Hvis briterne skal vælge mellem et tysk Europa og intet Europa, vælger de det sidste

2017-06-30T10:07:52+00:00 Af |Interview, Tema: Brexit?|

Den tyske Europa-ekspert Ulrike Guérot ser ikke voldsomme praktiske følger af en Brexit. Men scenariet om, at unionen er noget, man kan melde sig ind og ud af efter forgodtbefindende, svækker Europa globalt. Samtidig viser udviklingen, at EU har demokratiske mangler.

16.06.2016 | TEMA: BREXIT? | De europæiske nationalstater er chanceløse hver for sig. Men Europa er ikke bare i krise, Europa er i permanent krise. En systemisk krise, hvor det er lige så absurd at ønske “mere Europa” som blot at lappe lidt på EU.

De britiske ønsker om at give hele projektet farvelfingeren og håbe på det bedste er derfor umiddelbart forståelige, mener den toneangivende politologiprofessor Ulrike Guérot, der netop er tiltrådt som leder af Afdeling for Europapolitik og Demokratiforskning ved det østrigske Donau-Universität i Krems.

“Men Brexit er en tvivlsom vej at gå for Storbritannien, både på kort og lang sigt. Kortsigtet vil det give noget uro og hæmme eksport og vækst en smule. Langsigtet stilles briterne nogle forrykte løfter i udsigt,” siger hun til Magasinet Europa.

“Visse britiske fantasier om med vidtførende dereguleringer at gøre Storbritannien til en slags offshore Singapore, et flydende finansmarked, som kan være ligeglad med resten af Europa, er ren fantasteri. Alene forsøget vil ramme netop den arbejder- og middelklasse, som med helt andre motiver især står bag Brexit-ønskerne.”

Spild af energi?
På den lidt længere bane ser mange kommentatorer sort på følgerne af en Brexit med usikre markeder og handelshindringer, der især vil ramme briterne selv, men også eksportnationer som Tyskland og Danmark.

Men for det første vil de tekniske reguleringer og forhandlinger af toldunioner og frihandelsaftaler i sig selv tage flere år, pointerer Guérot. For det andet ønsker de fleste briter at bibeholde langt de fleste regler og ordninger fra det nuværende indre marked – for eksempel i form af 27 bilaterale kontrakter med de tilbageværende EU-lande eller den norske model med at købe sig adgang til EØS. Derfor vil reelle effekter forblive begrænsede, mener Guérot.

“Meget vil blive ved det gamle, og Brexit vil på det praktiske plan måske vise sig som spild af energi. Den allerstørste effekt ser jeg derimod i de symbolske følger. Der er kun omkring 50 procent opbakning til EU-projektet på europæisk plan. Derfor er det meget muligt, at andre lande som for eksempel Tjekkiet og Danmark og måske endda også Frankrig efter en Brexit vil kræve en lignende folkeafstemning og udløse en dominoeffekt,” siger Ulrike Guérot.

“Signalet til hele verden bliver, at unionen er noget, man kan melde sig ind og ud af efter forgodtbefindende. Det svækker legitimiteten globalt og kan i sig selv give de opløsende centrifugalkræfter i Europa ny kraft.”

Nej til tysk Europa
Set fra fastlandet vil EU ved et Brexit lide et stort politisk tab, mener Guérot:

“Storbritannien har altid afbalanceret EU-debatterne med deres liberale tilgang og økonomiske principper. Men man skal ikke underkende, at Storbritannien aldrig har følt sig helt hjemme i EU.”

Som en ø med en stærk imperialhistorie har Storbritannien udviklet en helt anden pragmatisk og økonomisk rettet fortælling om det europæiske samarbejde end lande som Tyskland og Frankrig. Storbritannien har aldrig haft den patosfyldte “EU eller krig”-tankegang, som for eksempel ligger dybt forankret i den tyske EU- og selvforståelse.

“Det sidste årti har Tyskland indtaget en økonomisk lederrolle i EU. Denne hegemoniale tyske position har briterne åbenlyst reageret negativt på. ‘Jamen, vi har jo befriet det her land fra sig selv for et par generationer siden, og så kommer de og leger unionens lærermester.’ Hvis de skal vælge mellem et tysk Europa og intet Europa, så vælger de helst det sidste.”

