Imperialistiske tømmermænd og en opfattelse af, at Europa begynder på den anden side af Den Engelske Kanal har siden 1973 udfordret briternes EU-engagement.

Baggrund af Nikita Bertram Selvig

12.06.2016 | TEMA: BREXIT? | Kun én gang tidligere er det sket, at et medlemsland har forladt det europæiske samarbejde. Det skete i 1985, da Grønland efter en folkeafstemning besluttede at forlade det daværende EF. Storbritannien blev medlem samme år som Grønland, i 1973, og næsten kontinuerligt siden har EU-medlemskabet været til debat. I januar 2013 lovede den britiske premierminister David Cameron så briterne, at såfremt han blev genvalgt, så skulle befolkningen stemme om det fortsatte EU-medlemskab. Nu bliver løftet holdt, og briterne går til folkeafstemning den 23. juni.

Egentlig var det det EU-skeptiske parti UKIP’s store popularitet samt pres internt i det konservative parti, der nødvendiggjorde, at Cameron smed EU-medlemskabet ind i det politiske spil. Men eftersom diskussionen har fundet sted gennem årtier, er det nærliggende at tro, at debatten handler om mere end blot national politik. Det handler snarere om den britiske selvopfattelse og –forståelse: Hvad det vil sige at være britisk og at være i et europæisk samarbejde.

Det britiske imperium og storstatsvanvid
Det britiske imperium tog form fra midten af 1500-tallet og varede til Anden Verdenskrig, hvorefter verdens kolonier gradvist blev afviklet. Imperiet omfattede i 1920 knap en fjerdedel af jordens befolkning og landmasse, og gjorde dermed Storbritannien til den største europæiske kolonimagt. I kontrast hertil råder Storbritannien i dag over et areal, som kan være fem gange inde i Frankrig.

Størrelsen af det britiske imperium har historisk været bestemmende for Storbritanniens magtposition i verden, og har samtidig været definerende for den kulturelle og nationale selvforståelse. Der hersker således en national opfattelse af, at Storbritannien, som navnet antyder, er en stor og central nation, der agerer og leder på verdensscenen i kraft af sine Commonwealth-relationer og den særlige relation til USA. Trods det faktum, at imperiet for længst er opløst, og verdens magtrelationer har ændret sig betydeligt.

Den imperiale fortid har samtidig skabt en opfattelse af national overlegenhed, og for det britiske folk er parlamentarisk suverænitet således altafgørende, mens yderligere EU-integration er problematisk. Derfor er briternes forhold til EU også kendetegnet ved en suverænitetsbaseret euroskepsis. Hér betyder frygten for tab af national identitet og frygten for, at EU skal underminere nationalstaten, at Storbritannien stiller en lang række krav til EU-samarbejdet.

Denne opfattelse af national overlegenhed resulterer ydermere i en adfærd karakteriseret som ”storstatsvanvid”. Storstatsvanviddet kommer til udtryk ved, at landets politikere – fejlagtigt – tror, at de kan forme det europæiske projekt i den retning, de selv ønsker det. Samtidig med, at Storbritannien er det medlemsland med flest forbehold, og nok det land, som flest gange har været i konflikt med EU’s politik.

Her kan nævnes Storbritanniens undladelse af at underskrive det Sociale Charter i 1989, den sene optagelse i Exchange Rate Mechanism (ERM) i 1990 og exit fra selvsamme blot to år senere samt Storbritanniens veto i december 2011 mod en ændring af EU-traktaten, som ellers havde til formål at forhindre en ny europæisk gældskrise. Dette resulterede året efter i finanspagten mellem eurolandene og otte øvrige EU-lande, herunder Danmark. Sammen med Tjekkiet var Storbritannien det eneste udenforstående land og ved underskrivelsen af pagten, udtalte Cameron:

”Storbritannien er ikke en del af den her aftale. Vi skriver den ikke under, vi ratificerer den ikke, og den får absolut ingen indflydelse på os.”

Klar tale fra en britisk premierminister, som tydeligvis ikke vil underkaste sig det europæiske fællesskab uden videre.

Storbritannien vs. kontinentet
Selvom briterne agerer, som var de stadig en stormagt, så plages de på samme tid af en identitetskrise. Med imperiets fald forsvandt det definerende, og ifølge forskere har landet haft svært ved at finde en erstatning for dette tomrum. Den hollandske professor, Menno Spiering, skrev i 2004, at ”degraderingen fra verdensmagt til middelrangerende, europæisk stat efterlod briterne desorienterede og rådvilde med hensyn til, hvem de virkelig var”.

