Anklagerens afsluttende bemærkninger

2019-06-05T12:25:57+00:00 onsdag, 5. juni, 2019|

Retssagen mod 12 af de catalanske løsrivelsesledere er ved at være slut. I går opsummerede anklagemyndigheden sin position i Spaniens højesteret. Anklageren talte om statskup og højforræderi og citerede Jürgen Habermas.

Analyse af Sara Høyrup

Der er blevet klaget fra alle sider over anklagemyndighedens indsats under den knap fire måneder lange makrosag om løsrivelsesforsøget i det nordøstlige hjørne af den Iberiske Halvø. Unionister har savnet sikkerhed for, at næstkommanderende Oriol Junqueras, ”de to Jordi’er” og ni andre ledende lokalnationalister nu også kommer ind og brumme den i meget lang tid. Separatister har gjort anklagernes virke til grin.

Det synes at være en strategi: at overbevise om, at der ikke er noget at komme efter, så en eventuel domfældelse til efteråret vil chokere, hvis den gør noget andet end frikender hele flokken. Der lægges brænde på den ild, som skal sikre fortsat indignation. Den skal slå ud i lys lue, når dommen falder. Det er tydeligt for enhver, der ikke stikker sig selv blår i øjnene, at det catalanske løsrivelsesforsøg ikke er overstået, men blot pakket væk i fadeburet, indtil der igen viser sig en anledning til at tage det frem.

Statskup og højforræderi
Anklager Javier Zaragoza bød i går på en sammenhængende narrativ, hvor udlandets manglende anerkendelse af den nyerklærede stat Catalonien var afgørende for kuppets kaput. Den erfarne jurist talte uden omsvøb om ”statskup” og ”højforrædderi”, om regionspolitiets ublu medvirken og al den anormalitet, som hele balladen gav anledning til.

Anklageren anvendte som argument de særlige tiltag, som den spanske stat havde set sig nødsaget til at sætte i værk: iblandt dem udsendelse af 6.000 ekstra politifolk til regionen og midlertidig suspendering af selvstyret. Det kan lyde fortænkt, da staten jo i princippet kunne overreagere. Men Zaragoza fastslog overbevisende, at den spanske stat ikke er alle de grimme ting, som de catalanske nationalister igennem år og dag har søgt at overbevise omverdenen om. Heller ikke selv om udkantsnationalisterne har overbevist mange indadtil i kraft af socialt ingeniørarbejde ved brug af skoler og medier.

Spanien er ikke fascistisk. Gedebukkebens-overogundergeneral­-krigskommander-­sergent Francisco Franco er død og begravet. Catalonien er ikke en koloni og ikke noget undertrykt område, men en bomstærk selvstyreregion der igennem hele demokratiets tid har fået alt for lang snor.

Lang snor i den forstand, at lokalnationalisterne i regioner med stor selvfølelse (læs: Catalonien og Baskerlandet) i fyrre år har fået lov at bryde loven, marginalisere de spansktalende befolkningsgrupper og bruge uddannelsessystemet og pressen som propagandamaskiner. Indsatsen har ikke overraskende formået at opbygge en stærk base af støtte til de lokalnationale eliter, da det ligger i menneskets natur at være sig bevidst, hvor man er i sikkerhed, og på hvilken side brødet er smurt. Magtmisbruget i Catalonien er hele tiden blevet udøvet af den lokale elite.

Lov og ret
Det catalanistiske misregimente i fredstid lever videre i bedst velgående: Det er ikke blevet stillet for retten. Det er derimod det overmodige forsøg på at overtage hele statsmagten i området. Det, som anklagemyndigheden har forsøgt at overbevise dommere, tilskuere og hele den vide verden om med sin bevisførelse og afhøringen af vidner og anklagede, er, at begivenhederne i efteråret 2017 udgjorde et paladskup.

Zaragoza tilbageviser den angivelige moralske ret til af løsrive regionen. De catalanske separatister har slået slogans stort op, der henviser til international ret – fx den om ”retten til selvbestemmelse”. Det er en ret, som gælder i ganske andre sammenhænge end her, nemlig når et koloniområde trædes under fode. Og det er da også derfor, at sagen ikke er blevet støttet af hverken EU eller de enkelte medlemsstater, uanset hvor meget europæisk presse er faldet på halen over den romantiske tanke om et oprørsk og undertrykt folk.

Den spanske anklager står vagt om den spanske forfatning, der trådte i kraft i 1978 og afsluttede overgangsperioden fra nationalkatolsk diktatur til spritnyt demokrati og et samfund, der blev topmoderne på ingen tid. Balladen i Catalonien omtales som en ”forfatningskrise”, fordi løsrivelsesforsøget udfordrer selve grundlaget for det spanske demokrati. Og den forfatning, som stod klar til indførelse i Catalonien – dén var til gengæld alt andet end behørigt opdelt i lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Ud til højre
I det omfang, den siddende regering (magtdelingen til trods) har en indvirkning på udfaldet af retssagen og den faktiske strafafsoning, vil det være til de anklagedes fordel. Pedro Sánchez’ socialdemokratiske styre tror stadig på, at det er muligt at tale de catalanske nationalister til fornuft uden brug af hårde magtmidler. Den barnetro har det spanske højre aldrig haft, og derfor er catalanske unionister strømmet mod et højre, de ellers ikke er ideologisk tiltrukket af.

Højre- og venstreaksen er under opløsning, nu hvor skellet i højere grad står mellem traditionel politik og populistiske ekstremister. Anklageren fandt anledning til at citere Jürgen Habermas i sine afsluttende bemærkninger. Den tyske filosof er kendt for at have sammenlignet separatistbevægelserne i Catalonien, Skotland og Flandern med Frankrigs fremmedfjendske Marine Le Pen.

Det har været svært for den spanske stat at finde en grimasse, der kunne passe, i tiden siden september 2017. Anklagemyndigheden slog fast i dag, at lige så fjollet hele affæren også kan synes, var der tale om et regederligt forsøg på løsrivelse. Al snakken om, at regionsleder Carles Puigdemonts gentagne erklæring af selvstændighed bare var symbolsk og ingen juridisk vægt havde, fejede han af banen og fastholdt påstanden om hårde domme til de 12 på anklagebænken.

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994. Hun har været domstolstolk i 17 år.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/EPA/Superme Court /


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon