Danmark får de bedste flasker – selvom prisen på vinen eksploderer på hylderne

2019-11-10T21:35:12+00:00 søndag, 10. november, 2019|

En schweizisk vinblogger banede vejen for Jürgen von der Marks vine på hylderne i de danske butikker, og siden er det kun gået den rigtige vej med salget, selvom priserne er meget højere i Danmark.

Reportage af Jesper Ernlund Lassen

Det er dagen derpå i industriområdet i Rheinweiler, hvor Jürgen von der Marks vingård ligger. Men det er ikke tømmermand, der plager vinmanden, snarere en lettelse over gårsdagens veludførte arbejde.

“Der er meget, der kan gå galt, når vi fylder vin på flaske,” fortæller Jürgen von der Mark samtidig med at han ivrigt forklarer, at aftapningsanlæget tager alt pladsen i vingårdens store hal, hvor en lastbil uden anhænger nemt ville passe ind.

Vi skal egentlig snakke om Danmark som eksportland for vinen her fra Baden, som ønolog og Master of Wine Jürgen von der Mark producerer i bygningen, der er en blanding af træ, limtræsbjælker, beton og bølgeplader i mat stål. Men vinens ve og vel er meget vigtigere, end at den en dag skal finde vej til en kunde.

“Ilten er problemet, når vi fylder på flaske. Det gik godt i går, selvom vinen er blevet revet ud af sin trygge tilværelse på fadet,” siger vinmanden om sin egen Weingut von der Mark Merdinger 2017 spätburgunder, som pinot noir druen hedder i Tyskland.

Det danske marked
Vi er nået gennem den store hal og ind i et åbent sidelokale, hvor et garderhøj cementæg troner indeklemt blandt rustfristålfade, man kan lige kante sig igennem til den grå kolos.

“Danmark, min danske importør læste om min vin på en schweizisk vinblog og tog kontakt til mig. Nu er Danmark mit bedste eksportmarked,” siger Jürgen von der Mark, der eksporterer til Italien, Schweiz, Beneluxlandene, Frankrig og USA foruden ved Danmark.

57-årige Jürgen von der Mark brænder for at fortælle om sin vin, der har været på det danske marked siden 2014. – Foto: Jesper Ernlund Lassen.

Det var tilbage i 2014, eller var det nu i 2015. Jürgen von der Mark stopper talestrømmen et øjeblik, inden han bestemmer sig for, at eksporten nok begyndte til Danmark i 2014.

Nu går cirka 3000 flasker af Jürgen von der Marks vine fra egen vingård sammen med cirka 40.000 flasker af en supermarkedslinje til Danmark. Vinene fra hans egen vingård bliver i Danmark solgt for priser mellem 200 og 500 kroner, mens supermarkedslinjen bliver solgt til en vejledende udsalgspris på 149 kroner.

Fra egen vingård
Jürgen von der Mark ejer nemlig ingen vinmarker selv, men køber derimod druerne af en vinbonde cirka 40 kilometer mod nord ved Tuniberg udenfor byen Freiburg. Vinbonden dyrker både majs, jordbær og altså vindruer.

Pagtaftalen om at aftage druerne fra vinbonden er hverken tidsbestemt eller skriftlig.

“Vi har ingen kontrakt. Vi har givet hinanden hånden på, at jeg aftager druerne,” fortæller Jürgen von der Mark om tillidsforholdet til vinbonden Harald Wochner.

Druerne bliver høstet og kørt de fyrre kilometer til Jürgens von der Marks vingård i Rheinweiler.

“Det er selvfølgelig ikke særligt bæredygtigt, og det ville da være bedre, hvis jeg boede lige ved vinmarkerne. Men jeg har nu en gang mit liv her,” siger Jürgen von der Mark, hvis kone arbejder i medicinalindustrien i Basel på den anden side af grænsen, der ligger små 30 kilometer fra Rheinweiler.

Jürgen von der Marks egne vine har været økologiske indtil 2016, hvor økologien kostede dyrt i høstudbyttet.

“Vi mistede halvdelen af vores druer, fordi vi ikke mere kunne sprøjte,” fortæller Jürgen von der Mark om et kobberbaseret sprøjtemiddel, der blev forbudt i økologisk jordbrug i 2013.

Nu bliver vinmarkerne igen sprøjtet med samme middel, hvis det er nødvendigt, men ellers bliver der ikke brugt andre sprøjtemidler.

“Det kommer ingen pesticider på min jord,” udbryder Jürgen von der Mark, der mistede sine økologiske storkunder efter fravalget af økologien.

De bedste fade går til Danmark
Jürgen von der Mark har udover sine egne vine også en supermarkedslinje, der i Tyskland bliver solgt til en landsdækkende kæde. Det er en vin, som Jürgen von der Mark laver sammen med et kooperativ omkring byen Oberkirch cirka 120 kilometer mod nord fra sin egen vingård.

“Jeg forsøger at bruge metoderne fra min egen produktion og oversætte dette til meget større forhold,” forklarer han om sin Jürgen von der Mark, pinot noir, Weinland Baden, 2017 der bliver solgt i de tyske supermarkeder for 4,99 euro, hvilket er under 40 danske kroner for en fadlageret pinot noir.

Det er en vin, der bliver produceret flere hundredtusindvis flasker af, nærmere vil Jürgen von der Mark ikke komme ind på produktionsmængden.

Samme vin bliver i Danmark solgt under navnet von der Mark – pinot noir M-Serie, der også stammer fra kooperativet.

“Det er samme vin, hvor vi udvælger de bedste fade til det danske marked. Mørbraden går til Danmark så at sige,” forklarer Jürgen von der Mark, om vinen der i Danmark har en vejledende udsalgspris på 149,- kroner. Vinen ses dog på tilbud ned til omkring 100 kroner i de danske supermarkeder, hvor vinen også bliver solgt.

Samme vin i forskellige flasker, selvom de bedste fade bliver udvalgt til det danske marked. Vinen til venstre koster 4,99 euro i Tyskland, men vinens til det danske marked har en vejledende udsalgspris på 149,-. Vinen laver Jürgen von der Mark hos et kooperativ i byen Offenkirch. – Foto: Jesper Ernlund Lassen.

Både den danske og tyske udgave sælger godt, men Jürgen von der Mark oplever tit, at de tyske supermarkedskunder ringer.

“De vil have vinen billigere end de 4,99 euro som vinen koster i supermarkedet. Det kan ikke lade sig gøre,” fortæller Jürgen von der Mark, om prisen der er så lav på grund af det store antal, som supermarkedskæden aftager.

Den danske smag
“Ung vinder altid over gammel,” konstaterer Jürgen von der Mark, efter han har fået nødtørftigt skyllet to glas under den kolde hane og tappet to smagsprøver af hvidvinen fra den grå cementæg.

I glasset er, hvad der senere skal blive til Weingut von der Mark, Diebkinzig, 2018 Gemischter Satz.

Den uklare lyse hvidvin skummer nærmest i glasset og duften af vinen er friske stikkelsbær og saltet mineralitet.

Vinen på cementægget er von der Marks Diebkinzig, 2018 Gemischter Satz. Jürgen von der Mark overvejer stadig om vinen skal forblive uklaret, eller om den skal filtreres inden den kommer på flaske. – Foto: Jesper Ernlund Lassen.

Der er 14 forskellige druer i den, også nogle der er forbudte, spøger Jürgen von der Mark, mens han i flæng nævner nogle af druerne i vinen, hvoraf hovedandelen er 40 procent pinot blanc, der hedder weissburgunder i Tyskland.

Mens de unge vine altid vinder over gamle, så er det ikke sådan med det danske marked.

“Danskerne vil have modne vine, og de kan bedst lide pinot noir og riesling,” fortæller Jürgen von der Mark om det danske markedet han endnu ikke har besøgt.

“Min danske importør klarer det virkeligt godt selv, og han vil slet ikke have, jeg kommer,” siger Jürgen von der Mark, der dog planlægger en salgstur til Danmark for at få sin vin ind på de danske restauranter.

Og vinmanden ved allerede, hvordan han skal få vinen ind der.

“Jeg beholder altid en vis del af en årgang til et senere salg, så netop restauranterne kan få de modne vine,” forklarer Jürgen von der Mark om, hvordan han planlægger at få sine vine ind på de danske restauranters vinkort i fremtiden.

Stik mod statistikken
Skal man tro eksporttallene fra tysk vins brancheorganisation Deutsches Weininstitut, så er danskernes appetit på tysk vin ikke den største.

Sidste år blev der således eksporteret 1,9 millioner liter tysk vin til Danmark, mens 3,7 millioner liter gik til Finland, og Sverige importerede 5,7 millioner liter tysk vin.

Norge med det mindste befolkningstal af de fire lande på 5,3 millioner mennesker  importerede 6,5 millioner liter tysk vin i 2018.

Set i forhold til befolkningstallene i Norge, Sverige, Finland og Danmark, så eksporterede Tyskland hele 1,2 liter vin hver til nordmand, 0,57 liter til hver svensker, 0,67 liter aftog finnerne, mens danskerne kun importerede 0,33 liter tysk vin per dansker.

I en netop udgivet analyse fra Deutsches Weininstitut bliver det således også konkluderet, at tysk vins kendthed i Danmark er inde i en længere nedadgående trend. Kun 20 procent af de danske vindrikkere har drukket tysk vin indenfor de sidste seks måneder.

Druerne til Jürgen von der Marks egne vine kommer ikke fra markerne lige udenfor Rheinweiler her, men derimod fra Tuniberg, der ligger 40 kilometer fra vingården tæt på byen Freiburg. – Foto: Jesper Ernlund Lassen.

Analysen giver ingen grund til den dalende kendthed, meddeler Deutsches Weininstitut efterfølgende i en e-mail. Samme dag bliver passagen om tysk vins længerevarende nedadgåede kendthed i den offentligt tilgængelige del af analysen ”Denmark Landscapes Report 2019”. Magasinet Europa er stadig i besiddelse af den oprindelige version.

I Rheinweiler er det ikke noget som Jürgen von der Mark mærker noget til. Han har derimod let ved at afsætte sine vine i Danmark, som han opfatter som et mere tilgængeligt marked end vores nordiske naboer.

“Jeg ved, at interessen er der i de andre nordiske lande. Men monopolsystemet i de lande gør det sværere komme ind på markedet,” siger Jürgen von der Mark, der bemærker, at de øvrige nordiske lande har langt flere Masters of Wine end Danmark, hvor kun en dansker har opnået denne titel i 2019.

Jürgen von der Mark blev selv Tysklands første Master of Wine i 1996.

Om Jürgen von der Mark

57-årige Jürgen von der Mark er uddannet ønolog fra Hochschule Geisenheim. I 1996 blev von der Mark Tysklands første Master of Wine. Herefter har arbejdet som flying winemaker ført Jürgen von der Mark vidt omkring, inden han åbnede sin egen vingård i Rheinweiler i Tysklands sydvestligste hjørne af Baden-Württemberg. Her bor han sammen med sin kone og to døtre samt sin egen vinkælder, der efter eget udsagn, er stor.

Jürgen von der Mark er ikke adelig, men stammer fra Bonn og er ud af en slægt af landarbejdere.

Om virksomheden

Weingut Jürgen von der Mark er en enmandsvirksomhed, der beskæftiger ejeren selv og bruger løst ansatte efter behov.

Omsætningen ligger på omkring 700 000 euro og vingården producerer i omegnen af 40 000 flasker vin per år. De første vinmarker blev pagtet i 2003, men først i 2011 flyttede virksomheden ind i den nuværende bygning i industriområdet af Rheinweiler. Indtil da lejede Jürgen von der Mark sig ind hos forskellige andre vingårde og på et nedlagt slagteri.

Miniserie: Tyskerne danskerne ikke forstår

Tyskland er Danmark største eksportland, men danske virksomheder svært ved at nå de rigeste tyske delstater Bayern og Baden-Württemberg. Potentialet er enormt, for de to delstater står til sammen for en tredjedel det samlede tyske økonomi, der også bliver kaldt Tysklands økonomiske lokomotiv.

Skiftende danske regeringer har med vækstinitiativer siden 2015 forsøgt at sætte gang i eksporten til Sydtyskland. Afstanden til det sydlige Tyskland, sproget og kulturforskelle bliver givet som grund til den manglende eksportsucces. Magasinet Europa rejste derfor på en over 3100 kilometer lang togrejse for at besøge tre sydtyske virksomheder, der alle omvendt eksporterer til Danmark.

Tre små og mellemstore virksomheder, der eksporterer traditionelle varer som vin og træ fra Baden-Württemberg og vandresko fra Bayern.

Jesper Ernlund Lassen er freelancejournalist og Erasmus Mundus Master fra Aarhus Universitet og City University London med speciale i finansjournalistik. Er uddannet journalist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med praktik blandt andet hos partiet SPD i Berlin. Siden har stationerne været Tænketanken Cevea, Flensborg Avis, TV2 Business og Grundfos Communication.

Alle fotos: Jesper Ernlund Lassen


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: