Corona på catalansk

2020-04-06T14:41:08+00:00 mandag, 6. april, 2020|

Det har lange udsigter med at blive lukket ud af vores hjemmefængsler i Spanien. Men antallet af smittede og døde er begyndt at falde. Imens dør der flere, end der behøvede, på plejehjem i Catalonien. Det skyldes korruption.

Klumme af Sara Høyrup

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Hvis romanfiguren Gurb fra det ydre rum landede i Barcelona i disse dage, og Gurbs loyale ven gik og ledte over alt i byen efter sin forsvundne rummakker, så ville betragtningerne nok være nogle andre end dengang op til OL 1991. Dengang blev væsnerne undfanget af Eduardo Mendoza og udkom på dansk under titlen Intet nyt fra Gurb.

Gurbs ven måtte naturnødvendigt tro, at jordboerne bestod af lige dele hunde og mennesker og altid optrådte i par: hund med menneske. Til nød et menneske iklædt indkøbspose. Rumvæsnet måtte nå frem til den konklusion, at jordkloden var meget tyndt befolket, og at hundene og deres mennesker alle sammen sov på gaden uden for de mørklagte huse. Ingen hilste på hinanden, og ingen vovede at se hverandre i øjnene af frygt for, hvad en sådan indledning til socialisering mon kunne føre med sig af smittefare.

Gurbs grædefærdige ven ville se, at hundene med menneskene på slæb kun var i stand til at tilbagelægge meget korte strækninger til det nærmeste gadehjørne. Og det efterladte rumvæsen ville have hele byen for sig selv som en anden Palle alene i Verden. Måske han ville føle sig som den italienske filmmager Nanni Moretti, når han fuld af forundring kører Roms øde yderkvarterer tynde på scooter i halvfemserfilmen Caro Diario (Kære dagbog).

Kurven er knækket
Spanien er meget hårdt ramt af Corona-smitten. Næst efter Madrid står det vist værst til i Catalonien. Men omsider er kurven knækket og antallet af nye smittetilfælde og dødsfald begyndt at falde.

Og godt nok bliver tallene holdt kunstigt nede her som også i andre lande – men der er ingen grund til at tro, at der bliver løjet mere nu end før. Derfor kan man godt stole på tendensen: Indespærringen af næsten hele befolkningen i hver vores hjem har virket. Nu gælder det om at holde ud og blive ved. Og det gør folk nok så pænt, skønt det yderste spanske højre i Vox tro mod sin systemomstyrtende natur kræver regeringen væltet med det vuns.

Statsminister Pedro Sánchez har lagt i ovnen til en forlængelse af det lukkede samfund i yderligere 14 dage, når den aktuelle alarmtilstand udløber den 12. april. Og denne gang siger han for første gang, hvad der lå i luften: at efter denne forlængelse kommer der flere.

Lørdag aften gjaldede råbet: ”Mere sundhedsvæsen, mindre politi!” fra balkonerne. Søndag aften klappede vi ugen i seng klokken 20 med en hilsen til det sundhedspersonale, som står i front under Corona-krisen med alt for få og alt for ringe værnemidler.

Hjemme sammen
Det er altså langt fra ovre endnu med at sidde i hver vor celle af forskellige dimensioner, alene eller fastlåst med vore kære eller med tilfældige flat mates. I Sydeuropa er det ikke et socialpolitisk valg at bo sammen med andre end familien: Det er en nøddreven konsekvens af det prekære arbejdsmarked og de latterligt lave lønninger.

Fra ung side rapporterer den eksalterede Hussam fornøjet om en velfungerende sameksistens, nu hvor ingen kan gå på arbejde eller bare gå en tur. Kokkeassistenten Abdessamad er til gengæld godt træt af sine boligforhold, hvor boligejeren pludselig er flyttet ind i stuen med kone og børn.

Derved blokerer de ruten ud til terrassen, som er boligens eneste åndehul med sol og sportsredskaber. Ejerens eget værelse er blevet lejet ud til en ny lejer fra Balkan, som hverken taler spansk eller kan forventes at være smittetestet. Dermed har ejeren opbygget en egentlig indkomst, idet de i alt tre udlejede værelser overstiger boligens samlede pris betydeligt.

Her er ikke et menneske, så langt øjet rækker. – Foto: Sara Høyrup.

Skolelæreren Elisenda Cardona har aldrig haft svært ved at finde på noget at lave derhjemme med sine to børn Jep og Muna. I årevis hutlede de tre sig igennem, indtil det lykkedes Elisenda at omkalfatre sit arbejdsliv fra kameradame til skolelærer. De klarede de hårde år, fordi Elisendas familie ejer bygningen, de bor i. Men resten måtte hun selv klare. Der skal mere end en Corona-karantæne til at slå så lutret en dame af pinden.

I gang igen
Regeringen vil ”åbne hånden gradvist”, som samtlige medier utrætteligt citerer Sánchez for. Billedet giver lidt uheldige mindelser om en jernhånd i en tid, hvor åbne, frie samfund har måttet overgive sig til skrap statsstyring.

