“Borgerne” i Catalonien har vind i sejlene

2017-12-12T08:45:22+00:00 Af |Analyse|

Partiet Ciutadans (Cs) udgør den vigtigste opposition til lokalnationalismen, og topkandidat Inés Arrimadas er separatisten Carles Puigdemonts største udfordrer efter dette efterårs politiske stridigheder og juridiske efterspil. ”Borgerne” står til at blive det største forfatningstro parti ved regionalvalget den 21. december.

12.12.2017 | SPANIEN | Borgerbegrebet er på dansk blevet synonymt med det klientiserede menneske. Anderledes er det i Spanien: Her betegner begrebet stadig det politiske subjekt: le citoyen. Og det er i den forstand, at man skal forstå partiet Ciutadans (Cs), som er den største og klareste regionale opposition til separatisterne i JxCat samt ERC og CUP. De tre partier, der indtil den nylige suspendering af selvstyret sad på magten i Catalonien med Carles Puigdemont som regeringschef.

Ciutadans’ har deres udspring i Catalonien i 2006 som et modsvar til både lokalnationalismen og de forkætrede ”gamle partier”: det konservative PP (lokalt PPC) og det socialdemokratiske PSOE (lokalt PSC). Ciutadans vil gøre op med den grasserende korruption, som er væltet ud af skabet hos både det catalanske etablissement og det spanske PP, og sikre bedre finansiering af velfærdsstaten. Men som det mest presserende vil Cs vise en vej ud af logikken om, at lokalnationalismerne får lov at sætte dagsordnen i Spanien.

Det har de nemlig gjort i hele demokratiets levetid ved at tage sig godt betalt som kongemagere – og for baskernes del med våben i hånd, mens catalanisterne er mere kendt for en besynderlig blanding af overlegenhed og evigt klynkeri. Begge nordspanske nationalismer har siden diktatorens død i 1975 krævet særhensyn til netop deres region; og en af de hellige køer, som Ciutadans vil slagte, er det relativt rige Euskadis særlige skatteordning som modtager af penge fra fælleskassen. I Catalonien udtrykker nationalisterne deres forestilling om særstilling ved at insistere på en unilateral løsrivelse, kræve bilaterale forhandlinger med Madrid og nægte at deltage i det fællesspanske udvalg til omkalfatring af den territoriale ordning for alle selvstyreområderne.

De nye partier
Den 6. december fejrede Spanien 39-årsdagen for sin demokratiske forfatning, der blev vedtaget med 90 procent af stemmerne i det progressive Catalonien – en større andel end noget andet sted i landet. Grundlovstalen på Barcelonas Plaça Universitat blev holdt af Inés Arrimadas (kvinden forrest på billedet i toppen af artiklen), som er Borgernes kandidat til presidenta, der på disse kanter betyder regeringschef.

Lige siden 2008-finanskrisen har der været opbrud i det politiske landskab i hele Spanien. Fra 2014 til 2016 løb det venstrepopulistiske Podemos med al opmærksomheden, idet de kapitaliserede på den nye spanske utålmodighed over tingenes tilstand. Det prekære arbejdsmarked og arbejdsløsheden præger landet i en grad, så det påvirker demografien. Når spanierne får så få børn, som de gør, skyldes det ikke kun, at de med transitionen væk fra det nationalkatolske diktatur pludselig trådte ind i moderniteten. Folk har simpelthen ikke råd og stabilitet nok i hverdagen til at vove springet ud i forældreskabet. Arbejdskontrakterne er gerne på tre måneder, lejekontrakterne på tre år – og husudsættelserne skånselsløse i tilfælde af den mindste forsinkelse i husleje eller termin.

Podemos vandt enorm genklang, men løb tør for damp og har ikke kunnet finde sine ben i et drama, der har drejet sig om den nationalistiske akse. Partiet vækker en vis mistro med dets personkult og  venezolanske forbindelser. Partinavnet er kalkeret over Barack Obamas valgslogan Yes, we can, og det er kun en enkelt blomst i haven af nye venstrepopulistiske partier med navne, der er refleksive verber og adverbier. I Catalonien gør partiet fælles sag med els comuns, der kan forstås som en slags kommunarder.

Ciutadans til gengæld præsenterer sig som socialliberalt og er det eneste alternativ på højre flanke til Francos arvtagere i PP. Partiets hjertebarn har alle dage været kampen mod den nationalistiske ensretning i Catalonien og helt aktuelt: mod den procés hen imod løsrivelse, som catalanisterne begav sig ud på for fem år siden med social splittelse og enorme økonomiske tab til følge efter slutspurten dette efterår.

