Modvækst – omstilling til fremtiden

2017-06-30T10:08:23+00:00 Af |Anmeldelse|

Vækst er et plus-ord i de flestes ører, men ikke hos de 14 bidragydere til antologien ’Modvækst – omstilling til fremtiden’, hvori væksttanken angribes fra alle tænkelige sider. Anmeldelse af “Modvækst – omstilling til fremtiden” af John Holten-Andersen m.fl.

12.07.2012 | KAPITALISMEKRITIK |”Det er og bliver det fremherskende vækst-paradigme, der har bragt os på kollisionskurs med vores naturgrundlag, hvorfor omstillingen til en bæredygtig fremtid forudsætter et opgør med samme.”

Sådan står der på første side i første kapitel, og med det udgangspunkt rettes en konkret kritik mod tilstanden indenfor blandt andet fiskeri, landbrug, beskæftigelse, befolkningsvækst, arkitektur, forbrug, økonomisk tænkning og sprog.

Læseren kommer langt omkring, og det er interessant at se så mange sider af det moderne samfund beskrevet og kritiseret samme sted. Ja, man kan finde de kritiske røster i pressen, og ja, flere af budskaberne er tidligere hørt, men et så velkoordineret, samlet angreb på væksttanken, vel at mærke fra fremtrædende debattører og forskere, er ikke set før. Efter endt læsning sidder denne anmelder tilbage med fornemmelsen af at have læst noget tiltrængt, noget nødvendigt og noget, der rusker op i vores forestillinger om, hvordan verden kommer videre.

For skal man tro de 14 forfattere, så gør vi os kollektivt skyld i dette: En tiltro til fremgang, til vækst, som det, der på sigt kan og bør løse de udfordringer, vi står overfor i dag. Udfordringer som klimaforandringer, arbejdsløshed og økonomisk krise (for bare at tage de helt store). Vi tager fejl, mener forfatterne, vækst vil ikke løse problemerne – væksten ér problemet.

For at eksemplificere dette har bogens redaktører valgt at gå eklektisk til værks og lade forskellige skribenter beskrive det, der ligger deres hjerte nærmest. Derved opnås to ting: Bogen har en naturlig afveksling i emner, tilgange og sprog, som gør at læsere kun momentant keder sig, og vigtigst af alt formår den at komme med et samlet angreb på vækstbegrebet.

Fiskeri og storbydrømme
Der, hvor bogen fungerer bedst, er de steder, hvor det tydeligt mærkes, at viden indenfor et bestemt område kobles med indignationen over områdets tilstand. For eksempel i Petter Næss’ indlæg om storbyen (‘Den tætte by’), hvor han fremlægger det synspunkt, at den tætte by er mindre skadelig for klimaet end den typiske drøm om eget hus og have. Tonerne i tiden kunne ellers tyde på, at det er uden for byen, alt det rene foregår, at det er derude, hvor man kan dyrke sine egne grøntsager, at vi finder klimadebattørernes helte.

Men i følge Petter Næss gør beboerne på landet og i forstæderne sig dels skyldige i langt mere biltransport end byboerne og et langt højere energiforbrug pr. husstand. Her er byboernes strategi med at klumpe sig sammen, koblet med meget kortere transport til og fra arbejde – og med højere tilbøjelighed til at vælge cykel eller kollektiv trafik – langt at foretrække set med klimaets øjne. Derfor er det afgørende, at vi ikke bare som hidtil udbygger byerne, hvor kvadratmeterforbruget pr. indbygger kun stiger. En omstilling til bæredygtige byer kræver, i følge Petter Næss, at byplanlægningen i langt højere grad tager hensyn til klimaet, og i stedet for at ‘vækste’ byerne udad og bygge nyt stiller om til bæredygtige boformer, der udnytter den eksisterende boligmasse.

Samtidig er det oplagt at fremhæve Kurt Bertelsen Christensens sønderlemmende kritik af de seneste årtiers (mis-)forvaltning af fiskeriet i indlægget ‘Lav søm af dem!’. Den massive støtte fra EU, kvotesystemet og den stigende effektivisering har i følge forfatteren kun ført til lave fiskebestande og et erhverv, der ikke længere kan brødføde sig selv. Løsningen? At industrifiskeriet rulles tilbage, så tidligere tiders kystfiskeri kan genoprettes. Det ville, i følge Kurt B. Christensen, gøre erhvervet levedygtigt igen, samtidig med at kvoteproblematikken overflødiggøres, da kystfiskeriet er langt mere skånsomt for bestandene. Kurt Bertelsen Christensen er selv tidligere kystfisker, så konklusionen kan næppe overraske. Men det gør ikke noget, når indignationen samtidig er baseret på stor viden om området.

Fælles for disse to indlæg og flere andre er, at forslagene til ændringer er oplagte, når man ser dem beskrevet. Måske er de ikke så lette at føre ud i livet – og politisk realistiske – som man kunne ønske, men det er jo nærmest en forudsætning, når debattørerne bevæger sig ud i et felt på grænsen til det tabuiserede.

