Branden i Hamborg – og bræmmen mellem Tyskland og Danmark

2020-07-26T17:20:24+00:00 lørdag, 27. juni, 2020|

Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg fungerede i første del af 1800-tallet som en bræmme mellem de tyske forbundsstater og det danske kongerige. For dengang var de europæiske lande sjældent afgrænset af en simpel grænselinje. Staterne blev bundet sammen af deres overhoved, mens de tilgrænsende områder længst væk udgjorde en glidende overgang til nabolandene. Branden i Hamborg i 1842 var ikke blot en katastrofe for byens indbyggere, men også for de mange, der var afhængige af byen. Vi bringer et uddrag af Poul Duedahls bog “Grænseland”.

Uddrag af bog af Poul Duedahl

Moderne grænser er simple. De består af en streg trukket på et kort og undertiden af en fysisk barriere på landjorden. Men faktisk er grænsebegrebet et fremmedlegeme. Et ord af slavisk oprindelse, der blev anvendt i tysk sprogbrug, inden det fandt vej til Danmark med oversættelsen af de hellige skrifter. På mange måder dækker det ældre danske navn ”mark” – i betydningen udmark eller, nå ja, grænseland – langt bedre, hvad der endnu i begyndelsen af 1800-tallet karakteriserede overgangen fra det ene land til det andet.

På det tidspunkt var de europæiske lande nemlig sjældent afgrænset af en simpel grænselinje. Staterne blev bundet sammen af deres overhoved, mens de tilgrænsende områder længst væk udgjorde en glidende overgang til nabolandene. Grænselandet var det sted, hvor magtforholdene overlappede, og hvor det var vanskeligt at definere præcist, hvor det ene samfund hørte op, og det andet begyndte. Et sted, hvor mennesker med forskellige sprog og traditioner blandede sig, uden at nogen tog anstød af det. For grænselandets væsentligste opgave var at fungere som en stødpude.

Den slags sikrede stabilitet på begge sider. Derfor fandt man grænselande praktisk taget overalt i Europa. Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg med deres omtrent 800.000 indbyggere fungerede på præcis den  måde. Som en bræmme mellem de tyske forbundsstater og det danske kongerige. Lauenborg var det senest tilkomne og var indlemmet ved en rask lille byttehandel for et stykke af Vorpommern, og endnu så sent som i februar 1842  forærede Christian 8. en mængde byer, gårde og steder i den østlige del af Holsten væk til storhertugen af Oldenburg mod at få nogle andre i bytte, hvis beliggenhed passede ham bedre. Han betragtede nemlig hertugdømmerne som en privat familiebesiddelse, og det faldt ham ikke ind at spørge indbyggerne først. Køb, salg og bytte af mennesker var ikke usædvanligt i de år.

De tre hertugdømmer havde stort set kun én ting til fælles, og det var, at de udgjorde et grænseland, hvis beboere delte en næsten grænseløs hengivenhed for deres overhoved, den danske konge, som århundreders komplicerede magtkampe havde gjort til områdets enerådende hertug. Som grænselandets faderfigur – eller ”pater” på latin – påtog han sig den byrde at sikre sine undersåtter fredelige tilstande uanset deres kulturelle forskelle, og derfor var de loyale patrioter først og holstenere, lauenborgere, slesvigere, frisere og alt muligt andet bagefter.

Selv talte Christian 8. dansk i Danmark og tysk, når han opholdt sig i slægtens hjemegn. Begge hans hustruer var desuden hentet syd for kongeriget, sommerresidensen var som regel henlagt til Pløn Slot lidt nord for Lübeck, og han gjorde sig ikke forestillinger om, at folks tungemål spillede den fjerneste rolle. Det var jo ham, der var altings omdrejningspunkt.

Truslerne mod den herskende orden kom snarere fra Danmarks elendige økonomiske tilstand. Den gjorde det nemlig ikke specielt attraktivt at være en del af monarkiet i de år. Enkelte af grænselandets modigste intellekter krævede da også medbestemmelse eller løsrivelse eller drømte ligefrem om at skabe et storrige ved at mobilisere alle dem, der talte tysk. Sprog er nemlig et glimrende klister, hvis man ønsker solidaritet og sammenhængskraft.

