Danmark og EU – kultursammenstød eller bare besværligt?

2017-06-30T10:08:25+00:00 Af |Analyse|

Selv om Danmark nu har været medlem af EU i snart 40 år, kan man ikke sige, at forholdet har været lydefrit. En forklaring på dette  kan være, at vi er vidne til et gedigent kultursammenstød, et møde mellem to forskellige politiske kulturer.

11.06.2012 | KULTURSAMMENSTØD | Selv om omfanget af den folkelige EU-skepsis her i landet måske ofte overdrives, er det nok ikke for meget at sige, at det danske forhold til og forbehold over for EU præges af en noget afventende og tvivlende holdning. Set i et længere perspektiv falder denne holdning fint i tråd med en dominerende tendens i dansk udenrigspolitik siden 1864, som går ud på ikke at engagere sig i verden ud over det højst nødvendige. En verden, som hovedsageligt opfattes som truende og fjendtlig. Tilslutningen til EU (dengang EF) i 1973 blev da også i høj grad præsenteret som en økonomisk nødvendighed;  at der også var tale om et forpligtende politisk samarbejde, ville man helst ikke høre. Det man måske har været mindre opmærksom på, er, at Danmarks forhold til EU også kan ses som et møde – eller ligefrem sammenstød – mellem forskellige politiske kulturer som bunder i forskellige opfattelser af demokratiet.

To kulturer
Den amerikanske retsfilosof Ronald Dworkin har i sin bog Freedom’s Law fra 1996 funderet over, hvilken styreform der bedst varetager den samfundsmæssige lighed mellem borgerne og deres personlige frihed. Han skelner mellem to politiske kulturer, det konstitutionelle demokrati og flertalsdemokratiet.

Det konstitutionelle demokrati bygger på den idé, at den øverste suveræne myndighed er folket, hvis rettigheder beskyttes af forfatningen, grundloven, og en særlig institution i form af en domstol overvåger, at de respekteres. Den passer på, at lovgiverne ikke tiltager sig for meget magt og frem for alt ikke vedtager love i strid med forfatningen til skade for borgernes rettigheder. Den mest kendte repræsentant for sådanne domstole – der efterhånden findes i de fleste europæiske lande – er den tyske Forfatningsdomstol i Karlsruhe. Ydermere er lovgivernes rolle inden for denne type politisk kultur også ofte afgrænset af et overhus eller senat, og i nogle tilfælde af en magtfuld præsident. Den tidligere italienske præsident Ciampi (1999-2006) afviste fx. ved flere lejligheder lovforslag som forfatningsstridige, lige som den franske nationalforsamling holdes i ørene både af et senat, et forfatningsråd og den direkte folkevalgte præsident.

Hvis man følger denne skelnen, er det let at se, at den demokratiopfattelse, vi har i Danmark, er et typisk eksempel på flertalsdemokrati. Hvad går det så ud på? Ja, det opsummeres faktisk temmelig godt i Viggo Hørups berømte sætning ”ingen over og ingen ved siden af Folketinget”, fra 1878 som efterfølgende har opnået helt dogmatisk status i vores parlamentariske praksis – selv om udtalelsen var rettet mod Landstinget og dets magt. Når mandaterne er fordelt, er det flertallet, der bestemmer. Folketinget er således den suveræne statsmagt, som ikke begrænses af noget som helst, eftersom der ikke er et kammer (et overhus eller senat), der kan bremse eller modificere Folketingets lovgivning. Og selv om lovforslag skal igennem tre behandlinger, er det jo stadig i den samme forsamling. Statsoverhovedet (dronningen) har ingen reel indflydelse, og der er ikke tradition for, at domstolene blander sig i Folketingets lovgivning, selv om denne ret betragtes som en anerkendt forfatningsretlig sædvane – som bekendt har Højesteret kun én gang kendt en lov forfatningsstridig (Tvind-sagen i 1999). Et flertal kan altså uimodsagt vedtage love, selv om de måtte være til skade for borgerne. Grundloven har efterhånden blot symbolsk betydning – ”nogle gode råd til Folketinget”, som allerede den kendte retsfilosof Alf Ross mente.

Det er altså disse to helt forskellige politiske kulturer, der mødes i det europæiske samarbejde. Og når man ser på EU’s opbygning, springer det i øjnene, at den svarer mere til de central- og sydeuropæiske konstitutionelle demokratier end til det danske – og for øvrigt også engelske – flertalsdemokrati: Parlamentet er medlovgiver sammen med ministerrådet, altså noget der ligner to kamre, og EU-domstolen våger over denne lovgivning som en anden forfatningsdomstol og har derfor i de senere år også mere og mere påtaget sig rollen som beskytter af EU-borgernes rettigheder.

Borgernes rettigheder og flertalsdemokrati
Men hvordan er det egentlig i praksis med borgernes rettigheder i et flertalsdemokrati? Som sagt opfattes Grundloven i stigende grad symbolsk, og det er da også sandt, at de rettigheder der fastlægges i den, er få og relative, måske endda lidt tilfældige (som også flere forfatningsretseksperter som bl.a. Henning Koch mener). Der er i alt tale om 10 paragraffer (§ 71-79, samt § 67 om trosfrihed), men de er alle udstyret med diverse forbehold og indskrænkninger (til sammenligning består EU’s charter om grundlæggende rettigheder i Lissabon-traktaten af 54 artikler, som ikke straks relativiseres af diverse indsnævringer) – og så er de gemt lidt væk hen imod slutningen. I modsætning hertil begynder en grundlov som den tyske fra 1949 med grundrettighederne, som dermed kommer til at danne en ramme for fortolkningen af teksten. Der er i den danske Grundlov ingen spor af den opfattelse, at forfatningens vigtigste opgave er at forpligte statsmagten til at beskytte borgernes rettigheder mod overgreb − bl.a. fra denne magt selv.

Folketinget har derfor i de senere års atmosfære af terrorfrygt og kamp mod organiseret kriminalitet uhindret kunnet vedtage en række love, der indskrænker borgernes frihed: Den tømrer eller lystfisker, der glemmer en kniv i sin bil, risikerer straf. Videoovervågning og mobiltelefonaflytning er blevet hverdagskost, man praktiserer præventive anholdelser, osv. Og hvordan forholder skatteministerens seneste udspil om kontrol med sort arbejde i private hjem sig egentlig til Grundlovens ord om boligens ukrænkelighed (§ 72)? Lige som flere af de andre er denne paragraf da også udstyret med en ”kattelem” for den opfindsomme og foretagsomme lovgiver, for krænkelse af boligen kan kun foregå efter retskendelse, ”hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse”. Så er det jo bare et spørgsmål om at få gennemført sådan en lov om ”særegne undtagelser”, så behøver man ikke ulejlige en dommer. Hvem er vel imod, at man kommer sort arbejde til livs? At man så kommer til at krænke nogle grundrettigheder undervejs tæller tilsyneladende mindre.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at danskerne i blind tillid til (velfærds)staten i vid udstrækning accepterer disse indskrænkninger: ”Jo, men hvis man ikke har noget at skjule …”, synes at være holdningen. Dette er udtryk for, at vi har levet os sådan ind i den politiske kultur, hvor det suveræne Folketing uimodsagt sætter dagsordenen, at det forekommer at være det eneste naturlige og er blevet en del af den danske identitet. Folketinget, eller rettere et flertal af det, er den suveræne statsmagt – uden nogen form for modspil. Det er påfaldende og tankevækkende, at det grundlag man finder i andre demokratiske landes forfatninger, nemlig at suveræniteten beror hos folket, ikke findes i vores Grundlov og derfor ikke synes at være alment anerkendt eller blot kendt i offentligheden. Man kommer uvægerligt til at tænke på den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus ord fra 1754 om det engelske demokrati: ”Borgernes frihed varer kun det korte øjeblik, det tager at afgive sin stemme, derefter bliver de Parlamentets slaver”.

EU, flertalsdemokrati og suverænitet
Og samtidig virker andre kulturer – især EU – fremmedartede og mærkelige. Det er både blandt politikere og i offentligheden en udbredt opfattelse, at dansk suverænitet varetages bedst, ja kun af Folketinget, og at fremmede instanser som fx Europakommissionen eller EU-Domstolen ikke skal blande sig. Tænk bare på det postyr Metock-dommen afstedkom her i landet for et par år siden (i 2008) – ikke kun hos Dansk Folkeparti! Dommen fortolkede såmænd bare et direktiv, som Danmark selv havde været med til at forhandle på plads i 2004, og understregede i den forbindelse at den frie bevægelighed var uantastelig, noget som også danske borgere jo nyder godt af.

Men lige netop dette, at EU-Domstolen faktisk overvåger grundlæggende rettigheder, udgør den store forskel mellem de to politiske kulturer i EU og i Danmark – et synspunkt, som bl.a. også er blevet fremført af EU-ekspert Marlene Wind. Det er selvfølgelig rigtigt, at danske borgeres rettigheder ikke kun er henvist til Folketingets forgodtbefindende, men at de også beskyttes af internationale regler som fx Europarådets Menneskerettighedskonvention af 1950. Det er dog tankevækkende at disse rettigheder synes bedre sikret af international end af national lovgivning.

Med den danske politiske kultur in mente og det historiske perspektiv, vi opridsede i indledningen, er det forståeligt, at spørgsmålet om suverænitet bliver prekært: Folketinget er ikke vant til at blive kigget i kortene eller dele sin magt med andre, og det er i forlængelse heraf, at opfattelsen opstår, at landets suverænitet bliver truet. Dette kultursammenstød mener vi altså hænger sammen med fundamentale forskelle i politiske kulturer, som bygger på de to grundlæggende demokratiopfattelser, som vi har skitseret. Og vi mener, at det er afgørende for en dybere forståelse af Danmarks plads i EU, at man gør sig dette klart.

Irene Baron er lektor cand. jur. et phil., Michael Herslund er professor dr. phil., begge tilknyttet Center for Europaforskning, CBS.

Forsidefoto: Kultursammenstød eller ej, statsminister Helle Thorning-Schmidt trykker hånd med formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy (President of the European Council).