751 nye EU-parlamentarikere har første dag på kontoret i begyndelsen af juli. De nye parlamentsmedlemmer er ikke blot en samling enkeltpersoner, men udøver indflydelse gennem deres tilhørsforhold til Europa-Parlamentets magtfulde grupper og udvalg.

19.5.2014 | EP-TEMA | Grupperne er Europa-Parlamentets centralnervesystem. Som i mange andre parlamenter i verden spiller grupperne en afgørende rolle i forhold til Europa-Parlamentets funktion. De koordinerer udvalgssammensætning, adgang til taletid, lovforslags passage gennem parlamentet og de endelige afstemninger.

Selvom grupperne spiller en vigtig rolle, er de relativt ukendte uden for den snævre kreds af politikere, embedsmænd og forskere.

Gruppernes sammensætning
Da Europa-Parlamentets forgænger, kaldet Forsamlingen, første gang mødtes i 1952 sad medlemmerne i alfabetisk orden. Dette fulgte praksis i andre internationale organisationer som f.eks. FN. I 1953 blev det foreslået, at udvalgene i Forsamlingen skulle afspejle både medlemmernes nationale tilhørsforhold og deres politiske overbevisning.

Senere samme år blev de tre første politiske grupper dannet: Socialisterne, De Liberale, og De Kristelige Demokrater. Disse grupper eksisterer stadig i Europa-Parlamentet, blot med mindre navneændringer.

I de følgende år blev næsten alle Europa-Parlamentets medlemmer organiseret i grupper. Denne tendens blev forstærket efter det første direkte valg i 1979. Der findes i dag 7 grupper i Europa-Parlamentet samt løsgængerne, der ikke er del af en gruppe.

Det Europæiske Folkeparti, som de danske Konservative (1 MEP) er medlemmer af, er den største gruppe med 274 af de nuværende 766 medlemmer (751 medlemmer efter EP-valget 2014, red.). Socialdemokraterne der, som navnet antyder, også tæller de danske Socialdemokrater (5 MEP’ere) i deres rækker, er den næststørste med 195 medlemmer.

Den tredjestørste gruppe er de Liberale (83 medlemmer). Venstre (3 MEP) er medlem af denne gruppe. De Radikale, der dog ikke har et mandat for tiden, er normalt også medlem af de Liberale. De Grønne (SF), De Europæiske Konservative og Reformister (afhopper fra Dansk Folkeparti), den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe (Folkebevægelsen mod EU) og Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati (DF) har alle et dansk medlem.

Tidligere var løsgængerne (ingen danske MEP’ere) officielt også en gruppe, som blev dannet for at få adgang til diverse parlamentariske goder, så som taletid og retten til at stille ændringsforslag. Denne praksis blev dog i 2001 underkendt af Retten af Første Instans, da gruppen ikke var baseret på et ideologisk grundlag.

DagnisWillumsen

Grupperne i det afgående Europa-Parlament

Gruppernes rolle
Grupperne i Europa-Parlamentet minder på mange måder om partigrupperne i nationale parlamenter som det danske Folketing, men adskiller sig også fra disse på en række centrale punkter.

Som i andre parlamenter spiller grupperne en afgørende rolle i Europa-Parlamentet. For det første koordinerer de fordelingen af ledelsesposter internt i parlamentet. Det gælder Europa-Parlamentets formand, de 14 næstformænd, samt formandsposter i de magtfulde udvalg.

For det andet sørger grupperne, via specialisering af medlemmerne i diverse fagområder, for intern informationsdeling. Det vil sige, at grupperne fordeler arbejdet til deres medlemmer, der så bliver specialiseret på et givent område. Derved kan alle medlemmerne af en gruppe drage fordel af den specialiserede viden, der indsamles af eksperter på området, så de ikke selv skal sætte sig ind i alle områder og sager.

Den tredje opgave, som grupperne løfter, er tildeling af taletid i Parlamentet. Her bestemmer de, hvem der kan tale hvornår og hvor længe. Dette er en central funktion, fordi taletid i plenum giver mulighed for mediedækning og er meget eftertragtet blandt Europa-Parlamentets medlemmer. Taletid fordeles proportionelt i forhold til gruppernes størrelse. Således vil de større grupper have mere taletid, end de mindre.

For det fjerde er retten til at stille ændringsforslag kontrolleret af grupperne. De sidste to funktioner er kendt fra alle andre demokratiske parlamenter, da taletid i sagens natur er begrænset. Der skal ikke meget fantasi til at forstille sig, hvordan et parlament ville blive uarbejdsdygtigt, hvis alle kunne tale ubegrænset eller kunne stille ændringsforslag efter forgodtbefindende. Således kontrollerer partigrupperne i Folketinget også adgang til talerstolen og retten til at stille ændringsforslag.

På to punkter adskiller grupperne i Europa-Parlamentet sig fra partigrupperne i eksempelvis det danske Folketing: For det første har partilederne i Europa-Parlamentet ingen indflydelse på opstilling af kandidater til parlamentsvalg. Det betyder, at hvis der er en interessekonflikt mellem den europæiske gruppe og det nationale parti, er det mest sandsynligt, at medlemmet vil følge sidstnævnte.

Dette fremhæves ofte som en begrundelse for, at flere medlemmer af Europa-Parlamentet går imod partilinjen. I praksis er det dog ikke et stort problem, da Europa-Parlamentets medlemmer i gennemsnit stemmer med deres europæiske gruppe i 98 pct. af afstemningerne – det tilsvarende tal i Folketinget er over 99,9 pct.

For det andet har grupperne ikke en regeringsbærende rolle. Årsagen er at EU’s ’regering’, Europa- Kommissionen, ikke er afhængig af et simpelt flertal i Parlamentet for at forblive ved magten. EU har altså en klarere adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt, end vi er vant til fra det danske system. EP har mulighed for fjerne Kommissionen, men dette kræver 2/3 flertal blandt de afgivne stemmer og et absolut flertal af blandt alle medlemmer af Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentets magtfulde udvalg
Europa-Parlamentets udvalg er meget magtfulde. Denne magt stammer især fra deres rolle i lovgivningsprocessen, hvor al lovgivning skal gennemarbejdes og vedtages af et udvalg før det kan vedtages i plenum. Dertil kommer også retten til at lave reelt ubegrænsede ændringer i et lovforslag, før det sendes til plenum.

Hvor magtfulde, de enkelte udvalg er, afhænger dog også af sagsområde, da Europa-Parlamentet har meget forskellige beføjelser i forhold til lovgivning alt afhængig af politikområdet. For eksempel spiller miljøudvalget en central rolle i at fastsætte miljøregler i EU. Udenrigsudvalget har derimod reelt ingen indflydelse, da EU’s (meget begrænsede) udenrigspolitik reelt styres af Det Europæiske Råd.

Ligesom i Folketinget bliver udvalgsposterne fordelt i forhold til gruppernes medlemsantal. Således har alle grupperne indflydelse i samtlige udvalg. Det betyder, at et snævert flertal ikke, som i eksempelvis USA’s kongres, kan kontrollere lovgivningsprocessen.

De individuelle parlamentarikere har stor indflydelse på, hvilke udvalg de sidder i. Gruppernes ledelse prøver at placere parlamentarikere med ekspertise i relevante udvalg. Således sidder der mange tidligere fagforeningsfolk i beskæftigelsesudvalget og mange landmænd i landbrugsudvalget.

Som i Folketinget bliver alle lovforslag henvist til et udvalg, der behandler det. På alle lovforslag bliver en parlamentariker udpeget som ansvarlig ordfører, kaldet ’rapporteur’. Denne skal udforme en rapport om lovforslaget, der indeholder en diskussion af forslagets styrker og svagheder samt komme med eventuelle ændringsforslag.

Rapporteuren har generelt en fremtrædende dagsordensfastsættende rolle, da vedkomne, især ved meget tekniske ændringer, generelt har en informationsfordel i forhold til resten af udvalget og parlamentet som helhed. Denne fordel forsøger grupperne at balancere ved at udpege “skygge”-rapporteurer.

Da rapporten skal accepteres af hele udvalget, er det vigtig for rapporteuren at sørge for, at den afspejler og respekterer de forskellige holdninger blandt udvalgets medlemmer. Udvalgene kan også stille ændringsforslag til denne rapport. Efter behandling af et forslag sendes dette til afstemning i salen.

David M. Willumsen, Ph.d. er Post-Doctoral Research Fellow, Geschwister-Scholl-Institut für Politikwissenschaft, Ludwig-Maximilians-Universität München
Mads D. Jensen, Ph.d. er post doc ved Center for Europæisk Politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

De udgav sammen med Anne Rasmussen i 2009 bogen ”Europa-Parlamentet” (Thomson-Reuters)

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commens / Europa-Parlamentet i Danmark