Fifty/fifty på valgdagen
Når catalanerne går til valg lige før jul, kan venstrepopulisterne – der er uafklarede omkring løsrivelse – blive udslagsgivende i striden mellem separatisterne (els independentistes) og de forfatningstro (els constitucionalistes). De to blokke står nemlig til igen at få omkring halvdelen af pladserne hver i el Parlament – ikke fordi halvdelen af catalanerne ønsker løsrivelse for enhver pris, for det gør de ikke. Men fordi valgsystemet er sådan skruet sammen, at stemmer afgivet i den nationalistisksindede provins vejer op til fire gange tungere end stemmer fra den verdensvendte hovedby Barcelona.

Der er lang tradition i Catalonien for, at alle andre end det konservative PPC tager farve af nationalismen, som udgør den lokale magt og den dominerende diskurs. I årtier har nationalismen præget de nye generationer gennem uddannelsesinstitutionerne, og lige så længe er meningsmodstanderne gået stille med dørene – af forsigtighed og ligegyldighed. Men sådan spiller klaveret ikke hos Ciutadans: De taler nationalismen midt imod og beskyldes for at være espanyolistes, altså spanske nationalister, som var det antinationalistiske standpunkt ikke en mulighed.

Indvandrerpartiet
Ciutadans giver stemme til de mange immigranter fra fattigere egne i Spanien, som kom til regionen i tresserne og har boet her det meste af deres liv og set deres børn og børnebørn opvokse i Catalonien. I deres ansigts sved har de bidraget til opbygningen af det velstående nordøstlige hjørne af Spanien. Fuldblodscatalanerne ejede fabrikkerne og det politiske apparat og har op igennem tiden behandlet nycatalanerne som tilbagestående andenrangsborgere og fremmedelementer.

Partinavnet sigter til, at regionens indbyggere alle er politiske subjekter og skal tages med på råd, og at det er uendeligt ligegyldigt, hvor folks forfædre kommer fra. En herkomst, der altid afslører sig i efternavnene, som alle heromkring rent instinktivt aflæser som spanske eller ”ægte” catalanske.

Ligesom den økonomiske krise havde det ene positive udkomme, at den spanske langmodighed med korruptionen slap op, så har den catalanske kataklysme dette efterår betydet, at denne spage og ydmyge befolkningsgruppe har ranket ryggen og åbnet munden.

Grundlovstalen
Cs’ presidenta-kandidat taler i sin grundlovstale den 6. december for reformisme og modernisering af forfatningen i modsætning til både ”de gamle partiers” inmovilismo (ubevægelighed) og nationalismens rupturismo (brud). Partiet vil gøre op med den falske modstilling mellem en forældet og stivnet status quo og den bandsatte vilje til at flå Spanien fra hinanden.

Cs ønsker et øjeblikkeligt opgør med catalanisternes misbrug af råderetten over de offentlige skoler til at styrke nationalismens stilling. Skoledebatten i Catalonien er reelt ikke-eksisterende trods massive udfordringer og eklatant underfinansiering. På samme vis er alle andre påtrængende sociale problemer trængt til side af den endeløse sprogstrid og identitetsmarkering.

Exviceregeringschef Oriol Junqueras (ERC) har været ude med tal om, at et uafhængigt Catalonien vil være fire gange rigere. Man kan undre sig over, hvor venstrenationalisten får det tal fra, for det ville gøre området væsentligt rigere end Danmark, hvis blot det ikke skulle bidrage over skatten til resten af Spanien. Arrimadas minder om, at de sociale problemer ikke forsvinder ud i den blå luft ved løsrivelse og ikke skyldes fejl i forfatningen: Korruptionen, arbejdsløshede og det prekære arbejdsmarked skal løses ad anden vej – og de bliver det næppe, så længe alt krudtet går til identitetskrige.

Hele balladen har kostet dyrt, påpeger Arrimadas: Den politiske uro og uvished har bevisligt ført til en større nedgang i turismen, end terroranslaget halvanden måned før, i en region, der lever af sin servicebranche. Den har ført til en virksomhedsflugt over hals og hoved trods tomme løfter om det modsatte: Investeringerne udebliver, EU’s lægemiddelagenturagentur fravalgte Barcelona som sit nye domicil, og offentlige midler, der er hårdt tiltrængt til fornuftige formål, er gået til propagandabikse verden over, anholder Arrimadas. Det er blandt andet dette misbrug af betroede midler, den spanske anklagemyndighed kræver hele Puigdemont-regeringen fængslet for.

Cs’ topkandidat fra den andalusiske Cádiz-provins er jurist af uddannelse og sætter sin finger på endnu et betændt punkt i nationalisternes drømmeland: Hvis Puigdemont & Co. får magt, som de har agt, skal dommerne udpeges af politikerne, og regeringen skal kunne indføre dekreter uden nogen form for kontrol. Det vil være slut med magtens tredeling i et ”frit” Catalonien.

Sara Høyrup er fri udenrigskorrespondent med base i Barcelona. Hun agerer fikser og tolk for tilrejsende journalister. www.hoyrup.biz

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Santi Palacios.