsommelig juridisk proces, og det går især hårdt ud over børn og unge. Ifølge politistatistikkerne uddeltes cirka en fjerdedel af afstraffelserne til folk under 20 år

At marginalisere unge som anti-sociale, kriminelle, fordrukne og uansvarlige er ikke exceptionelt i Storbritannien, hvor man siden 1998 har uddelt de såkaldte ASBO’s (Anti Social Behavioural Orders) helt ned til børn i 10 årsalderen. På den måde bliver de unge et socialt problem i sig selv – hvor deres opførsel bliver et udtryk for deres individuelle dårlige valg og manglende moralske kompas i stedet for et udtryk for den sociale sammenhæng, der strukturerer deres valg.

Storbritanniens ’broken society’
Mange andre træk ved livet i den nordirske underklasse kan oversættes til andre dele af Storbritannien. Belfast er ligesom Glasgow og Manchester hårdt ramt af afviklingen af industrisamfundet. Skibsværfter og tekstilindustri er for længst lukket, og de traditionelle jobmuligheder for ufaglært arbejdskraft er forsvundet. Denne udvikling betyder, at de der før, på trods af manglende uddannelse, kunne være en del af arbejderklassen, i stedet forsvinder ud af arbejdsmarkedet og ender på et udtræk af forsørgelsesydelser og magtesløshed. Den fatale kombination af fattigdom, dårligt helbred, ringe uddannelseskultur, ghettoisering, bander og vold kendetegner mange storbyer i Storbritannien, hvor man ligefrem er begyndt at tale om et ’broken society’, et samfund i sammenbrud. Mistilliden mellem de marginaliserede samfund og de etablerede autoriteter er stor, og samtidig deles middelklassens voksende angst og foragt for underklassen også på tværs af Nordirland, Skotland og England. Arbejder- og underklassen stigmatiseres, patologiseres og latterliggøres i stigende grad som ’chavs’ eller ’spides’ og bliver overladt til sig selv i parallelsamfund. Oftest bliver vi kun opmærksomme på den sociale uro, når den koger over i optøjer, som den gjorde i London i sommeren 2011, mens vi ikke ser den daglige nedslidning i samfundets margin.

Der er ikke nogen tvivl om, at 30 års voldelig konflikt og knap 15 års urolig post-konflikt gør Nordirland mere ustabil end andre dele af det forenede kongerige, men det stærke fokus på etno-national konflikt og den tilhørende fredsproces fortrænger spørgsmål om social ulighed i politiske udkantsområder. En social ulighed, der hele tiden øges på grund af finanskrisens strammere offentlige budgetter. Derudover har de to herskende fortællinger om Nordirland alvorlige blinde vinkler og kan betyde, at man taber en stor del af en ungdomsgeneration på gulvet. Livet på kanten af samfundet i Nordirland er stadig en daglig kamp, hvad enten man er katolik eller protestant.

Sara Dybris McQuaid er adjunkt på Engelsk, Aarhus Universitet, og leder af Center for Irske Studier.

Forsidefoto: Flickr Creative Commons

Mauro er kunstner og opsummerer sin egen og sine kunstnerkollegaers situation i ét ord.

”Dramatisk.”

”Det er meget hårdt for tiden. Jeg er altid afhængig af salg fra de tre gallerier, der repræsenterer mig, men det har været meget svært at sælge mine værker. Jeg ved ikke om, jeg har penge på lommen næste måned. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer”.

Siden finanskrisen brød ud i Portugal er kunstsalget styrtdykket, og krisens ekko runger ud i de yderste grene af kunstmiljøet. Mange af gallerierne lukker, kunstinstitutionerne har ingen penge til at investere i samtidig kunst, og statsstøtten er stort set forsvundet. Den politiske bevågenhed på kulturområdet er endda blevet nedprioriteret i en sådan grad, at Kulturministeriet er blevet opløst.

”Dette er ikke kun en økonomisk krise, men også en værdimæssig krise. Fraværet af politisk initiativ er meget skuffende, men vi bliver nødt til at arbejde videre.”

Arbejd, arbejd, arbejd
Kodeordet her er ”arbejde”. For at overleve er de fleste kunstnere nødt til at have et fuldtidsarbejde ved siden af kunsten. Det betyder, at mange nedprioriterer deres kunst, fordi det er for opslidende at have to parallelle karrierer, eller simpelthen giver op. Men ikke Mauro. Så længe han kan overleve, selv om det er på grænsen af fattigdom, vil han indrette sig i stedet efter vilkårene. Det er kunstnerens gebet.

”Jeg undrer mig selv over, hvordan vi overlever. Man er nødt til at finde små job, arbejde hele tiden. Men nogle gange er det ikke nok, og man må spørge sin far eller sin bedstefar om penge, men selv blandt deres generationer er der mange, som ikke har et arbejde. Det er vanskeligt, men kunstnere skal altid arbejde en masse. Det gælder om ikke at give op, at fortsætte. Kunstens rolle nu er at vise, hvad konsekvenserne ved den nuværende situation har for samfundet. Vores kunst skal udstille og stille spørgsmål ved retningen.”

Fugtigt, men inspirerende
For at holde udgifterne nede er kunstnermiljøet begyndt at rotte sig sammen i arbejdskollektiver. Nogle opretter store atelierer i nedlagte fabrikker, andre arrangerer undergrundsfestivaler eller åbner deres egne gallerier. Det gælder om at finde et rum at fremstille kunsten i. Steder, hvor den både kan produceres og sælges. Mauro har for eksempel oprettet et atelier sammen med tre andre kunstnere.

”Vi fandt et sted i den gamle del af byen – et nedslidt og problematisk kvarter – som var ved at falde fra hinanden. Derfor fik vi forhandlet en god husleje på plads. Vi har nu renoveret stedet, så det fungerer, men der er ingen varme, og vi fryser, når vi er der. Der er også en masse fugt, men det gør alt samme viljen til arbejde stærkere.”

Mauro både maler og laver skulpturer, og for tiden arbejder han mest med materialer, han finder på gaden. Gamle jernrør, store træsplinter, rustne søm, plasticrester. Det han ikke finder, får han af sine naboer.

”Der er nogle nedlagte forretninger i gaden, og der finder jeg en masse. For eksempel har jeg fundet en del gammelt værktøj, som jeg kan bruge.”

Den ægte kunstner træder frem
Det handler om at klare sig så godt man kan, mener Mauro. Kunsten skal afspejle samfundets udvikling, og i den henseende er krisen og kunstmiljøet uadskilleligt sammenflettet.

Nuno Centeno ejer et af de tre gallerier, hvor Mauros kunst bliver udstillet. Han anerkender, at kunsten har svære vilkår for tiden, men mener samtidig, at det er en positiv periode, fordi de svage, uamtiøse kunstnere skilles fra flokken.

”Man kan se krisen som en mulighed for at rydde lidt op i systemet. For nu er der mulighed for at se: Hvem er de virkelige kunstnere, og hvem er ikke? Dem, som ikke kan sælge, giver op, og det betyder, at de ikke er rigtige kunstnere. En kunstner bør være kunstner hele tiden. Med salg eller uden.”

Derfor kan krisen vise sig at have en direkte kreativ effekt for kunstnerne, mener Nuno Centeno.

”Det kan være en god ting, at kunstnerne deler atelier. Den er en slags tilbagevenden til 70’erne, hvor kunstnerne arbejdede sammen, udvekslede ideer, så vi vinder noget terræn tilbage. Når vi befinder os i en god økonomisk periode, mister vi den slags små ting. Så arbejder de fleste alene.”

Kunst af høj kvalitet
Dem, som arbejder hårdere end normalt og tager flere chancer, skal nok klare sig, forudser Nuno Centeno. Han er begejstret over nogle af de nye tendenser, han ser.

”Der bliver lavet kunst, som i højere grad reflekterer samfundets tilstand, kunsten bliver mere ægte på en måde. Den beskæftiger sig med virkeligheden, og det er et positivt koncept for kunsten, synes jeg.”

”Der er sket en masse. Før blev der lavet store installationer, og mange arbejdede multimedielt med video og lyd og alle de andre elementer. Der blev lavede storslåede værker. Men den unge generation arbejder med low-tech materialer. De arbejder med appropriationer, og skaber mere æstetiske skulpturer af skrabede materialer. Kunsten er blevet mere eksperimenterende. Selvfølgelig er jeg ikke glad for den økonomiske situation, men jeg kan alligevel godt lide denne periode. Den kunst, der bliver produceret nu, er af virkelig høj kvalitet, synes jeg.”

Den romantiske idé er farlig
Mauro er helt enig i, at kunsten bevæger sig i trit med samfundsforholdene.

”Kunsten er blevet mere politisk. Det er umuligt at lukke øjnene for, hvad der sker. Det sker på gaden foran os, så kunstnerne er mere opmærksomme og reflekterer over det.”

Men han vil ikke gå så langt at sige, at den økonomiske krise er en gevinst for kunstmiljøet.

”Det er et meget farligt spørgsmål. Jeg ønsker ikke at støtte den romantiske idé, at stor og avangardistisk kunst vil stige op fra krisen. Krisen har gjort samfundet meget mindre interesseret i kunst. Der er ingen kunstkritikere, der er ingen kunstmagasiner, der er ingen forståelse for kunstens rolle i samfundet.”

“Tingene bliver nødt til forandre sig meget hurtigt. Vi nærmer os et kollaps. Det er er en meget alvorlig situation, der påvirker folks liv og deres fremtid. Vi har ikke et fremtidsperspektiv.”

Foto: nchenga/Flickr

De offentligt ansatte er blevet beskåret i løn og pension, skatten og pensionsalderen er blevet sat op, og massedemonstrationer er det seneste år fejet over landet i protest mod besparelserne, der tvinger mange til at leve i fattigdom.

Men krisen har også en alvorlig kulturel slagside. Siden finanskrisens udbrud har landets kunstnere gradvist mistet stort set al statsstøtte, og i kunstmiljøet frygter man, at Portugal er på vej ind i en periode af kulturel fattigdom.

Kultur koster penge – og penge er der ingen af
Krisen i kulturmiljøet blev for alvor tydelig, da Kulturministeriets genereldirektør, Jorge Xavier Barreto, i 2011 sagde sin stilling op i protest mod regeringens besparelser på kulturområdet.

”Det var første gang, Jeg ikke kunne overholde mine løfter til folk – besparelserne gik direkte ud over aftalerne med kunstnerne, så jeg sagde op” forklarede Barreto dengang til den tyske avis Spiegel.

Kort efter blev Kulturministeriet nedlagt, og dets aktiviteter hører nu under Statsministeriet. I dag har Portugal praktisk taget ikke en kulturpolitik, og det har haft vidtrækkende konsekvenser i en i forvejen vanskelig situation, forklarer kunstanmelder og kurator Filipa Oliveira, som de seneste ti år har oplevet stemningen i kulturmiljøet gå fra slem til værre.

”Finanskrisens indflydelse på det portugisiske kulturmiljø er allerede meget tydelig, men konsekvenserne vil blive endnu tydeligere i fremtiden. Der er generelt meget færre penge til kulturproduktioner nu end tidligere. Færre penge til teatrene og den visuelle kunst. Gallerierne lukker, tv-selskaberne har ikke penge til kulturprogrammer, filmmiljøet er gået totalt i stå, og de statslige institutioner har ikke penge til at investere i ny kunst.”

Kunstnerne har mistet deres eksistensgrundlag
Det samlede kulturliv lider hårdt under krisen, men Filipa Oliveira er særligt bekymret for kunstmiljøets overlevelse. Befolkningen er for længst holdt op med at købe kunst, og kunstnerne er derfor afhængige af støtte fra staten og uafhængige institutioner som Gulbenkian Fonden, der administrerer de største kunstsamlinger og museer i Portugal. Men siden både staten og Gulbenkian Fonden har skåret kraftigt ned i opkøb og bestillingsopgaver, og dermed står kunstnerne reelt uden en kundegruppe.

Konsekvensen bliver, frygter Filipa Oliveira, at Portugal mister sigte af sin kulturarv.

”Der vil opstå et tomrum i historien. Det er svært for kunstnerne at overleve. De bliver nødt til at tage alt muligt andet arbejde, som fjerner deres fokus fra kunsten, og når vi kigger tilbage om ti år, tror jeg, at vi vil se et sort hul i den portugisiske kulturhistorie.”

Fransisco Laranjo, som leder landets største kunstakademi, Faculdade de Belas-Artes på Porto Universitet, nikker genkendende til Filipa Oliveiras bekymring. Han er bange for, at der vil blive færre aktive kunstnere i Portugal i fremtiden. Han forudser blandt andet, at færre af akademiets elever vil gennemføre studierne i fremtiden. Enten har de ikke råd til at blive på skolen, eller også mister de undervejs drømmen om at tage en kunstuddannelse på grund af de usikre arbejdsvilkår, der venter på den anden side. Og netop den udvikling er symptomatisk for kunstmiljøets udvikling i Portugal.

”De fleste kunstnere er nødt til at søge arbejde uden for deres fag for at overleve, og mange vender ikke tilbage. Det er simpelthen for hårdt at arbejde om dagen og forfølge kunstnerdrømmen om aftenen,” siger han.

Derudover er der en stor gruppe, som forlader landet. I 2011 havde mere end hver tiende kunstner opgivet at arbejde i Portugal og søgte i stedet til blandt andet Frankrig, England og Tyskland i håb om en bedre fremtid der.

Kulturkløft gennem landet
Når Fransisco Laranjo kigger sine elevlister igennem, ser han samtidig en anden tendens.

”Vi får færre og færre elever fra landområderne, fordi folk ikke har råd til at sende deres børn i skole i de store byer, hvor universiteterne og museerne ligger. Folk ved kysterne har helt andre muligheder end dem, der bor indenlands. Dette er stort problem. Vi mister muligheden for at kommunikere med folk på landet. Der er en stilhed fra landet.”

Dette er ifølge Fransisco Laranjo med til at forværre landets kulturelle helbred. Krisen er ved at skabe et kulturelt A- og B-hold, hvor den fattigste del af landet hverken får adgang til kunst eller mulighed for at præge den retning, den bevæger sig i.

Problemstillingen er velkendt, men desinteressen for kulturen er så total, at selv ikke medierne interesserer sig for det længere, siger Filipa Oliveira.

”Aviserne giver mindre og mindre plads til kulturstoffet, og hvis der sker noget uden for Lissabon eller Porto, har det ingen interesse for aviserne. Historierne bliver ikke fortalt.”

Et nødvendigt værdiskifte
Problemerne er åbenlyse, men løsningen tilsvarende svær at få øje på. Hvis staten ikke kan støtte kulturen og kunsten, må hjælpen komme et andet sted fra. Filipa Oliveira kigger derfor mod England, Frankrig og Tyskland som eksempler på lande, hvor det civile samfund er mere involveret i finansieringen og etableringen af kulturmiljøet.

”Regeringen har hverken viljen eller midlerne til at investere i kunsten, når der er hårdere brug for pengene andre steder, så vi bliver nødt til at finde en anden måde at understøttet kulturudviklingen end gennem statsstøtte. Der bliver nødt til at ske et værdiskifte, så befolkningen får øjnene op for, hvad der ske vil ske med landet, når man ikke har et stærkt kulturmiljø. Virksomhederne bør investere mere i kulturlivet, ligesom videnskaben bør interessere sig for, hvordan man skaber kultur.”

Værdiskiftet bør dog først og fremmest finde sted internt i kunstmiljøet, siger hun.

”Der bliver nødt til at komme en modreaktion, hvor kunstnerne lærer at få tingene til at fungere, lærer at arbejde under de herskende vilkår.”

Og hun synes også, at modreaktionen så småt er på vej.

”Kunstnerne finder nye rum at arbejde i, de er ved at finde en ny plads i samfundet. Der oprettes fælles værksteder, der opstår undergrundskunstfestivaler, hvor kunstnerne indgår samarbejde med nye partnere, som bevæger kunsten i en uforudset retning.”

Krisen og kunsten følges ad
Fransisco Laranjo ser den samme tendens blandt sine elever.

”De studerende finder alternative steder at arbejde, udstille og holde kunstseminarer, koncerter og performances. De indlogerer sig i nedlagte fabrikker og skaber kunst af de materialer, de kan finde. De svære vilkår tvinger eleverne til et sammenhold i kampen for at overleve, og det udvikler deres fantasi.”

På den måde er krisen med til at ændre kunstens retning, og det, mener Fransisco Laranjo, vil have stor betydning for, at der også i fremtiden vil blive skabt kunst af høj kvalitet i Portugal.

”Der er en direkte forbindelse mellem krisen og udviklingen af kunst. De unge har et realistisk indtryk af virkeligheden, de går i møde, og derfor vil de indstille sig på vilkårene. Men uddannelsesinstitutionerne har et medansvar. De studerende skal fremover ikke kun mestre deres fag, de skal blive omstillingsberedte i en sådan grad, at de kan klare næsten alting selv.”

Filipa Oliveira ser samme lys for enden af tunnelen, men understreger, at vejen derhen er brolagt med vanskeligheder.

”Måske vil vi se, at der opstår en utroligt kreativ generation, fordi kunstnerne er tvunget til at være mere fleksible for at overleve. De er tvunget til at blive mere kreative. Men det er et lyserødt perspektiv. Lige nu er mange lammet af situationen. Det er ikke en ideel, romantisk situation for kunstnerne, når de har så svært ved at arbejde.”

Foto: lukexmartin/Flickr

Læs mere om kunstens overlevelse i Portugal her:
Dilemmeaet i atelieret: Kunst eller overlevelse

Danmark fører i urbanisering. Her bor 80 procent allerede i byerne, og andelen stiger, så der i 2050 kun vil være cirka 10 procent af befolkningen, der bor på landet. Enkelte lande har tradition for – og råd til – at kæmpe imod. I Norge skal en markant såkaldt ’distriktspolitik’ for eksempel fremme bosætning i yderområderne, og hvert år uddeler staten milliarder i skatterabat til de norske yderområders indbyggere og virksomheder. Den massive støtte har stor betydning, men nordmændene flytter alligevel, og Oslo Kommune er Europas hurtigst voksende hovedstad. Over de næste 20 år vil byen gå fra cirka 600.000 til cirka 800.000 indbyggere.

Der er altså ikke noget, som tyder på, at urbaniseringen kan stoppes. Befolkningsvandringerne hænger sammen med grundlæggende forandringer i samfundet, hvor større byer med internationale forbindelser og store arbejdskraftudbud tiltrækker erhvervsliv, kapital, mennesker og kultur. Verden over har storbyer gennemgået en revitalisering, og mange mennesker flytter derfor til byen – ikke bare for at få arbejde, men fordi det er her, de ønsker at bo.

Vilkårene for udvikling i yderområderne er radikalt anderledes, og vi må derfor se på dem på en ny måde, hvor vi ikke bare måler udviklingen på traditionelle vækstparametre og stædigt forsøger at skabe samme type økonomiske vækst som i byerne. Yderområderne skal ikke være fattige udgaver af storbyen, men  transformere og aktivere deres ressourcer og potentialer på ny.

Udvikling uden vækst
Vi er uddannet til at sætte lighedstegn mellem udvikling og vækst, og når vi oplever tilbagegang i økonomi og befolkning, betragtes det som en krise, der skal vendes. Udviklingen i yderområderne betyder, at vi skal lære, hvordan man planlægger for udvikling i områder, hvor tilbagegang er et permanent vilkår. Traditionelt har kommunernes fysiske planlægning især handlet om at definere rammerne for at udlægge arealer til nyt byggeri, og økonomisk planlægning har fokuseret på at skabe gode rammer for vækst. For planlæggere, økonomer, politikere og alle andre faggrupper er det uvant at planlægge i en virkelighed, hvor alle tal peger den ’forkerte’ vej. Det udfordrer lovgivningen, kræver mod hos lokale politikere og lægger op til debat om, hvorvidt det alene er negativt, at der er tilbagegang. Kan en nødvendig omstilling vendes til noget positivt?

Erkendelse af det enkelte områdes situation er en forudsætning for udvikling, og det er både modigt og nødvendigt, at kommunerne ændrer planpraksis og justerer forventningerne til, hvilken udvikling de vil – og kan – skabe. I Guldborgsund Kommune har politikerne besluttet at opdele kommunen i forskellige bosætningsområder: Centrale områder kan forvente et højt niveau af kommunal service, mens serviceniveauet bliver lavere andre steder. Også Lolland Kommune skriver nu i kommuneplanstrategien, at de skal udvikle sig til et bedre samfund for færre mennesker med lavere økonomisk vækst.

Se på stedet – ikke på tallene
En del af erkendelsen handler om at fokusere på stedet. I debatten om yderområderne glemmes det ofte, at tallene for faldende befolkning, høj andel af ældre, lavere indtægt og højere arbejdsløshed alene er udtryk for gennemsnit. Resultatet er, at yderområderne bliver set som fortabte, men bag de nedslående tal gemmer sig mange lokalsamfund, som trives og udvikles. Steder, som har formået at omstille sig ved at tage udgangspunkt i og nytænke deres menneskelige og fysiske ressourcer. Måske er de på forkant i udviklingen af nye samarbejdsformer i spændingsfeltet mellem civilsamfund, stat og marked, og mellem det lokale og det globale? Samarbejdsformer, som bliver nødvendige for at imødegå de store udfordringer, vi står overfor. Ikke blot i yderområderne, men i hele Europa.

Mulighedernes Land – udvikling af det lokale guld
Selvom udfordringer på overfladen ligner hinanden – er der store lokale forskelle på udfordringer og muligheder. Det viser eksemplerne fra Mulighedernes Land, et partnerskab indgået i 2007 mellem Realdania, Bornholms Regionskommune, Lolland Kommune og Thisted Kommune. I Mulighedernes Land er der realiseret 16 fysiske projekter, der alle bygger oven på og udvikler hvert steds særlige kvaliteter – det lokale guld.

På Bornholms nordvestlige kyst er rammerne om den tidligere råstofindustri i Hasle Havn, Vang Granitbrud og Hammer Havn eksempelvis forvandlet fra rå industriarealer til rekreative områder – et fysisk billede på øens transformation fra industrisamfund til service- og oplevelsessamfund. På Lolland er herregårdene og den frugtbare jord grundlag for en ny historie, der skal tiltrække turister og skabe opmærksomhed om de kvalitetsfødevarer, som godsejerne er begyndt at udvikle. Og endelig er det i Thisted naturen og særligt bølgerne og stranden, som giver mulighed for et surfermiljø i verdensklasse i Klitmøller, Krik og Vorupør. Udbygning af faciliteterne langs kysten, der også er kendt som Cold Hawaii, har været med til at styrke stedernes attraktionsværdi, og som én af de eneste landsbyer i Thisted har Klitmøller oplevet tilflytning.

Erfaringerne fra Mulighedernes Land viser, at det enkelte steds kvaliteter kan være nøgle til ny positiv udvikling. Projekterne viser, at der er positiv udvikling i yderområderne, og at statistikker og nøgletal skjuler gode historier og særlige kvaliteter, som er vigtige at holde fast i, hvis yderområdernes potentialer skal udvikles.

Alle kræfter forenet i èt sted
Tilgangen til udvikling med udgangspunkt i de stedbundne kvaliteter er ikke ny og kendes også fra bl.a. EU’s LEADER-programmer fra 1991, og fra OECD, der i 2006 udgav bogen The New Rural Paradigm, som beskrev skiftet fra generelle støtteordninger mod stedsspecifikke investeringer i projekter. Mulighedernes Lands arbejde med de stedbundne kvaliteter bygger dermed videre på en tilgang til udvikling, der har vundet frem inden for de seneste 30 år. Det kritiske punkt er, hvordan stedet sætter sine kvaliteter og ressourcer i spil, og erfaringen fra de 16 projekter viser, at lokale fysiske og menneskelige ressourcer skal kobles til og indgå i samarbejde med kommune, erhvervsliv samt fonde og andre interessenter. Mærkbar udvikling sker dér, hvor et projekt ikke blot gør noget godt for det enkelte sted, men også er tænkt sammen med kommunale, regionale, nationale og endda globale strategier og projekter.

