Briterne og den udsædvanlige sædvanekultur

2017-06-30T10:08:01+00:00 Af |Kategorier: Baggrund, tema-goodbye-eu|Tags: , , , |

En nations retsforståelse kan forme landets handlinger i internationale samarbejder, og gøre samarbejdet mere eller mindre problemfrit. Briterne besidder en særegen retskultur, som igen og igen skaber gnidninger i EU-samarbejdet.

23.4.2015 | BREXIT:TEMA | At forholdet mellem Storbritannien og EU langt fra er gnidningsfrit er åbenlyst for de fleste. Man kan undre sig over, hvad der konkret fik bægret til at flyde over, og dermed førte briterne til seriøst at diskutere et Brexit.

Men det står klart, at en væsentlig forklaring på den konstante britiske skepsis over for EU-samarbejdet skal findes i noget så centralt som landets retskultur.

Sammenstød med europæisk retspraksis
Et af de forhold, der gør Storbritannien til en særlig case er manglen på en forfatning. Dermed ikke sagt, at briterne slet ikke har nogen forfatning. Briterne har et forfatningslignende dokument i det ældgamle Magna Carta, der dog ikke er blevet revideret siden tilblivelsen i år 1215. Sammen med en håndfuld andre love, der ligeledes er nogle hundrede år gamle, udgør Magna Carta, hvad man tilnærmelsesvis kan kalde en forfatning.

I almindelig britisk retspraksis dømmer man dog kun sjældent ud fra disse gamle love. Derimod referer man i langt højere grad til tidligere afsagte domme i lignende sager. En praksis der også kaldes sædvaneret. Man dømmer altså efter de retslige beslutninger, som domstolene allerede har truffet i tidligere sag.

I størstedelen af de europæiske lande og i selve EU-systemet er man imidlertid præget af en anden retspraksis, nemlig den man kender fra romerretten. Her lægger man ikke lige så stor vægt på retspraksis, men dømmer snarere ud fra de konkrete lovtekster. Og ofte inddrager man i argumentationen også de lovforberedende dokumenter, hvoraf hensigten med loven fremgår.

Via EU-medlemskabet er man i de engelske retssale blevet påvirket af denne kontinentale stil og er begyndt i højere grad at anvende specifikke love i sin argumentation særligt hvad angår fællesskabsretten. Men anvendelsen af lovforberedende arbejder er stadig fuldstændig utænkelig.

Opfattelsen er nemlig, at britiske dommere skal forholde sig til lovens ord. Ikke til, hvad politikere måtte have tænkt og haft til hensigt med den pågældende lov. Dette ligger uden for politikernes område, og betragtes som en sammenblanding af den lovgivende og den dømmende magt.

Briternes møde med fællesskabsretten
Inden for det europæiske fællesskab er EU-domstolens formål at sørge for en ensartet tolkning af fællesskabets regler. Domstolen selv kan ikke rejse sag mod medlemsstaterne, men kan bliver spurgt til råds af de nationale domstole i forbindelse med tvivl om fortolkningen af fællesskabsretten i forhold til national lovgivning.

På den måde får EU-domstolen karakter af en forfatningsdomstol, der beskytter Lissabon-traktaten mod modstridende national lovgivning og tolker til fordel for Lissabons formål, som er en stadig mere snæver union.

Da der ikke eksisterer en egentlig forfatning i Storbritannien, er der heller ikke noget behov for en domstol til at beskytte den mod en eventuel forfatningsstridende lovgivning. Og briternes kendskab til en forfatningsdomstol er derfor begrænset.

Det er netop en af grundstenene i den britiske demokratiopfattelse, at det folkevalgte parlaments lovgivning aldrig må kunne indskrænkes af en gruppe ikke-folkevalgte dommere. I Storbritannien er der således – akkurat som i Danmark – ingen over parlamentet. Suveræniteten ligger ubestridt hos den folkevalgte forsamling. EU-domstolens stil er derfor svær at sluge for briterne.

Havde man kigget i krystal kuglen allerede i 1964, da der blev stillet spørgsmål om EU-domstolen og dens magtbeføjelser i den siden så berømte Costa mod Enel-sag, kunne man sandsynligvis have forudset, at britisk tiltrædelse i det europæiske samarbejde ikke ville blive problemfrit. I sagen afgjorde domstolen nemlig, at det ved uoverensstemmelse mellem national lov og fællesskabslov altid er EU-loven, der gælder. Et princip der også kaldes forrang.

Det er muligt, at briterne har været fokuseret på de økonomiske fordele ved EU-medlemskabet, da man søgte om optagelse, og således i første omgang har overset de retlige uoverensstemmelser. At der på dette område var problemer, kom imidlertid til at stå sort på hvidt i 1990. Her blev Storbritannien for første gang direkte underkendt af domstolen i den såkaldte Factortame-sag, der handlede om indregistrering af skibe med et flertal af ikke-britiske besætningsmedlemmer. Domstolen dømte til fordel for fællesskabsretten og gentog dermed endnu engang gentog princippet om forrang.

At en dømmende institution kunne modsige og begrænse parlamentet, var man ikke vant til i Storbritannien. Og at institutionen så ikke engang var britisk, kunne kun opfattes som et tab af suverænitet.

Godter til EU-skeptiske partier
Problemet er imidlertid ikke kun de friheder EU-domstolen tager sig, men også de områder, hvorpå den tager dem. Med domme som Metock-dommen fra 2008 og Zambrano fra 2011, er EU-domstolen pludselig kommet til at udgøre en dimension i den nationale indvandringsdebat. En debat, der også kommer til at fylde meget i den igangværende valgkamp.

Resultatet af Metock-dommen var et chok for mange. Den giver personer fra tredjeverdenslande, som er gift med en vandrende arbejdstager, ret til opholdstilladelse i unionen. Uanset hvordan de måtte være kommet til EU i første omgang. Med andre ord, personer, der illegalt er kommet ind i EU og på den baggrund er blevet udvist af medlemsstaten, kan få opholdstilladelse, hvis deres ægtefælle gør brug af den fri bevægelighed.

Det skabte stor frygt for flere tilfælde af pro forma ægteskaber, og satte ild under indvandrerdebatten, der med dommen ikke længere udelukkende var et nationalt spørgsmål.

I 2011 gjaldt det Zambrano-dommen, som handlede om en colombiansk arbejdstagers ret til belgisk understøttelse i forbindelse med ledighed. Her dømte domstolen til fordel for familien, hvor børnene var født i Belgien og dermed var blevet belgiske statsborgere. Domstolen vurderede således, at forældrene, der ellers ikke havde fået opholdstilladelse, havde nogle afledte rettigheder i kraft af deres børns unionsborgerskab.

Ud fra et rent menneskeligt synspunkt kan retten til at praktisere familielivet for vandrende arbejdstagere synes rimelig nok. Men for det EU- og indvandrekritiske parti UKIP er domme som disse det rene guf i valgkampen. Lige såvel som debatten om socialydelser. Her har Cameron dog selv lovet at sætte ind og forsøge at mindske indvandringen fra EU-landene.

Den interne unions indvandring er nemlig også gået hen og er blevet et centralt emne i den britiske valgkamp, grundet netop unionsborgernes ret til sociale ydelser. Cameron har spillet ud med et fireårigt optjeningsprincip, men noget egentligt loft over indvandringen fra EU-lande vil han ikke få lov at sætte.

For lige så faste som de britiske traditioner står, lige så fast står det, at den frie bevægelighed aldrig kan forringes.

Kirsten Glennung er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Chris Kealy