Alting kan ske i Spanien

2019-04-25T12:46:24+00:00 torsdag, 25. april, 2019|

Vælgerne er vægelsindede i rekordstort omfang forud for søndagens valg i Spanien. Og det er ikke mærkværdigt, for der er polskifte og kamp på alle fronter. Socialdemokratiet tegner stærkt, men den spanske patriotisme og de magtfulde lokalnationalismer vejer ind. Proteststemmerne er blevet brune, og de progressive vælgere ved hverken ud eller ind, for venstrefløjen har solgt sin sjæl for længst.

Kommentar af Sara Høyrup

Hvis man som spansk patriot eller catalansk unionist vil have en ende på det evigt simrende løsrivelsesforsøg i Catalonien, bør man stemme på højrefløjen ved det spanske parlamentsvalg på søndag den 28. april. Ligeså hvis man som andaluser er stødt over fremstillingen af sydspanierne som mindre værd end nordspanierne, eller hvis man som spansktalende catalaner føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet.

Man gør også klogt i at stemme til højre, hvis man er bekymret over brugen af skoler og medier til nationsopbygningen i Catalonien og Baskerlandet og deres interessesfærer i Navarra, Valencia og Balearerne. Ser man gerne, at ens børn modtager tosproget undervisning i de tosprogede regioner, så er det på programmet hos højrepartierne. Men hvis man ønsker et mindstemål af social retfærdighed og velfærd, bør man stemme på den spanske venstrefløj. Man kan ikke få begge dele.

Hvis man derimod er catalanist og ønsker at forfægte det catalanske eller baskiske mereværd, bør man stemme på de regionalistiske partier, hvad enten man ønsker løsrivelse eller bare (endnu) bedre aftaler med centralstaten og en markering af nationen i regionen. Udkantsnationalisterne vil så på ny støtte den selvsamme socialdemokratiske regering, som de væltede i februar.

PSOE-lederen Pedro Sánchez havde gjort et behjertet forsøg på at forhandle og købe sig til fred på jord, og alligevel afviste de catalanske separatister hans statsbudget, fordi han ikke ville forhandle om deres krav uden for grundlovens rammer. Budgettet gav ellers Catalonien i pose og sæk og ville have sikret den catalanske velfærd tiltrængte midler.

De store catalanistpartier CiU og ERC har byttet plads under løsrivelsesprocessen, der officielt startede i 2012, skønt den på sin vis altid har ligget i kortene. Til alles forundring er det før så tilforladelige (skønt smækkorrupte) erhvervsparti Convergència under nye navne blevet til radikaliseringen selv, mens fortidens smårabiate ”venstrerepublikanere” nu står for en taktisk tilbagetrækning af positioner. Kun det pyttelille, men indflydelsesrige CUP på yderste venstre flanke råber op om ”brud” på sine valgplakater: Kun disse autonome typer vil stå ved, at dannelsen af en ny stat i regionen kræver en smertelig adskillelse.

Det catalanske spørgsmål er uløst
Ingen af catalanistpartierne har dog opgivet det centrale programpunkt om løsrivelse. Deres støtter læser kun partipressen og ser det politisk kontrollerede regions-tv – og hører de ved en fejl noget, de ikke kan lide, er de sikre på, at det er løgn.

De mange catalanske separatister på gulvplan er derfor overbeviste om, at de med stædighed og brug af gule bånd kan få deres vilje (også selv om bevægelsen aldrig har haft noget befolkningsflertal i regionen). For det er sådan, sangen lyder på det hold, når instrukserne flyder ovenfra og ned, sådan som de gør i al spansk politik: Der er slet ikke brug for at træne partikadrer i den digitale tidsalder. De nye kommandoveje går gennem eksempelvis whatsapp-grupper, hvor fake news og aggressive politiske kampagner florerer.

Hvorfor lige whatsapp? Fordi det er en gratis applikation. Spanien er stadig præget af den økonomiske krise fra 2008, skønt den officielt er ovre. Arbejdsmarkedet har været ekstremt prekært lige siden (det var galt nok i forvejen), og man kan ikke leve et voksenliv på mindstelønnen, men må pænt blive boende hjemme eller udvandre. De urimelige forhold gødede i et lille årti protestpartiet Podemos, som derfor sidder med et stort antal parlamentarikere og har fungeret som støtteparti venstre om socialdemokraterne.

