Bandet, byen og de helt almindelige mennesker

2017-06-30T10:08:03+00:00 Af |Baggrund, tema-cph-dox|

Pulp vender tilbage til hjembyen Sheffield for at spille afskedskoncert på deres genforeningstour. Undervejs møder vi byens indbyggere, der på fineste vis er med til at tegne et billede af den verden, der har formet et af 90’ernes mest populære bands.

12.11.2014 DOX:TEMA Det er den 8. december 2012. Sheffields Motorpoint Arena er pakket til randen med et relativt modent publikum. Britpop-bandets excentriske forsanger, Jarvis Cocker, sætter gang i den ultimative Pulp-klassiker; Common People, og arenaen eksploderer i et festfyrværkeri af ekstase. Så er Pulp – a film about Life, Death and Supermarkets skudt i gang.

Drømmen om berømmelse

Som 15-årig var Jarvis Cocker genert og akavet og havde ikke nemt ved at tale med piger. Men han drømte om at blive en berømt popstjerne og sammen med vennen Peter Dalton dannede han Pulp i 1978.

Succesen lader dog vente lidt på sig, og først i 1990’erne får bandet for alvor succes. Albums og singler stryger til tops på hitlisterne, men efter et turbulent årti går bandets medlemmer hver til sit i 2002. Genforeningen kommer i 2011, og for Jarvis Cocker havde det altid ligget i kortene at bandet ville finde sammen igen:

”Jeg følte ikke det var helt rigtigt, den måde det stoppede på. Det føltes ikke som en god afslutning. Jeg ved at oprydning ikke er særlig rock’n’roll, men jeg ville egentlig gerne rydde op og give historien en lykkelig slutning,” fortæller han i filmen.

Velkommen til Sheffield
Jarvis Cocker har på alle måder har været Pulps centrum, men filmens tilgang til bandet er, at for at lære Pulp at kende, skal vi også kende deres udgangspunkt. Filmens hovedpersoner er derfor på den ene side bandets medlemmer, der åbenhjertigt fortæller om livet med og uden Pulp, og på den anden side Sheffields forskelligartede indbyggere, der fortæller om deres forhold til Pulp og livet generelt.

Pulp3Instruktøren Florian Habicht går på jagt efter de almindelige mennesker i Sheffields gader. Her møder vi blandt andet to ældre damer, der kan huske Jarvis fra før han blev berømt, og bestemt mener at Joe Cocker er hans far.

”Nej vi skal ikke til koncert i aften. Det er vi alt for gamle til”, svarer den mest frembrusende af dem, da de bliver spurgt, om de skal til Pulps afskedskoncert samme aften.

Andre finder vi i svømmehallen, på fiskemarkedet, under en bro, i en forhave, til en forelæsning om Pulps tekstunivers og på biblioteket. Udover de tilfældige møder, byder filmen også på små finurligt opstillede musikalske indspark.

Iført skinnende blå pallietbluser fremfører Sheffield Harmony en A cappella-version af Common People, dansetruppen U-nique giver den gas til Disco 2000, mens pensionister på en knap så moderne café reflekterer over alderdommen gennem sangen Help the aged, mens de læser tabloidaviser.

Vi stifter også bekendtskab med nogle af bandets mange fans. Cherie kalder Jarvis Cocker den tredje person i sit ægteskab. Hendes mand synes hun er rablende skør, men hun er absolut ligeglad. Hun fortæller stolt om sit Pulp-undertøj, som hun selv har lavet.

På trappen foran Motorpoint Arena sidder Melina, en ung kvinde der er rejst hele vejen fra USA for at se Pulp spille i hjembyen. Hun var lidt for ung, da de sidst besøgte en by tæt på hende i 1990’erne, så derfor var Sheffield-koncerten et must. Som når hun og andre fans skal forklare deres fascination af Pulp, fremhæver de ofte det nære og hverdagsagtige tekstmiljø:

”Jeg er enlig mor, og Jarvis synger om enlige mødre,” som hun kort og godt udtrykker det.

