Berlusconi er tilbage i rampelyset og italiensk politik

2018-05-12T23:47:00+00:00 torsdag, 23. november, 2017|

Efter at have udstået en del af sin dom for skattesvindel – og i skyggen af fortsatte undersøgelser – er den 81-årige Silvio Berlusconi nu rettidigt tilbage til det forstående italienske valg. Berlusconi kan på flere måder ses som en foregangsfigur, og hans ofte latterliggjorte politiske virke er derfor værd at kaste et seriøst blik på.

Analyse af Simon Cecchin Birk

Den 26. januar 1994 greb Silvio Berlusconi det opportune øjeblik, idet han med en nøje planlagt og bredt transmitteret tv-meddelelse lancerede sit kandidatur som Italiens næste premierminister.

I årene forinden havde det italienske politiske system været i totalt opbrud. En række omfattende korruptionsskandaler havde medført de implicerede kristne og socialistiske partiers opløsning, mens afslutningen på den kolde krig havde medført opløsningen af kommunistpartiet.

I dette kriselandskab appellerede Berlusconi med et let tilgængeligt hverdagssprog til de oprørte italienske vælgeres moral. Berlusconi tilbød sig som garant for familien, liberalismen og friheden; som modpol til de gamle politikere og især som et værn mod det reformerede centrum-venstre, der – i Berlusconis optik – ikke var forandret, men stadigvæk bestod af kommunister.

Berlusconi lykkedes med at polarisere Italiens politiske landskab. På den ene side stod den dydige og Berlusconi og hans topstyrede parti, Forza Italia, sammen med den almene hårdarbejdende italiener, overfor, på den anden side en korrupt og skadelig – ofte kommunistisk – politisk elite. Med denne populisme, en beherskelse af tv-mediet og løfter om et nyt økonomisk mirakel (det første var mellem 1950-70), lykkedes Berlusconi at overraske de fleste og vinde regeringsmagten for første gang.

En central del af valgsejren i 1994 havde været Berlusconis store succes med at virkeliggøre en på papiret vanskelig to-koalitionsstrategi. De to koalitioner – en i syd og en i nord – beroede på støtten fra det post-fascistiske parti, Alleanza Nazionale, og det regionalistiske parti, Lega Nord. Værdikonflikten mellem de to partier og sidstnævnte interne kritik blev dog en kilde til fortsat ustabilitet. Regeringen endte efter kun 252 dage, da Lega Nord trak sit støtte tilbage efter, at Berlusconis ministre havde forsøgt at standse det italienske retsvæsens korruptionsundersøgelser, og Berlusconi, sammen med ven og finansminister, Marcello Dell’Ultri, kom i retsvæsenets søgelys.

Fra byggematador til mediemogul
Før sit politiske liv havde Berlusconi akkumuleret en betydelig kapital som byggematador i 1970’ernes Milano. I 1973 tog Berlusconi med det lokale tv-selvskab Telemilano det første skrid ind på mediemarkedet og i 1978 stiftede han mediefirmaet Fininvest, med midler fra et ugennemskueligt net af ofte undersøgte men, aldrig kortlagte, holdningsselskaber.

I startfirserne udviklede Berlusconi et bredt landsdækkende netværk af lokale kanaler, med nær ens sendeflader. Denne dristige handling blev set som et brud med det nationale public-service monopol. Berlusconi kom dog ikke til at stå til regnskab for sit regelbrud, idet årtiets centrale politiske aktør, socialisten Bettino Craxi, i 1984 gennemtvang en nødlov, der legaliserede den landsdækkende transmittering. Med Craxis vennetjeneste skulle Berlusconi efterfølgende sikre sig et effektivt monopol på kommercielt tv i Italien og en eksklusiv platform til sit reklamebureau.

Berlusconis indtræden i italiensk politik fandt sted netop som den protegering, han havde nydt hos Craxi, ophørte. Dertil kan det nævnes, at Fininvest, som kun havde været marginalt involveret i korruptionsskandalerne, stod med en markant gæld og et voksende pres fra dets kreditorer.

Fra opposition til regering
I anden halvdel af halvfemserne forsøgte centrum-venstre at reformere den store og dyre italienske stat, uden dog at fremkalde entusiasme hos italienerne omkring en overordnet vision. Dets leder, Romano Prodi, var økonom og akademiker, og på alle områder Berlusconis direkte modstykke.

