Barcelona brænder – igen. En hadprædikant fra provinsen skal ind og afsone en dom. Det er en kærkommen anledning til gang i gaden sydpå og ignorant moraliseren nordpå.
Kommentar af Sara Høyrup
Lokalnationalismen nyder sin smalle sejr ved regionsvalget med den ultralave deltagelse. Nu skal vi alle sammen nok engang mærke, hvem det er, der bestemmer i det tusindårige rige Catalonien: Det gør gadens sortklædte parlament hånd i hånd med et establishment af nøjagtigt samme nationalpolitiske observans.
Hvem mon har organiseret dagens 107 demonstrationer for “frihed til Hasél”, som helt sikkert ikke bliver fredelige? Politiforeningen Politeia vurderer, at regionens politikere står bag opfordringen til at stimle sammen i strid med alle pandemirestriktioner.
Når godheden står vagt
Den internationale godhedsindustri og en velmenende dansk middelklasse klapper urolighederne ind i de pæne stuer. Amnesty International står vagt om retten til at opfordre til terror og helt konkrete attentater på navngivne grupper som fx politifolk og anklagere. Retsstatens personale altså.
Dagbladet Information himler op om, at det “er ikke et demokrati værdigt” at fængsle manden. For rapperen Pablo “Hasél” ytrer sig jo bare, ikke sandt? Faktisk er det hele bare morsomheder fra ynglingens side, hvis man skal tro Amnesty. Den talentsvage “arbejderdreng” fra velhaverfamilien i Lérida/Lleida favnes af den danske selvgodhed, hvor systemtro medier er helt sikre på, at den spanske stat er totalitær, mens den danske stat bare vil os det godt.
Kale borroka
Intimidationens logik hersker på ny i Cataloniens hovedby, som dansken nyder at anvende som festsceneri. Så skidt pyt da med, at millioner af mennesker bor i byen, hvor selv politiet tager flugten, når hele bydele hærges.
Hul i, at politiet har opgivet at sikre den sociale fred uden politikerstøtte og derfor truer med at strejke fra i morgen og lade regionen brænde op. En rystende nyhed, som da vist er gået danske mediers næser helt forbi.
Det, der foregår i Catalonien lige nu, svarer til, at en snotdum islamist i Slagelse igennem år og dag opfordrer til terrorangreb på dansk grund og af og til tager ud og slår lidt på tæven. Når så han omsider skal afsone, går hele hovedstadens segment af vrede brune mænd amok og smadrer alt omkring sig.
Det ville bare aldrig ske. Der er ikke samme opbakning til intimidation som missionsmiddel i muslimske kredse, som der er hos Spaniens lokalnationalismer i Catalonien nu og førhen Baskerlandet.
Kale borroka hedder paraterroren i gaderne siden ETA’s tid. Den er en del af et større trusselsbillede, som knægter andres ytringsfrihed.
Den er dobbeltfascistisk, som den catalansktalende journalist Albert Soler siger, når den gemmer sig bag løse påstande om andre gruppers fascisme og en ond stat til selv at gå grassat med fascistoide metoder. Derfor har en avisredaktion da også været et af angrebsmålene. Husker I RAF? De tyske terrorister hævdede også, at deres modstander – staten – var fascistisk.
Den danske foragt
Den indsigtsløse dækning i Danmark af forhold i Spanien er udtryk for en fuldkommen ubegrundet foragt for syden. En orientalisme vendt på siden. Med den andalusiske radiovært Cabrera Medinas ord bruger vi Spanien som serviceland, men respekterer ikke landet på lige fod, alt EU-samarbejde til trods.
Forleden brillerede det ressourcestærke, licensbetalte DR med nok engang at forveksle Cataloniens regionsflag og løsrivelsesflaget med den revolutionære stjernesymbolik. Fire år efter, at jeg på DR Deadline måtte forklare Enhedslisten udenrigsordfører om forskellen.
Hvor svært kan det være? Hvis danske medier ikke engang kan hitte rede i symbolerne ni år efter løsrivelsesprocessens start – hvad har danske medier så overhovedet at byde på som fortolkere af Catalonien-balladen?
Og interesserer ultranationalismen og sikkerhedstruslen i Catalonien kun i Danmark, når balladen bryder ud i lys lue, og vi kan finde popcornene frem? Er det danske mediers vurdering af deres læsere? Det er i givet fald også en foragt, der driver ned ad væggene.
Fængslet for majestætsfornærmelse?
Og nej, Hasél skal ikke ind og spjælde den for at tale grimt om en afgået konge, som næsten alle er godt træt af, og hvis massive korruption – omsider – er blevet tæt dækket af de spanske medier.
Fængselsdommene hober sig op over rapperens hoved, fordi han har overfaldet en journalist og en forening af anden formening end han. Fed, fed ytringsfrihed dér.
Og afsoningen nu her skyldes, at det er strafbart i Spanien at opildne til terror. Det er vi ret mange spansk bosatte, som sætter pris på. Det er en del af beskyttelsen mod en radikalisering henimod terror, som har mange liv på samvittigheden.
Ville I selv bryde jer om opfordringer til at sprænge Nørreport i luften med jeres kære indeni? Spanien er en gratis omgang i Danmark. Dér kan en tåbelig venstrefløj og et ignorant medielandskab ordentlig give den som helte på sikker afstand.
Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.