Partiets boble bristede for et par år siden, og de bliver ingen magtfaktor efter søndagens valg. De og deres forbundsfæller i Izquierda Unido og Comunes (enhedslisten og kommunarderne) har ligesom det catalanske socialdemokrati ladet sig besnære af lokalnationalismens oprørskhed og dens populistiske banalbillede af nærdemokrati. De har derfor givet den flertal i regionsparlamentet og fri bane i Barcelonas byråd, hvor kommunalpolitik ofte må vige for nationalistisk symbolpolitik.

Paranoide revolutionskomiteer
Men ret skal være ret: Separatisterne bruger andre apper som eksempelvis Telegram, der ikke er så lette at aflytte. De er nemlig overbeviste om, at de bliver overvåget af staten. E.C. fortæller, at rigtige catalanere for tiden er organiseret i CDR’er: Comités de la Revolución. De rabiate grupper har taget navn efter de cubanske ”revolutionskomiteer”, som sørger for at holde borgerne på dydens smalle sti.

Ifølge E.C. rapporterer grupperne tilbage til de to store identitariske foreninger, Òmnium og ANC. Separatismen og den bagvedliggende supremacisme går på tværs af det, der skal gå for at være en venstre-højre akse i regionen. Foreningerne er derfor mindst lige så vigtige som partierne, og ANC’s leder står da også til valg på søndag. De to lobbyforeninger sad også med til højbords i regionsparlamentet, da de grundlovsstridige love om løsrivelse blev vedtaget i huj og hast forud for den ureglementerede folkeafstemning den 1. oktober 2017.

E.C.’s beskrivelse af uafhængige revolutionsceller lyder som den danske modstandsbevægelse under krigen. Alligevel er det tydeligt, at det hele er koordineret. Man kan simpelthen høre i sin omgangskreds, når der er kommet nye instrukser ovenfra, for så har folk uafhængigt af hinanden lige pludselig et nyt, forbløffende argument for Sagen, som de fremfører, som havde de selv tænkt sig frem til det. Og det gælder også blandt unionisterne.

Oppe i sit Waterloo sidder den undvegne regionsleder Carles Puigdemont og forsøger at fastholde sin hovedrolle, men hans messiasrolle er udtømt. Han er alene en kolossal udgift og en uberegnelig belastning. Retssagen mod dem, der blev tilbage, ruller i disse måneder for åbne gardiner i Madrid. Den har opkastet de fængslede politikere til martyrer for Sagen, og flere af dem står til valg i håbet om at opnå diplomatisk immunitet mod strafforfølgelse for lovbrud.

Samme fredhellighed håber Puigdemont på at få ved at stille op til EU-valget sidst i maj, men han skal i givet fald omkring Madrid for at hente en erklæring til det mål. Og gør han det, ryger han lige lukt i kachotten. De europæiske udleveringsordrer er godt nok opgivet grundet deres ringe succes, men den undvegne er stadig eftersøgt for paragraffer, som sagt på normalsprog omhandler forsøg på statskup.

Studehandler med Madrid
I Baskerlandet er selvfølelsen også stor, og udkantsnationalismen havde her sin stjernestund med årtiers terror. Også denne særligt privilegerede region har sine helt egne regionale partier, og ved en offentlig høring i EU-parlamentet sidste år påpegede den spanske terrorforsker Fernando Reinares, at partierne har brugt ETA’s terror som bagtæppe i politiske forhandlinger. Men nu er der fred i regionen – sådan da.

Hvad vælgerne ikke kan vide er, om de borgerlige baskiske nationalister vil støtte de blå eller de røde i Madrid. PNV er til fals for en god deal, og sådan har det altid været. Og det har det, fordi de skiftende konservative og socialdemokratiske centralregeringer stort set altid har brug for regionalisterne for at komme til magten og holde godt fast i den. Det var PNV, der væltede den konservative regeringschef Mariano Rajoy og åbnede døren for socialdemokraterne.

I et historisk perspektiv har også catalanisterne haft det helt fint med den spanske højrefløj, som først blev deres arge modstander i det hede efterår 2017. Den kalkuleret passive Rajoy var sindbilledet på det ”ureformerbare” Spanien, og den narrativ faldt fra hinanden med hans efterfølgers åbenhed og forhandlingsvilje. I stedet har vi fået fortællingen om ”politiske fanger”.