Sprogforskellene, der ikke før havde været et problem, udviklede sig i løbet af bare et enkelt år – 1842 – til et helt centralt stridsemne og omdannede grænselandet fra en stødpudezone til en konfliktzone. En konflikt om, hvem der hørte med til folket, og hvordan man kunne trække folkegrænsen med en præcision, så man kunne adskille nationerne med en enkelt streg på landkortet.

Katastrofen

”Feuer! Feuer!” lød en stemme i mørket. En søjle af ild og røg viste sig på nattehimlen over den dansk-jødiske tobaksfabrikant Edvard Cohns pakhus i Deichstrasse i Hamborg.

”Füer! Füer! Füer in de Diekstraat!” gentog vægterne på plattysk, og snart genlød den mægtige handelsby af stormklokker, trompetfanfarer og mennesketummel. Heldigvis lå pakhuset ud mod en tilstødende kanal, hvorfra brandmandskabet havde uhindret adgang til det våde element. Vandmasserne blev pumpet hen over bygningen og dens beholdninger af tobaksvarer, gamle klude og tjæret tovværk. En strid vestenvind førte flammerne i retning af bryggeriet i naboejendommen, hvor gnister greb fat i tagkonstruktionen og antændte bunker af korn og malt på  ørreloftet, og ilden truede med at forplante sig til den købmandsgård, der lå som den næste i husrækken.

I øjeblikkets desperation kastede købmanden og hans svende alle beholdninger af olie, tjære, lak, sprit og andre brændbare væsker ud ad vinduerne og lige lukt i kanalen. Herfra blev de opfanget af brandpumperne og af slanger og brandsprøjter fordelt ud over hustagene. På ingen tid var gaden omspændt af flammer. De resterende væsker blev antændt i det stillestående vand og dannede flammer på overfladen. Ildhavet åd sig ind på bolværket og pælene, som bar gadens pakhusbygninger, og en efter en styrtede kolosserne i vandet. Råb blev til fortvivlede skrig, hulken og jamren.

Natten til Kristi himmelfartsdag i maj 1842 udviklede sig til en sand rædselsforestilling. Efter uger med tørke fik ilden let fat, og hver gang den var ved at være under kontrol, hvirvlede gnister op i luften og forplantede sig til ejendomme et par gader borte i den tætpakkede by. Handelsfirmaer, kaffehuse og beboelsesejendomme blev flammernes bytte, og enkelte gnister nåede hele vejen til byens Nikolai Kirke og fandt næring i en falkerede under kuplen, så selv de malmtunge toner fra brandklokken hørtes omspændt af flammer. Inden morgensolen kom til syne, var bymidten forvandlet til en kæmpemæssig fakkel.

Branden var en katastrofe af enorme dimensioner. Først og fremmest for Hamborgs indbyggere, men så sandelig også for de mange, som var afhængige af byen, og de var ikke så få. For Hamborg var et af Europas største varemarkeder, et centrum for verdenshandlen og fyldt af driftige forretningsmænd, foretagsomme industrialister og økonomiske spekulanter, som herskede over et enormt handelsterritorium. Bystatens købmænd regnede en række lande nord og syd for Elben som deres opland. Ja, faktisk orienterede hele Nordeuropa sig med nærmest magnetisk præcision i retning af den store by, og tusindvis af handelsrejsende, bådførere og fragtmænd lagde hvert år vejen forbi for at opkøbe og afsætte varer. Alle handelsveje førte til Hamborg.

Byen havde for længst bemægtiget sig store dele af Danmarks omsætning, trak årligt hundredtusindvis af rigsdaler ud af kongeriget og var godt i færd med at udkonkurrere landets hovedstad. Hvert år lagde omkring 500 danske skibe til kaj for at losse størstedelen af kongerigets råprodukter, hvorefter byens købmænd ompakkede og  ideresolgte dem til hollandske og engelske opkøbere. Kød, korn og kærnesmør. Også de omtrent to millioner tons varer, der årligt blev ført fra de forskellige tyske stater til Danmark, blev lastet i Hamborg og bragt med retur i følgeskab med franske og engelske forbrugsartikler, ikke sjældent spædet op med kramvarer fra fjerne destinationer. Kaffe og krydderier, sukker, vin og skråtobak. For byens vande løb ud i verdenshavet, og i Hamborgs overdådige købmandshuse kunne alting fås og til de billigste priser. Ved at sende varerne gennem masteskovene på Hamborgs store havnearealer slap skipperne samtidig for den farefulde tur rundt om Skagen og for at betale den forhadte Øresundstold, og skulle der en enkelt dag mangle danske varer, så var det altid muligt her at sikre sig holstenske, polske, preussiske og saksiske i stedet for.

Alt var indrettet efter Hamborg og efterlod i stigende grad konger, købmænd og konsumenter i kilometers omkreds i en tilstand af afmagt over for bystatens altomfattende handelstyranni, og der var dem, der frygtede ”Københavns, Flensborgs og øvrige købstæders handelshuses omdannelse til jammerlige hamborger udsalgsboder”.

Kernen i byens succes var de pengestærke købmænd, og hemmeligheden bestod i, at de gav udstrakt kredit. Det fik især betydning efter Napoleonskrigene og statsbankerotten, hvor Danmark oplevede en langstrakt økonomisk krise og fabrikker lukkede og godsejere gik fallit, mens embedsmændene fik deres løn ædt op af inflationen og følte sig kaldet til at tage af kassen. Danske købmand, som ikke selv lå inde med de helt store kontantbeholdninger, kunne nemlig altid skaffe sig varer på kredit i Hamborg. Mod at betale renter bagefter naturligvis, og det var netop renterne, som gjorde dem afhængige af de hamborgske handelshuse. På den måde blev de hamborgske købmænd Danmarks og grænselandets kreditorer og panthavere, ja, måske ligefrem regionens reelle magthavere.

Men i maj 1842 havde købmændene i Hamborg andet at tænke på. Vinden gik i syd, ilden tog fat i nye bygninger, og de enorme ophobninger af godsvarer gav ilden rigelig næring. Brandmandskabet mistede overblikket og kunne ikke længere holde sig på benene af træthed og fortvivlelse. Flere steder holdt de op med at hælde vand på. Byen kollapsede, og de omtrent 140.000 indbyggere måtte redde sig, som de bedst kunne.

Nogle løb rådvilde omkring og ledte efter forsvundne familiemedlemmer, andre gik på jagt i brandtomterne for at berige sig, og rygterne svirrede om lykkeriddere, som benyttede lejligheden til at antænde deres egne huse og udsætte andres liv for fare for at indkassere brandforsikringssummen. Hulken og jamren blev til forvirring og  rædsel, og under de krigslignende tilstande arresterede byens militærstyrker enhver, der tog sig mistænkelig ud. Den
dansk-jødiske cigarmager blev også tilbageholdt. Ikke fordi nogen mistænkte ham for at have sat ild til, men for at beskytte ham mod byens hævntørstige skarer.

Mens den grådige ild mæskede sig i de mange vareoplag, forsøgte flokke af desperate borgere at bane sig vej mellem murbrokker, askebestrøede møbler og udbrændte vogne. De havde mistet alt, hvad de ejede, og søgte mod byportene for at redde sig i sikkerhed med en favnfuld tilfældige ejendele. Nogle tog opstilling på voldene, andre samlede sig på markerne uden for byen eller passerede ødelandet Hamborger Berg og den lille nye forstad St. Pauli for at bane sig vej videre til en lille dyb grøft og porten til en tryggere ramme i nabobyen Altona. Den lå nemlig lige ved siden af på Elbens nordlige bred, og navnet kom ikke ud af ingenting, men fordi den lå ”all to nah” – alt for nær – Hamborg.

Fem portåbninger var adgangsbilletten.