Og hvordan det gradvise helt præcist skal gå for sig, er uklart. Det betyder muligvis, at de ikke umiddelbart livsnødvendige erhverv får lov at gå i gang igen efter påske. Altså dem, der ikke som den altafgørende turist- og restaurationsindustri medfører massiv smittefare. For bortset fra, at fabrikkerne måske åbner igen snart, skal alt folket stadig blive hjemme og kede sig i lange baner.

Broen til forlystelsescentret Maremagnum er blevet kappet. – Foto: Sara Høyrup.

Det med at få erhvervslivets hjul til så småt at dreje igen har at gøre med selve livet: Den spanske velfærdsstat er slet ikke så velpolstret og altomspændende som den danske. Faktisk er Norden et særtilfælde, mens det i resten af verden er sådan, at har man ikke noget arbejde og ikke nogen formue – så får man altså ikke noget at spise.

Det er derfor en falsk modsætning at tale om sundhed før profit. Penge er jo blot et middel, som man veksler til alt det, man rent faktisk har brug for: tag over hovedet og mad på bordet som det helt basale. Og det allermest grundlæggende er på spil i et land som Spanien, ligesom Corona-håndteringen truer økonomier og dermed menneskers eksistensgrundlag verden over.

Og folk, der lever fra hånden i munden, har ikke noget at spare op af. 

Catalanske dilemmaer
Imens har vi glemt alt om Catalonien-krisen … næsten da. Slut er det med de evindelige demonstrationer og fakkeltog for løsrivelse og lokalnationalisme. I den anden lejr forsøgte en unionistaktivist som juraprofessor Rafael Arena fra Universitat Autónoma de Barcelona at lægge kiv og strid til side og se en samlet samfundsfront for sig.

Hans ligesindede, pensioneret politiinspektør Fausto Solano, er den socialdemokratiske regering dybt taknemmelig for dens tilbud om at hente ham og hans datter hjem i sikkerhed fra en af de gamle kolonier. Netop Sánchez’ regering er ellers konsekvent upopulær blandt de forfatningstro i Catalonien, som med rette føler sig svigtet af centralregeringen og utryg ved dens tilnærmelser til de lokale magthavere i regionen.

Men hvad skete der så?

Så rullede catalanismen sig nok engang ud i al sin vælde.

Nej tak, vi klarer os
Regionschefen Quim Torra, der er indsat som afløser for og af den undvegne Carles Puigdemont, nyder ingens respekt. Men han sidder altså på magten over selvstyreområdet med de meget vide beføjelser: Kun det førhen så blodige Baskerlandet overgår Catalonien i særstatus. Begge steder er nationalkonservative, men forfægter deres lokale særkender med former, der minder om det yderste venstres.

Torra har præsteret at takke nej til den spanske hærs redningstjeneste, da den troppede op for at bygge felthospitaler. Også Barcelonas venstrepopulistiske Ada Colau, som heller ikke nyder nogens respekt, formåede at forpurre opsætningen af et feltlazaret: designet var for militært, hed det sig. Så måtte hæren skifte militærteltene ud med hvide paneler.

Selv catalanistisk sindede byer har vendt sig imod dette udtryk for identitær politik, nu hvor det er livet om at gøre at tage imod al den hjælp, man kan få. Provinsbyen Sabadell var villig til selv at betale for de militære redningsmænds ophold. Og til sidst måtte selv Torra give sig.

Døden på plejehjem
Imens dør folk som fluer på plejehjemmene i regionen. Sydeuropæere forsøger så vidt muligt at passe deres gamle selv – eventuelt med indkøbt hjælp af søde damer fra Sydamerika. Disse kvinder forsørger deres børn ved at rejse fra dem og i stedet pleje andre menneskers gamle forældre.

Alligevel findes en institution som plejehjem også på disse kanter. Få plejehjem er heloffentlige, mens resten er private – nogle af dem med offentlige tilskud. Og her er en lukrativ forretning blomstret op. Den er naturligvis gået til partifæller fra magtpartiet CiU: den borgerlige forløber for Puigdemonts radikaliserede Junts per Catalunya (Sammen for Catalonien ).

En flok fremtrædende partifolk har år efter år fået tildelt de kolodylt store kontrakter, uden at de nogensinde er blevet sendt i udbud. Netop deres firma sidder nu og nægter at besvare nærgående spørgsmål fra den unionistiske online-avis Crónica Global om, hvordan det kan være, at de slet ikke er i stand til at værne plejehjemmenes beboere mod den grumme død, som Corona-virussen udsætter de syge for.

Profit før sundhed. I Catalonien er catalanismen aldrig ligegyldig – og catalanismen har alt at gøre med et klientsystem, der opstod, fordi et enkelt parti sad uantastet på magten i alt for mange år. Separatismen tjente til at dække over korruptionssagerne, da de begyndte at rulle. Corona-dødstallene på plejehjemmene er anskuelighedsundervisning i konsekvenserne af den catalanske model.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. Hun flyttede til Barcelona i 1996. www.sarahoyrup.com

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: