Labour-formand Jeremy Corbyn holder sig foreløbig på posten trods massiv kritik af hans manglende engagement i kampen for, at Storbritannien skulle blive i EU. Det er dog svært at se den venstreorienterede partileder være en samlende kraft på et tidspunkt, hvor Labours vælgerkorps og medlemskare nærmest er delt i tre.

Analyse af Anna Damgaard Nissen

04.07.2016 | TEMA: BREXIT? | Der hersker politisk kaos i Storbritannien efter at vælgerne den 23. juni stemte ”nej” til EU. Men selvom regeringspartiet De Konservative trækker de største overskrifter, er det oppositionen, nærmere betegnet arbejderpartiet Labour, der oplever den største krise. Partiets leder, Jeremy Corbyn, er blevet undsagt af sine partifæller i parlamentet, og skønt han fortsat møder opbakning i baglandet, er det svært at se en fremtid med Corbyn som leder af Labour.

Selvom Corbyn op til afstemningen talte for et “Remain”, har han fået en stor del af skylden for nederlaget ved folkeafstemningen. Mange mener, at Corbyn udviste utilstrækkeligt lederskab under folkeafstemningen – en måske ikke helt forkert anklage, resultatet taget i betragtning. Flere opinionsundersøgelser viser, at vælgerne ikke vidste, om Labour var for eller imod EU, og selvom et stort flertal af partiets parlamentsmedlemmer støttede ”Remain” kampagnen, var Corbyns egen indsats ikke udpræget offensiv.

Manglende engagement
Partifællen Phil Wilson har anklaget Corbyn for kun delvis at have ønsket at forblive i EU. Corbyn har ikke påtaget sig et ledende ansvar for at overbevise partiets vælgere om vigtigheden af at stemme ja til EU, og hvis han havde fulgt sit hjerte, havde han muligvis selv stemt nej. Hans støtte til Remain-kampagnen indeholdt flere tvivlsspørgsmål, og hans manglende engagement menes at have saboteret EU-tilhængernes kampagne.

Det er muligt, at Corbyn hele tiden har været skeptisk over for EU. Dilemmaet har så været, at han på sin vej til magten hovedsageligt har hentet sine støtter fra den yderste del af Labours venstrefløj, blandt græsrodsbevægelser og især den unge del af befolkningen. Og da næsten 75 procent af de unge mellem 18 og 24 stemte ja til EU, har Corbyn personligt befundet sig i en situation, hvor det var nødvendigt for ham at bide tænderne alvorligt sammen, mens han støttede en konservativt domineret Remain-kampagne.

Et svagt lederskab
Ifølge Robin Pettitt, professor med speciale i Labour-politik ved Kingston University i London, har Corbyn været trængt op i en krog.

Da han sidste år blev valgt som formand, repræsenterede han den yderste venstrefløj af et ellers bredt og vidtfavnende parti – som kan sammenlignes med, at man i Danmark havde ét parti, der dækkede hele venstrefløjen fra Enhedslisten til Det Radikale Venstre. Corbyns formandskab i Labour ville svare til at gøre Enhedslistens Pernille Skipper til formand for Socialdemokraterne. Men Corbyn er som udgangspunkt ikke en midtsøgende politiker, så det har vist sig at være en håbløs opgave at skulle samle et parti, som i forvejen var dybt splittet.

Med en svag ledelse i ”Remain” fremstod ”Leave”-kampagnen i sammenligning meget mere forenet under valgkampen. Selvom mange på nej-fløjen havde et problem med Nigel Farage fra det højrepopulistiske Ukip som en af de fremtrædende skikkelser, virkede det stadig som om, at de havde samling på tropperne.

Labours fremtid
Tilbage står spørgsmålet om Labours – og Corbyns – fremtid i britisk politik.

Umiddelbart er der ingen arvtager til formandsposten, og generelt er partiet i dyb krise, eftersom det har mistet forbindelsen til en stor del af deres vælgere, som – på samme måde som i Danmark – i stigende grad søger over mod højrenationale partier som Ukip.

Labours vælgerkorps og medlemskare er delt i tre. En stor gruppe udgøres af dem, der er økonomisk venstreorienterede, men stærkt højreorienteret når det kommer til indvandrespørgsmålet. En anden gruppe er dem, som er venstreorienterede både socialt og økonomisk, og som typisk er dem, der støtter op om Corbyn. Og så har man også parlamentsmedlemmerne og andre i samme socialklasse, som er mere kosmopolitiske i deres tilgang til problemstillingerne.

Det er svært at se, hvordan de tre fløje skal blive forenet, og det kommer til at tage mange år før Labour igen kan blive en stærk politisk magtfaktor.

Dog ingen opsplitning
Ifølge Robin Pettitt er en opsplitning af Labour ikke usandsynligt. Problemet er dog, at Storbritannien, modsat Danmark, har flertalsvalg i enkeltmandskredse. Storbritannien er delt op i 646 valgkredse og kun ét parlamentsmedlem bliver valgt ind per valgkreds. Det betyder at den person, som får flest stemmer i en valgkreds, bliver valgt ind i parlamentet. Alle andre stemmer er spildte.

Dette system giver en uforholdsmæssig stor magt til de to største partier, Labour og De Konservative. Men netop derfor vil en splittelse og opdeling gøre de nye partier, der måtte udspringe af Labour, langt mere sårbare, end tilfældet ville være i et valgsystem som det danske.

Labour har tidligere haft perioder på 15 og 18 år uden regeringsmagt. Det er ikke usandsynligt, at partiet står over for en lang periode uden magt. Nogle spår, at man skal helt frem til parlamentsvalget 2030, før partiet er på fode igen.

Men som den seneste tid har vist, er intet sikkert i britisk politik. Meget kan ske på kort tid, og fem minutter kan pludselig føles som en evighed.

Anna Damgaard Nissen er freelance journalist bosat i London og arbejder desuden for den britiske organisation Compas.

Foto i artiklens top: Dominic Lipinski/AP/Polfoto