Hvad nu? Det var det gennemgående spørgsmål i London på denne dag, da det stod klart, at et flertal af briterne havde stemt nej til EU.

Klumme af Anna Damgaard Nissen

24.06.2016 | TEMA: BREXIT? | Spørgsmålet melder sig i mit hovedet hvor end, jeg kigger hen: Hvad nu? Som pro-europæer bosat i London er gårsdagens nej til EU det værste, der kunne ske, og dommedagsprofetierne får frit løb.  En polsk veninde ytrer, at hun nu føler sig mindre velkommen, og min første tanke er, om jeg på et tidspunkt skal til at søge om visum for overhovedet at bo herovre.

Jeg kigger rundt i undergrundsbanen. Statistisk set har halvdelen af mine medpassagerer stemt nej til Unionen. Et nej til indvandring, Et nej til mig som europæer i London.

Efter halvanden måneds valgkamp har jeg stadig ikke forstået en brøkdel af argumentet for et nej, og dagen i dag føles ikke som det rigtige tidspunkt til at overbevise folk om det modsatte.  Jeg lukker i stedet øjnene og kommer til at tænke på en episode på en Lidl parkeringsplads for et lille års tid siden, hvor jeg sammen med en tysk kammerat blev verbalt overfaldet og bedt om at ”skride hjem til dér, hvor vi kommer fra” – en lidt mærkelig følelse, når man samtidig stirrede på en brite med posen fyldt med Bratwurst, og man dermed snarere følte, at man befandt sig i en tysk provinsby end i en forstad til London.

Væksten og indvandringen
Der er 30.000 danskere i byen. 300.000 franskmænd og omkring en halv million polakker. Og der er en direkte parallel mellem Storbritanniens økonomiske vækst og den stigende indvandring af især europæisk arbejdskraft. 50 procent af den britiske eksport går til EU, og Londons position som finanscenter er bygget op omkring placeringen i EU og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Forude venter nu et år eller mere med hårde politiske forhandlinger. Tyskerne er i chok, og franskmændene vil ikke lade Storbritannien slippe godt fra et “Brexit”. Skotland har proklameret forberedelserne til en kommende selvstændighedsafstemning, så de kan slippe ud af Storbritannien. Landet er splittet som aldrig før, og briterne lader på alle fronter til at have skudt sig selv i foden.

Storbritannien kan forlade EU, men de kan ikke forlade Europa
Det går forhåbentlig ikke så slemt, som det bliver tegnet på de sociale medier. Storbritannien kan forlade EU, men de kan ikke forlade Europa.  Storbritanniens økonomi afhænger af at få en fornuftig handelsaftale på plads med EU. Til gængæld vil Tyskland og Frankrig forlange en fortsættelse af arbejdskraftens frie bevægelighed. Forhandlingerne vil dermed komme til at tære hårdt på nej-sidens mantra fra ”leave”-kampagnen.

Nej-siden har måske vundet afstemningen men må vågne op, når forhandlingerne går i gang, når økonomien stagnerer og finanscenteret rykker til Frankfurt. På et tidspunkt må den tidligere London-borgmester og nej-fortaler Boris Johnson (billedet) indse, at man ikke kan blæse og have mel i munden på samme tid. Og at man ved at isolere sig selv er tvunget til at give afkald på alle de goder, som det giver at være del af fællesskabet.

Anna Damgaard Nissen er freelance journalist bosat i London og arbejder desuden for den britiske organisation Compas.

Foto i artiklens top: Mary Turner/AP/Polfoto