Stålbyen og arbejderklassen
De små portrætter af Sheffields indbyggere er med til at tegne et billede af Pulps verden i det nordlige England. Og dykker ned i historien, bliver man klar over at samfund og musik hænger godt sammen – noget der ikke eksplicit fortælles i filmen, men noget der bliver tydeligt, da vi sætter en ekspert i stævne:

”80erne var et årti, der var præget af nogle ret voldsomme opgør, fordi den britiske samfundsmodel skiftede radikal karakter under Margaret Thatcher. Hun og hendes regeringer gjorde op med det, der fra 1950’erne til 1970’erne havde været en meget socialdemokratisk politik, og det fremkaldte en række ret voldsomme konfrontationer i det britiske samfund,” siger Ole Helmersen, lektor ved CBS med speciale i moderne britiske samfundsforhold.

Han forklarer, at mange nordengelske industribyer blev særligt ramt af Margaret Thatchers politik. Miner og værker blev lukket hvilket skabte massiv arbejdsløshed:

”Klassemodsætningerne blev skærpet, uligheden steg, og de fattige følte at de blev efterladt på perronen, da den økonomiske transformation buldrede derudaf. De traditionelle arbejdere, der havde været organiseret i fagforeninger, mistede deres klasseidentitet, da de mistede deres arbejde. ”

Ifølge Ole Helmersen sidder arbejderklassen på det tidspunkt tilbage med en følelse af at være blevet opgivet af Margaret Thatchers transformation. Der blev ikke gjort noget for at skabe nye jobs, og følelsen af at være uden for samfundet er noget der stadig sidder dybt i dele af det nordlige England.

Denne udvikling er også tydelig i Pulps hjemby. Den nordengelske arbejderby er tidligere blevet kaldt the city of steel – stålbyen – pga. sin omfattende jern- og stålindustri i 1800-tallet. I dag er der ikke meget tung industri tilbage, og en stor del af indbyggerne er som så mange andre steder beskæftiget i serviceindustrien. Men den britiske historie og byens industrifortid har uden tvivl smittet af på Pulp og Jarvis Cockers tekstunivers.

En følelse af at høre til
Når Jarvis Cocker og resten af bandet taler om Sheffield, får man en klar fornemmelse af, at byen har haft en stor betydning for dem. Det er også tydeligt, når vi møder menneskene på gaden. For dem er Sheffield noget særligt:

”Det er helt klart, at folk der kommer fra Nordengland, fra Sheffieldområdet, føler en stærk identifikation med det område, de kommer fra. Der er en klar følelse af, at man hører til in the North. Det kommer til udtryk i den måde folk opfatter sig selv på, men også i deres dialekter. Og som dengang, er det stadig en vigtig markør i vor tids England,” pointerer Ole Helmersen.

I Jarvis Cockers tekster er der mange referencer til emner som klassesamfund, arbejderklassen, ’de almindelige mennesker’ og om ikke at passe ind i samfundets normer. Det er svært at benægte, hvor man kommer fra, og det er svært ikke at blive påvirket af det samfund, man vokser op i.

Jarvis Cocker er ingen undtagelse, og han har tydeligvis en fantastisk evne til at formidle sine tanker, frustrationer og ideer på en måde almindelige mennesker kan relatere til. Dengang såvel som i dag.

Den akavede 15-årige Jarvis havde måske svært ved finde sin plads i Sheffield. Den 49-årige Jarvis, der stod på scenen i Sheffield den 8. december 2012, er derimod ikke i tvivl om, hvor han kommer fra. Naturligvis på godt og ondt. Når man ser Jarvis fodre ænder i parken, cykle rundt i byen og bekymre sig om lige netop denne ene koncert, er man ikke i tvivl om, at han er hjemme.

Cathrine Nygaard Christensen er journalist på Magasinet Europa

Se spilletider her