Bosniens indre blødninger 

Politisk terror og fravær af visioner og socialt engagement opretholder en statisk tilstand i Bosnien-Hercegovina, mener filminstruktøren Namik Kabil. Interview om det lille land med den store tragedie bag sig og kun et spinkelt potentiale for fremskridt. 

26.12.2015 | DAYTON-TEMA | Vi har hørt historien før: Bosnien-Hercegovina i ruinerne af et sammenbrudt Jugoslavien. Krigen i 1992-1995. Belejringen af Sarajevo. Brændte biblioteker og gennemhullede bygninger. Enorme flygtningemasser. Etnisk udrensning. Folkemord. Krigsforbrydere og ofrer. Og en fredsaftale som har været og stadig er genstand for hård kritik.

Det er tyve år siden, Dayton-aftalen faldt på plads og stoppede den væbnede konflikt i det, som i folkemunde ofte kaldes for hjertet af Jugoslavien, Bosnien-Hercegovina. Men landet er stadig splittet. Dayton-aftalen resulterede i yderligere konsolidering af den etniske opdeling af Bosnien, hvor de tre konstituerende folk – bosniakker, kroater, serbere – endnu gør krav på hver sin del af landet, politikken og historien.

Den krigshærgede, nære fortid trænger sig til stadighed på. Dette ses afspejlet i et behov for at forstå og bearbejde traumet, som konflikten har forvoldt.

For Namik Kabil – bosnisk filminstruktør, journalist og forfatter – sker bearbejdelsen gennem filmproduktion, som for ham har været en vej mod oplysning.

Om Bosnien siger han:

”Bosnien-Hercegovina er et land, som har gået igennem en stor tragedie og kun har et lille potentiale til virkeligt at kunne bearbejde og overvinde sit kollektive traume.”

Gæstede aarhusiansk filmfestival
Namik Kabil var i foråret aktuel med sine film på aarhusianske Itching-Scratching Film Festival for tredje år i træk. I år indtog han tilmed selv scenen i Aarhus som gæstende instruktør på festivalen. Hans dokumentar, Inside (Unutra), blev vist en lørdag aften i marts 2015 i biografen Øst for Paradis, hvor Kabil mødte op til en snak om filmen.

Inside har aldrig været en produktion målrettet biografer og filmfestivaler,” forklarer Namik. “Filmen tager afsæt i et forskningsprojekt, og som sådan har den været godt modtaget i faglige kredse, hvor den har tiltrukket sig opmærksomhed, især i USA. Det har resulteret i en omtale i en af de bedste videnskabelige publikationer, The Chronicle of Higher Education.

Namik Kabil har ud over instruktørrollen bl.a. haft rollen som manuskriptforfatter til den anerkendte spillefilm Days and Hours (Kod amidže Idriza) samt kortfilmen The Ruin (Zgarište). I 2007 vandt hans dokumentarfilm Interrogation (Informativni razgovori) prisen for bedste dokumentar ved Sarajevo Film Festival. 

Inside: Intens og insisterende
Følgende dialog er fra åbningsscenen af Inside:

”Du har tidligere snakket om det her,” siger en mand, mens han afslappet, sådan lidt ligegyldigt, sidder tilbagelænet i sin stol med lukkede arme og iført en mørkeblå arbejdsfrakke.

”Det ved jeg godt,” fortæller hovedpersonen kort. ”Det er fra et berømt muslimsk episk digt, som hedder De er alle ens. Jeg voksede op med det.”

Der er stilhed ved den anden side af bordet.

Hovedpersonen fortsætter:

”Det skal der tales om.”

”Det gør du jo allerede,” fortæller manden i arbejdstøjet. ”Du kigger hele tiden tilbage. Vi bevæger os i en cirkel.” Pause. ”Tror du på den myte, som du nu nævner – den med at de alle er ens?”

”Nej, det gør jeg ikke.” Stilhed. ”Min hjerne er helt sammenblandet.” Stilhed. ”Tror du på, at jeg er myrdet? At de fandt mig i en massegrav.”

En kompleks virkelighed af tragiske fordomme
Ifølge Namik Kabil er Inside mere en form for filmisk essay end en film i konventionel forstand. Det er en fortælling, som på en intens og insisterende vis piller lag efter lag af et sår, som stikker dybt: Srebrenica-massakren i Bosnien-Hercegovina, som i filmen viser sig at være blot en katalysator for et sammenstød mellem forskellige bevidstheder, hver med egne fordomme og fortolkninger af krigen i 1990’erne.

Inside er vi som publikum med på sidelinjen, mens hovedpersonen, en Srebrenica-overlever, møder forskellige personligheder med serbisk tilknytning – dog allesammen repræsenteret gennem den samme skuespillerinde.

“Jeg blev involveret i projektet med det formål at lave seks korte film med meget specifikke psykologiske mekanismer for hver enkel af filmens karakterer. Afslutningsvis blev filmen formet til en helhed,” forklarer Namik.

“Hovedpersonen befinder sig i en dybt traumatisk tilstand. Og én af hans vigtigste udtalelser, jeg ville endda sige en tragisk fordom, er, at alle serbere er ens. Over for ham har vi så én person, én skuespillerinde, som gennem filmen deler sig i seks karakterer.”

Fanget i et vakuum og isoleret fra resten af verden, med bogstaverne PTSD skrevet på panden, sidder to modparter ansigt til ansigt i et forsøg på at udveksle og forstå hinandens sorg, smerte, vrede.

Nødvendigheden af at se fortiden i øjnene
Sammenkoblingen mellem et videnskabeligt projekt og filmæstetik er ifølge Kabil både nyttig og relevant i denne konkrete bosniske sammenhæng.

“I fravær af et større socialt engagement i forhold til spørgsmålet om, og bearbejdning af, fortiden er sådan en videnskabelig konfrontation med krigen absolut nødvendig,” understreger Kabil.

“Der er selvfølgelig tale om et videnskabeligt projekt, og resultaterne gør sig gældende inden for forskningssfæren, hvilket betyder, at et konkret udbytte hos en bredere del af den bosniske befolkning ikke kan observeres på kort sigt.”

Men hvor befinder Bosnien-Hercegovina sig nu i efterkrigstidens tyvende år?

“Som de fleste efterhånden ved, så er Dayton-aftalen et dokument, som stoppede krigen i 1995 i Bosnien. Tyve år senere er det mere end tydeligt, at Bosnien har brug for en ny forfatning, da Dayton-aftalen har vist sig at være ineffektiv og ueksemplarisk,” forklarer Kabil.

“Tyve år efter krigen lever vi i politisk terror ført an af etnisk opdelte politiske eliter, som, for at kunne opretholde deres magtposition, manipulerer befolkningen med henvisning til krigen og det kollektive traume, som krigen udgør. På en bevidst og kalkuleret måde truer de med en ny krig. De politiske figurer, som holder de etniske spændinger i kog, byder sig konstant til som beskyttere af deres egne etniske grupper,” siger han.

Manglende visioner
“I Bosnien-Hercegovina har vi ikke et bestemt mål – vi ved ikke, mod hvad vi bevæger os, hvad vi overgår til nu tyve år efter krigens afslutning,”mener Kabil.

“Jeg er bange for, at den eneste måde, vi kan nå frem til en ny forfatning på, er ved hjælp af engagement fra de større magter uden for Bosnien. Men det lader til, at der hverken er energi eller visioner til sådan noget. Jeg tror, at det i Europas tilfælde er et spørgsmål om konsekvensen af en identitetskrise, som EU til stadighed gennemgår, og som manifesteres i uklar, apatisk og deklarativ udenrigspolitik. På det sidste har der dog været initiativer, som kommer fra EU, men det er stadigvæk små og ydmyge skridt.”

Men Kabil ser et spirende håb, idet han påpeger, at en udvikling er at spotte, men at den primært bliver båret af individuelle initiativer, som gør, at Bosnien-Hercegovina bevæger sig meget langsomt fremad. Det politiske system er dog nærmest en tilstand af stilstand.

Dalila Tatarević er cand.mag. i spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur med speciale i erindring, identitet og litterær erfaring

Artiklen blev første gang bragt på Magasinet rØST 7.4 2015

Billede i atiklens top: Fra filmen Inside  

En oversigt over Dayton-temaets andre artikler opdateres løbende med links her