Porten til Holsten

”Nobis bene, nemini male” – ”Vores vel, intet ondt for andre” – erklærede den manende indskrift på træværket over byporten Nobistor. Den af Altonas indgange, som de fleste søgte til. De nødstedte fandt selv ind, for den lille træport blev ikke længere stænget om natten. I praksis var byerne Hamborg og Altona nemlig godt på vej til at være én stor metropol bundet sammen af hestetrukne omnibusser i fast rutefart og en befolkning, som delte arbejde, fritid, glæde og frygt. Enkelte huse i Hamborg fik sågar vandforsyningen leveret fra Altona, som omvendt havde begunstigelser, der sikrede fri bevægelighed mellem byerne for varer, tjenester og indbyggere. Ikke uden grund følte befolkningerne i de to byer etskæbnefællesskab.

Flygtninge fra Hamborg ankommer til Altona. Den danske kunstmaler Jes Bundsens billede af hjemløse ved Nobistor viser en begivenhed, der fandt sted nogle få år forud for Hamborgs brand, men ellers var scenariet stort set det samme (Stiftung
Historische Museen Hamburg – Altonaer Museum).

Men flygtningene passerede ikke bare byskellet, og skellet mellem fare og fred, men også en geografisk, politisk og militær grænse. En statsgrænse. For det var lige præcis her i portåbningen, at fristaden Hamborg endte, og hertug dømmet Holsten begyndte. Og da hertugen tilfældigvis var den danske konge, var porten også indgangen til det danske monarki.

Skulle nogen være i tvivl, var Nobistor forsynet med Christian 8.s monogram og byens centrale gade med navnet Königstrasse – Kongensgade – så indbyggerne blev mindet om, hvem der bestemte. For langt det meste af grænselandet var i hans private besiddelse.

Og netop Altona havde kongens allerstørste bevågenhed. Med sine op mod 30.000 indbyggere var den nemlig monarkiets næststørste by og havde både størrelsen, beliggenheden og potentialet til at gøre den mægtige naboby rangen stridig. Faktisk var den så betydningsfuld, at den rummede sin egen separate børs og en møntfabrik med ret til at støbe valuta på kongens vegne.

Økonomisk gik det forrygende, og byens beliggenhed tiltrak allerede mange af Hamborgs rigeste borgere. Først og fremmest den hovedrige Salomon Heine, som ud over at drive en af nabobyens mest succesfulde bankforretninger sponserede nevøen Heinrich, der i de år gjorde den som tysk nationalskjald.

Den danske arkitekt C.F. Hansens hvide, klassicistiske pragtvillaer lå som en sand perlerække på Altonas mondæne hovedstrøg, Palmaille. De fleste bygget på bestilling af skibsredere, som ønskede sig den bedste udsigt til Elben, så de kunne holde et vågent øje med skibstrafikken til og fra Hamborg. Som en parasit hægtede Altona og dens købmænd sig på den mægtige nabobys succes.

Det tætte bånd fornægtede sig ikke i nødens stund. Altonas borgere kom ud af deres huse og søgte mod den lille plads bag byporten for at overvære ildhavet og invitere de husvilde hjem, og på kort tid blev byens privatboliger fyldt med brandlidte og deres ejendele. Så den statslige grænse var på ingen måde den mentale. I hvert fald lige indtil Christian 8. sendte sin adjudant til Altona for at sikre, at byen igen blev adskilt af en fast spærring, og soldater kom ilende til fra Lauenborg, Glückstadt og Itzehoe for at sortere i, hvem man lukkede ind og ud gennem portene. De lovløse tilstande og mordbrændersygen skulle jo nødigt sprede sig. På den måde blev statsgrænsen alligevel synlig, når det gjaldt.

Altona er for længst vokset sammen med Hamborg, og indgangen til det danske monarki finder man i dag i den berømte og berygtede Reeperbahn, hvor to gamle søjler fra Nobistor endnu står med den danske kong Christian 8.s navnetræk indgraveret. Inden for porten, på den anden side, fandt man byens mest kendte strøg, den mondæne Palmaille. Her foreviget af Jes Bundsen (Stiftung Historische Museen Hamburg – Altonaer Museum).

