Italien har altid været afgørende i nyere europæisk politik og ikke mindst som en vægtig brik i den europæiske integrationsproces. Derfor er det vigtigt, om valget den 4. marts anbringer Italien centralt eller i udkanten af EU-samarbejdet. Meget tyder på, at en sejr for centrum-højre fløjen med Berlusconi som omdrejningspunkt vil forstærke euroskepticismen.

Analyse af Gert Sørensen

05.02.2018 | TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Det forgangne år, 2017, bød på nervepirrende valg i Holland, Frankrig og Tyskland, hvis resultater gerne udlægges som en i hvert fald foreløbig inddæmning af de populistiske højrebevægelser. Nu står vi så foran et valg i Italien, der på ny bringer spøgelset frem.

Italien hører historisk set ikke til de europæiske stormagter. Men landets størrelse som økonomi og som befolkning er alligevel så stor, at Italien altid har været afgørende i nyere europæisk politik og ikke mindst som en vægtig brik i den europæiske integrationsproces tilbage fra indgåelsen af Rom-traktaten i 1957.

Der er da heller ikke tvivl om, at Italien fortsat tiltænkes en central placering i de aktuelle bestræbelser for en reform af EU, som Macron og Merkel arbejder på i disse måneder. Det er derfor helt afgørende for den europæiske udvikling, hvorledes en ny italiensk regering og en kommende politiske klasse vil blive sammensat. Valget er af den grund lige så meget et europæisk, som det er et rent italiensk anliggende, i det omfang der til forskel fra tidligere italienske valg tydeligt kan spores et underliggende for-eller-imod Europa, i bedste fald nogle meget tvetydige meldinger om Europa. Den italienske befolkning har aldrig i lighed med den danske haft lejlighed til at stemme direkte om Europa-spørgsmål. Det giver det forestående valg en indirekte karakter af en folkeafstemning om det fremtidige tilhørsforhold.

Centralt placeret eller på sidelinjen
På dette punkt er den franske kender af italienske forhold, Marc Lazar, ganske klar i mælet, når han i en kommentar i det store romerske dagblad La Repubblica skriver: “Man må vide, om Italien vil anbringe sig i Europas udkant eller genfinde den plads, som tilkommer det. Hvis udfaldet skulle gå i retning af euroskeptikerne, eventuelt i form af en regering, der afspejler denne tendens, ville følgerne for Italien og Europa blive enorme. Hvis udfaldet går i den modsatte retning, og der vil blive dannet en regering på et uomtvisteligt europæistisk grundlag, så vil Italien kunne bidrage til en relancering af europæiske projekt, ligesom landet havde gjort det tidligere men nu med forslag, som er tilpasset nutidens og fremtidens udfordringer” (12. jan. 2018).

Med de foreløbige udsigter til en sejr for centrum-højre fløjen med Berlusconi som omdrejningspunkt er der flere forhold, der peger på, at euroskepticismen vil blive forstærket ved det kommende parlamentsvalg.

Italien foregriber fænomener andre steder
Inden vi ser lidt nærmere på, hvad nogen har kaldt Berlusconis ‘genfødsel’, kan der være grund til at tage fat i Lazars modstilling, da den på mange måder kan sige os noget om, hvad der altid er i spil for Europa som helhed, når Italien træffer de store etisk-politiske valg, som tilfældet er her.

Det forhold, at, hvad der sker i Italien, vedrører alle europæere afkræver den allerstørste opmærksomhed, fordi det bryder med de forudfattede meninger, der gerne gør Italien og italienerne til noget helt særligt. Det 20. århundredes dramatiske historie leverer ellers flere eksempler på, hvordan Italien foregriber politiske og sociale fænomener, der senere vinder frem i andre europæiske lande og andre steder og med ret så voldsomme konsekvenser.

