Corona: Sverige ved en skillevej? 

2021-01-28T11:41:56+00:00 torsdag, 28. januar, 2021|

Siden pandemiens begyndelse har Sveriges krisehåndtering stærkt adskilt sig fra de strategier, andre lande har valgt. I løbet af de sidste uger har den svenske regering dog konkluderet, at anbefalinger og individuelle initiativer ikke har været nok til at håndtere denne nødsituation. En ny pandemilov er trådt i kraft, og hårdere restriktioner er blevet indført for at bremse smittespredning i samfundet. Det ville dog være en fejl at tale om en radikal kursændring i den svenske strategi, selvom flere og flere i Sverige kritiserer både regeringen og myndighederne. Denne reaktion afspejler i virkeligheden dybere politiske spændinger i det svenske samfund, som har udviklet sig i løbet af de sidste 30 år.

Analyse af Amélie Reichmuth

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | “Jeg synes, det er gået galt for os. Vi har et stort antal mennesker, der har mistet livet, og det er forfærdeligt. Det er noget, vi alle lider under”.

I det populære tv-program “Året med kongefamilien”, som er blevet udsendt hvert år i december siden 1977, tog Sveriges konge, Carl Gustaf XVI, bladet fra munden.

Det bemærkelsesværdige ved udtalelsen er dog ikke kun indholdet i sig selv, men snarere det faktum, at den svenske konge turde bryde sin “tavshedspligt” om politiske emner for at sige højt, hvad mange mennesker tænker om de svenske tilstande lige nu. Ville kongens rådgiver havde tilladt ham at stå frem offentligt med den smertefulde anerkendelse, hvis ikke det havde været social acceptabelt i konsensusdemokrati som Sverige?

Carl Gustafs kommentar kommer efter en månedlang process, hvor krisen og dens konsekvenser har tvunget Sverige til at se sig selv i spejlet for at overveje, hvorfor den strategi , som både myndighederne og regeringen har valgt, ikke har været så succesfuld som forventet. I forbindelse med denne udvikling er det vigtigt at pointere, at refleksionen blev igangsat både udefra og indefra: Udefra har den svenske strategi fra starten af provokeret og skabt store debatter i udlandet, ikke mindst i Danmark. Indefr, i form af den kommission, som regeringen nedsatte sidste sommer med det formål at undersøge den svenske reaktion på krisen.

Det interessante ved begge processer er, at deres konklusioner blev offentliggjort på nøjagtigt samme tidspunkt, men også, at deres indhold, på trods af de forskellige perspektiver, kommer til den samme konklusion: At grundlæggende systemfejl gjorde, at den svenske strategi ,som i teori skulle fungere, i virkeligheden mislykkedes.

Kløften imellem teori og praksis
I den årlige rapport “Health at a glance: Europe 2020” foretager den internationale organisation OECD en tidlig analyse af de konsekvenser, Covid-19 har haft på de europæiske sundhedssystemer. Disse resultater er selvfølgelig kun indledende, og flere undersøgelser vil skulle uddybe dem, men de viser i hvert fald allerede en klar tendens og tegner et dystert billede af de svenske tilstande.

Håndteringen af en pandemi ikke er en konkurrence, ligesom OL eller Melodi Grand Prix. Det betyder, at det ikke handler om at være den bedste og vinde over alle andre, men denne type af sammenligninger kan i hvert fald hjælpe med til at finde ud af, hvad der fungerer eller ej i en given kontekst.

Ifølge denne analyse fra OECD, findes der dog næsten ingenting, man kan lære af den svenske model. Snarere tværtimod. Sverige er tæt på at være det perfekte eksempel på alt, som kan gå galt i den slags nødsituationer. Inden for stort set alle områder, som bliver undersøgt af studiet, klarer Sverige sig i gennemsnit dårligere og kommer tæt på bundplacering: Sverige er landet, hvor man har isoleret sig mindst. Det er landet, hvor smitten i samfundet er blevet reduceret mindst; hvor antallet af nye patienter på intensiv afdeling har taget længst tid af få ned; og samtidig ent af de lande med de laveste test kapaciteter.

Med andre ord: Der har været grundlæggende systemfejl ved den svenske strategi. Det er dog vigtigt at understrege, at OECD’s rapport ikke som sådan kritiserer de forskellige strategier, men snarere præsenterer fakta og sætter dem i perspektiv.