Et godt projekt skal være tænkt, skabt og forankret lokalt og samtidig hægte sig på overordnede strategier og globale udviklingsstrømme. På den måde kan projekter være en fantastisk platform for lokal mobilisering, organisering, stolthed og tro på fremtiden. Når denne ånd opstår, begynder snebolden at rulle, og stadigt nye aktiviteter og idéer ser dagens lys. De steder, hvor samarbejdet er stærkest, lykkes det også at tiltrække ressourcer udefra – både i form af investeringer, turister og tilflyttere.

Vorupør i Thisted Kommune er et godt eksempel på et sted, hvor udviklingen har bidt sig fast. Som del af Mulighedernes Land skulle der anlægges en ny promenade, og da først arbejdet var gået i gang, lykkedes det kommunen og lokale kræfter at rejse finansiering til et nyt havbad og istandsættelse af strandens gamle fiskerhuse. Det er, når synergi opstår mellem lokale projekter og kommunale strategier, at den egentlige forandringsproces begynder, og troen på langsigtet, positiv udvikling vinder frem.

Udvikling på trods og med færre indbyggere
Over hele Europa står yderområder over for en omstilling, og vi skal vænne os til at se – og planlægge for – positiv udvikling i en situation med befolkningsmæssig og økonomisk tilbagegang. Mulighedernes Land har vist, at yderområdernes stedbundne kvaliteter kan være grobund for ny positiv udvikling trods dårlige odds. Vejen til udvikling går gennem lokal mobilisering og tæt samarbejde mellem civilsamfund, myndigheder, fonde og erhvervsliv. Når samarbejdet lykkes, oplever borgerne, at de kan påvirke udviklingen og transformere landsbyens og lokalsamfundets fælles rum – med forøget livskvalitet og tro på fremtiden til følge. Der er muligheder bag de nedslående nøgletal.

Karen Skou, Realdania, Signe Sloth Hansen, Dansk Bygningsarv, og Søren Møller Christensen, carlberg/christensen.

Forsidefotoet er fra bogen Mulighedernes Land (Realdania)

EF/EU har ellers lige siden den spæde begyndelse i 1950’erne løbende oprettet forskellige typer af struktur- og samhørighedsfonde for at skabe vækst og udjævne for store uligheder mellem og internt i medlemslandende. I 1970’erne blev der skabt øget fokus på udsatte regioner, og dette blev forstærket i 1980’erne, da en udvidelse af det daværende EF med Grækenland, Portugal og Spanien var på trapperne – altså nogle af de hårdest ramte lande under den seneste økonomiske krise.

Midt i en krisetid reduceres fondene i budgettet for 2014-2020
Strukturfonde er en samlebetegnelse for flere forskellige fonde under EU’s samlede strukturpolitik. Allerede med Rom-traktaten fra 1957 blev det i præamblet (forordet) nævnt, at man ville arbejde for at formindske udviklingsforskelle mellem regionerne. Samtidig blev Den Europæiske Socialfond oprettet. Denne blev suppleret med Landbrugsfonden i 1962 og den regionale udviklingsfond i 1975, hvor strukturfonde tilsammen stadig kun udgjorde under 5 pct. af det samlede EF-budget. I slutningen af 1980’erne steg dette, og i dag udgør de tilsammen godt en tredjedel af budgettet.

I 1993 blev Fiskerifonden oprettet, ligesom der samme år blev skabt endnu større fokus på Udkantseuropa med Samhørighedsfonden, der dog formelt set ikke regnes under strukturfondene, men som et selvstændigt instrument. Igennem Samhørighedsfonden kan lande med en bruttonational-indkomst (BNI) pr. indbygger på under 90 pct. af EU-gennemsnittet søge midler indenfor bl.a. miljø- og infrastrukturprojekter.

Medlemsstaterne er med til at udstikke de finansielle perspektiver for fondene, men det er Kommissionen, der fordeler midlerne i samarbejde med regionerne og andre partnerskaber. Rammerne bliver forhandlet for en syvårig periode ad gangen sammen med EU’s samlede budget, og vi er nu inde i det sidste år for den nuværende periode.

Budgetforhandlingerne for perioden 2014-2020 var sædvanligvis hårde og måtte i efteråret sendes til hjørnespark. Den aftale, der siden blev opnået i februar, kan stadig blive genåbnet, hvis Europaparlamentet nedlægger veto, som det har truet med. Trods denne fortsatte usikkerhed peger resultatet i skrivende stund på, at struktur- og samhørighedsfondene skæres ca. 6 pct. i forhold til den foregående periode.

Flere danske europarlamentarikere fra forskellige partier udtalte efter forhandlingerne, at det var beklageligt, at især landbrugsstøtten, men også strukturfondene ikke var skåret mere ned, så man i stedet kunne bruge pengene på forskning, uddannelse og innovation. Områder som i højere grad ville fremtidssikre Europa i en globaliseret verden, var argumentet. Eller ”mere moderne budgetposter”, som statsminister Helle Thorning-Schmidt kaldte det.

Det er måske ikke så underligt, at fondene generelt ikke har den store opmærksomhed herhjemme, da Danmark er nettobetaler til systemet.
”Hver gang, vi betaler 10 kr. til strukturfonde, får vi blot 1 kr. igen,” udtalte den danske Europaminister, Nikolai Wammen, således i november sidste år.
For et par år siden lavede avisen Financial Times en opgørelse, der viste, at især de Syd- og Østeuropæiske lande var dem, der modtog mest strukturstøtte, med Estland som topscorer. Danmark kom på ind på en 27. og sidsteplads blandt EU’s medlemslande.

Passive midler, bureaukrati og korruption – og lidt om Elton John
At midlerne til strukturfondene er faldet i budgettet for 2014-2002 hænger måske også sammen med, at mange af midlerne står ubrugte. Det fik for godt et år siden Enhedslistens Per Clausen til at stille følgende paragraf 20-spørgsmål til Europaminister Nikolai Wammen:
”Mener ministeren, at det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at 80 mia. kr. ligger passivt hen i EU’s strukturfonde, mens EU’s medlemslande rammes af recession og stigende arbejdsløshed?”

Hertil svarede ministeren, at 82 mia. Euro (altså ikke kroner) under samhørighedspolitikken stod ubrugte – svarende til næsten en fjerdedel af den samlede ramme på 347 mia. – men at dette skyldtes en løbende omstrukturering og effektivisering (’programmering’ i EU-jargon), ligesom udvidelsen af EU med Bulgarien og Rumænien har skabt udfordringer for systemet.

Ophobningen af midler har også to andre primære årsager. For det første kræver støtte fra Kommissionen igennem fondene medfinansiering fra modtageren. Da krisen brød ud, betød det, at mange planlagte regionale projekter måtte skrinlægges, da man flere steder ikke længere kunne stille sikkerhed om medfinansiering. Det vil desuden sige, at dem der måske har allermest brug for støtte, ikke kan søge længere, hvis økonomien forværres.

For det andet stilles der væsentlige krav til udformningen af ansøgninger om midler, som især har gjort, at små- og mellemstore virksomheder har undladt at søge midler pga. de rigide bureaukratiske forretningsgange og efterfølgende udgifter til kontrol af, hvordan midlerne anvendes. Det vil sige, at der skal være et vist ’bureaukratisk overskud’ for overhovedet at strikke en ansøgning sammen, hvilket har gjort, at medlemsstater som Bulgarien og Rumænien med relativt dårligt fungerende administrationer på flere niveauer ikke har kunnet udnytte støttemulighederne til fulde. Ofte kræver succesfulde ansøgninger lobbyarbejde i Bruxelles og omegn eller lokale ildsjæle, der hjælper og/eller forklarer mekanismerne i EU-bureaukratiet.

Kommissionens metode er således blevet kritiseret for at være for bureaukratisk. Dette hænger dog til dels sammen med, at strukturmidlerne har været kritiseret for at gå til korrupte forehavender, hvor f.eks. mafia-relaterede personer har modtaget anseelige beløb i Italien, før det blev opdaget, eller hvor et større millionbeløb blev brugt til en Elton John koncert i Napoli.