Det er oplagt at nævne fascismen i denne forbindelse. I løbet af nogle ganske få år efter første verdenskrigs afslutning i 1918 lykkedes det Benito Mussolini at sætte sig på den politiske dagsorden, der snart skulle suspendere de ansatser til en liberal-demokratisk udvikling, som krigens militarisering af det italienske samfund allerede havde sat under pres. Med brug af stemmeretten ved parlamentsvalgene, men især med brug af de paramilitære og ekstremt voldelige tæskehold, der dominerede i gaderne og rundt omkring i landdistrikterne og blev sat ind mod de politiske modstandere på venstrefløjen og blandt midterpartierne, skabte fascisterne en magtbasis, der bragte Mussolini til magten i 1922 og lagde forudsætningerne for drejningen mod et totalitært regime i årene 1925-26.

Vi taler her om en hidtil uset politisk opfindsomhed, som ikke mindst de tyske nazister havde som forbillede og fik ‘succes’ med i 1933, altså mere end ti år senere, da Hitler dannede regering i Tyskland og hurtigt fik etableret sit terrorregime med de fatale følger for Europa, det fik.

Den italienske socialisme
Et andet eksempel, der dog peger i en anden retning, viser atter dynamikken og de dramatiske udsving i den italienske politiske kultur med udløbere også uden for landets grænser. Efter Anden Verdenskrig og den fascistiske katastrofe fik Italien sin første egentlig demokratiske forfatning med stemmeret også til kvinderne og med alle de checks-and-balances, der definerer et moderne europæisk demokrati. Formålet var at undgå et tilbagefald til de bitre erfaringer med fascismen.

Det italienske Kommunistparti, PCI, var blevet valgt ind i den grundlovgivende forsamling i 1946 og blev, trods partiets historiske rødder i den russiske revolution fra 1917, en vigtig bidragyder til udformningen af de også sociale rettigheder, der indgik i den nye forfatning ved siden af de civile rettigheder. På dette grundlag udformede PCI er særlig italiensk vej til socialismen, der i sine midler og mål, mere og mere tog afstand fra den sovjetrussiske model.

Under partiets sidste store leder, Enrico Berlinguer, blev denne proces fuldbragt i løbet af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, og PCI blev som det største kommunistiske parti uden for Østblokken forbillede for en særlig eurokommunisme, der fik indflydelse i en række andre vesteuropæiske kommunistparti, fx det spanske og det franske. Med til historien hører også det mindre kendte forhold, at det nye lederlag i Sovjetunionen omkring Mikhail Gorbatjof lod sig inspirere af de italienske kommunister til deres reformpolitik, der lagde præmisserne for hele opbruddet i Østeuropa.

Berlusconi-tiden
Og senest altså Berlusconi, der overraskede de fleste, da han første gang fik regeringsmagten i 1994, efter at en række korruptionsskandaler havde fældet de sidste rester af den politiske elite, der havde styret Italien op igennem efterkrigstiden.

Siden har Berlusconi præget det politiske liv i og uden for Italien både som regeringsleder flere gange og som oppositionsleder i kortere perioder. Berlusconi, om nogen, tydeliggjorde nogle tendenser, som også slog igennem andre steder. Som få forstod han, mediematadoren, der i første halvdel af 1980erne fik sine tre private, reklamefinansierede tv-kanaler på plads, at den politiske menings- og stemningsdannelse i fortsat højere grad blev dikteret af det elektroniske medies særlige logik for marketing, infotainment og virkelighedstilrettelæggelse.

På dette grundlag fik han skabt en regeringskoalition bestående af hans eget parti Forza Italia, samt Lega Nord og de tidligere nyfascister i MSI, hurtigt omdøbt til Alleanza Nazionale. Det første regeringseksperiment var kortvarigt men blev fulgt op af to lange regeringsperioder fra 2001 til 2006 og igen fra 2008 til 2011.

I konflikt med forfatningen
Dette sidste var også året, han blev tvunget fra regeringslederposten, da det parlamentariske flertal smuldrede, og den økonomiske krise blev livstruende for Italien og fik Den Europæiske Centralbank til at gribe ind med reformforslag. I disse perioder fik han vedtaget en lovgivning, der ikke bare gavnede hans eget forretningsimperium, men som også sikrede ham straffrihed i de mange sager, som anklagemyndighederne løbende førte mod ham for korruption og embedsmisbrug.