Briterne har imidlertid altid vidst, hvad de ikke var, nemlig europæere. I 1930 skrev Winston Churchill: ”Vi er med Europa, men vi er ikke en del af Europa”. Og selvom der er gået 85 år, indfanger citatet stadig den britiske forståelse af landets placering i Europa og i det europæiske fællesskab.

En Eurobarometer-undersøgelse fra 2003 viste således, at 64 pct. af de adspurgte briter udelukkende følte sig britiske, mens kun 24 pct. følte sig både britiske og europæiske. I 2014 var tallene gået lidt frem, så 33 pct. af de adspurgte følte sig både britiske og europæiske, mens 58 pct. udelukkende følte sig britiske. Trods fremgangen er briterne dog stadig den befolkning i EU, hvor flest føler sig udelukkende nationale.

Kanalen skiller
En forklaring på denne opfattelse er de geografiske realiteter, hvor Den Engelske Kanal adskiller landet fra resten af det europæiske kontinent. For briterne begynder Europa således på den anden side af Den Engelske Kanal, og de er dermed ikke en del af kontinentet. Denne forståelse afspejler sig i sproget, hvor begrebet ”Europe” og ”European” siden det 16. århundrede har været synonym for henholdsvis landene på kontinentet og deres befolkninger. Der er altså en klar opdeling af ”os” og ”de andre” i den britiske bevidsthed.

At definere sig i kontrast til de øvrige europæiske nationer er imidlertid forventeligt, argumenterer professor Spirering. På denne måde bevarer befolkningen nemlig det eksisterende narrativ om briterne som noget særligt og anderledes end de øvrige europæiske befolkningsgrupper.

Mere praktisk end følelsesladet
”Forholdet til Europa har altid været et giftigt emne i britisk politik, og det har skabt konflikter som få andre emner,” sagde professor Vernon Bogdanor fra King’s College i London ved en forelæsning tilbage i 2013. Han argumenterede for, at denne opdeling i ”os” og ”dem” er centralt for at forstå briternes forhold til EU og det øvrige Europa:

”Det fundamentale spørgsmål er: Er Storbritannien en del af Europa? Geografisk er svaret selvfølgelig ’ja’, men hvad er det politiske svar? For en god del af britisk historie er svaret ’nej’.”

Især tiden omkring Anden Verdenskrig har cementeret denne opfattelse, anførte Bogdanor. Krigen viste nemlig, at Storbritannien ikke stod og faldt med kontinentets øvrige nationer. Tværtimod betød kanalen, at tropperne kunne trække sig tilbage og komme sig – selv efter militærnederlag.

Afslutningen på krigen, hvor briterne blev sejrsherrer sammen med amerikanerne, bevirkede ligeledes, at Storbritannien drog en anden konklusion end de øvrige nationer: Snarere end at udstille nationens svaghed og behovet for overnationalt samarbejde, havde krigen vist den britiske patriotismes styrke og overlegenhed, og der var bred enighed om, at den skulle bevares.

Derfor har briterne heller ikke følt det samme behov for at være en del af samarbejdet i EU. Fra Storbritannien blev EU-samarbejdet betragtet som et tiltag, der var forbeholdt kontinentets nationer, som havde bekriget hinanden så ofte igennem historien. Og som nu havde tabt verdenskrigen og havde behov for genopbygning.

Mere praktisk end følelsesladet
Da Storbritannien første gang søgte om EU-medlemskab i 1961, og igen i 1967, blev det således fra flere sider forklaret som en nødvendighed og et ”fornuftspartnerskab” fra briternes side snarere end et oprigtig ønske om at indgå i det europæiske værdifællesskab. Og selv i dag beskriver David Cameron den britiske tilgang til EU som mere ”praktisk end følelsesladet”, netop fordi, at man er en ”ø-nation: uafhængig, oprigtig og lidenskabelig i forsvaret af vores suverænitet”. Man har således stadig ikke rigtig brug for EU, synes opfattelsen at være.

”Måske er det Storbritanniens ø-mentalitet kombineret med imperialistiske tømmermænd, der er på spil. Storbritannien er vant til at give ordre. Ikke til at tage imod,” skrev BBC-journalisten Sam Wilson for et år siden, da han skulle beskrive det lange og stenbelagte forhold mellem EU og Storbritannien. Og han har med stor sandsynlighed ret.

Nikita Bertram Selvig er politisk redaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Edis08 edis08