Ofte overset i den udenlandske debat kan det lille, konservative regerings- og regionalparti CSU være med til at præge tysk europapolitik i de kommende år.

1.4.2014 | TYSKLAND | Det er ingen hemmelighed, at forholdet mellem søskende ikke altid er gnidningsfrit. Det er dog sjældent, at disse stridigheder ligefrem får betydning for europæisk politik. Det kan dog blive tilfældet i Tyskland, hvor efterårets forbundsdagsvalg har lagt scepteret i hånden på en stor koalition mellem socialdemokratiske SPD og den borgerlig-konservative union bestående af CDU og søsterpartiet CSU.

I mange henseender er regionalpartiet CSU fra den tyske delstat Bayern nemlig en uberegnelig og genstridig partner for storesøsteren CDU og kansler Angela Merkel. Det gælder ikke mindst når det kommer til europæiske emner. Ser man på udsigterne for den fremtidige tyske europakurs, skal partiet og dets rolle i regeringen derfor tages med i ligningen.

Men hvordan kan det være, at et lille regionalparti fra Bayern formår at sætte sit præg på hele landets politik? For at svare på dette, er det nødvendigt at kende partiets særstilling i det tyske partilandskab.

Sydtysk enevælde
Grundlagt i efterkrigstidens Tyskland valgte CSU i 1948 ikke at slutte sig sammen med andre konservative partier i det nuværende CDU. I stedet blev man enige om et samarbejde på forbundsstatsniveau og en form for ”ikke-angrebspagt” i den sydtyske delstat. CDU lovede at man fremover ikke ville stille op i Bayern, forudsat at CSU holdt sin aktivitet inden for delstatens grænser.

I de sidste 50 år har CSU’s knusende dominans i Bayern været nærmest uanfægtet. Partiet har således siddet i delstatsregeringen uafbrudt siden 1957, og det seneste valg i september 2013 resulterede atter i et absolut flertal for CSU. Selv en række skandaler omhandlende nepotisme, bestikkelse og en tvivlsom håndtering af medierne har gennem tiderne haft en bemærkelsesværdig lille betydning for vælgeropbakningen.

Hvorfor halen kan vifte med hunden
Når det kommer til at forklare omfanget af regionalpartiets indflydelse på national politik tyder meget på, at både den særlige karakter af samarbejdet med CDU og Bayerns stærke position blandt tyske delstater spiller en rolle.

Det er nærmest en politisk umulighed for Merkels CDU at indgå et regeringssamarbejde uden den bayerske partner og ignorere CSU’s krav. Et forhold, der alt andet lige styrker partiets forhandlingsposition og kan forklare fordelingen af ministerposter i regionalpartiets favør: mens CSU kun har 11 pct. af regeringens mandater i forbundsdagen, sidder partiet på en femtedel af ministerposterne.

Bayern spiller imidlertid også en rolle i kraft af delstatens økonomiske betydning. Isoleret betragtet ville Bayern, der står for en femtedel af det tyske BNP, være EU’s syvendestørste økonomi, og samtidig er delstaten én af kun tre nettobidragsydere i forhold til den delstatslige finansudligningsordning. Dette gør, at andre delstater delvist er afhængige af den bayerske økonomis styrke.

Konsekvensen af det særlige samarbejde med CDU og delstatens relative vægt i den tyske føderation er, at CSU i højere grad end andre partier kan behage sine (bayerske) vælgere ved at stille populistiske krav, uden at det direkte skal stå til regnskab for det i resten af landet. Dette politiske carte blanche har partiet på det seneste især gjort brug af til, at kommentere landets EU-politik.

Bayerske fingeraftryk på tysk europapolitik
Den sydtyske stemme har været særdeles højrøstet og kritisk over for tre aspekter af det europæiske samarbejde: Immigration, redningen af euroen og unionsudvidelser.

1. “Wer betrügt, der fliegt” (hvem der snyder, ryger hjem)
I takt med, at bulgarer og rumænere blev fuldt ud omfattet af retten til fri bevægelighed, sparkede CSU og særligt partilederen Horst Seehofer omkring årsskiftet gang i en hidsig debat om “Sozialtourismus”, den tyske variant af velfærdsturismedebatten.

Uimponeret af statistikker og faktiske forhold fremhævede partiets ledende skikkelser ved enhver lejlighed, hvilken fare en massetilflytning af østeuropæiske indvandrere ville udgøre for den tyske velfærdsstat, og de påpegede gang på gang behovet for at begrænse disse unionsborgeres frie bevægelighed.

Værd at fremhæve i denne sammenhæng er især den indvandrerskeptiske tone, der kendetegner CSU’s udtalelser. En polemik, der i tysk kontekst hidtil primært har kunnet findes hos højreradikale partier uden politisk indflydelse.

2. Mindre hjælp til kriselande
Som grundlæggende modstandere af diverse hjælpepakker til kriseramte EU-stater har politikere fra CSU typisk stået i forreste række, for at kritisere særligt de sydeuropæiske stater og foreslå deres exit fra euroen. Dette var eksempelvis tilfældet, da den bayerske finansminister, Markus Söder, og den daværende tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, i 2012 mere eller mindre direkte krævede, at Grækenland skulle forlade euroen inden årets udgang.

Næppe overraskende vakte søsterpartiets enegang betydelig forargelse blandt den øvrige regering, der med kansler Merkel og finansminister Wolfgang Schäuble i spidsen ihærdigt prøvede at dæmpe sådanne spekulationer. Resultatet blev da også, at de løbske CSU-politikere efter en irettesættelse rettede ind under CDU’s kurs.

Ikke desto mindre er eksemplet dog med til at illustrere forskellene i søsterpartiernes holdninger og politik på området, forskelle der må antages at være en begrænsende faktor for regeringens råderum.

3. Lukkede døre for Tyrkiet
Som tilhænger af en kulturel forståelse af EU anser CSU unionen som værende funderet på et historisk fællesskab og kristne værdier. Dette sætter klare grænser for unionens udvidelse, hvilket særligt kommer til udtryk i debatten omkring et tyrkisk medlemskab.

Mens CDU i de seneste år har kæmpet for at finde en konsistent holdning til spørgsmålet om unionens udvidelse over Bosporus, har CSU altid været klar modstander af optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Alt andet lige kan CSU’s regeringsdeltagelse dermed forventes at sætte en dæmper på Ankaras og Erdogan-regeringens EU-forhåbninger.

Europakritisk konkurrence
Når CSU i den seneste tid har været særdeles opmærksom på at profilere sig på EU-området, kan det imidlertid også skyldes, at nye europakritiske aktører, såsom det eurokritiske parti AFD (Alternative für Deutschland), er trådt ind på landets politiske scene og er med til at konkurrere om de borgerlige vælgere. Europaskeptiske stemmer har således vundet momentum, hvilket også forventes at kunne ses til europaparlamentsvalget i slutningen af maj.

Uanset valgresultatet i maj vil den tyske regering og Angela Merkel altså skulle forholde sig til en voksende borgerlig euroskepsis og ikke mindst søsterpartiets til tider populistiske eskapader. Og i sidste ende vil skænderiet mellem de to ’søskende’ dermed kunne få betydning for det europæiske samarbejde.

Boy Repening er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / blu-news.org