Den rette medicin?
”Som bekendt sigter den europæiske samhørighedspolitik på at opnå en harmonisk udvikling i hele EU gennem langsigtet fremme af vækst og beskæftigelse. Dette begrænser mulighederne for at anvende samhørighedspolitikken til at løse kortfristede konjunktur- og beskæftigelses-problemer,” påpegede Nikolaj Wammen i ovennævnte paragraf 20-svar.
Fondene er ikke et quick-fix og kan være svære at få del i for de sygeste patienter.

Alligevel mener Ole B. Sørensen, der er tidligere europaparlamentariker (V) og nu bl.a. arbejder med strukturfondene som lokalpolitiker i Region Nordjylland, at EU’s strukturpolitik er en succes.
”Historisk set har strukturmidlerne løftet en række lande som især Irland, men også Spanien, og nu er de ved at gøre det samme i f.eks. Polen og Estland,” påpeger han og bruger også Nordjylland som eksempel på en succeshistorie. Her har en evaluering vist, at midlerne fra det seneste EU-budget har medført 10.000 nye arbejdspladser. Ifølge Ole B. Sørensen har man i Nordjylland en tommelfingerregel om man får firfold tilbage for hver krone man betaler til strukturpolitikken, hvis man medregner gevinsten ved nye arbejdspladser og anden vækstskabelse fra projekterne. Altså en noget anden udlægning end Nikolaj Wammens tidligere nævnte 10 til en-bemærkning med omvendt fortegn.

Han er således ikke begejstret for regeringens entydige fokus på en dansk rabat under de seneste budgetforhandlinger, da en reducering af strukturfondene er ”direkte grotesk i forhold til samhørighedspolitikken.”
Heller ikke argumentet om mere ’moderne budgetposter’, som forskning og innovation, er uproblematisk ifølge Ole B. Sørensen:
”Jeg er jo ikke imod forskning og innovation, men spørgsmålet er, om det ikke mest kommer universitetsbyerne til gode, og til udkantsområder skal der stadig andre midler til,” siger han.

Kommissionen har på det seneste søsat en række initiativer, der skal gøre det lettere for mindre virksomheder at søge og få midler, skabe fokus på ungdomsarbejdsløshed og få gjort de passive midler i Samhørighedsfonden aktive med målrettede programmer i bl.a. Grækenland, Portugal og Spanien igennem den såkaldte Aktionsgruppe.

Det er ifølge Ole B. Sørensen positivt, at f.eks. mindre virksomheder i mindrebemidlede regioner i hele Europa får lettere ved at søge, men EU- bureaukratiet er stadig en udfordring, der skaber bekymring. Han foreslår derfor, at der indføres en slags certificering, så aktører, der tidligere har vist, at midlerne bruges til vækst, kan søge på en mindre bureaukratisk måde. Der skal stadig holdes øje med tvivlsomme projekter, så korruption undgås, men det må ikke ødelægge langsigtede muligheder for succeshistorier i andre regioner.

Men vil en sådan certificering ikke blot fastholde de allerdårligst stillede fra at søge?
”Jo, men de allerdårligst stillede har i forvejen svært ved at absorbere muligheden for støtte, også selv om medfinansieringssatsen er reduceret væsentligt i bl.a. Grækenland, hvilket de mange ubrugte midler viser,” forklarer Ole B. Sørensen, der mener, at vejen ud af krisen er en styrket konkurrenceevne i hele Europa. Således også gennem de regioner, der kan skabe vækst via strukturmidlerne, hvilket også vil komme de mest udsatte ’udkanter’ til gode.

Rasmus Leander Nielsen er EU-redaktør på Magasinet Europa

Foto: DUB Photos / Flickr Creative Commons

Få meter derfra, på den centrale Plaza Mayor, pakker dusinvis af forhutlede mænd deres papkasser ud og lægger dem sammen således, at de mest af alt minder om kister. Og der sover de så, på rad og række i deres interimistiske papkasse-herberg indtil om morgenen, hvor pladsen igen bliver til en af byens mest populære turist-seværdigheder.

Sådan er det, fristes man til at sige. De sultne og hjemløse er blevet en integreret del af bylivet, ligesom tiggerne, tyvene, masseprotesterne, de patruljerende politihelikoptere, og resignationen og den dybe frustration i den almindelige befolkning er blevet det. Der er mere end fem millioner arbejdsløse, hundrede tusinder, der er blevet hjemløse, og en fjerdedel af befolkningen, der lever nu under fattigdomsgrænsen, set ved 400 euro om måneden.“Es la crisis,” siger man i byen med et suk og et skuldertræk, eller måske ligefrem et blik ned på skosnuden. Krisens DNA. Spaniernes illusioner er bristede og der flammer et bål af mistillid mellem befolkningen og oligarkiet på samfundets top. Folkestemningen er kulminationen på årtiers opsving. En bitter og brat opvågning oven på en drøm af en lang opgangsperiode.

Guldfeberen
For landet udviklede sig med rivende fart i årtierne efter diktaturets fald i 1975. Det var en hu-hej-vækstmodel, hvor det handlede om at holde på hat og briller for nu væltede EU-midler, gravkøer, Starbucks coffee og millioner af indvandrere om kap ind over grænserne. I nullerne ramte arbejdsløsheden sit laveste niveau i perioden, 8%, og huspriserne toppede i 2007. Væksten blev især drevet af byggesektoren, der i starten af nullerne udgjorde 16% af landets BNP og årligt tilføjede 600-700.000 nye boliger til boligmarkedet. Landet blev verdens næststørste importør af cement i disse år, kun overgået af USA. 12% af arbejdsstyrken arbejdede på byggepladserne.

Forbrugerne var ikke svære at overtale til at deltage i festen. “Spar op i de mursten, der omgiver dig,” lød det mellem folk, og potentielle boligejere blev aktivt tilskyndet af deres politikere både moralsk og gennem rentefradrag og lempelser af låneadgangen. Også bankerne var rundhåndede med långivning og tilbagebetalingsfrister på op til 40 og 50 år.

Den perfekte storm
Udviklingen i byggeriet blev hjulpet af en perfekt storm af sammenfald. De massive investeringer i byggeriet blev muliggjort af den finansielle globalisering og akkumulation of risikovillig kapital, som følge af en lang højkonjunkturperiode globalt set.

Politisk betød fraværet af boligpolitik i årene efter Franco, at der ikke var konkurrence fra eksempelvis billige lejeboliger, og under boblen var der et larmende fravær af effektiv boligpolitik og byplanlægning. ECB’s lave rente tilskyndede låntagning, og adgangen til boliglån var samtidig blevet liberaliseret politisk over en længere periode. Der var ingen i den politiske elite, der havde lyst og/eller mod til at tage et godt greb i tøjlerne på den sektor, som betød indtægter i statskassen, økonomisk vækst og masser af arbejdspladser i et land, hvor arbejdsløshed altid har været et kæmpe problem.

Fra 1996 beløb overførslerne fra EU sig til 1 procent af det spanske BNP. Det var ironisk nok særligt infrastrukturelle konstruktionsprojekter, der blev støttet af Samhørighedsfonden, som Spanien nød godt af disse år. Nogle af projekterne, højhastighedstog f.eks., var meget nyttige. Dette gjaldt i mindre grad for andre projekter, for eksempel gabende tomme betalingsveje og en enkelt lufthavn, der indtil videre ikke har set så meget som skyggen af et fly.

Knap 6 millioner tomme eller halvfærdige boliger
Oprindeligt havde byggesektorens boligbyggeri en vis logik. Spanien var en økonomi i hastig vækst. De unge tjente penge og kunne flytte hjemmefra; en voldsom immigration betød en hastigt stigende voksenbefolkning; familiestrukturen ændrede sig og der blev flere enlige forsørgere; og mange af de eksisterende boliger var i dårlig stand. Men uviklingen løb spanierne totalt af hænde, og resultatet er 1.3 millioner halvfærdige boliger på halvøen, yderligere 1.9 millioner boliger, som er til salg og godt 2.6 millioner boliger, der bare henstår tomme. Samtidig er efterspørgslen på boliger i omegnen af en kvart million om året. Resultatet er dramatiske prisfald. Siden 2007 er priserne på det spanske boligmarked faldet med mellem 25 og 50 procent og de fortsætter nedad.

For mange betyder prisfaldet teknisk insolvens. De er de heldige. For hvert ottende minut udsættes en spansk familie af deres hjem, og de gør dermed de øvrige mindst 370.000 familier, der indtil videre er blevet udsat under finanskrisen, følge. For foruden tabet af deres bolig, betyder udsættelsen tab af hele deres opsparing og næsten altid en betydelig gæld, som de må trækkes med resten af deres liv.

Den er gal med demografien
Antallet af tomme boliger på den iberiske halvø bliver ekstra grotesk, når man ser på den demografiske udvikling i landet. For spanierne bliver gamle, men får alt for få børn. Faktisk er fødselsraten så lav (godt 1.35 børn per par) at den spanske befolkning kunne blive halveret over de næste 45 år, hvis børnetallet ikke stiger. Indtil videre har man kunnet kamuflere de dårlige tal med den massive indvandring, der har fundet sted over de sidste par årtier, hvor Spanien er gået fra primært at være et udvandringsland til at være det største indvandringsland i Europa. Officielt er 12% af befolkningen immigranter, og indvandringen var i sig selv et asymmetrisk økonomisk chok i årene under opsvinget, hvor den dramatiske udvidelse af befolkningen betød større forbrug, større arbejdskraftudbud og øget skattegrundlag.

Men krisen har bragt fornyet fokus på fødselsraten, som er udtryk for de spanske husholdningers økonomiske situation, men særligt at skiftende regeringer har undladt at investere i pleje- og pasningssektoren, med det resultat at for eksempel børnepasning er uforholdsmæssigt dyrt. Samtidig er arbejdsmarkedet ufleksibelt. Kombinationen gør børn til en luksusvare og en stavnsbinding på en gang. Og sat overfor valget mellem børn og arbejde, vælger de spanske kvinder børnene fra, fuldstændig som det ses i mange andre lande i især Syd- og Østeuropa.

Den demografiske tendens forstærkes af udvandringen. Indtil videre har arbejdsløsheden og især ungdomsarbejdsløsheden fået en halv million mennesker til at forlade landet.

En befolkning bestående af mange gamle, få voksne og endnu færre børn har det med at lægge en dæmper på væksten. Rige lande, som for eksempel Tyskland, har kompenseret for lave fertilitetsrater og nedadgående hjemmemarked med indvandring og skabelsen af produktive, effektive, eksport-orienterede økonomier. Sydeuropa har ikke og har ikke haft den økonomiske styrke til at gøre det samme. Derfor er den demografiske udvikling en bombe under alle de forhåndenværende redningsforsøg af den spanske økonomi.

Eliten svigter det lange perspektiv
Men den politiske elite har øjensynlig ikke rigtigt blik for disse mere langsigtede, strategiske udfordringer. I virkeligheden er det som om, det spanske oligarki på toppen af samfundet primært arbejder for deres eget velbefindende. Spanien har en relativ høj ulighed i forhold til lande som Tyskland, Frankrig og os i Norden, og eliten har for nylig i Financial Times fået skyld for at bremse moderniseringen af det spanske samfund, en kritik, som synes fuldt up på sin plads. Man kan tilføje, at korruptionen har forbilleder på højeste sted i samfundet med de skandaler, der for tiden hæfter sig på både kongehuset og de to store politiske partier.     

Spaniens økonomi har i den forgangne periode været begunstiget af flere sammenfaldende, asymmetriske chok. Men statsfinanserne så fornuftige ud, og det var ikke offentlig gæld, der var problemet, før krisen kom og kollapsede økonomien totalt. Det var den private hypotek-gæld og i endnu højere grad byggespekulanternes gældsposter, der gjorde, at EU lørdag den 9. juni sidste år måtte træde til med en bankpakke. Men mens regeringen går til stålet med at kradse regningen ind fra uddannelsessektoren, sundhedsvæsnet og fra de offentligt ansatte, så mangler de langsigtede perspektiver for en holdbar og stabil vækst og udvikling. Og på grund af det spanske samfunds demografiske udfordringer, den lave arbejdsfrekvens og høje arbejdsløshed, manglende transparens, strategisk tænkning og modernitet i både offentlig og privat sektor, så er det på nuværende tidspunkt svært at se en ende på krisen derude i betonlandskabet på den iberiske halvø.

Anne Sofie Allarp (f.1972) er jurist, skribent og forfatter til to anmelderroste romaner: Falske Stemmer, som udkom i 2011 og Hændelsen, som udkom i 2012. Hun bor i dag i Madrid med sin spanske mand og to børn.

Foto: David Almela Hermosin

Og sådan er det stadig.

Det nye er, at den økonomiske krise har gjort Udkantseuropa langt større end hidtil. Ikke i geografisk forstand, men i overført betydning. Som følge af den økonomiske krise kæmper mange lande nu med problemer, der i forbløffende grad ligner dem, vi normalt forbinder med Udkantseuropa.

I dette tema sætter Magasinet Europa fokus på det stigende antal ”rådne pletter” på Europakortet. Vi spørger bl.a., hvordan krisen påvirker kunst og kulturliv i et af de nye udkantslande og ser nærmere på, hvordan EU’s mange fondsmillioner egentlig hjælper Udkantseuropa – for gør de overhovedet det?

Vi hører desuden om et hårdt presset Nordirland, et Spanien på randen af kollaps og spørger om de enorme summer, der postes i EU’s strukturfonde, overhovedet medvirker til at løse udkantens problemer. Endelig kigger vi fremad og fortæller, hvordan erfaringer fra vores egen baghave – Nordjylland – kan bruges til at vise en ny vej ud af krisen for et voksende Udkantseuropa.

God læselyst!

Alle temaets artikler kan læses her:

Katastrofens DNA af Anne Sofie Allarp
EU’s strukturfonde: Den rette medicin for Udkantseuropa? af Rasmus Leander Nielsen
Udkant på forkant af Karen Skou og Signe Sloth Hansen
Tidsbomben under Portugals kunstmiljø af Thorbjørn Zeuthen Tirsted
Dilemmaet i atelieret: Kunst eller overlevelse af Thorbjørn Zeuthen Tirsted
Unge på kanten af samfundet i Storbritannien af Sara Dybris McQuaid

Budskabet var ikke bare en strakt langemand til centralregeringen i Madrid. Det var også en klokkeklar tilkendegivelse af ambitionen for fremtiden: Catalonien vil være frit – men ikke for at isolere sig i sit hjørne af Spanien. Catalonien vil være frit for at få sin egen stemme og sin egen indflydelse i det europæiske fælleskab. En nation med sin egen stat og en ligeværdig partner ved de europæiske forhandlingsborde.

Spørgsmålet er blot, om EU’s døre også står åbne for en selvudråbt catalansk stat. Det er gentagne gange blevet fremsat i debatten, at Catalonien vil ryge ud af EU, hvis de forlader Spanien, men sandheden er, at EU ikke har forberedt sig på det catalanske scenario. Ingen steder i EU’s omfangsrige traktater er det beskrevet, hvad der sker, hvis en medlemsstat splittes i to som følge af en intern løsrivelsesprocess. Ingen har et definitivt svar, og der er tilmed stemmer i debatten, der mener, at Spaniens eget medlemskab kan komme i fare i tilfælde af catalansk uafhængighed. Den catalanske tænketank Cercle d’Estudis Sobiranistes har således fremsat den tese, at der ikke vil være en legitim arvtager til Spaniens medlemskab, men at de to nye stater begge vil skulle genforhandle deres tilknytning til EU.

