Centrum-højre har væltet Italiens røde bastioner

2017-06-30T10:07:34+00:00 Af |Analyse|

Søndagens lokalvalg i Italien resulterede i en klar sejr til centrum-højre-koalitionen anført af Lega Nords Salvini og Forza Italias Berlusconi. Italiens nuværende regeringsparti Partito Democratico er presset fra flere sider, mens Femstjernebevægelsen rykker til højre.

28.06.2017 | ITALIEN |Efter søndagens lokalvalg i Italien, der mange steder har været ramt af voldsom varme og tørke, skal tilhængere af Femstjernebevægelsen og centrum-venstre nok bruge lidt ekstra tid på at tørre sveden væk fra deres pander. Under sejrens svalende parasol kan Lega Nords leder Matteo Salvini og Forza Italias frontfigur Silvio Berlusconi (billedet) til gengæld tage plads og notere sig, at de har taget momentum i italiensk politik. I hvert fald for en stund.

Søndagens anden runde af lokalvalg i 111 kommuner inklusive 25 provinshovedsæder har efterladt et indtryk af et Italien, der er på vej mod et højresving. Flere af resultaterne var sågar meget iøjnefaldende, skriver La Repubblica, foruden den lave valgdeltagelse på 60 procent i første valgrunde, og blot 46 procent i anden.

Lav stemmeprocent, men klart resultat
Ud af de 25 provinshovedsæder, hvor de to norditalienske sæder Belluno og Parma blev vundet af uafhængige kandidater, og sicilianske Trapanis resultat blev erklæret ugyldigt grundet for lav stemmeprocent, vandt centrum-højre-koalitionen, bestående af Lega Nord, Forza Italia og det mindre Fratelli d’Italia, 16 ud af de resterende 22 sæder.

Kun seks taburetter blev der altså reserveret til centrum-venstre i denne omgang, hvis hovedparti Partito Democratico (PD) har både den nuværende premierminister, Paolo Gentiloni og forgængeren, den nuværende partiformand Matteo Renzi som hovedaktører. Tilmed erobrede centrum-højre 12 borgmesterposter fra centrum-venstre, hvor det modsatte kun var tilfældet i to byer, Lecce nede ved Italiens støvlehæl, og norditalienske Padova.

”Disse resultater, på trods af, at de er kommet til udtryk fra et begrænset antal vælgere, har stor værdi for centrum-højre og viser vejen fremad,” udtalte Silvio Berlusconi.

”Italienerne beder os om at stå sammen og ændre landet, ligesom de har givet os et mandat til at ændre fremtiden i vores byer.”

”Italiens Stalingrad” og andre røde bastioner falder
Det mest historiske resultat kom sandsynligvis i Sesto San Giovanni, der efter 70 år under venstrefløjens ledelse, og med sine fabrikker og stålindustri i udkanten af Milano har været en sand ’’rød bastion’’, valgte Roberto di Stefano fra Forza Italia som ny borgmester, der kunne erklære, at det var lykkedes centrum-højre at ’’storme Italiens Stalingrad,’’ som Sesto San Giovanni har været kendt som.

Ifølge flere italienske medier var centrum-højres Marco Buccis sejr over centrum-venstres Gianni Crivello i Genova også særligt værd at lægge mærke til. Genova er Italiens sjettestørste by og nåede at være domineret af venstrefløjen i godt fyrre år inden søndagens resultat.

Byen er tilmed Femstjernebevægelsens leder, Beppe Grillos hjemstavn, men bevægelsen havde kun én kandidat med i finalen i de 25 hovedsæder, og måtte også i nordvestitalienske Asti kæmpe forgæves mod centrum-højre.

Tidligere femstjerne er en torn i øjet
Ikke nok med at Femstjernebevægelsen i forvejen var sikret et dårligt lokalvalgresultat med den ringe første runde, blev Parmas borgmester og den tidligere femstjerne Federico Pizzarrotti genvalgt, nu som uafhængig, efter at have slået sin centrum-venstre-modstander Paolo Scarpa. Pizzarrotti forlod Femstjernebevægelsen sidste efterår, efter han var kommet i unåde hos Grillo, der længe har haft en kort lunte over for kritik af sin ledelsesstil, og i særlig grad politikere, der tager af kassen. Pizzarrotti var kortvarigt anklaget for at have fusket med ansættelser på Parmas operahus, men da de senere faldt, gav det ham en mulighed for at smække med døren på vej ud.

Hans sejr kan få flere til at tvivle på Grillos fremfusende karakter, og så tvivl om Femstjernebevægelsens sundhedstilstand i den italienske sommerhede. Flere af de såkaldte dissidenter i bevægelsen, der blandt andet har forsøgt at gå op imod rækken af eksklusioner af parlamentarikere, der kritiserer Grillo, vil se Pizzarrotti som den fjer i hatten, Grillo valgte at puste væk. Og det på et tidspunkt, hvor bevægelsens romerske borgmester, Virginia Raggi er under mistanke for at fifle med ansættelser og lønninger, og i øjeblikket står tilbage med en mere ramponeret dømmekraft, end den, Pizzarrotti var mistænkt for.

Femstjernebevægelsen har længe ligget side om side med PD i de nationale meningsmålinger på omkring 30 procent, hvor Lega Nord og Forza Italia er kommet halsende et godt stykke efter på henholdsvis 13-14 og 12-13 procent. Disse målinger har ikke vist en skrantende støtte til femstjernerne, der også er blevet foretaget i forbindelse med lokalvalgene. Man skal derfor passe på med at tillægge Femstjernebevægelsens dårlige lokalvalg for stor betydning.