Legos manglende sandhedsværdi
Visse steder bliver kæphesten dog redet for hårdt, og de væsentlige pointer bliver desværre overskygget af postulater og forsimplinger. Særligt i afsnittet ’Vækst eller opvækst’, hvor Maria Gjerding og Helle Heckmann beskriver vilkårene for børn i vækstsamfundet. Det er tiden og manglen på samme, der er omdrejningspunktet for artiklen, og der gøres her op med begrebet ’kvalitetstid’, som forfatterne mener, fjerner fokus fra børns reelle behov: Tid i rigelige mængder og særligt tid med familien. Tid, hvor der er overskud til barnets langsomme tempo.

Man kan kalde de få timer fra afhentning i daginstitutionen til godnatputning om aftenen for kvalitetstid, men de er ofte travle og uden plads til barnets behov, skriver forfatterne. Det er svært at være uenig i præmissen, men når sproget pludselig stikker af for forfatterne og der tales om ”at antallet af børn, der ankommer til institutionen fyldt med panodil, er stigende,” så trættes denne signatur, for fyldte er de vel ikke?

Når talen falder på legetøj, strammes skruen også en tand for hårdt, og læseren belæres om, at børn først og fremmest har brug for:

”Praktisk regntøj til at ligge i pytten og observere regnormen. Legetøj med en høj sandhedsværdi, der giver barnet mulighed for at efterligne verden af de rigtige materialer, til at bygge og rive ned og bygge noget nyt i en anden form. Børn kan omforme tre klodser, en pind og en bunke sand til 100 forskellige ting, og det er i denne proces at kreativiteten bliver grundlagt.

Lego og computerspil er netop det modsatte af at lade kreativiteten blomstre. Her findes der kun én – forudprogrammeret – løsning, som det bliver barnets opgave at finde, hvilket kan være fint, men primært i en senere alder.”

Undskyld, men så forstår man ikke Lego – ej heller computerspil. Samtidig udelukker ingen af delene jo ordentligt regntøj. At en pind, at sand eller træklodser skulle have større ’sandhedsværdi’ end en legoklods, er svært at tage alvorligt. Det må være i debatskabelsens navn, at forfatterne på denne måde sætter ting på spidsen, men det efterlader desværre et indtryk af en vis fastlåsthed i udsynet.

Som i eksemplet ovenfor forekommer der i flere af bogens indlæg en række floskler og overdrivelser, som vil irritere den nøgterne læser. Rækken er ikke lang, men det er nok til, at man ikke er i tvivl om flere af skribenternes ideologiske tankegods og de retoriske unoder, der følger med. Modvækst styrer dog uden om det decideret prædikende og holder sig overordnet til en velargumenteret kritik af væksttanken.

Mangel på alternativer
Hvor angrebet på det etablerede i store træk lykkes, så er det som så med anvisningerne til alternativer. Her er forfatterne tydeligt udfordrede, hvilket da også er gået op for redaktionen. Derfor peges der undervejs i bogen på nogle af de omstillingsinitiativer, som popper op overalt i disse år: Slow cities, transition towns, ‘vivir bien’(lev godt)-bevægelsen og endelig Ecuador og Bolivia, som har givet naturen konstitutionelle rettigheder (sic!).

Også derfor afslutter Anders Lundkvist sit indlæg ’Kapitalisme og bæredygtighed er som ild og vand’ med blandt andet disse konstateringer:

”En bæredygtig udvikling kræver en ny, ikke-kapitalistisk produktionsform. Dette er den nødvendige, om end ikke tilstrækkelige betingelse (jf. miljøsvineriet i de kommunistiske lande).

[…] En strålende revolution, hvor arbejderne overtager produktionsmidlerne, ligger ikke i kortene.

Den eneste modmagt til kapitalen, som er til at få øje på er demokratiet. Dette er ikke så meget en modsætning mellem to adskilte grupper af mennesker, som mellem pengepung og samfundssind i hver eneste af os. […] Derfor går kapitalismen først under, når den ikke længere kan fungere, men hvis der ikke står nogle stærke interesser klar til at tage over, vil resultatet blive kaos.”

Så kom vi så langt; demokrati, samfundssind og nogle stærke interesser er vejen frem. Det er svært at arbejde med den slags forslag, men det er selvfølgelig et vilkår, når Modvækst nu først og fremmest er en kritik. Alternativerne er der, men bliver ikke rigtig skrevet ud, så man tror på dem. Derfor må man håbe at Modvækst II, hvis en sådan er planlagt, har fortsættelsen med.

Til sidst skal også nævnes bogens format, lay-out og stringente, blå farvevalg, der øger overskueligheden. Særligt de mange piktogram-inspirerede figurer supplerer teksten flot og føjer i mange tilfælde ekstra lag til den. Bogen løftes blandt andet også derfor fra at være en samling pamfletter med forskellige angreb mod væksttanken til at fremstå som en gennemarbejdet udgivelse, der skal tages alvorligt.