Det bragte Berlusconi i dyb konflikt med Italiens demokratiske forfatning. Man har om Berlusconis regeringsstil talt om en blød ‘cæsarisme’, der dog blev bragt til en foreløbig afslutning, da han i 2013 faktisk blev dømt fire års fængsel for skatteunddragelse. Dommen blev dog reduceret til et par måneders socialt arbejde på et plejehjem for ældre.

Mange har formentlig troet, at det så var slut, ikke mindst efter at han også var blevet frakendt retten til at sidde i parlamentet og blive valgt. Berlusconi har imidlertid anket denne sidste dom til Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg med henvisning til, at loven er blevet anvendt med tilbagevirkende kraft i hans tilfælde.

Procedurerne i denne sag er allerede indledt ved Domstolen, men man forventer ikke, at der vil foreligge en afgørelse inden valget den 4. marts, der vil kunne afklare det helt afgørende spørgsmål om Berlusconis valgbarhed. Desuden har Berlusconi en række andre korruptionssager kørende med det italienske retsvæsen. Falder de ‘uheldigt’ ud, kan hans manglende valgbarhed meget vel risikere at blive forlænget.

Berlusconi i nøglerolle
Disse formelle odds bestyrkes heller ikke af det forhold, at hele den periode, hvor Berlusconi sad ved roret, har været én lang stagnationsperiode, som fortsat rammer Italien med svag vækst og høj statsgæld. Desuagtet deltager Berlusconi, nu over 80 år gammel, i valgkampen med et program om bl.a. nedsættelse af skat og pensionsalder, selvom det vil belaste den offentlige gældbyrde yderligere.

Som det ser ud lige nu, er det faktisk lykkedes ham at bringe sig selv i en nøglerolle. For det første foreligger der et fællesprogram mellem centrum-højrefløjens partier, Forza Italia, Lega Nord og det mindre Fratelli d’Italia med rødder tilbage i Alleanza Nazionale. Dermed allierer Berlusconi sig med et euroskeptisk og fremmedfjendsk parti, der i dag kan sammenlignes med Front National i Frankrig.

En styrkelse af denne fløj vil givet styrke Berlusconi i forhold til det andet perspektiv, som et valgresultat kunne åbne for, nemlig en regeringsbærende koalition mellem Forza Italia alene og Renzis Demokratiske Parti efter tysk model. I denne sidste sammenhæng er Berlusconis seneste mødeaktivitet i Bruxelles ganske påfaldende. Her har han fået støtte fra EU-Kommissionens formand Juncker og lederen af de europæiske folkepartier i Europa-Parlamentet og fremstiller nu sig selv som et bolværk mod populismen.

Bredere opbakning fra europæiske ledere
Hvor Berlusconi – om nogen eksponent for det populistiske opbrud i de europæiske politiske systemer – før blev ekskluderet af det gode selskab af europæiske ledere, har han i dag tilsyneladende opnået en bredere opbakning fra selvsamme. Tilmed har han peget på Tajani, medstifter af Forza Italia, og i dag formand for Europa-Parlamentet, som kandidat til ministerpræsidentposten i en kommende regering i Italien.

Berlusconi er blevet normaliseret, men det efterlader unægteligt det europæiske lederskab med et forklaringsproblem, når dets etisk-politiske dømmekraft må vige for det realpolitiske hensyn, som Berlusconi altid har forstået at manøvrere indenfor.

Hvad valget vil bringe, må tiden vise. Men i det samlede billede kan intet være mere misvisende end at reducere Italien til et undtagelsestilfælde. Efter at Donald Triump er blevet USA’s præsident, tager Berlusconi med sin tilsvarende baggrund i bygge- og mediesektoren og som kendis i en verden af reality-shows sig snarere ud som et forvarsel om nogle tendenser, der nu slår bredt igennem og for alvor truer den demokratiske orden, vi har kendt siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Gert Sørensen er dr. phil. og seniorforsker ved Københavns Universitet.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Andrew Medichini/