Atomvåbenkapløb contra euro-forsvar

2019-04-10T09:26:55+00:00 onsdag, 10. april, 2019|

Den teknologiske udvikling og Trumps skrotning af INF-atomaftalen kan føre til et nyt atomvåbenkapløb, men europæerne vil næppe lade sig skræmme og vil satse mere end hidtil på et europæisk forsvar og en europæisk sikkerhedspolitik

Analyse af Hugo Gaarden

De europæiske regeringschefer havde ikke lyst til at tage til Washington i den forgangne uge for at fejre NATO’s 70 års fødselsdag. De sendte udenrigsministrene. Det skyldes næppe ulyst til at fejre den vestlige forsvarsalliance, der sikrede Vestens udvikling under Den kolde Krig, men derimod ulyst til at møde præsident Donald Trump. Han punker europæerne, især tyskerne, om forsvarsudgifterne, og han kan sætte et nyt atomvåbenkapløb i gang.

Det ønsker europæerne ikke, for de vil stå helt uden for indflydelse og må leve med konsekvenserne, især de politiske. Det interessante er, at mediernes beskrivelse af et nyt kapløb har ført til beherskede reaktioner i den europæiske befolkning, især hos tyskerne.

Det kan skyldes, at man har vænnet sig til, at der er rigeligt med atomvåben til at udrydde menneskeheden mange gange, og at den årelange strid i Europa om mellemdistanceraketterne har fjernet frygten for, at atomvåben i sig selv er en trussel.

Der er ellers nok af nyheder, som kunne skabe fornyet frygt. Trump vil annullere INF-traktaten om mellemdistanceraketterne med påstand om, at Rusland har overtrådt traktaten ved at udvikle raketter, der strider mod traktaten. Men USA kan også have et andet perspektiv, for den voksende frygt for Kina som en strategisk trussel mod USA – som Pentagon udtrykte det for et år siden – kan få USA til at konkludere, at INF-aftalen er for begrænset. Den skal omfatte hele verden, altså også Kina, og den skal tage højde for teknologiske udviklinger, der har været omfattende i USA, Rusland og Kina.

Præsident Vladimir Putin gør udviklingen af nye atomvåben til et modtræk mod Trumps skrotning af INF. Han har med selvsikkerhed omtalt nye ”uovervindelige” super-soniske atomvåben, såsom Kinzhal samt undervandsvåben. Russiske kommentatorer har fortalt, at nye atomvåben, afsendt fra u-både ved USA’s kyster, kan nå mål i en afstand på 500 km på bare 5 minutter.

Der er to hovedproblemer i den seneste udvikling: 1) At moderne våbensystemer i stigende grad kan omfatte både atomvåben og konventionelle våben, og at konventionelle våben kan blive lige så ødelæggende som atomvåben. Forsvarssystemer kan bruges som angrebssystemer. Cybervåben og robotter kan blive langt vigtigere end traditionelle våben. 2) At der bliver mindre respekt for at overholde internationale aftaler, og at diplomatiet dermed reduceres, mens militær styrkedemonstration får voksende betydning. Der skaber usikkerhed. Dermed mindskes den afskrækkelse, der har været kernen i atomvåbenpolitikken i efterkrigstiden.

Professor Julian Cooper, Oxford Universitet, har i en omfattende analyse af de nye eller opgraderede russiske våben draget den konklusion, at de mere tjener til at vise, at Rusland har evnen til at lave dem, og at det især drejer sig om at afskrække USA fra at lave teknologiske udviklinger, som russerne finder destabiliserende. Foreløbig er atomvåbentruslen ikke så truende, som det umiddelbart kan se ud, mener han.

Det er utvivlsomt en grund til, at de europæiske regeringer tager tingene forholdsvis roligt, og der er ingen, der tager udtalelser eller handlinger fra Trump alvorligt. Det gælder også hans krav om, at europæerne skal betale mere til forsvaret, især Tyskland, som betaler ca. 1,25 pct. af bruttonationalproduktet trods NATO-målet om 2 pct. Tyskland vil ikke forøge forsvarsudgifterne nævneværdigt i denne regeringsperiode. Skal tyskerne bruge flere penge, bliver det især på at få de eksisterende våben og systemer til at fungere, og tyskerne har sagt nej til at købe nye, amerikanske F-35 fly.

Derimod er der en voksende interesse fra især Tyskland og Frankrig for at få et fælles, europæisk forsvar, selv om det indtil videre bliver mere ved snakken. Mens den franske præsident, Emmanuel Macron, taler om en ”sand” europæisk hær, så taler den tyske kansler, Angela Merkel, om en ”ægte” europæisk hær, og mere som en vision.

Men reelt er der ikke sket meget i ”felten.” 15 år efter etableringen af EU-Battlegroups er de aldrig blevet indsat. Der er bred opbakning til Macrons idé om European Intervention Initiative, men det kniber med realiseringen, ligesom europæerne har svært ved at lave samordnede, fælles våbensystemer. Det er ellers dér, europæerne kan hente milliarder i besparelser og effektiviseringer – også for at skaffe midler til forskning i cyberwar, droner, kunstig intelligens mv. Mens Macron og Merkel taler om visioner, så udtrykker Merkels formodede efterfølger, Annegret Kramp-Karrenbauer, sig mere jordnært ved at efterlyse et fælles luftforsvar og fælles hangarskibe. At der er en voksende interesse for rent europæiske bestræbelser ses også fra dansk side, nemlig i det sikkerhedspolitiske barometer fra Center for Militære Studier.

Macron fik på puklen af Trump, da han for nogen tid siden sagde, at en sand europæisk hær skal ”beskytte os i forhold til Kina, Rusland, ja selv USA.” Både han og Merkel har gentagne gange sagt, at europæerne ikke skal gøre sig afhængige af USA.

Det er de nye toner fra de seneste par år, og de indikerer en ny og mere uafhængig europæisk sikkerhedspolitik. Testen på, om det sker, vil vi se på diskussionen om, hvorvidt NATO skal være en verdensomspændende forsvarsorganisation. NATO blev i sin tid etableret udelukkende som værn mod en sovjetisk invasion af Europa.

Udvides NATO’s operationsområde vil det passe fint til USA’s nye strategi om at betragte både Rusland og Kina som en strategisk trussel mod USA. Så bliver det uden for Vesten betragtet som et forsøg på at skabe en global opdeling med Vesten som den udfarende kraft. Er det i europæernes interesse? Det bliver et kernespørgsmål i de kommende år, især fordi europæerne ser langt bredere på sikkerhedspolitik end USA gør, og fordi verden udvikler sig langt mere kompliceret end den gjorde under Den kolde Krig.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Joshua Roberts/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon