Henrik Rehr har begået en vellykket tegneserie og historisk biografi om Gavrilo Princip – en ung mand, der har haft større indflydelse på de sidste 100 års historie end de fleste. Tag med tilbage til sommeren 1914 og mordet på den østrig-ungarske tronarving, ærkehertug Franz Ferdinand.
Anmeldelse af Christian Aarestrup
14.8.2014 | WW1:TEMA | Hvordan ville verden have set ud, hvis Første Verdenskrig ikke var brudt ud? Ville den kommunistiske revolution i Rusland være blevet gennemført? Var nazisterne kommet til magten i Tyskland, hvis ikke nederlaget i Den Store Krig havde efterladt landet i både politisk og økonomisk ruin? Ville det industrielt frembuldrende, men militært ret ubetydelige USA have investeret sine store ressourcer i oprustning som en anden supermagt?
Ville der have været noget FN, noget EU? Ville de slaviske småstater, der før krigen var underlagt de østrig-ungarske og osmanniske imperier have samlet sig til en egen Jugoslavisk stat? Og ville selvsamme socialistiske republiks opløsning være endt i blodig konflikt?
Det lille ”måske” er fascinerende at lege med.
Sommerfugleeffekten
New York-baserede, danske Henrik Rehrs tegneserie om ”manden, der ændrede et århundrede” er godt nok ikke et stykke kontrafaktisk historieskrivning. Det er derimod den faktiske historie om en mand, hvis handlinger på mange måder havde den ringe-i-vandet-effekt som sommerfuglen har med sine skæbnesvangre baskende vinger.
Rehrs værk er således en grafisk illustreret udgave af de begivenheder, der med den historiske figur Gavrilo Princip som hovedperson, gik forud for udbruddet af Første Verdenskrig.
Princip vender op og ned på verdenshistorien
(Foto: Bogcover)
Alvorstung grafik
Rehr skildrer Gavrilo Princips baggrund i det fattige, serbiske bondesamfund, hans ungdomsliv som studerende og i stigende grad politiske engagement i Sarajevo. Vi får et detaljeret indblik i den unge serbiske anarkists liv og levned indtil han d. 28. juni 1914 skød og dræbte Ærkehertug Franz Ferdinand – arvtageren til det østrig-ungarske kejserdømme, der sammen med sin hustru var på besøg i Sarajevo.
Rehr viser således Princips forvandling fra knægten, der kommer ind med fire-toget, til manden, der med et skud ændrede århundredets historiske gang. Og det gør han sideløbende med fortolkninger af de storpolitiske begivenheder i regionen, glimt af ærkehertugen, dennes ægteskab og dagligdag som tronfølger og øverstbefalende i hæren.
Vi har at gøre med en tegneserie, der tager sig selv og sit emne alvorligt. Den tager sig tid til at fortælle sin historie, tegne sine figurer og sit tidsbillede og den trækker de historiske, moralske og eksistentielle temaer klart op. Det lyder umiddelbart tungt, men netop fordybelsen fremstår som en naturlig konsekvens af en passende respekt for stoffet, vel at mærke uden at forfalde til blot at opremse de historiske begivenheder.
Sort-hvide nuancer
Rehr docerer fremdriften og udbygningen af figurerne, deres karakter, bevæggrunde og relationer undervejs mod kulminationen. Billedsiden er mørk, gråtonet, sortskygget, skraveret og farveløs. Netop fordi historien er indrammet i sort, er den desto mere effektfuld, når der slippes lidt lys og luft ind i form af hvide flader eller løst skitserede baggrunde.
Man mærker den friske luft, der slår attentatmagerne i ansigtet, når de står fremme på dampskibets dæk på vej mod deres store (u)dåd. Rehr kreerer fantastisk smukke og poetiske enkelttableauer, men udgangspunktet er den realistisk-detaljerede gengivelse af handlingen og tiden. Det er tydeligt, at der er lagt et meget stort arbejde i at afbillede alt fra personer over beklædning og huse til byer og landskaber historisk korrekt.
Og det kan have sine problemer. Til tider kan i hvert fald undertegnede komme i tvivl om, hvem der er hvem. Der optræder så mange unge mænd med mørkt hår og overskæg og ældre mænd med hvidt hår og overskæg, at det til tider er svært at skelne disse mange ansigter. Dette gælder ikke mindst hvorvidt de følelser, som personerne umiddelbart ser ud til at give udtryk for, egentlig blot er grafiske ”bivirkninger”, der har sneget sig ind i Rehrs bestræbelser på at få dem til at ligne de historiske personer.
Det detaljerede og lidt stillestående udtryk er klart mest velfungerende i de enkeltstående og intensitetstunge kompositioner. Rehr anvender for eksempel sådanne fastfrosne sekvenser i det store, afsluttende klimaks – og som kontrast til de mere løse og ekspressive sekvenser, der er knap så velegnede til at skabe liv og bevægelse i og mellem den ellers smukke series mange ruder.
Princip anholdes
Mennesket i historiens maskineri
Alt i alt er Gavrilo Princip et meget ambitiøst og gennemarbejdet værk. Imponerende i sit sigte og omfang. Værket er først og fremmest vellykket i formidlingen af den historiske begivenhed i stort og småt – hvilket i sig selv udgør en præstation.
Det er dog især vellykket i Rehrs behandling af de dybereliggende og universelle temaer; at dø for og dræbe i den større sags tjeneste, at finde og selv skabe meningen med livet, historiens malende tandhjulsmaskineri og det enkelte menneskes lidenhed og, måske, undtagelsesvise mulighed for at kaste grus heri, hvis det – mennesket – er villigt til at lade sig knuse.
Værkets styrke er Rehrs evne til at illustrere de store linjer, som sidestilles, bogstaveligt, på hver sin side i et opslag. Det er netop derfor, man ikke lige så godt kunne læse en bog eller se en film om samme emne. Her fortælles historien, side for side, som kun en tegneserie kan.
Christian Aarestrup er anmelder på Nummer 9 – Magasin for tegneserier
Artiklen bringes i samarbejde med hjemmesiden www.nummer9.dk