Det er måske derfor, at den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell ikke virkede særlig overrasket eller bekymret, da dette studie udkom, men i stedet først og fremmest så det som en “i mange dele spændende og interessant sammenligning”. Samtidigt erkendte han, at rapporten også pointerede tydelige fejl ved den svenske strategi, især “den høje dødelighed på plejehjem. Der ønskede de, at vi vidste, hvad vi ved i dag”.

Sverige ser sig selv i spejlet
De dramatiske tilstande på de svenske plejehjem har været kendt siden sidste sommer, da de svenske medier rapporterede om alarmerende situationer, hvor beboere ikke blev behandlet på sygehuset, men modtog i stedet palliativ pleje, nogle gange uden at beslutningen blev taget af en læge.

Dette blev bekræftet den 15. december, da den svenske coronakommission præsenterede sin første rapport. Regeringen havde nedsat kommissionen den 30. juni for at  ”tage en helhedsorienteret tilgang og se, hvordan krisehåndteringen har fungeret på nationalt, regionalt og lokalt niveau”. Derfor vil en gruppe af eksperter (med bl a. universitetsprofessorer, embedsmænd, osv.) frem mod februar 2022 foretage en grundig undersøgelse af den svenske håndteringsstrategi for at kunne give det svenske samfund en mulighed for at lære af denne erfaring.

Selvom kommissionen gør det fra starten klart, at det stadigvæk er for tidligt at drage alle konklusioner, da krisen stadigvæk pågår, men det er allerede tydeligt, at den svenske strategi ikke har leveret de forventede resultater, især når det gælder beskyttelsen af sårbare grupper som ældre mennesker.

Denne første undersøgelse bekræfter, at pandemien først og fremmest har taget livet af ældre mennesker: 90% af alle ofre i Sverige var 70 år eller ældre, og næsten halvdelen af dem boede på plejehjem, mens en fjerdedel modtog hjemmehjælp. Kommissionen stopper dog ikke ved denne betragtning, men konstaterer, at den svenske strategi mislykkedes.

Reaktionen fra både myndighederne og regeringen kom for sent og var ikke tilstrækkelig i forhold til situationens alvor, især når man tager i betragtning, hvor presset situationen på de svenske plejehjem allerede var i forvejen. Desuden tog det alt for lang tid at samle information for at få et overblik over situationen, hvilket kun forværrede det hele.

Smitten kunne ikke blive mindsket i samfundet, hvilket gjorde, at mange blev smittet på plejehjem eller gennem hjemmehjælp. Mere konkret kritiserer kommissionen, at regionerne ikke testede mere systematisk, især når ældre mennesker flyttede på plejehjem, eller kom tilbage fra sygehuset. Beslutningen om at forbyde besøg på plejehjemmene var et af de få forbud, som rent faktisk blev indført, og den beslutning burde havde været taget før.

Grundlæggende systemfejl
Samtidig går kommission endnu videre og anerkender, at der findes “strukturelle mangler” på ældreområdet, som gjorde, at institutionerne ikke var forberedt på en pandemi og derfor ikke var i stand til at reagere ordentligt. Forskellige faktorer, først og fremmest politisk og økonomisk, kommer i spil her.

For det første findes der mange aktører indenfor ældreområdet i Sverige. Denne stærkt decentraliserede organisation gør samarbejdet endnu mere krævende i krisetider og begrænser mulighederne for at reagere hurtigt og konsekvent.

For det andet er arbejdsvilkårene langt fra tilfredsstillende på de svenske plejehjem, hvor der findes for lidt personale, som ofte savner medicinske kompetencer og det nødvendige udstyr, hvilket påvirker både arbejdsmiljøet, men også den omsorg som ældre mennesker modtager. Så regionerne burde ifølge kommissionen havde sørget for, at beboerne på plejehjemmene blev behandlet af læger. Dette for at undgå, at beslutningerne blev taget på basis af almindelige retningslinier med brede kategorier, og uden at lægen nødvendigvis kendte til patienten historien.

