Det var ikke uden grund, at de britiske universiteter gik forrest i kampen for, at Storbritannien skulle blive i EU. For en kommende britisk udmeldelse vil føre til, at universiteterne mister såvel europæiske støttekroner som EU-studerende. Udviklingen kommer på et tidspunkt, hvor de britiske universiteters internationale tiltrækningskraft i forvejen er på vej nedad.

11.10.2016 | TEMA: BREXIT | For få uger siden åbnede de britiske universiteter efter sommerferien, men denne gang var der ikke udelukkende tale om en glædens dag, da det nye skoleår begyndte. De britiske universiteter frygter nemlig at blive hårdt ramt på pengepungen efter resultatet af den britiske folkeafstemning om medlemskabet af EU i juni. Selv om Brexit endnu ikke er en realitetet, er universiteterne igang med at forberede sig på det værste: En nedgang i antallet af studerende fra EU-landene og desuden en nedgang i den økonomiske støtte, der tilgik dem via EU.

Op til folkeafstemningen gik landets universiteter sammen om – i et åbent brev – at advare om konsekvenserne, hvis Storbritannien skulle forlade EU. Til akkompagnement af sloganet ”Brexit will leave us naked” troppede en række professorer efterfølgende nøgne op på Cambridge University, og efter at afstemningsresultatet var kendt har de britiske universiteter er ført an i den landsdækkende underskriftindsamling, der betvivlede legitimiteten af folkeafstemningen.

Først og fremmest er universiteterne dybt afhængige af europæiske forskningsmidler, som står til at forsvinde i forbindelse med Brexit. Frygten er nu, at universitetssektoren ikke i tilstrækkelig grad vil blive kompenseret af lignende britiske fondsmidler.

Samtidig er den internationale diversitet en vigtig del af det britiske universitetsmiljø. Også dette risikerer universiteterne at miste, når Storbritannien forlader EU.

Stigende universitets afgifter
Siden de første studieafgifter blev introduceret i 1998, har universitetsafgifterne været stødt stigende i Storbritannien. Mens der i 1999 var et loft på 1000 pund om året, er loftet for britiske studerende samt EU-studerende i dag omkring 9000 pund om året for at tage en britisk universitetsuddannelse.

For internationale studerende fra lande uden for EU er der derimod intet loft på studieafgifterne. og mange betaler tårnhøje gebyrer for at tage en uddannelse på et af de prestigefulde universiteter i Storbritannien.

I øjeblikket kommer seks procent af de studerende på britiske universiteter fra andre EU-lande, mens 14 procent kommer fra ikke-EU-lande. Studerende fra EU-lande betaler samme takst som britiske studerende, men hvis Storbritannien forlader EU, skal EU-studerende betale den internationale universitetstakst, som er cirka 50 procent højere.

Den britiske regering satser på, at de stigende afgifter for EU-studerende kan dække de manglende indtægter, som EU’s støtteordninger tidligere har givet.

Problemet er, at universiteterne – i jagten på indtægter –  er nødt til at satse på studerende, som har råd til at betale de høje afgifter. Dette kan gå hårdt ud over især de prestigefyldte universiteter, som risikerer at gå fra at være blandt eliten af verdens studerende, til en elite af verdens rigeste. Og hvis kvalitet ikke følger med prisen, risikerer universiteterne helt at miste de internationale topstuderende, både dem fra EU-lande og ikke-EU-lande.

Internationale studerende fravælger Storbritannien
Milie fra New Zealand er ved at færdiggøre sin MA i geografi på Oxford University. Hun har betalt 21.000 pund (svarende til 210.000 Danske kroner) for sin etårige masteruddannelse. Det er mere end dobbelt så meget, som hendes europæiske medstuderende skal betale, og det har hun kun haft råd til, fordi hun har fået dele af uddannelsen betalt hjemmefra. Men hvis studieafgifterne var steget yderligere, er hun ikke sikker på, at hun ville have valgt at studere i Storbritannien.

”Så havde jeg nok valgt USA,” siger hun.

Hendes holdning er kendetegnende for mange studerende.

”Det er et af de helt store samtaleemner i øjeblikket,” siger amerikanske Alexia.

Hun har valgt at tage et semester i London, men hun har fortrudt, at hun ikke kiggede mod andre ruropæiske hovedstader.

”Alle snakker om Berlin i øjeblikket. Her koster et semester det halve. Og det giver ingen mening at betale så høje studieafgifter hvis man kan få den samme uddannelse til det halve andre steder i Europa,” siger hun.

Pris og kvalitet hænger ganske enkelt ikke sammen længere. Universiteterne er i forvejen ved at miste sin internationale tiltrækningskraft, og Brexit truer kun med at gøre situationen endnu værre.

Ingen hjælp fra Theresa May
Den forestående krise kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Ifølge magasinet The Economist har mange universiteter sat sig i betydelig gæld de seneste år. Mange har bygget nye prestigeprojekter, klasseværelser og forelæsningssale. Dette skulle financierers af fondsmidler og et stigene antal studerende. To ting, som nu lader vente på sig.

Og intet tyder på, at landets premierminister, Theresa May, vil komme universiteterne til undsætning. Ved sidste uges konservative partikongres fremlagde May et udspil, som vil gøre det endnu mere vanskeligt for internationale studerende at komme til Storbritannien.

Ifølge en plan for reformering af visumreglerne skal det ikke længere være muligt for internationale studerende at bringe en samlever med til landet. Samtidig ønsker den konservative regering at sætte et loft på antallet af internationale studerende og på den måde lave en forfordeling af britiske studerende. Det er en dagsorden, som rammer plet hos de britiske Brexit-tilhængere, men det kan blive en katastrofe for de britiske universiteter.

Et første klasseskaos
Ifølge Paul Auerbach, professor i politisk økonomi, har Brexit medført et førsteklasses kaos.

”Storbritannien har fået et blakket ry, og hvis ikke der bliver gjort en indsats, risikerer landet helt at miste sin internationale tiltrækningskraft,” siger han.

Ifølge Auerbach har Storbritannien længe været lullet ind i en snæversynet fortælling om et britisk undervisningssystem, som  – qva gamle traditioner og det engelske undervisningssprog – har en unik international tiltrækningskraft. Men de glemmer, at universiteter over hele verden i dag tilbyder uddannelser på engelsk.

”Hvorfor skulle en dygtig studerende foretrække en uddannelse i Storbritannien, hvis vedkommende kan få en lige så god uddannelse andre steder i verden,” siger Auerbach.

Og hvis antallet af internationale studerende falder, så mister universiteterne en meget vigtig indtægtskilde. Den eneste løsning er at forhøje universitetsafgifterne yderligere, og det kan let føre til en ond cirkel.

Blandingen af regeringens nedskæringer og den negative Brexit-omtale har måske allerede fået konsekvenser for landets universiteter. Ved den seneste QS World University Ranking er de britiske universiteter rykket ned ad rangstien. For første gang er Cambridge University ikke blandt de tre førende universiteter i verden.

Anna Damgaard Nissen er skribent på Magasinet Europa

Billedet i artiklens top: Jonathan Brady/AP/Polfoto