Anskuer man forhandlingssituationen mellem Storbritannien og EU rationelt – og ud fra en spilteoretisk ramme – så havde Theresa May intet andet valg end at være hård. En stigende utilfredshed i befolkningen kan dog hurtigt kompromittere hendes forhandlingsposition.

19.01.2017 | BREXIT-KLUMME | Den konservative britiske premierminister, Theresa May, har nu præsenteret sin plan for Brexit  – og hvad hun vil præsentere for EU i de kommende forhandlinger om Storbritanniens udtræden af unionen.

For det første vil Storbritannien udtræde af det indre marked. Der bliver ingen schweizisk eller norsk model.

For det andet ønsker hun at forhandle en ambitiøs frihandelsaftale med både EU og lande uden for Europa.

Den første udmelding er en logisk konsekvens af Mays ubøjelighed på indvandringsspørgsmålet. At opnå øget kontrol over indvandringen til Storbritannien og dermed udtræde af den fri bevægelighed var et ultimativt krav for May og umuliggjorde adgangen til det indre marked.

Den anden udmelding betyder højst sandsynligt et farvel til EU’s toldunion, da det er medlemskabet af denne, der forhindrer Storbritannien i at lave deres egne frihandelsaftaler.

Flere iagttagere af europæisk og britisk politik udlagde straks den britiske regerings plan som en klar skærpelse af Mays forhandlingsposition. Og flere har endda spekuleret i, om det var den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trumps seneste udmeldinger, hvor han åbner for at indgå en frihandelsaftale med Storbritannien, der havde givet hende blod på tanden.

Det mener jeg er lidt af en overfortolkning.

Hvis man slår lidt koldt vand i blodet og anskuer forhandlingssituationen rationelt fra en spilteoretisk ramme, så havde May virkelig intet andet valg.

Skal man samarbejde eller forråde?
Jeg tror, at man bedst kan forstå Brexit-forhandlingerne ud fra et godt, gammeldags spil ”fangernes dilemma”, hvor to medsammensvorne fanger bliver afhørt af politiet.

Begge har ufuldstændig information om den anden parts præferencer, og hver fange kan vælge enten at samarbejde med eller forråde den anden fange.

Havde Fange 1 – Theresa May – valgt at samarbejde (for eksempel åbent erklæret ønsket om adgang til det indre marked), havde hun givet Fange 2 – sin EU-modpart – mere magt over hende og mulighed for at forråde hende (for eksempel ved at skærpe kravene for adgang).

Ved ikke at erklære ønske om adgang til det indre marked, tager hun ikke den chance.

Hvem ved, måske ønsker May inderst inde stadig adgang til det indre marked – hun støttede trods alt Remain-kampagnen ved folkeafstemningen – men det ville være en komplet naiv forhandlingsstrategi at indrømme det. Hun er nødt til at overbevise sin modpart om, at hun er parat til at gå hele vejen. Hun skal opbygge billedet af en troværdig trussel.

Singapore-truslen
Det er også i dette lys, at man skal se Mays ’Singapore-trussel’ om, at Storbritannien vil sænke selskabsskatten markant og deregulere deres økonomi, hvis EU forsøger at straffe dem. Her forsøger May at vende spillets dynamik og minde om, at hun også har en klemme på EU-landene ved at kunne fratage dem investeringer og økonomisk velstand.

Umiddelbart ligner forhandlingerne allerede en situation, hvor begge fanger forråder hinanden, sladrer til politiet og ender med at spendere lang tid i kachotten. Men er der måske alligevel lys forude for de to fanger?

Ifølge spilteorien er der to scenarier, hvor de to fanger ikke forråder hinanden og sammen opnår den optimale løsning. Jeg tillader mig at definere denne løsning som den mindst mulige grad af protektionisme i deres indbyrdes handelsforhold.

Det første er, hvis fangernes indbyrdes relation er præget af en særlig grad af tillid eller empati. I så fald vil de stole så meget på, at den anden part ikke forråder dem, at de samarbejder.

Det andet scenarie er ved gentagne spil, hvor man i senere forhandlingssituationer kan blive belønnet eller straffet for sin opførsel.

Forhold præget af mistillid
Ingen af de to karakteristika synes at gøre sig gældende for Theresa May og EU-systemet. Relationen præges af mistillid, og forhandlingen er sandsynligvis en engangsforestilling.

Dermed er det ikke noget rosenrødt billede, spilteorien umiddelbart tegner. Man skal dog huske på, at spilteori selvsagt er en voldsom forsimpling af en meget mere kompleks situation, hvor langt flere end to personer deltager.

I denne sammenhæng er det et relevant eksempelvis at spørge, hvor meget Theresa May kan holde til indenrigspolitisk.

En stigende utilfredshed i befolkningen kan hurtigst kompromittere hendes forhandlingsposition. Oppositionspartiet Labour har for eksempel allerede startet en målrettet kampagne for at undergrave Singapore-truslen.

Ak ja, Storbritannien ér af gode grunde ikke Singapore. 52 procent stemte for Brexit den 23. juni sidste år. Hvor stor tilslutning, de netop fremlagte Brexit-planer har, står endnu hen i det uvisse.

Dette er den anden af en række klummer, hvor Andreas Bach Mortensen ser nærmere på det kommende britiske exit fra EU. Bliver det Theresa Mays svanesang, når hun til marts trykker på knappen til de reelle forhandlinger om Brexit? Hvordan vil valgene i andre EU-lande påvirke forløbet? Og hvad vil det betyde for Danmark? Alle klummer og andre artikler kan læses i vores fortsatte Brexit-tema.

Billede i artiklens top: Kirsty Wigglesworth/AP/Polfoto