De borgerlige catalanister har totaldomineret regionen i hele demokratiets tid i kraft af en insisterende offernarrativ, deres ejerskab til produktionsmidlerne og et skævt valgsystem. Rent valgteknisk tilgodeser systemet landområderne i hele Spanien og styrker derfor i praksis den reaktionære stemmeafgivning, der ofte sker i provinsen.

De borgerlige catalanister i Convergència har traditionelt repræsenteret erhvervslivets interesser. Derfor kom politikskiftet til separatisme i 2012 som et chok, fordi brud og uvished ikke er good for business. Nye statsdannelser har heller ikke de store chancer i den Europæiske Union med dets fællesmarked for varer. Det var en bevidst vildledning, da separatisterne hævdede, at deres projekt passede som hånd i handske til den europæiske tanke. EU vil godt betakke sig.

Mange ser skiftet til separatisme som tæt forbundet til de store korruptionssager mod landsfaderen Jordi Pujol, hans nærmeste familie og partiapparatet i Convergència. Pujol, der var regionschef gennem 23 år Artur Mas til sin afløser, Mas udpegede Puigdemont, og han for sin del udpegede Quim Torra, der nu sidder på posten som hans officielle stråmand.

Fik man magten over retsvæsnet, kunne man hindre retsforfølgelse for at lænse landet, mens man som i et tricktyveri pegede mod vest og hævdede, at: “Madrid stjæler fra os.” Virkeligheden har dog vist, at blot man har magten over kriminalforsorgen, kan man trylle fængselsdomme om til det rene ingenting. Pujols lærenemme søn Oriol afsonede blot to måneder, før han var på halvfri fod, mens almindelige kriminelle får lov at rådne op for det mindste fejltrin i landet med de lange straffe.

Misbrug af myndighed
Et centralt koncept i regionerne med størst selvfølelse er kompetencer. Det pudseløjerlige ord bruges om bemyndigelsen til selv at stå for vigtige områder som fx uddannelse, og decentraliseringen i Spanien er større end i forbundsstater som Tyskland og USA, forklarer akademikeren Jordi Gracia fra Universitat de Barcelona.

Det rækker bare ikke for udkantsnationalisterne, som lige siden firserne har strukket kompetencerne til det yderste og forbrudt sig imod grundlæggende regler. Decentraliseringen har således gjort det muligt at diskriminere de spansktalende befolkningsgrupper i både Catalonien og Baskerlandet og opflaske generation efter generation i en historieforfalskning, en lokalpatriotisme og et had til “Spanien”, som giver bonus i form af bred støtte til ethvert lokalnationalistisk projekt, det være sig nok så vanvittigt eller ucharmerende. Det regnes alt sammen for ”progressivt”, og alle modstandere betragtes som Francos ætlinge. José Rosiñol, den nyvæltede formand for unionistforeningen SCC, kalder det for et ”socialt ingeniørarbejde” i sovjetisk stil.

Madrid har opereret efter devisen, at I kan gøre, lige hvad I vil, så længe I støtter den siddende centralregering. Madrid har ligesom udlandet købt historien om, at lokalnationalisterne repræsenterer befolkningerne i Catalonien og Baskerlandet. Madrid har ligesom progressivt sindede borgere frygtet at udvise takter, der mindede om den afdøde diktator, der havde så ondt ved at udholde regionernes særpræg.

Spansk politik har været præget af skyldfølelse, det yderste højre har været en umulig tanke, og decentraliseringen blev set som et gode i sig selv – helt uagtet den faktiske forvaltning af den. Men nu har piben fået en anden lyd. Nu er det spanske højre rykket længere ud mod kanten, og de moderate Ciudadanos og Partido Popular forsøger at overhale protestpartiet Vox højre om.

”Borgerbevægelsen” Cs blev dannet for en snes år siden af frustrerede socialdemokrater. Den sagde fra over for lokalnationalismens væsen i Catalonien, men er endt med at tiltrække højrestemmer fra hele landet. Senere har Vox udspaltet sig fra det førhen altfavnende PP som det mandige højre, der ikke gider høre mere vrøvl.