Imens fortsatte branden sin hærgen. Lige indtil engelske ingeniører fandt ud af at placere indholdet af Hamborgs krudtbeholdninger på fade rundtom på udvalgte steder, og øredøvende brag og eksplosioner blandede sig med den massive knitren efterfulgt af knækkende træværk, når huse på op til seks-syv etager blev bragt til fald på få sekunder. Sådan lykkedes det at begrænse ildens fremmarch. Efter mere end tre døgn aftog vinden, brandmandskabet fik kontrol med flammerne, og boet blev gjort foreløbigt op. Tabet var enormt, det var let at se.

Den danske overpræsident i Altona, lensgreve Konrad von Blücher-Altona, satte sig i spidsen for hjælpearbejdet. Der blev bygget barakker, opsat telte og kogt mad i store gryder. Der blev iværksat indsamlinger i landsbykirkerne rundtom i Holsten og oprettet hjælpekomiteer i de fleste af grænselandets købstæder. Også helt oppe i Aabenraa, hvor skipperne på Løjt Land stod i så tæt forbindelse med købmændene i Hamborg, at de selv følte sig som en slags hamborgere. Men ellers var det sådan, at jo længere nordpå man kom, jo mere udtalt var skepsissen mod indsamlingerne. Særligt i kongeriget. Måtte man overhovedet lave indsamlinger til en fremmed stat? Hvorfor skulle man hjælpe en by, som udplyndrede ens land for ressourcer? Og hvorfor hjalp borgerne i Hamborg aldrig Danmark, når kongeriget var udsat for brande og naturkatastrofer?

Alligevel flokkedes statsoverhoveder om at give store beløb for at stå sig godt med Hamborgs købmænd, og den danske konge skænkede et pengebeløb, som var større end det, der indkom fra hans kolleger i England og Frankrig, men for intet at regne imod de beløb, der indkom i frivillige gaver fra befolkningen i grænselandet. For stater varetager ikke venskaber, men interesser, og kongens medfølelse kunne grundlæggende ligge på et meget lille sted.

Hamborgs succes var trods alt kernen i det danske monarkis fiasko.

Loyalitetsgrænsen

Bag Nobistor åbnede der sig en ny verden. Grænselandet. Et område, som fungerede anderledes end alt, hvad man fandt syd og nord for det. I praksis fungerede kongeriget og dets grænseland nemlig som separate søskendelande. Faktisk delte de kun statsoverhoved, udenrigspolitik, hær, finanser og indfødsret foruden postvæsen, ordener og titler. På alle andre områder fungerede tingene særskilt.

Monarkiets yderste forpost mod syd, Lauenborg, var kun på størrelse med Lolland, men strakte sig til gengæld langs Elben, her  foreviget af den norske maler Thomas Fearnley, og var derfor vigtig. Herfra kunne kongen nemlig bremse Hamborgs samhandel med Lübeck ved at tage sig godt betalt i form af den såkaldte Elbtold. Byen, som delte navn med hertugdømmet, var så eksotisk, at H.C. Andersen syntes, at den mindede om Tyrkiet, og alligevel var han ikke i tvivl. ”Jeg er i Danmark”, skriver han. For her regerede den danske konge, og Dannebrog vajede over byen og skibene i havnen (Sotheby’s/akg-images/Ritzau Scanpix).

Grænselandets hertugdømmer havde egen ledelse – Det Slesvig-holstensklauenborgske Kancelli – med kontorer i København. De havde egen lovgivning og egen højesteret. De havde egen general, egne ministre og egne biskopper. De havde sågar egne målog vægtenheder og anvendte en møntfod, som var forskellig fra pengene i kongeriget. Og så havde de egen statholder, som var installeret på Gottorp Slot, hvorfra han fungerede som kongens stedfortræder og repræsenterede ham, når han ikke selv var til stede.

Han var ganske vist mest en kransekagefigur, men embedsmændene regerede i praksis nogenlunde selvstændigt og vedligeholdt veje, udnævnte præster og opkrævede afgifter, omtrent som det passede dem.