Mens Prodi og centrum-venstre havde succes med at få Italien optaget i ØMU-samarbejdet, havde Berlusconis parti formået at konsolidere sin plads i italiensk politik. Dertil kunne Berlusconi nu mønstre en ny og stærkere alliance med Lega Nord og Alleanza Nazionale. Det var altså som en styrket leder af centrum-højre, at Berlusconi gik til valg i 2001, med en stadig persondreven og populistisk valgkampagne, hvor Berlusconis navn ikke alene prægede partiets logo, men også koalitionens.

Valgkampens højdepunkt kan siges at være et direkte tv-interview med den folkekære Bruno Vespa, hvor Berlusconi i den bedste sendetid underskrev en pagt med den italienske befolkning. Som del af pagten lovede Berlusconi blandt andre svært realiserbare løfter, enorme skattelettelser og en halvering af landets arbejdsløse. Kun såfremt fire ud af de fem valgløfter var opfyldt ville Berlusconi stille op til næste valg, forsikrede han vælgerne.

Efter Berlusconis valgsejr forblev de politiske resultater dog, på trods af de store valgløfter, forholdsvis beskedne. Ikke desto mindre lykkedes det Berlusconi med to yderligere regeringsdannelser at blive årtiets dominerende politiker. Kun mellem 2006 og 2008 tabte Berlusconi magten til Prodi. Men efter at have dannet Il Popolo della Libertà, ud af Forza Italia og Alleanza Nazionale, var Berlusconi igen tilbage og kunne endnu engang iscenesætte sig som eneste vej til fornyelse.

Berlusconis fald fra magten
Med Il Popolo della Libertà strammede Berlusconi jerngrebet om centrum-højre. Dette ledte dog til, at Alleanza Nazionales tidligere leder, Gianfranco Fini, der havde udviklet sig fra neofascist til en konsekvent liberal stemme i italiensk politik, i sidste ende valgte at forlade partiet sammen med en række sympatisører.

Berlusconi befandt sig i stigende grad i mediernes rampelys af de forkerte grunde. Sexskandaler, mafiaforbindelser og de fortsatte juridiske undersøgelser var svære at ignorere for centrum-højre. I november 2010 var det igen nok for Fini, der først bad Berlusconi om at gå af og derpå stillede et mistillidsvotum til Berlusconi-regeringen.

Et år senere mistede Berlusconi, der var ude af stand til at håndtere finanskrisen, sit flertal i parlamentet og trådte tilbage. I 2013 blev Berlusconi efter otte års proces dømt for skattesvindel. Den reducerede straf endte som et lille års samfundstjeneste – fire timer ugeligt – og vigtigere seks års udelukkelse fra at bestride et offentligt embede.

Berlusconi er tilbage
I dag er Berlusconi tilbage, og han skal tages alvorligt. Med smil, jokes og nye løfter er han igen en fast bestanddel af ofte ukritiske talkshows og nyhedsprogrammer, i et land, hvor størstedelen af befolkningen stadig får deres informationer fra, og selv tilkendegiver at træffe politiske valg på baggrund af, netop tv.

På grund af dommen kan Berlusconi ikke umiddelbart selv blive premierminister denne gang. Den gamle partner Lega Nord har dog i mellemtiden, med en ny mere nationalistisk politik, vundet frem i meningsmålingerne. Med denne øgede støtte iscenesætter partiets nye frontfigur, Matteo Salvini, sig som leder for centrum-højre, men er åben overfor et nyt samarbejde med Berlusconi.

Berlusconi var en outsider. En forretningsmand, der foregav let at kunne løse landets komplekse problemer. Med en stor forståelse for, og adgang til, tv-mediet samt en udtalt populisme, etablerede han direkte bånd med vælgerne, splittede italiensk politik og angreb den gamle elite, retsstaten og den frie presse.

Han forsvarede sig ofte med at benægte egne udtalelser, fortælle vittigheder eller angribe politiske modstandere. Med Berlusconis opportunistiske og post-ideologiske virke blev sandhed og fakta ofte sat ud af spil. Samtidigt udfordrede hans ofte egennyttige monarkiske adfærd det liberale demokratis grundprincip om, at alle er lige for loven.

Som få andre har Berlusconi haft et tag i italienerne. Mens nogle måske i ham har set en af deres egne, har andre set en succeshistorie. Dette på trods af den klare mangel på politiske resultater og de mange personlige skandaler af både moralsk og af juridisk karakter. Det er let at grine af Berlusconi, men modstanderne er splittede, og hans parti går igen frem i meningsmålingerne. Derfor bør han ikke undervurderes.

Simon Cecchin Birk er cand. mag. i italiensk med profil på Europas kulturelle identiter og speciale om italiensk euroskepticisme og populisme. 

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Claudio Peri/