Columbus vakler

2020-10-13T16:43:10+00:00 tirsdag, 13. oktober, 2020|

Forskellige krav og krænkelser støder sammen på Spaniens nationaldag. Den 12. oktober er spanskhedens dag – og det koncept er der meget blandede meninger om.

Reportage af Sara Høyrup 

Alle trækker i Colón, som Christopher Columbus hedder på spansk. Efterhånden er krydstrækket så stærkt, at jeg bliver i tvivl, om den høje, spinkle statue for foden af Ramblaen kan holde stand for tidsånden.

På det kolossale fjernsyn på væggen i kaffebaren optræder den spanske kongefamilie i Madrid sammen med repræsentanter for hæren, inklusive et styk dame i militærdragt. Det er de nye tider. Også kronarvingen er pige.

Felipe VI vandt unionisternes hjerter i Catalonien, da han slog et slag for statens sammenhængskraft midt under løsrivelsesforsøget i 2017. Selv republikanere erkender kongen som klister i et land, der risikerer at falde fra hinanden, mens regeringer i alle farver lader stå til.

Døden i Amerika
Passende for dagen køber jeg glimtende glasperler på snor på vej ned til dagens hovedperson Columbus. Der er halv pris på det billige bijouteri, fordi pandemien truer alle små forretninger på livet. Turisterne er forsvundet og handlen gået i stå.

Jeg tolkede engang ved en akademisk konference på Den Sorte Diamant om Bartolomeu de las Casas. Munken var sin tids whistleblower: Han skrev hjem om den umenneskelige behandling af indianerne, som omkom i hobetal.

Som så mange whistleblowere har måttet sande sidenhen, blev hans informationer siddet overhørige: Den røde mand hinsides havet var jo ikke helt for menneske at regne.

Desuden skulle de oprindelige folk kristnes, hvad enten de ville det eller ej. Fra den tid stammer udtrykket, som i dag bruges i spas: “Så tal dog kristent!” Nemlig spansk.

Den ny antikolonialisme
I dag kommer protestmunkens indvendinger til ære og værdighed, selv om der blandt mine unionistkontakter er dem, der fornærmet kalder ham for neurotisk og påpeger hans usammenhængende holdninger.

Klokken fem har lokale latinamerikanere sat hinanden stævne for foden af søjlen med ringen af løver omkring. De får det ikke for sig selv: De selverklærede antifascister vil også være med.

For den yderste venstrefløj elsker en god, tabt sag. Den yderste venstrefløj ser sig som beskytter af arme migranter, skønt de arme migranter ofte er borgerligt anlagte og kærligheden ikke gengæld.

Stedet helt nede ved havnen er et yndet udflugtssted for de forsvundne turister og lokale børnefamilier. Alle vil op og ride på løverne, hvis forbindelse til kolonialiseringen af Amerika er temmelig uklar.

Ikke noget at fejre
Den fremherskende holdning i nogle latinokredse er nu om stunder, at der ikke er noget at fejre. Min helt igennem moderate sanglærer Alejandro Merayo forklarer, hvad der er på spil:

Alejandro Merayo fra Argentina er kritisk over for historien om hans kontinent. – Foto: Sara Høyrup.

“For os var det ikke en kolonialisering: Det var en invasion. Der var jo ikke mennesketomt. Millioner døde.”

Det ufortalte og uløselige dilemma for en latino som Alejandro er, at det fremgår af hans ansigtstræk, kropsbygning og farver, at han selv er efterkommer af europæere. Ikke af indianerne, som blev stort set udryddet i det fuldkommen europæiserede Argentina.

Samtidig bliver protesterne fra de koloniserede og fra kolonisatorernes egne efterkommere viklet sammen med lokale krænkelseskrav i Catalonien: “Ikke noget at fejre” står der på spansk på indkaldelsen til latinodemoen. “Ikke noget at fejre” står der på catalansk skrevet hen over de tomme ruder i min midlertidigt lukkede lokalbank.

“Vi er den antikolonialiatiske modstand. Intet at fejre – alt skal rives ned!”

“Intet at fejre. Fremad” står der på catalansk fulgt af symbolerne for løsrivelse, kommunisme og kvinder. – Foto: Sara Høyrup.

Den spanske nationalisme
Også andre er på pletten i dag. Klokken 11 er det de spansknationale forsamlinger, som møder frem for foden af den pegende kolonisator. Stemningen er på én gang lattermild og krigerisk. Rundt og rundt i rundkørslen kører køretøjer med spanske flag ud ad vinduerne, idelig dytten, en form for hurraråb og rasende MC-motorer.

Det er nærmest, som havde de vundet en fodboldkamp. Alligevel får jeg ondt i maven og mindelser om borgerkrig.

“Længe leve den spanske enhed!!!” De rødhvide flag repræsenterer imperiet, forklarer de unge mænd. – Foto: Sara Høyrup.

Det er ikke længere skamfuldt af være pro-spansk i Catalonien med den dobbelte identitet og de to kulturer, som slet ikke er så forskellige, som lokalnationalismen foregøgler. Og skamfuldt har det måske nok aldrig været i netop dette segment.

For selvfølgelig findes der også en spansk nationalisme, som står i et modsætningsforhold til den lokalnationalisme, som dominerer civilsamfund og lokalstaten i regionen.

Og mens den spanske nationalisme erkender sig selv som det yderste højre, vil den catalanske nationalisme have os til at forstå dens reaktionære tankegods som progressivt.

Højre om
Den spanske nationalisme er tak og lov ikke catalanismens eneste modstander, sådan som lokalnationalisterne påstår for selv at fremstå som det progressive alternativ, de ikke er og aldrig har været. Unionismen omfatter også socialliberale antinationalister som mig selv.

Men mange hives mod højre, fordi venstrefløjen er til fals for de rige regioners lokalnationalismer, som har mere til fælles med fascismen end med Marx (hvis der er nogen, der kan huske ham – selv blev jeg skolet som ungkommunist i en fjern fortid).

Venlig ungdom med aggressivt flag. Det har vi meget af hernede. – Foto: Sara Høyrup.

Der findes en falsk forestilling om, at det er højreorienteret så meget som at stå ved ens egen spanskhed. Og at det skulle være venstreorienteret at være lokalnationalist i enten Catalonien eller Baskerlandet.

Det turde ikke være svært at regne ud, at det postulat ikke holder vand, fordi det simpelthen ikke giver mening. Alligevel tenderer fordelingen af koordinater til at stemme løseligt overens med den selvopfyldende profeti.

Latinamerikanernes berettigede protester mod sejrherrens historieskrivning er vand på venstrecatalanisternes mølle. Lokalnationalisternes internationale solidaritet har et stort stænk af egeninteresse.

Indianer, søn af alt der gror
Længst svunden er den naivistiske forestilling om indianerne som uspolerede væsner tæt på flora og fauna. Nutidens anden bølge af antikolonialisme insisterer implicit på, at ikke kun den hvide mand er voksen.
Skønt det aldrig skorter på eksempler på underkastelse. Allerede ved ultraernes formiddagsfest er en enkelt sydamerikaner mødt frem. Han er fra Ecuador og erklærer sin fulde støtte til spanskheden. Hans skilt fremsætter en intim og vigtig oplysning: at han mangler opholdstilladelse. Og dén situation håber han jo nok på at forandre.

Hjerteskærende håb. Støtte gives i bytte for en plads i solen. – Foto: Sara Høyrup.

Det desperate tiltag får mig til at tænke på de afrikanske mænd i den lokalnationale højborg Girona. Ved den første falske folkeafstemning i 2014 stemte de for løsrivelse helt uden at have stemmeret. Det gjorde de, fordi deres catalanske kærester havde bildt dem ind, at nogen ville bemærke det og give dem både opholdstilladelse og arbejde. Den ene af dem havnede i stedet i Midtjylland, for selvfølgelig virkede tuskhandlen ikke.

Nationalt merchandise
Migranter fra det indiske subkontinent er som altid på pletten med salg af det opportune. Når ikke det er paraplyer til de pludselige regnskyl eller øldåser med muligt tilvalg af narko til nattefolket, er det gerne nationalismernes merchandise.

Et spansk flag hænger også på en enkelt kiosk på Ramblaen. Ikke af ideologisk overbevisning, men fordi “salg er salg”, som manden i kiosken forklarer mig.

Denne kiosk flager for køberne. Der ligger ingen ideologi til grund. – Foto: Sara Høyrup.

De andre kioskejere tør sikkert ikke, for den slags regnes for en provokation af lokalnationalisterne. En provokation, der mødes med de såkaldte “escraches”. Det er lavintense overfald på dissidenter udøvet i fuld overbevisning om egen ret.

Jeg har selv oplevet et som journalist i form af affaldskast en sen nattetime, mens Barcelona blev sat i brand af lokalnationalister. Og kontinuerlige buhråb fra de unge klassekammerater under mine fremlæggelser, da jeg læste til politisk journalist på et lokalnationalistisk universitet.

Fred og fordragelighed
Klokken fem oprinder. Alt ånder ro, og børnene er med. Musikken er venlig med fællessang og dans. Og demonstranterne sidder ned! Der er mere krudt i de spanske højrenationale end i indianernes sene protester.

Men “det kan køre af sporet når som helst”, vurderer de to regionsbetjente, som snupper en hurtig kaffe på det nærmeste udskænkningssted. Deres kollegaer er klar med maskingevær og kampuniformer. Politihelikopteren hænger over byens centrum, som den gør det så ofte i en tumultarisk tid.

For de såkaldte antifascister, som næppe har sat deres ben i Latinamerika, står i en kreds uden om interessenterne. Og AFA-typerne er altid friske på ballade. Man tiltror dem gerne kampkraften til simpelthen at vælte Columbus på hans høje piedestal og hælde ham i havet.

“Kampen fortsætter” står der på spansk efter noget, der må være skrevet på et af de indianske sprog, som fortsat tales i Latinamerika. – Foto: Sara Høyrup.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. Hun flyttede til Barcelona i 1996. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/