Postideologien kan blive for tom
Der er dog en anden mulig trussel. Femstjernebevægelsens ’’golden boy’’ og vicepræsidenten for det ene af det italienske parlaments to kamre, deputeretkammeret, 30-årige Luigi di Maio er ifølge den italienske udgave af Huffington Post blevet gjort til grin på de sociale medier, efter han forleden deltog i programmet Porta a Porta. Her udtalte femstjernernes umiddelbare premierministerkandidat, da Beppe Grillo mere er dukkeføreren bag kulissen, om bevægelsens grundlag:

’’Det er en postideologisk bevægelse,’’ begyndte di Maio, ’’men den bærer flere idéer med sig, der har været hovedpunkter hos partier på både højre- og venstrefløjen, værdier, som er en del af os alle. Nogle tager værdier med sig fra Berlinguer, andre fra Almirante, og andre fra det kristendemokratiske parti,’’ sagde han.

Det lykkedes med andre ord Luigi di Maio at hidkalde sig åndelige forbilleder fra næsten hele det politiske spektrum i efterkrigstidens Italien.

Hvor det kristendemokratiske parti var det bærende fundament i efterkrigstidens Italien, inden det blev offer for egne korruptionsskandaler i starten af 1990’erne, var Enrico Berlinguer leder af det italienske kommunistparti fra 1972-84, og Giorgio Almirante grundlægger af det nyfascistiske parti Movimente Sociale Italiano. Selvom den mere moderate Berlinguer hverken gik rundt med hammer, segl og issyl på sig, eller Almirante nødvendigvis gik iklædt en sort skjorte, var det tydeligt, at Luigi di Maio havde fået favnet så politisk bredt, at det gav anledning til flere sarkastiske kommentarer fra seere.

Èn hæftede sig ved, at di Maios sammenkog af politiske inspirationskilder var som at sige, at man både var vegetar, kødæder og frugtar. En anden, at det svarede til, at man var arvtagere til Moder Theresa og Moana Pozzi, sidstnævnte en skuespillerinde, der havde væsentligt lettere ved at smide tøjet end førstnævnte.

Sammen med de verserende problemer med f.eks. Virginia Raggis borgmesterskab kan Luigi di Maios snak om Femstjernebevægelsens postideologi give et billede af en bevægelse, der har lige så lidt indhold, som de løfter, alle de andre partier giver, og som Grillo harcelerer imod.

Nyfascists enke takker for de pæne ord
Til sammenligning var eksempelvis Silvio Berlusconis præsentation af valgprogrammet for centrum-højre-koalitionen mere klart. Her er der også mange usikkerheder, blandt andet at Berlusconi endnu ikke ved, om han må varetage offentligt embede grundet en korruptionsdom. Men det er alligevel mere konkret med et program om mindre skat, mindre stat, mindre forfald i byerne, mindre Europa, og mere tryghed og sikkerhed, end det, Luigi di Maio fik lagt op til.

Den nyfascistiske leder Almirantes enke, 95-årige Donna Assunta Almirante kvitterede ellers i Corriere della Sera for Luigi di Maios pæne ord om husbonden, men tilføjede, at hun ikke ved, om hun vil stemme ved næste valg, da hun synes, alle politikere i dag er ens, og at der mangler rigtige mænd som hendes Giorgio. Så meget for den umage flirt.

Centrum-venstres panderynker frem mod valg
Men det kan blive PD, der ender med at stå med de største problemer forud for det næste parlamentsvalg, der skal afholdes senest til foråret. Mens premierminister Paolo Gentiloni forsøger at få EU til at hjælpe italienerne mere med migrantkrisen og en redningspakke til nogle af de mest gældstyngede banker, ser formand Matteo Renzi på mulighederne for at bringe nogle af de andre venstrefløjspartier ind i folden for at danne en stærkere alliance hen imod parlamentsvalget.

Men hvor lokalvalgene har signaleret en højredrejning, kan de primære debatter op til valget også give en fordel til centrum-højre-alliancen mellem primært Lega Nord og Forza Italia. Det tegner til at blive et valg om økonomi og immigration, og det vil være nemt for modstanderne at anklage PD for ikke at kunne stille noget op med presset på de italienske grænser fra Middelhavet, om end enhver regering sat i den situation ville have store udfordringer.

Men koblet til en arbejdsløshed, der er på 11 procent, en væsentligt højere ungdomsarbejdsløshed, og de mulige omkostninger for den enkelte italiener ved at afhjælpe bankernes kollaps, kan et parti som det immigrationsskeptiske Lega Nord få endnu mere medvind.

Denne problemstilling er allerede på spil i den nuværende debat om ’’jus soli’’, latinsk for ’’jordens ret’’, hvor PD er ledende parti bag forslaget om at tildele op mod 800.000 børn af immigranter italiensk statsborgerskab, hvis de f.eks. har været en bestemt årrække i det italienske skolesystem. Det er Lega Nord, Forza Italia, men også Femstjernebevægelsen stærkt imod. Sidstnævnte er rykket mod højre på immigrationsspørgsmålet, og PD, med den hjælp, de kan få fra andre, langt mindre venstrefløjspartier, ser derfor ud til at skulle kæmpe alene mod de tre andre store partier i Italien. Italienerne har desuden hverken stemt på Paolo Gentiloni eller Matteo Renzi som premierministerkandidat endnu, så mange vælgerstrømninger er uafklaret. Men fronterne er ved at blive trukket skarpt op.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Luca Bruno.