Ah! Menneskehed

2017-06-30T10:07:56+00:00 Af |Analyse|

Årets CPH:DOX har måske mere end noget andet rettet blikket mod vores egen menneske(lig)hed, hvor truslen om al-menneskelig undergang synes at være eneste, men også uigenkaldelige fællesnævner.

19.11.2015 | CPH:DOX | Ofrene for de seneste terrorangreb i Paris mindes overalt i Europa og debatten om, hvorvidt samme mindehøjtideligheder er udtryk for et euro-etnocentrisk verdens- og menneskebillede raser igen.

Hvorfor reagerede vestlige ledere ikke med samme harme, da Islamisk Stat forrettede terrorangreb mod uskyldige ofre i Libanons hovedstad Beirut, blot et døgn før angrebene satte ind i Paris? Hvem er værd at mindes? Hvilke liv tæller? Er der er forskel på os – og hvori består den da?

Årets CPH:DOX festival tyder på, at også dokumentarister verden over, er optagede af netop disse spørgsmål.

Undergang som genganger
Det er ærefrygtindgydende titler, der er sprunget CPH:DOX-gængerne i øjnene. Human, Anthropocene, Cosmopolitanism, Homo Sacer, Leviathan og Ah! Humanity er blot nogle af de prægtige fremmedord, der pryder titlerne på de værker, der fra 5.-15. november har fyldt Københavns biografsale.

Flygtningekrise, Fukushima og fiskekuttere er andre og mere jordnære beskrivelser af de emner, både forskere og filmskabere har tilsat lyd og billede. For på dokumentarisk vis at give netop deres bud på den verden, som tegner sig for os anno 2015.

Nok har kaos og kosmos vidt forskellige ansigter verden over, men vi har truslen om vores egen uforvarende, gensidige udslettelse til fælles. Og truslen om undergang, har netop været i dokumentaristernes søgelys på CPH:DOX, hvor menneskestrømme og drømme er blevet undersøgt og præsenteret på festivalen, som små bidder af den virkelighed, vi ynder at kalde vores egen.

Livet og døden, skønheden og – friheden?
Ikke mindst forsker-instruktør-holdet Verena Paravel, Ernst Karel og Lucien Castaing-Taylor fra Sensory Ethnography Lab, Harvard University, har sat dommedag på dagsordenen. Det har de gjort med to CPH:DOX-bidrag.

Det ene er Ah! Humanity. Et eksperimenterende etnografisk værk der med udgangspunkt i Fukushima-atomkatastrofen i 2011 tegner et apokalyptisk billede af den skade, som mennesket med stort M (deraf titlen) formår at volde på sig selv og kloden, når det hjælpes på vej af følgesvendene Amnesi og Troen på Egen Uovervindelighed.

Det andet bidrag fra forskerholdet er den smukke og dybt urovækkende Leviathan, som er blevet genvist i år. Filmen har om noget bidraget til at sætte nye standarder for dokumentarfilm som en lige dele videnskabeligt undersøgende og kunstnerisk udfordrende genre. Den vandt af samme årsag DOX NEW:VISION AWARD i 2012, der gives til ”nyskabende og genrebrydende kunstfilm”.

Uanset filmens videnskabelige potentiale er Leviathan en øvelse i, hvor meget skønhed der kan presses sammen på 87 minutters film. Og hvor megen brutalitet. Og især i at indfange, hvor meget menneske man(d) har råd til at være ombord på en fiskekutter på det åbne Atlanterhav, hvor fisk såvel som mandskab er i naturens vold.

Den forjættede frihed er havfuglenes prærogativ. Alt dette i en film, der egentlig ”kun” omhandler det moderne menneskes forhold til naturen, som det kommer til udtryk i den kommercielle fiskeindustri.

Verden presser sig på
Netop friheden og manglen på samme er blevet behandlet som noget helt anderledes konkret og yderst aktuelt i flere andre CPH:DOX-film. Ikke mindst den – i dobbelt citationstegn – ”europæiske” ”flygtningekrise” har sat sit præg på det dokumentariske virkelighedsbillede.

Nok er flygtningepresset i Europa af uhørte dimensioner, men menneskestrømmene er ikke ”europæiske”. De er globale. Denne og lignende banaliteter udpensles, så det gør ondt af de instruktører, hvis værker er blevet præsenteret inden for rammerne af CPH:DOX-serien ”Borderline”.