Det spanske højre klodser bremserne
For i år går proteststemmerne ikke til de socialt indignerede i Podemos og tilhørende venstrepopulistiske strømninger, som efterhånden mest er til latter. Deres iver efter at vise sig som ultraprogressive hyperfeminister og deres halvkvædede støtte til lokalnationalismerne falder ikke i alle vælgeres smag.

Det bliver ikke bedre af, at deres personlige Jesus, politologen Pablo Iglesias, ligner en hykler. Han har som en alfahan styret sin amorfe bevægelse med hård hånd og placeret sine skiftende kærester i centrale positioner. Siden har han trukket sig tilbage på en lidt for opreklameret fædreorlov i et alt for stort hus og er blevet ramt i nakken af sin egen villa-gate. Den dårligt klædte ungersvend, der slog sig op på at ville fratage eliten magten, er selv elite og magtmenneske. Selvfølgelig er han det.

”Manden med hestehalen” står end ikke til at redde af domfældelser om, at han og partiet ikke er finansieret af dubiøse sydamerikanske autokrater, og at han helt urimeligt er blevet udspioneret af den spanske højreregering, dengang han var en reel udfordrer. Stemmer i politiske miljøer tæt på Podemos insisterer på, at politologens parti rent faktisk blev finansieret af Venezuelas Hugo Chávez og ligesindede i lande, hvis befolkninger godt kunne bruge pengene selv.

Samme stemmer siger, at Ciudadanos er finansieret af bankerne, for det koster store penge at blive en magtfuld spiller i spansk politik. Netop Ciudadanos har gjort Podemos rangen stridig som det nye, spændende parti, som nok skulle ordne det hele. Nu går stafetten videre til Vox, der af nogle bliver beskrevet som et sted for forbitrede, fraskilte mænd, der føler sig dårligt behandlet i kampen om børnene.

Tyrenes genkomst
For nu har mange vælgere fået nok. Nok af alt muligt: af eksen, af feministerne, af indvandrerne, af et vattet PP og et forædderisk PSOE, som de ser det. Og ikke mindst af de forkælede og evigt klynkende catalanske separatister. Løsrivelsesforsøget i den nordøstlige region har udløst kræfter i hele landet, som ellers har gemt sig under en sten lige siden overgangen til demokrati. Den catalanske separatisme har gjort, hvad end ikke de baskiske bomber formåede, og gjort den spanske patriotisme stueren.

Nu taler hele det spanske højre om at være fri for ”komplekser”. Det er kommet på mode at være ekstrem i stedet for at søge konsensus. Det var ellers evnen og viljen til at indgå kompromiser, der fik Spanien helskindet igennem den skrøbelige proces frem mod demokrati efter diktatorens død i 1975.

Det spanske højre er den nationalkatolske Francisco Francos arvtagere, skønt PP er gået stille med dørene i årtier. Tilhørsforholdet vedkender Vox sig implicit med sin optagethed af tyrefægtning og manderettigheder – begge dele under pres fra moderne foreteelser som dyrevelfærd og målrettede indsatser mod vold og drab i hjemmet og voldtægter ude i byen.

Santiago Abascal under en tale i Toledo. – Foto:/Ritzau Scanpix/REUTERS/Sergio Perez/

Afrikanere er ingen på højrefløjen meget for, medmindre de har brug for dem som billig arbejdskraft uden rettigheder. De senegalesiske gadehandlere står i vejen på gade og vej med deres kopiprodukter – tasker og solbriller, gummisko og træningstøj – og “betaler ikke skat”, hvilket man ret beset kan afhjælpe ved at give dem arbejdstilladelse. De er fredelige folk, men det er lykkedes at filme dem i enkelte voldsomme øjeblikke i forsvar for deres levebrød, og der er ingen ende på, hvor mange virale hadkampagner der er blevet ud af det. Børn og unge fra Marokko og Algeriet trækker rundt som tyvebander høje på lim, mens børneværnet lader dem sejle deres egen sø eller lader dem “bo” på politistationer.

Det spanske højres bud på magten lyder, at afrikanerne skal ud, separatisterne skal pakke sammen, ”feminazierne” skal klappe kaje, og Sánchez er ”landsforrædder”. Det spanske venstre har solgt ud til den supremacistiske lokalnationalisme, der er vendt mod den spansktalende underklasse. Den progressive vælger har ingen steder at gå hen på søndag.

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/REUTERS/Enrique Calvo/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon