Da kongen blev helt

2021-02-23T21:30:21+00:00 tirsdag, 23. februar, 2021|

I dag er det 40 år siden, at det spæde spanske demokrati nær blev løbet over ende af reaktionære kræfter, som længtes tilbage til diktaturets forrige 40 år. Det korte døgns skræk endte med at konsolidere de nye tider.

Baggrund af Sara Høyrup 

Kong Juan Carlos I tøvede lidt vel rigeligt. Ud på natten faldt det uprøvede statsoverhoved ud til demokratiets side efter knap syv timer. “Det var som at se solen stå op,” mindes en kilde tæt på begivenhederne. Citatet står at læse i søndagens ABC, der ellers regnes for højrereaktionens dagblad.

Alt stod på spil i Spanien de februardage i 1981: hele den nøje kalkulerede transition fra diktatur til demokrati. Fra stram og grålig nationalkatolicisme til hedonistisk frihed og en plads i Europa.

Også pæne højrefolk og mange i militærets rækker ville ud af diktaturers slagskygge og omsider træde ind i de moderne tider. Transitionens frontfigur, statsminister Adolfo Suárez fra centrum-højre, kommunistlederen Santiago Carillo og en enkelt militærmand i parlamentet så ind i revolvermundingerne, mens resten af rigsdagsmedlemmerne gemte sig under bænkene.

Hele episoden er foreviget af det eneste kamera, der klarede kugleregnen mod loftet. Statsfjernsynet blev besat, og nyhederne måtte man lytte sig til på transistorradioer.

Bagslag og kampvogne
Legaliseringen af kommunistpartiet var en af udløserne af kontrarevolutionen, da Spanien på listefødder vendte diktaturet ryggen. De baskiske nationalterrorister i ETA slagtede militærfolk på ugentlig basis og var en anden udløser. Der var økonomisk krise og høj arbejdsløshed. Den store decentralisering af den politiske magt var i støbeskeen.

Kupmageren Antonio Tejero var i forvejen kendt fra Galaxia-affæren, hvor en sammensværgelse mod statens nye form blev optrevlet i tide. Da gendarmen fra Guardia Civil indtog parlamentet og råbte de berømte bryske ord ¡Quieto todo el mundo! ¡Al suelo!, skræmte han livet af de tilstedeværende. Men ude omkring i hjemmene forbandt man hans navn med tom cafépalaver: teatertorden og sabelraslen for galleriet.

Tejero var bare ikke alene. I Valencia erklærede general Milans Bosch krigstilstand og sendte 40 kampvogne ud og afpatruljere de tomme gader. Selv i Barcelona var kampvogne ude og trille, skønt de færreste så dem.

I Madrid standsede en demokratisk sindet militærmand en oprørsk kollega i at tage kontrollen over en panserdivision. I Sevilla var den øverstkommanderende beruset den dag, fortæller radioværten José Carlos Cabrera Medina til Magasinet Europa, så det lykkedes ikke militæret at indtage hovedbyen i Andalusien.

Kupmagerne troede, at de havde kongen på deres side. De mente at agere i Juan Carlos I’s navn og til hans ære.

Hvorfor troede de mon det?

Dubiøse frontfigurer
Luften er tyk af teorier om kongens rolle i kupforsøget. Befolkningen blev tryg, da den kvart over et om natten omsider hørte Juan Carlos I erklære sin tilslutning til forfatningen, som et overvældende flertal af spaniere havde vedtaget sidst i halvfjerdserne.

Faktisk var talen så nøje kalibreret, at den stadig lod en kæmpe kattelem stå åben, i fald kuppet vandt fremme. Men det lagde lytterne ikke mærke til. Det var effektiv brug af mørkelygten.

Man behøver ikke bære sølvpapirshat for at betvivle den officielle beretning om, hvad der egentlig skete, da tre forskellige sammensværgelser på én og samme dag forsøgte at slå demokratiet hjem i ludo. General Alfonso Armada spillede eksempelvis en tvivlsom rolle som demokratiets forfægter, da han tilbød Tejero at tage tøjlerne, og Tejero var for kortsynet til at se sin chance her for at genindføre militærstyre.

Armada var en af kongens ubetingede støtter i en tid, hvor den fascistiske Falange få år før havde skrålet i gaderne, at ”vi vil ikke have en evnesvag konge”. Der var masser af brudlinjer i de reaktionære rækker. Ikke alle var monarkister, og ikke alle brød sig helt konkret om den unge mand, som var vokset op ved Francos side.

Armada førte mangen en samtale med kong Juan Carlos I i dagene op til kupforsøget. Ingen vil fortælle, hvad samtalerne handlede om. Pludselig kommer en gendarm styrtende ind i rigsdagen og tager politikerne som gidsler. Og Armada byder sig til som redningsmand …

Mørke kræfter
ABC citerer søndag centrale kilder for, at efterretningstjenesten CESID kendte til kuppet og støttede det. I alle instanser og samfundsfag var der delte meninger om kuppet. Demokratiet var nyt og vakkelvornt og stod til at vælte, hvis det ikke blev forsvaret. Og som en leder samme dag betitles i samme dagblad: ”Demokratiet kan ikke forsvare sig selv”. Demokraterne må forsvare demokratiet, hvis det skal overleve.

Dokumentarfilm om den traumatiske hændelse hævder, at der var en amerikansk forbindelse. USA har strategiske interesser og baser i Spanien, og CIA er til stede overalt, hvor amerikanske interesser tilsiger det. Der er dem, der mener, at det var amerikanerne, der stoppede kuppet. Fordi USA selv stod bag det.

Det er ikke til at vide, og besindige typer som professor og El País-skribent Jordi Gracia mener ikke, at der er nogen kat begravet noget sted. Det ville også undergrave hele hans tillid til transitionen som den bedst mulige proces ved diktatorens død. En anden intellektuel som journalist og forfatter Ramón de España afholder sig fra at have en mening om det – for hvor skulle vi vide det fra?

Lang nats rejse mod dag
Kongen blev helt i den officielle historieskrivning om den dag, hvor demokratiet nær var blevet aflyst. Juan Carlos I fremstod som Spaniens redningsmand. Han har ikke siden udvist nogen moralsk integritet til at sandsynliggøre det, og fernissen er for længst slidt af. Men dengang i firserne tjente udkommet af kupforsøget til at konsolidere demokratiet – og monarkiet.

Så det blev ikke som et halvt århundrede tidligere, hvor den daværende konge var indforstået i indførelsen af diktatur: Primo de Riveras regime, som blev omstyrtet af republikken, som på sin side blev væltet af militæret.

Hvordan oplevede befolkningen så de vågne timer frem til kongens tale? Vi har spurgt ud i rummet og fået flere snese svar. Mange af dem fra mine generationsfæller, som var cirka ti år i 1981, da det spanske kup fandt sted. Selv var jeg det år for første gang på Mallorca, hvor masseturismen gik sin sejrsgang. Og på pionérlejr i Tjekkoslovakiet, hvor det lokale diktatur åndede fred og ro, fordi det så godt som ingen modstand mødte på den tid.

Spanien på vippen
Nogle var unge og fór hjem og brændte deres pornoblade. Aktivister gik under jorden i hemmelige lejligheder, som stadig fandtes på den tid. Homoseksuelle expats overvejede deres situation i tilfælde af nationalkatolicismens genkomst.

Dissidenter fra diktaturets tid tog straks af sted i sikkerhed i Frankrig. Cheflæger med en fortid som politisk aktive var sig bevidste, at de ville blive udrenset, hvis kuppet vandt fremme.

Børn så bedstemødre besvime ved tanken om igen at blive udsat for diktaturets metoder. Børnene vidste ikke, hvad ordet statskup betød. De forstod heller ikke, hvad det ville sige, at Tejero var den nye Franco. Diktatoren kom til magten i trediverne, da militæret gjorde oprør mod den spanske republik.

Men børnene mærkede de voksnes frygt.

En del af befolkningen håbede selvsagt på kuppets succés. Spanien var og er et splittet land uden en fælles konsensus. Der blev med møje skabt fælles fodslag i den forsigtige og gradvise overgang fra diktatur til demokrati. Det var netop bagslag fra reaktionens og militæret, man frygtede, og derfor skulle alle med om bord.

Den fælles konsensus hang og blafrede i vinden den 23. februar til efter midnat.

I tiden derpå legede børnene statskup i gaderne. Alle ville være Tejero og spille den mest dramatiske rolle. De mindste børn måtte nøjes med at være rigsdagsmedlemmer og kaste sig til jorden.

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /flickr/