Ifølge kommissionen ligger ansvaret først og fremmest hos den nuværende og tidligere regeringer, som godt kendte til disse tilstande, men ikke ændrede på dem. Derfor bliver rapporten afsluttet med en række af anbefalinger for at sikre, at disse grundfejl i systemet ikke bliver gentaget i fremtiden.

Den mest omfattende anbefaling er at reformere lovgivningen for at gøre det muligt for beslutningstagere på ældreplejeområdet at træffe de nødvendige beslutninger for at beskytte beboerne. Desuden kræver kommissionen, at samarbejdet mellem regionerne og kommunerne bliver forbedret. Det skal foregå på en kontinuerlig basis og på en meget pragmatisk måde. Et konkret eksempel på det er anbefalingen om, at kommunerne burde kunne ansætte læger, mens regionerne burde sikre sig, at de har de nødvendige ressourcer til rådighed.

Når det gælder arbejdsvilkårene, kræves der, at en række initiativer bliver foretaget af alle involverede parter (regeringen, kommunerne, og arbejdsgiverne). Fokus burde ligge på at øge både de medicinske og sproglige kompetencer hos de ansatte, som arbejder på plejehjem eller inden for hjemmehjælp, men også på at sørge for, at der findes en professionel stabilitet og tryghed for personalet.

En ny pandemilov
Det er i denne kontekst, at den svenske regering – kun få uger efter offentliggørelsen af denne rapport – præsenterede et nyt lovforslag for at kunne gå endnu længere i krisehåndteringen og indføre flere restriktioner.

Den nye pandemilov er resultatet af et samarbejde mellem regeringen og Folkhälsomyndigheten: Politikerne kom med forslag, som så skulle godkendes af eksperterne på sundhedsområdet. Denne nye forordning er blevet understøttet af alle partier i Riksdagen og supplerer tidligere love, som blev vedtaget i begyndelsen af pandemien.

Det er også vigtigt at pointere, at denne nye pandemilov er tidsbegrænset lige nu kun gælder indtil den 30. september. Den vil kunne blive annuleret, hvis situationen tillader det. Grundideen bag er, at der er behov for bindende regler for at gøre det nemmere at tage beslutningerne, men også at gribe endnu hårdere ind, hvis det bliver nødvendigt.

Helt konkret betyder denne nye lov, at der for første gang bliver indført en grænse for, hvor mange mennesker der må befinde sig tæt sammen på en række offentlige steder som eksempelvis butikker, kulturinstitutioner, sportsklubber, offentlig transport og lokaler, lejet til private sammenkomster. Denne grænse kan være fleksibel, da kravet består i at have mindst 10 kvadratmeter pr. person, eller 8 personer hvis det er tale en en privat fest i lejede lokaler. Det er overladt til ejerne af lokalet at lave denne udregning, men også at dokumentere det, samtidig med, at der skal tilbydes håndsprit og alternativer til køer for at undgå trængsel og mindske smittespredningen i samfundet.

Desuden er der for første gang tale om mulige sanktioner fra statens side, hvis disse regler ikke bliver respekteret. Der vil være kontrol, som vil kunne føre til bøder og sågar tvungne nedlukninger. Denne kontrol er allerede sat i gang i alle svenske regioner, og 200 medarbejder arbejder på sagen.

Efter svenske standarder går denne nye pandemilov langt og tilbyder nye muligheder for at bekæmpe covid med mere konkrete og præcise forskrifter og sanktionsmekanismer. Indtil videre har den svenske håndteringsstrategi nemlig bestået i en kombination af både Ikea-konceptet, “Gør det selv!”, og Pippi-Langstrømpe-princippet, “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”.

Ifølge Sveriges Grundlov findes der en tydelig opdeling af opgaverne i mellem Folkhälsomyndigheten og regeringen. På den ene side er eksperterne ansvarlige for den sundhedsmæssige del af krisehåndteringen, mens politikerne tager sig af de socioøkonomiske konsekvenser.

Man valgte at stole på borgernes samfundssind – ved at anbefale dem at blive hjemme, hvis de blev syge, at vaske hænderne ofte og holde to meters afstand, men stort set uden at indføre hårde restriktioner og uden at lukke hele landet ned. De to eneste “rigtige” forbud var forbuddet mod at besøge ældre mennesker på plejehjem og mod at organisere sociale arrangementer med mere end 50 deltagere.