Intet marked uden politik
I de mange antieuropæiske strømninger følges Brexit-udviklingen selvsagt tæt som et muligt forbillede. Heri ligger blandt andet drømmen om selv at komme ud af EU’s politiske spændetrøje med flere forbehold eller ligefrem en EU-exit – men uden at opgive de økonomiske fordele i det indre marked. Det mestrer Norge og Schweiz jo også, lyder et argument. Denne “naivitet” giver Ulrike Guérot ikke meget for.

“Det kræver norsk olie eller schweizisk investment banking, der jo er en del af deres forretningsmodel – i øvrigt modeller, der står for fald. Desuden sidder nordmændene og schweizerne med i måske 90 procent det samlede europæiske system for det indre marked uden at have nogen form for medbestemmelse. Hvis det er det, EU-skeptikerne i lande som for eksempel Danmark ønsker sig, så gerne for mig. Men det er netop en afgivelse af suverænitet,” siger den tyske professor.

Denne model, der kun tager hensyn til økonomi og arbejdsmarked, er heller ikke bæredygtig for selve unionen.

“Ideen om, at man kan skabe et fælles indre marked, men ikke vil gå med ad den politiske vej, er direkte dum. Alle, der har læst deres idé- og statshistorie fra Platon og frem, ved, at arbejdsmarked, marked og stat hører sammen. Vi vil netop ikke bare regeres af markedet.”

Suverænitetssvigt
I Ulrike Guérots øjne er det omvendt derfor også dårligt tænkt, når EU-fortalere siger, at vi kunne skabe et langt stærkere og mere velfungerende EU, hvis nationalstaterne bare var villige til at afgive mere suverænitet.

“Her fejler det nuværende EU på det groveste. For borgernes afgivelse af suverænitet til en regering skal altid foregå sådan, at vi ikke bare regeres af den, men at den samtidig underligger en parlamentarisk kontrol. I EU sidder vi med et parlament uden initiativret, der er ingen regering, men kun en kommission, der ikke kan fravælges osv. osv.,” siger Ulrige Guérot.

Institutionslogik uden politik
“Borgerne sidder altså ikke længere med suveræniteten i EU. Det er hele Brexit-debatten også et udtryk for. Denne mangel på demokrati grunder i, at Maastricht-traktaten lovede, at vi skulle være en borger- og statsunion. Men vi er i praksis kun en statsunion. Borgerne kan ikke sætte sig imod selv store beslutninger, de kan ikke fravælge deres regering ved næste valg,” siger politologen.

“På europæisk plan har vi desuden fastlagt vores økonomiske politik forfatningsmæssigt, hvormed det forhandles på retsligt niveau. Det europæiske system fungerer i en institutionslogik, hvor vi groft sagt har mistet det politiske – kampen, argumenterne, debatterne, beslutningerne – og det gøres der med rette oprør mod.”

Europæisk regering
Ved denne fundamentalkritik af det nuværende EU sætter Ulrike Guérot ind med sit både radikale og – indrømmer hun – måske utopiske projekt: Den Europæiske Republik, som hun skitserer i sin nyeste bog. I denne postnationale republik skal Europa bestå af et netværk af regioner med delvist selvstyre, mens den decentrale europæiske republik skal forsynes med en europæisk kongres, en direkte valgt præsident og omformning af EU-kommissionen til en rigtig regering.

Men det lugter vel for alvor af en uønsket suverænitetsafgivelse?

“Nationalstater er jo ikke suveræne. Det er borgerne, som uddelegerer suverænitet, og den kan de lige så godt afgive på europæisk plan. Ja, det har lange udsigter – min utopi stiler mod 2045 – men visionen er skabelsen af et europæisk demokrati og en republikansk frihed, hvor alle har samme muligheder. Det forudsætter blandt andet, at vi uddanner og trækker de laveste lag med op og sørger for alles politiske deltagelse. Vi skal atter have blik for det fælles gode, som res publica betyder, og ikke kun fokusere på markedet, som i det nuværende EU lader det politiske gå til grunde.”

Nye fløje
En anden linje i det britiske EU-opgør ser Ulrike Guérot i tidens hang til at affeje oprør som dum populisme, hvormed oprøret mod etablissementet styrkes yderligere. Ikke bare i Tyskland, men i en lang række europæiske lande reagerer store koalitioner og midtersøgende, EU-venlige  regeringer, der vil holde fløjene stangen. Set fra fløjenes side kommer det dermed til at se mere og mere ud som om regeringspartierne har allieret sig med den alternativløse, økonomisk dikterede europæiske politik og undertrykker al kritik.

“Vi oplever mange steder, at oppositionen går helt ud på de politiske fløje, for eksempel i Østrig, hvor midten var helt væk ved det nylige præsidentvalg. Det er straffen for, at den politiske midte ikke mere vil bedrive det politiske spil,” mener Ulrike Guérot.

Affejning af det fremmedfjendske
“Man skal ikke glemme: Alle de populistiske strømninger har mindst to ben, nemlig anti-Europa og anti-indvandring – selv i tyske AfD har man måttet indse det, selvom man først prøvede sig som rent euro-kritisk parti. Dertil kommer ofte – også for USA’s vedkommende – et tredje ben, nemlig anti-etablissement-argumentet: eliterne har forrådt landet, de har ikke har taget sig af globaliseringsofrene og gjort alt for mange til systemtabere,” siger den tyske professor.

“Man her skal man dæleme passe på. Fremmedhad og racisme er selvfølgelig altid uacceptabelt. Men alt for ofte peger vi fingre uden at spørge, hvorfor det, som vi blankt afviser som “populistiske strømninger” har nået 20-30 procent i så mange lande. Det ligger i høj grad også i, at vi ikke formår at skelne mellem de tre ben. Når kloge tænkere som Jürgen Habermas kritiserer euro-konstruktionen, så roser vi dem. Når Marine Le Pen stiller sig op på en talerstol og siger det samme, så fordømmer vi hende som ren populist, selvom hun i dette argument grundlæggende har ret. Vi tager det fremmedfjendske som anledning til den blanke afvisning, og det virker selvforstærkende. Også i Brexit, hvor millioner af briter føler sig affejet i deres ganske rimelige kritik, som burde optages og diskuteres – ikke udgrænses.”

Trump og protektionisme
Trods sin harske kritik ser Ulrike Guérot ikke nogen løsning i en renationalisering. Heller ikke for briterne, som næppe vil finde nogle oplagte partnere i de uoverskuelige geopolitiske spil efter den bipolare verdensordens opløsning. Men ville en stærkere binding til USA ikke være åbenlys for det gamle imperium?

“Hvis det er Trump-USA, de vil binde sig til, så god fornøjelse,” siger Ulrike Guérot med alvor i stemmen.

“Han har succes med at plædere for en hidtil uhørt protektionisme, han er mod TTIP for at beskytte den amerikanske industri, han er mod den finansliberalisme, som Storbritannien drømmer om.”

Rusland som ny trussel
Sikkerhedsmæssigt kan Europa også kun klare sig ved at stå sammen, mener den tyske politolog, der delvist har franske rødder.

“Rusland er blevet en ny ubekendt faktor, som griber lammende ind i Europa med meget intelligente midler. Vi står med helt nye udfordringer i Nordafrika, i Mellemøsten og med ISIS,” siger Ulrike Guérot.

“Drivkræfterne og dynamikkerne er helt nye i forhold til vores klassiske begreber om stater og krig og fred. Der sker en voldsom erosion, hvor den konceptuelle klarhed omkring den geostrategiske og sikkerhedsmæssige orden helt udviskes. Her er det meget tvivlsomt, om enkelte nationalstater – selv dem på størrelse med Storbritannien – stadig kan være en afgørende faktor i en ny stabilisering.”

Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist, bosat i Berlin.

Ulrike Guerot har netop udgivet bogen “Warum Europa eine Republik werden muss. Eine politische Utopie”, Dietz Verlag, 308 sider, 18,00 euro.

Læs mere om Ulrike Guérots Europæiske Republik her .

Foto af Ulrike Guérot i artiklens top: Copyright Butzmann.