Mellem grænselandets forskellige hertugdømmer var der også forskelle. For eksempel var de to sydligste hertugdømmer, Lauenborg og Holsten, ikke kun en del af det danske monarki, men samtidig to ud af i alt 40 tyske forbundsstater. Medlemskabet af Det Tyske Forbund – et løst forsvarsforbund indgået mellem tysktalende stater – indebar, at de værsgo havde at hjælpe, hvis et af de andre medlemmer blev angrebet. Slesvig, i den anden ende af grænselandet, stod til gengæld udenfor, fordi hertugdømmet historisk var tættere knyttet til Danmark. Grænselandet udgjorde i den forstand en gradvis overgang mellem de tyske stater på den ene side og kongeriget på den anden og fungerede som den stødpudezone, der sikrede fred på hver side. Og det var netop hensigten.

Den gradvise overgang blev kun yderligere understreget af, at grænselandets sydligste del var isprængt en række små tyske enklaver og mod nord en række danske, ligesom der indimellem fandtes småområder tilhørende adelige herskaber, grevskaber og frøkenklostre og med egne regler. Forvirringen bidrog til følelsen af at befinde sig i et overgangsområde, hvor det hørte med til almindelig god tone at tage hensyn til hinandens forskelligheder.

Når det gjaldt sprog, mad, klædedragt, bygningsmåde og andre kulturelle særpræg, var der da også tydelige forskelle, og i hvert fald var der ingen, der anså befolkningen i Holsten og Lauenborg for danskere i kulturel forstand. Kun et fåtal af indbyggerne sydligst i grænselandet forstod overhovedet dansk. I Altona var forvaltningssproget højtysk og dagligdagssproget plattysk, og dansk fandt man stort set kun i byens gymnasium. Som fremmedsprog.

I den nordlige del af Slesvig forhold det sig omtrent omvendt, og ind imellem nord og syd fandt man folk af alle mulige slags. Faktisk gav kongen glad og gerne husly til folk af enhver afstamning, når ellers de rummede en vis nytteværdi, hvad enten det var som vekselerere, handelsfolk eller lejesoldater. I Altona boede der af samme grund mennesker, som talte jiddisch, i Frederiksstad indbyggere, som snakkede hollandsk, og i den østlige del af Holsten, i nærheden af Lübeck, en landsby, hvor beboerne beherskede vendisk.

Og som om det ikke var nok, kommunikerede man langs med hele grænselandets østkyst helst på frisisk. For kongen gav det ingen mening at ensrette og sammensmelte monarkiets forskellige befolkningsgrupper, så længe alle bare underordnede sig hans befalinger. Han rådede trods alt over et multikulturelt imperium, der tillige omfattede Island, Færøerne og Grønland foruden koloniale besiddelser i Indien, Caribien og Afrika, og man kunne sagtens tale et særegent sprog og føle sig knyttet til det sted, man boede, og være en god undersåt alligevel.

Selv betragtede langt de fleste indbyggere i grænselandet sig da også først og fremmest som det, de var: kongetro lauenborgere, holstenere, slesvigere og alt muligt andet. Med vægt på kongetro. For uanset at befolkningen var temmelig forskelligartet og måtte dele deres overhoved med andre, vidste de, at deres skæbne stemte nøje overens med deres herres, og derfor gjaldt det om at støtte ham, uanset hvor han kom fra.

Det var den loyalitet, som gjorde, at rejsende fra Danmark ofte glemte, at de ikke længere befandt sig i kongeriget, og som gjorde, at holstenere undertiden betegnede monarkiet som deres fædreland, eller som fik borgerne i Hamborg og Lübeck til at omtale egnen nord for deres byer som ”im Dänischen”. For det var der, den danske konge rådede.

Grænselandet var med andre ord en forunderlig smeltedigel, og alligevel var indbyggerne enige om én ting: Ved Nobistor gik ikke alene statsgrænsen, men også loyalitetsgrænsen.

Ovenstående tekst er et uddrag af Poul Duedahls bog “Grænseland”, 320 sider. Udkom 15. maj 2020 på Gads Forlag.

Poul Duedahl er professor ved Historiestudiet på Aalborg Universitet og forfatter til bl.a. Forbrydelsens ansigt (2013), Ondskabens øjne (2016) og Velkommen på bagsiden (2018), der alle har været kåret som Årets Historiske Bog.