Langt de fleste observatører vurderer dog, at Spanien er den retmæssige arvtager af medlemsskabet, og at Catalonien vil skulle stille sig op i køen af nye ansøgerlande til EU. Hvordan dette i praksis vil spænde af er imidlertid lige så usikkert som at forudsige det danske sommervejr. Eftersom der ikke er nedskrevne procedurer for dette scenario, er der masser af rum for fortolkning. Og heri ligger et lille håb for de catalanske separatister. Skulle det lykkes Catalonien at etablere en selvstændig stat, vil det nemlig ikke være første gang i EU’s historie, at der skal rykkes på indre grænsedragninger. Slår man op i historiebøgerne, finder man en række fortilfælde, hvor omstændighederne har tvunget EU ud i juridisk freestyle som følge af indre anliggender i medlemsstaterne.

I 1962 erklærede Algeriet sig uafhængigt af Frankrig og trådte dermed ud af EF, men Rom-traktaten havde ikke taget højde for dette. Medlemslandene måtte improvisere og fortolke sig frem til en modifikation af fælleskabets grænser, og først i 1992 blev Algeriets udtræden formaliseret i Maastricht-traktaten.

Grønland gav nye hovedpiner til de europæiske embedsmænd i 1982, da de grønlandske vælgere ved en folkeafstemning i kølvandet på den nye selvstyrestatut stemte for en udtrædelse af EF. Løsningen blev, at Grønland bevarede sin tilknytning til EF om end med status som ”oversøisk territorium”, idet de samtidig forblev en del af det danske rigsfællesskab.

På tilsvarende vis skulle der tænkes ud af boksen i 1990, da muren var faldet og de to tysklande stod foran en genforening. De europæiske medlemslande godkendte efter en kompliceret process, at det tidligere DDR kunne inkorporeres i Vesttyskland, og det forenede Tyskland kunne fortsætte som medlemsland i det daværende EF.

Selvom det europæiske fællesskab ikke havde taget højde for disse udviklinger, lykkedes det alligevel at nå frem til farbare løsninger takket være lige dele improvisation og medlemsstaternes accept af de modificerede grænsedragninger. Det er imidlertid tvivlsomt, om disse historier kan understøtte et automatisk catalansk EU-medlemskab. Nok viste Grønland, at man som territorium i en medlemsstat kan træde ud af det europæiske fællesskab, men de havde ingen intentioner om efterfølgende at blive optaget som selvstændigt medlem. I Tysklands tilfælde er der heller ikke en direkte parallel til det catalanske scenarium. Modsat det catalanske ønske om etablering af en selvstændig stat, repræsenterede det genforenede Tyskland en sammensmeltning af to eksisterende stater og udvidede således ikke antallet af medlemslande.

I ingen af disse fortilfælde var der altså tale om at udvide EU-klubben med nye medlemmer. Og hvad vigtigere er – i alle tre tilfælde var det en afgørende forudsætning, at samtlige medlemslande bakkede op om løsningerne. Og heri melder sig måske den største udfordring for Cataloniens EU-drømme.

“Unionen er i sin grundstruktur designet til at forene og fastholde i stedet for at opsplitte. Smittefaren ved en løsrivelsesprocess kan skræmme tilstrækkeligt til, at hovedparten af medlemsstaterne vælger at holde fast i dette udgangspunkt”, vurderer José María de Areilza, doktor i europæisk ret ved Harvard-universitetet i en udtalelse til den spanske avis El País.

Det kan således blive mere end vanskeligt at få alle 27 lande til at smile i mødet med et selvstændigt Catalonien. Ikke bare Spanien, men også lande med tilsvarende interne løsrivelsesbevægelser vil kunne se et faremoment i, at en ny stat bryder ud af et nationalt fællesskab for at indtage sin egen indflydelsesbase i EU.

Før det kommer så vidt, står de catalanske separatister imidlertid over for en række andre udfordringer. Modsat Skotland, hvor den britiske regering har godkendt en folkeafstemning om skotsk uafhængighed næste år, kæmper den spanske regering med næb og klør mod en tilsvarende afstemning i Catalonien, der efter planen skal afholdes i 2014. Den annoncerede afstemning truer med at kaste Spanien ud i en forfatningskrise, der kan kuldsejle de catalanske løsrivelsesplaner længe før de europæiske medlemsstater skal forholde sig til Cataloniens mulige medlemskab af EU.

Foto: Ferran

Løsrivelse er ikke svaret
Partiet Ciutadans blev dannet af intellektuelle i 2005 som modsvar til den dominerende catalanske natonalisme og den korruption, der hersker i både den spanske og catalanske regering. Navnet betyder borger, og partiet går meget op i, at samfundet skal være retfærdigt for alle borgere. Partiet er modstander af enhver form for nationalisme, og er derfor i lodret opposition til det aktuelle selvstændighedskrav i Catalonien.

”Catalanske mennesker er også spanske mennesker. Vi finder ikke noget problem i at være del af det samme land. Vi har mange ting til fælles; kultur, problemer og de gode ting. Vi behøver ikke bryde det eller lave en opdeling,” fortæller hun.

Ciutadans er med andre ord det parti, der forsøger at tilgodese en del af de 50 pct. af befolkningen, der ifølge meningsmålinger ikke ønsker et selvstændigt Catalonien. I Inés Arrimadas’ øjne er det ikke retfærdigt, at de skal tvinges til at skifte nationalitet, når det er Spanien, de er kommet til eller er vokset op i.

Spørgsmålet om selvstændighed har hersket i Catalonien i århundreder, men under finanskrisen, og det seneste catalanske valg, er debatten blusset yderligere op, og mange nationalister ser med stor optimisme på muligheden for endelig at løsrive sig fra Spanien. På tværs af fløje og ideologier er flere catalanske partier blevet enige om kravet om catalansk selvstændighed. Den catalanske præsident Artur Más fra CiU har annonceret en folkeafstemning om spørgsmålet i 2014. Ciutadans er et af de eneste partier, der kæmper imod sammen med  det konservative PP – Partido Popular, der sidder ved magten i Spanien.

Politisk magtkamp om sproget
Den økonomiske omfordeling, og retten til at udskrive egne skatter, er det helt centrale spørgsmål, der har fået selvstændighedsbevægelsen til at boome som følge af den økonomiske krise. Diskussionen om sproget er en af de kulturelle og identitetsmæssige spørgsmål, der bruges til at underbygge kravet. Under det diktatoriske Franco-styre i Spanien, der varede til hans død i 1975, blev det catalanske sprog undertrykt: Catalansk var forbudt i regeringsinstitutioner og ved officielle begivenheder, og undervisningssproget i skolen var spansk. Det sidder stadig dybt i en stor del af befolkningen.

Vi blev nægtet at tale vores eget sprog, lyder det fra mange catalanere. Siden har catalansk fået oprejsning – og det har ifølge Inés Arrimadas ført til en undertrykkelse af det spanske sprog, som 55 pct. af befolkningen i Catalonien har som modersmål – det gælder både indvandrere og folk, der er vokset op i landet. Arrimadas mener ikke, at undertrykkelsen er synlig på gadeplan, men i institutioner, medier og skoler tilsidesættes det spanske sprog til fordel for det catalanske. De to sprog er begge officielle. Men lokalregeringen har valgt aktivt at promovere catalansk gennem undervisningssystemet.

Set med Inés Arrimadas’ øjne er der mange problemer, der stammer fra den nationalistiske dominans i Cataloniens regering. Hun mener, at de unge i skolerne bliver indoktrineret til at mene, at Catalonien burde være selvstændigt. Og medierne er på ingen måde neutrale eller retfærdige ifølge hende:

”Den vigtigste avis i Catalonien – det private medie La Vanguardia modtager 9,5 millioner euro om året fra regeringen – det er ikke upartisk. TV-stationerne er utrolige; der er mange mennesker, der har sendt dem juridiske krav, fordi de ikke er upartiske. På grund af regeringens indflydelse reflekterer medierne ikke de forskellige meninger i den catalanske befolkning og de negative konsekvenser af uafhængighed,” siger hun.

Ciutadans tredobler mandater
Inés Arrimadas havde aldrig forestillet sig, at hun skulle blive politiker. Hun har studeret jura og administration og kommer oprindeligt fra Andalusien, men har de sidste 3½ år været bosat i Barcelona. Hun havde længe været skuffet og frustreret over politikerne, og hun tog derfor til et politisk arrangement for partiet Ciutadans, som hun kendte lidt til, og ifølge hende har mere common sense end nogen af de andre partier. Hun blev medlem af ungdomspartiet, og stillede så op til Cataloniens parlamentsvalg i 2012, og blev valgt ind. Ved valget fik Ciutadans stor fremgang og tredoblede sit mandattal fra 3 til 9 mandater. En af Ciutadans vigtigste sager lige nu er kampen mod de catalanske nationalister:

”Et selvstændigt Catalonien vil føre utroligt mange negative konsekvenser med sig. Men de politikere og borgere, der ønsker en selvstændig nation fokuserer overhovedet ikke på dem. For dem er det et spørgsmål om national identitetsfølelse mere end noget andet. De hader Spanien og alt, hvad der er spansk,” forklarer Inés Arrimadas.

Hun finder det utroligt, at folk i det 21. århundrede ønsker at splitte et land fra hinanden, og mener ikke, at det kan føre noget godt med sig. Hun nævner eksempler på andre lande, der er blevet splittet op, hvor det har haft meget negative konsekvenser for dets indbyggere både økonomisk og socialt. Hun påpeger, at hvis Catalonien bliver selvstændigt, meldes det automatisk ud af EU, og at der allerede nu ses virksomheder, der forlader Catalonien på grund af den usikre situation.
”Prøv at forestille jer, hvis folk her skulle passere en told bare for at besøge deres familie. Det er sindssygt”, siger hun.

Trusler og hadebeskeder
At gå mod strømmen i den brændende selvstændighedskamp, der dominerer Catalonien lige nu, har sin pris. Inés Arrimadas modtager jævnligt trusler og hadebeskeder både på Facebook og Twitter fra folk, der ser hende som en plage og truer hende til frivilligt at forlade landet – ellers vil de tvinge hende til at forlade landet.
”Det er en meget farlig situation, fordi hadet vokser sig større og større. Nogle mennesker mener, at hvis du ikke tænker som dem, fortjener du ikke at være her,” siger hun.

Som et af partiets nyeste medlemmer er Arrimadas ikke rigtigt i skudlinjen endnu; folk genkender hende ikke på gaden, så den personlige kritik af hende er endnu ikke nået til ekstremer. Men det samme kan man ikke sige om Ciutadans’ partiformand Albert Rivera, der har modtaget seriøse dødstrusler i sit hjem. Men Inés Arrimadas er fuldt indstillet på at måtte finde sig i, at den hårde tone og modviljen til hende og hendes parti følger med livet som politiker.

Efter kun to en halv måned i det catalanske parlament mener hun, at det at gå ind i politik har ændret hendes liv fuldstændigt – både negativt og positivt. Selv om hadet til hende og hendes parti gør det svært, modtager hun også ros og komplimenter fra de folk, der mener, at hun taler deres sag, og takker hende for hendes arbejde. Det er for Inés Arrimadas ikke i sig selv vigtigt at opnå personlig popularitet som politiker eller at blive del af et stort parti – det vigtigste for hende er at forbedre det politiske system.

”Jeg er her for at ændre ting. Vi er det eneste parti uden korruptionssager. Hvis vi ikke er her, bliver de store politiske partier ved med at føre deres politik. Vi må lægge pres på dem for at ændre lovgivningen i takt med, at vi får flere stemmer. Det er et spørgsmål om retfærdighed. Jeg er nødt til at gøre det”, siger hun.

”Vi prøver at genskabe, hvad der var os tabt,” siger Alfred Bosch fra det catalanske separatistiske venstrefløjsparti ERC (Esquerra Republicana de Catalunya). Og han tilføjer:
”Vi prøver at beskytte vores eget sprog, og vores eget sprog er catalansk – ikke spansk.”

Ifølge Alfred Bosch skal mobiliseringen af det catalanske sprog ses i lyset af Franco-tiden, hvor ”folk blev sendt i fængsel for at tale deres eget sprog”. Under general Franco var catalansk forbudt i regeringsinstitutioner og ved officielle begivenheder, og undervisningssproget i skolen var spansk.

I dag er Barcelonas gader fyldt med skilte på catalansk, der udover i skolesystemet også dominerer de lokale aviser og tv-stationer, ligesom størstedelen af de politiske debatter i det regionale parlament foregår på catalansk. Ikke desto mindre ses catalansk af mange i Catalonien stadig som et undertrykt sprog, der skal beskyttes for at sikre den catalanske nations sammenhængskraft og overlevelse.

”Vi har et lille sprog sammen med et stort sprog. Problemet er, at det store sprog oftest vil dominere. Vi prøver blot at fastholde og bevare vores lille sprog,” fortæller Fidel Masreal, redaktør på den catalanske avis El Periodico, når han taler om sprogkonflikten mellem catalansk og spansk.
”Spanien vil have det til at se ud som om, at der er et problem, hvor der intet problem er. Hvis du tager til Frankrig, lærer du fransk, hvis du tager til Danmark, lærer du dansk, og hvis du tager til Catalonien, lærer du catalansk. Det her er Spanien, ja, men det er mest Catalonien,” siger Fidel Masreal.

Undertrykkelse af spansksprogede skolebørn
Det er imidlertid ikke alle i Catalonien, der mener, det er en god idé at satse så entydigt på catalansk frem for spansk. Det gælder ikke mindst den andel af befolkningen, der ikke har catalansk baggrund og ikke betragter catalansk som deres modersmål – blandt andet fordi de er flyttet til den nordspanske region fra andre dele af Spanien. 55 % af indbyggerne i Catalonien over 15 år erklærer spansk for deres modersmål, hvorimod kun 32 % erklærer catalansk for deres modersmål. Ikke desto mindre er det ikke muligt at vælge en spansksproget folkeskole i Catalonien.

”I skolerne får eleverne kun to timers undervisning i spansk om ugen, mens alt andet foregår på catalansk. Det stemmer simpelthen ikke overens med den sociale realitet. Catalonien prøver at slette alt hvad der er spansk,” siger Inés Arrimadas fra partiet Ciutadans, der har kampen mod den catalanske nationalisme som erklæret programpunkt.

Inés Arrimadas opfatter den catalanske sprogpolitik undertrykkende over for de mange indbyggere i Catalonien, der primært opfatter sig som spaniere. Hun ser to officielle sprog, der skulle stå lige side om side, men det ene sprog har skubbet det andet ud og skabt en ubalance. Hun mener, at de to sprog skal behandles på lige fod, så eleverne får undervisning på både spansk og catalansk.
”Vi prøver at forsvare folkets rettigheder, fordi den catalanske regering ikke respekterer den demokratiske lov. Der er ikke et problem i gaderne, hvor alle kan tale spansk, men i skolerne er der ingen, der beskytter de spansksprogede børns rettigheder”, siger Inés Arrimadas.

Alle skal være flersprogede
En spansk undersøgelse af Anna Cabré kaldet ’immigration and welfare state in Catalan’ fra 2009 viser, at Catalonien uden immigranter ville have haft 2,4 millioner indbyggere i 1980. Det er kun 39 % af det egentlige indbyggertal, der dengang lå på 6,1 millioner, og som i 2013 ligger på 7,4 millioner indbyggere. Mange med en ikke-catalansk baggrund har derfor ikke nødvendigvis samme forhold til catalansk sprog og kultur.

Josep Rull fra det magtfulde catalanske nationalistparti CiU anderkender, at der findes steder i Catalonien med en majoritet af spansksprogede, men han mener, at det netop derfor er endnu mere presserende at lære dem catalansk:
”Jeg kender steder, hvor der kun tales spansk, og det er vigtigt for disse områder at få catalansk ind på livet, ellers vil de jo kun kende ét sprog. Vi vil have alle i Catalonien til at være flersprogede og kun med det nuværende skolesystem er det muligt”, siger han.

Alfred Bosch fra ERC er enig og ifølge ham har den catalanske sprogpolitik været en ubetinget succeshistorie.
”Catalansk i skolerne er en måde at integrere alle på. Over tredive år har vi set en utrolig vækst i det catalanske sprog takket være de politiske partiers beslutning om et singulært catalansk skolesystem,” siger han.

Foto: Maya Lahav