Britisk storstatsvanvid i en krisetid

2014-10-22T21:59:37+00:00 Af |Analyse|

Storstatsvanvid er ikke en lidelse man får fra den ene dag til den anden. Den er tværtimod historisk betinget, hvorfor inkubationstiden kan være op til flere hundrede år. Men hvilken betydning har det for briternes forhold til EU i dag?  

29.08.2012 | BRITISK IDENTITET | Den tyske forbundskansler Angela Merkel presser nu åbenlyst på for at få et konvent om en ny EU-traktat allerede til december i år. Dette sker på trods af stor opposition fra en række medlemslande, herunder primært Storbritannien. Der er således lagt i kakkelovnen til et snarligt europæisk opgør af historiske dimensioner. Europa er imidlertid i stigende grad differentieret, og ingen er i tvivl om, at Tyskland som primus motor i eurozonen repræsenterer ”kern-Europa”, mens briterne med deres mange forbehold efterhånden har degraderet sig selv til periferien. Briterne tror imidlertid stadig, at de har en chance for at vende det europæiske projekt i den retning, de selv ønsker det. En indbildning der åbenlyst er et symptom på det historisk betingede storstatsvanvid briterne lider under.

Hvad kendetegner britisk storstatsvanvid?
I briternes tilfælde har tidligere tiders velmagtsdage formenligt været den umiddelbare smittekilde. Som tidligere imperialmagt med kolonier over store dele af verden kan det være vanskeligt at stille sig tilfredse med kun at styre en ø, hvis areal kan være fem gange inde i Frankrig. Den britiske mentalitet og selvforståelse i dag er derfor et tydeligt symptom. For eksempel er der stadig noget imperialmagt over den britiske mentalitet, der, som de selv udtrykker det, ikke er ”little Europeanist”. Den dominerende opfattelse er endvidere, at Storbritannien, som navnet antyder, er en stor og stolt nation, der agerer og leder på verdensscenen i kraft af sine Commonwealth-relationer og det særlige forhold til USA. Sidstnævnte er et forhold, der er blevet plejet omhyggeligt siden afslutningen på de to verdenskrige og har gjort supermagten til en vigtig alliancepartner for briterne – uden tvivl et selskab de føler sig hjemme i.

Et andet centralt aspekt af den britiske selvforståelse, der ifølge dem selv adskiller dem afgørende fra Europa, er deres kontinuerlige historiske udvikling mod et liberalt og demokratisk samfund. Denne udvikling er direkte manifesteret i det britiske parlament, der har opnået en helt særlig stilling som overlegent konstitutionelt princip under sloganet the rule of law. En demokratiforståelse, der står i kontrast til den, man finder i store dele af Europa, hvor parlamentet blot er én central instans blandt andre i den konstitutionelle konstruktion (f.eks. domstole og præsidentembede).

Ligeså interessant er det, at parlamentet som demokratisk instans kædes direkte sammen med nationens suverænitet i Storbritannien. Dette udtrykkes i ideen om ”parlamentarisk suverænitet”, der gennemsyrer nationens selvforståelse som det helt centrale dogme. Denne måde at forstå suverænitet på har helt afgørende konsekvenser for briternes forhold til EU, der som internationalt lovgivningsorgan ikke blot betragtes som en trussel imod det nationale parlament, men i briternes tilfælde også imod nationens suverænitet. Derfor har afgivelse af yderligere beføjelser til EU altid været et meget ømt punkt i Storbritannien, hvor en stor del af det politiske spektrum netop deler denne opfattelse. De mener således, at man skal trække beføjelser tilbage fra EU under sloganet repatriating powers, fordi man for øvrigt er store nok til at klare sig selv.

Medlem med forbehold – og mange af dem
Tydelige symptomer på storstatsvanvid ser man endvidere i relationen til Europa (kontinentet eller fastlandet i britisk forstand), som man af åbenlyse geografiske årsager ikke er en del af. Ambivalensen imod kontinentet skyldes naturligvis, at man har en meget lang historie af konflikt og krige med det. Både franskmænd og tyskere er således vigtige samarbejdspartnere, men samtidig nogle man til stadighed skal forsvare sig imod – en alliance, der i de euroskeptiske britiske medier er kendt under pseudonymet ”Merkozy”. Af den grund har den britiske deltagelse i EU således heller ikke på noget tidspunkt siden briternes optagelse i 1973 været uden diskussion og skepsis, og Storbritannien er blevet den medlemsstat, som har suverænt flest forbehold for EU-samarbejdet.

Man skammer sig imidlertid ikke over at være europamestre i den disciplin, men betragter nærmere sine forbehold som historiske stoltheder, som man ikke uden videre skal give fra sig igen. Helt i tråd med det gamle ordsprog ”kært barn har mange navne”, kendes briterne nu bl.a. som reluctant members og the awkward partner i EU-samarbejdet. En position, de cementerede i december sidste år, da den nuværende premierminister David Cameron nedlagde veto imod Finanspagten og dermed blokerede muligheden for et samarbejde herom under EU-traktaterne.

Samtidig skal det nævnes, at briterne ikke er sene til at udtrykke, hvor afgørende det britiske bidrag har været til det europæiske samarbejde, ligesom man godt kan tage æren for den del af samarbejdet, der flugter med britiske interesser. Som et parlamentsmedlem for nyligt sagde om handel i det indre marked: ”… which was, let us face it, a British invention.”

Bliver kanal-metaforen snart til virkelighed?
For kort at vende tilbage til det europæisk opgør, der er i vente, skal det vise sig interessant at se, hvilken rolle Storbritannien kommer til at spille. Storstatsvanvid har før vist sig at være en udmærket forhandlingsstrategi for briterne, der nærmest er berygtede for at få noget med hjem fra forhandlinger, så som forbehold og rabataftaler mm. Situationen er imidlertid en anden i dag, hvor den europæiske union er midt i en af de største kriser man har set i dens over 50 år lange levetid. Der er ikke blot tale om en krise af økonomisk karakter, men også en eksistentiel krise, der angår selve samarbejdets fundament. Sloganet ”ever-closer Union” er efterhånden kun en beskrivelse, der passer gruppen af kernemedlemmer, som deltager i alle aspekter af samarbejdet og ønsker endnu tættere politisk union.

Der kan således være en reel risiko for, at disse lande ikke længere vil holdes tilbage af briterne og andre medlemsstater, som ikke ønsker at følge med udviklingen i samarbejdet. Finanspagten, der blev indgået med deltagelse af 25 medlemsstater på trods af britisk veto, kunne f.eks. godt tolkes som en indikation herpå. Resultatet af et sådant opgør kan således meget vel være, at visse lande beslutter sig for at arbejde videre uden briterne. Og i en sådan situation er storstatsvanvid yderst risikabelt, fordi lidelsen kan ende med helt at overflødiggøre briterne i det europæisk samarbejde, så der pludselig er andet end åbenlyse geografiske årsager, der adskiller briterne fra resten af Europa. 

Christine Møller Nielsen er stud.scient.pol. ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Foto: Klaus Mortensen