Flere bidrag til serien giver indblik i, hvordan europæiske ledere og befolkninger – der indtil for nyligt primært ”kun” havde interne økonomiske kriser at forholde sig til – er en del af et større hele, der kaldes Verden. En verden, der presser sig på og kræver vores opmærksomhed.

Universalisme + Forskellighed
Verden ligger også den svenske dokumentarist Erik Gandini på sinde i filmen med den antikt klingende titel Cosmopolitanism. Med appellerende animationer har Gandini skabt en politisk agiterende film, der står ved sit budskab, som den præsenterer, så man forstår det: Islamisk Stat, Nordkorea og den amerikanske kongres ligger åbenlyst udenfor kosmopolitisk rækkevidde.

Men hvem kan med rette betegne sig som borger af verden? Hvordan bør vi modtage dem, der kommer til vores grænser? Som fremmede, spændt ud mellem grænser tilhørende suveræne stater, der ikke er villige til at yde dem beskyttelse? Eller som ligeværdige borgere?

Og hvad med hensynet til dem, hvis ”kultur” er os så meget imod, at vi umuligt kan udvise den åbenhed og gæstfrihed mod dem, som ”verdensborgerligheden” foreskriver?

Gandini sætter disse spørgsmål til debat, og bruger sine talking heads – de medvirkende forskere, eksperter og fortalere – til at forsvare åbenhedens, tolerancens og nysgerrighedens fortræffeligheder og nødvendigheder i en verden, hvor det ikke er nok at hylde det ”globale” og det ”internationale”. Det gør Islamisk Stat for så vidt også.

Tilsæt derfor accept af forskellighed og inkludér muligheden for at være anderledes, og du vil få den perfekte kosmopolit.

Vi er alle verdens centrum
Forskelligheden og hvordan vi lever med den, som stædigt behandles i Cosmopolitanism, optager også journalist Steve Bradshaw, der under hashtagget ResetYourWorldView har haft verdenspremiere på CPH:DOX med dokumentarfilmen Anthropocene. Med skarpt vinklede præsentationer af facts, dokumenterer Antropocene i dramatiske vendinger og billeder videnskabens varsling af en ny og menneskedomineret geologisk tidsalder – den antropocene.

Bradshaw er dog ikke den eneste mand blandt filmfolket, der har set Menneskeheden dybt i øjnene. Instruktøren bag Human, fotografen Yann Arthus-Bertrand, tager beskueren med på en æstetisk rejse gennem ”menneskelige erfaringer” verden over.

Sirligt tilrettelagte vidnesbyrd sørger for en hvis dramatik, når individer i direkte henvendelse til kameraet – bag hvilket en anonym interviewer må formodes at befinde sig – fortæller om deres livs afgørende øjeblikke. Det driver af storslået forenet Menneskehed, så den 3 timer lange film næsten føles uhyggeligt ”a-politisk”.

Hvilket den selvfølgelig ikke er. Filmen havde premiere på FN’s Human Day 12. september, og blev i samme forbindelse vist ved FN’s Generalforsamling i forbindelse med organisationens 70 års fødselsdag.

Det bare liv
I den anden ende af DOX-skalaen sættes vi atter stævne på mikro-menneskeligt plan, dér hvor menneskelige dramaer af en helt anden kaliber udspiller sig.

Det er igen livet som flygtning, der sættes under lup og linse. Dog med den forfriskende forudsætning, at der er andet og mere at dokumentere, hvad angår den mellemmenneskelige del af tilværelsen på fart og flugt, end det gængse mediebillede måske vidner om.

A Girl of her age og ikke mindst A Syrian Love story viser begge, hvordan politiske udviklinger former det levede liv, men også hvordan verdens buldren ikke formår at reducere den private erfaring til blot en parentes i tilværelsen.

Tværtimod. Kærligheden – for eksempel – sættes ikke på stand-by, bare fordi vi mere eller mindre frivilligt flytter til et andet land for at søge bedre liv (A girl of her Age). Det gør den heller ikke selvom man bliver ”flygtning” (A Syrian Love Story).

Når dokumentaristerne vælger at vise netop de sider af virkeligheden anno 2015, fattes man håb og tro på, at muligheden for vores alles overlevelse er mindst ligeså stor som vores tilbøjelighed til selvudslettelse.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklen top: fra dokumentarfilmen “Cosmopolitanism”