En radikal kursændring?
Når man læser hele loven, bliver det tydeligt, at den svenske regering har prøvet at finde en balance mellem borgernes grundrettigheder og nødvendigheden af at indføre restriktioner for at beskytte befolkningen. På denne måde er den svenske model ingen undtagelse, og Sverige, ligesom alle andre lande i verden, har skullet finde et svar på det evige dilemma mellem frihed og sikkerhed i disse krisetider.

Den sociale accept af restriktioner har også spillet en stor rolle i denne process: På den ene side, påstår Folkhälsomyndigheten, at lockdowns ikke har en stor effekt, og at man derfor ikke burde have tillid til dem; på den anden, at nedlukningerne burde være den allersidste løsning for undgå de negative påvirkninger de har for økonomien. De svenske myndigheder har altså prøvet at skabe en ramme, som vil gøre det muligt at holde ud i længden, men også at åbne op igen på en sikker måde, når det bliver muligt.

Det ville dog være en fejl at fortolke denne nye pandemilov som en radikal kursændring. De fleste idéer bag den er ikke nye: Det overordnede ansvar ligger stadigt på borgernes skuldre, som nu skal tilpasse sig de nye forskrifter, og de er også ansvarlige set fra et juridisk perspektiv.

Samtidig  har både regeringen og Folkhälsomyndigheten selv erkendt, at man holder fast i de grundprincipper, som har styret den svenske strategi indtil videre, og at nedlukningerne ville være de allersidste løsninger. Med andre ord vil de være usandsynlige, især hvis man sammenligner med de særskilte regler som blev indført tidligere for restauranterne, hvor kontrol fandt sted, men stort ikke førte til nedlukninger. Kun 17 restauranter i Stockholm og Göteborg blev tvunget til at lukke i foråret, fordi de ikke fulgte forskrifterne.

Et positivt aspekt ved den nye lov er, at det skaber mere klarhed omkring de konkrete regler, samt mere retfærdighed, fordi reglerne er bindende og gælder for alle, i stedet for at hvile på enhvers fortolkning. Der findes dog en del begrænsninger: For det første, er det stadigvæk uklart, hvilke konkrete konsekvenser et brud på loven vil have, og hvordan de vil blive håndhævet. Desuden har man indtil videre ikke taget beslutning om eventuelle økonomiske erstatninger for de virksomheder eller institutioner, som vil vælge eller vil blive tvunget til at lukke som en følge af denne beslutning. Et andet åbent spørgsmål på længere sigt forbliver, hvorvidt disse beslutninger er nok og rent faktisk virker, når der findes andre dele af samfundet, som stadigvæk er helt åbne (børnehaver og skoler for eksempel), og når mundbind stadigvæk bliver mødt med stor skepsis.

Udover disse overvejelser har fremtrædende beslutningstagere ikke selv været gode forbilleder, og der har været en række polemikker i løbet af de sidste uger, fordi både nogle politikere og eksperter ikke har fulgt de officielle anbefalinger. To af disse skandaler er bemærkelsesværdige: Kort før jul blev statsministeren Stefan Löfven set i et storcenter i Stockholm, mens han købte julegaver uden mundbind, mens Dan Eliasson, direktøren for myndigheten for civilt beredskab tog på ferie til de kanariske øer flere gange, hvilket dog også resulterede i hans fratræden.

Nye vinde
I denne kontekst er det lidt svært at tage den officielle opfordring “Gør din pligt og tag ansvar!” seriøst. Det samme med den nye pandemilov, hvor konsekvenserne forbliver vage. Man kan heller ikke sige, at eliterne ikke har fulgt reglerne pga manglende sprogkompetencer og forståelse for svensk kultur, som det ofte blev sagt om indvandrerne i starten af pandemien.

Igen kan man se kløften imellem teori og praksis i det svenske eksempel: På papiret kan det fungere, men i virkeligheden er det mere kompliceret. Samtidig bliver man nødt til at indse, at svenskerne ikke er overmennesker, som har et naturlig talent for selvdisciplin og kan begrænse sig selv uden, at det føles som et offer.

Dette har i hvert fald store konsekvenser, og nye vinde blæser i Sverige, hvor folk er ved at miste tilliden til myndighederne. Det ses tydeligt i en ny undersøgelse, hvor tillidsniveauet over for alle institutioner i landet falder: Kun 30% af svenskerne har et højt eller meget højt tillidsniveau til regeringen (mod 45% i foråret), 50% stoler på Folkhälsomyndigheten (mod 61% i foråret), og kun 28% på myndigheten for civilt beredskab (mod 50% i foråret).

Til gengæld forbliver tilliden til sundhedsvæsenet ekstrem højt – med 83%, der udtrykker et højt eller meget højt tillidsniveau. Selvom det er klart, at disse resultater er en direkte konsekvens af krisehåndteringen og især de nyeste skandaler, afspejler de også dybere spændinger i det svenske samfund, som vil komme til udtryk ved næste valg i september 2022, kun få måneder efter offentliggørelsen af den sidste del af rapporten, lavet af coronakommissionen. 

Krisen som motor for politisk ændring?
Det svenske sprog har, ligesom alle sprog i verden, været påvirket af krisen, og begrebet “coronaskam” opstod for nyligt for at beskrive skammen, mange svenskere føler over for landets håndteringsstrategi, især mht. den misforståelse og stigmatisering det førte til i udlandet.

Det er hele det billede, Sverige har af sig selv, men også andre lande har af Sverige, som er i udfordret af denne krise. Så nu findes der et hold på det svenske institut, som udelukkende arbejder på at undersøge hvordan udenlandske medier rapporterer om Sverige nu for tiden.

En ting står allerede klart: Selvom den svenske håndteringsstrategi adskiller sig stærkt fra den vej, andre lande valgte, kan denne særlige vej forklares af en kombination af politiske og kulturelle faktorer.

Ligesom i mange andre lande, har krisehåndteringen haft blandede resultater. Med visse fordele, men også tydelige systemfejl. Uanset om man taler om Sverige eller andre lande, må man også konstatere, at krisen gjorde grundlæggende problemer  synlige for alle, men ikke nødvendigvis skabte dem.

Det handler i virkeligheden om intet mindre end at reparere den sociale kontrakt, både i Sverige og i udlandet. I denne process fungerer Sverige ofte både som et forbillede og et skrækbillede. Det svenske eksempel er på mange måder ekstremt, fordi Sverige altid har været modellen for det nordiske velfærdssystem og en inspiration for mange dele af verden, mens realiteten nu til dags ser meget anderledes ud.

Den svenske krisehåndtering stiller bredere spørgsmål, som hænger sammen med de politiske, økonomiske og kulturelle udviklinger i Sverige siden 90’erne, hvor det socialdemokratiske ideal blev erstattet af en række af liberalt inspirerede reformer. De efterfølgende regeringer trak ikke disse omfattende besparelser tilbage og modarbejdede ikke den stigende privatisering af store dele af den offentlige sektor i Sverige.

Det er dog for tidligt at sige, om coronakrisen vil markere slutningen af den neoliberale bølge, både i Sverige og i udlandet, men det er i hvert fald klart, at denne nuværende model ikke har været omstillingsparat nok og i stand til at håndtere den udfordring. Det overordnede spørgsmål bliver så, hvorvidt man kan forvente, at staten igen vil tage ansvar i Sverige.  I et stærkt decentraliseret land, hvor markedet har overtaget meget ansvar, især i det offentlige, mens den faglige ekspertise fra embedsværket også spiller en større rolle i forhold til andre lande.

Lige nu, set igennem udenlandske briller, føles det i hvert fald, som om der ikke er nogen voksen til stede på den anden side af Øresund. Alt for få individer i magtposition føler sig ansvarlige og forpligtede til noget større end dem selv, og man venter forgæves på den svenske udgave af samfundssind. Det er dog svært at forestille sig i det land, hvor man i årevis har sat den individuelle frigørelse og selvudvikling højest på den politiske dagsorden.

Imens fortsætter den nye coronabølge uforstyrret, og det går så stærk, at man i virkeligheden snarere har lyst til at kalde det en tsunami. Hvordan kunne man ellers beskrive de 11.425 mennesker, som døde af covid-19 i Sverige indtil videre? Bølgerne går frem og tilbage, mens vi står i stormens øje.

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris. Hun har tidligere boet i Danmark og bor i dag i Stockholm.

Billede i artiklens top: /Save Sweden Covid19

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”