Dansen om lossepladserne på kanten af Moskva

2018-06-14T10:52:49+00:00 torsdag, 7. juni, 2018|

Forårets skraldeprotester i Rusland et tegner portræt af et handlingslammet regime, der ikke formår at gøre noget ved behandlingen af de 11 millioner tons affald, som Moskvas over 12 millioner indbyggere producerer årligt.

RUSLAND| “Vi er indbyggere i bydelen Kutjino, Olgino og Pavlino ved Balasjikha. Vi er havnet i en svær situation.”

Jelena Mikhajlenko er igennem på direkte tv ved den årlige “åbne linje med Vladimir Putin” den 15. juni 2017. Hun forklarer, at der i udkanten af byen, 200 meter fra børnehaver, beboelse og hospital samt 20 km fra Kreml, ligger et kæmpe affaldsdeponi.

“På lossepladsen opstår der flere gange i døgnet brande, det er ikke til at trække vejret, der sker hele tiden gasudslip, metanetiol, svovldioxid. Det bliver alt sammen til svovlbrinte. Det går vi og indånder. Opkast, kvalme — hele tiden — det er ikke til at holde ud. Vi ved ikke hvad vi skal gøre — at henvende os til Dem er vores sidste håb.”

Kvindens stemme knækker, og Vladimir Putin tager over. Han er helt klart forberedt på spørgsmålet og nævner, hvilke russiske byer, der især har problemer med for meget affald og hvor mange affaldsforbrændingsanlæg, der skal anlægges omkring Moskva. Og han lover at tage hånd om situationen.

Den losseplads skal lukkes!
Under et ministerrådsmøde kun en uge senere spørger Putin minister for naturressourcer og miljø, Sergej Donskoj, hvornår lossepladsen i Kutjino bliver lukket. Donskoj taler længe om geologiske undersøgelser, der skal afgøre nedsivningsfaren. Til sidst mister præsidenten tålmodigheden:

“Hør her — og jeg håber også at guvernøren lytter med – den losseplads skal lukkes i løbet af en måned!”

Moskva-regionens guvernør forstod en hentydning og lukkede lossepladsen samme dag. Allerede dagen efter beretter avisen Gazeta, at lossepladsen, skal lukkes og omdannes til … forlystelsespark. Den russiske miljøstyrelse foretager en ransagning hos den entreprenør, der driver lossepladsen, og fem dage senere bliver kontoret plomberet og samtlige 150 ansatte fyret. Skraldebilschauffører i hele Moskva-regionen oplever i de følgende uger usædvanligt mange check af deres last.

11 millioner tons tungt problem
Det bliver imidlertid ikke det sidste, man hører — eller lugter — til Kutjino. I begyndelsen af december 2017 breder der sig en ulidelig stank i selve Moskva. Efter omkring en uge forklarer det russiske Ministerium for Ekstraordinære Situationer, MTjS, at stanken skyldes arbejde på lossepladsen i netop Kutjino. Man er ved at lægge en membran ud over lossepladsen og bore et hul ned i gennem de 60 meter skrald. Gennem hullet skal gas ledes ud af affaldsbjerget og afbrændes i et 7 meter højt skorsten.

Der er imidlertid en anden hage ved hastelukningen af lossepladsen i Kutjino. Man har fra den ene dag til den anden lukket en losseplads, der dagligt modtog 800 læs skrald svarende til 90 procent af Moskvas samlende dagrenovation. Det har sat de øvrige lossepladser omkring Moskva under pres. Kæmpebyen har i nullerne og tierne oplevet et kæmpe forbrugsboom, og dens i dag mindst 12 millioner indbyggere producerer officielt 11 millioner tons affald årligt.

Bystyret i Moskva har i ti år forsøgt at etablere affaldsforbrændingsanlæg, men bestræbelserne er gang på gang strandet på lokal modstand. Og derfor behandler man såkaldt “hårdt husholdningsaffald” som man har gjort siden begyndelsen af halvfemserne: kun seks procent bliver brændt, fire procent bliver genanvendt, mens 90 procent uforarbejdet bliver kørt på lossepladsen.

Ingen tillid
Hen over efteråret spreder stanken og demonstrationerne sig over en række lokalsamfund i Moskva-regionen. Sidst på vinteren er den gal i Volokolamsk nord for Moskva. Siden 1. marts har borgerne flere gange krævet at lossepladsen skal lukkes. Myndighederne har overfor offentligt ansatte indskærpet, at de ikke bør møde op til demonstrationerne.

Ikke desto mindre møder 5.000 mennesker – en fjerdedel af byens indbyggere — op til en demonstration den 3. marts. Ved denne og senere demonstrationer bærer lokale bannere med tekster som “det her er ikke kz-lejr — hold op med at gasse os!”.

Journalister, der er til stede fortæller, at lokale ikke stoler på myndighedernes tal for, hvor alvorlig luftforureningen er og flere er begyndt selv at investere i dyrt måleudstyr.

Situationen tilspidses yderligere, at da 250 borgere — heraf halvdelen børn – i løbet af 21. marts henvender sig på det lokale sygehus med symptomer som voldsom kvalme og svimmelhed. Da  amtsborgmester Jevgenij Gavrilov og guvernør for hele Moskva-regionen Andrej Vorobjov møder op, viser det sig hurtigt, at de to herrer er ikke vant til at omgås deres vælgere. De vil hellere give interview til de fremmødte journalister end tale med bekymrede forældre til forgiftede børn og må begge eskorteres væk af livvagter.

Teknokratvælde
Ifølge forsker ved den russiske filial af den internationale tænketank Carnegie Endowment for International Peace, Andrej Pertsov, er protesterne i Volokolamsk symptomatiske for det russiske regime.

Lederne af Ruslands 85 delstater er måske nok folkevalgte, men præsident Putin benytter sig ofte af sin ret til at skifte dem ud midt i deres valgperiode. Og i delstaterne er situationen den samme.

Noget af det første Andrej Vorobjov gjorde, da han blev guvernør for Moskva-regionen, var at afskaffe de direkte valg til lederposterne i de større byer omkring Moskva. Det var ham, der i 2014 udpegede Jevgenij Gavrilov som amtsborgmester for Volokolamsk-regionen, skønt denne hverken havde politisk erfaring eller lokal tilknytning. Og det var Vorobjov, der to dage efter episoden foran hospitalet i Volokolamsk fyrede Gavrilov og indsatte Aleksej Vykharev, der heller ikke stammer for området og oven i købet beskyldes for svindel i forbindelse med en række byggeprojekter. Og det er formentligt også Vorobjov, der har “løst” skraldeproblemet i Volokolamsk ved at omdirigere trafikken af skraldebiler til deponier i Jaroslavl-regionen nord for Moskva.

Ifølge Pertsov varsler skraldeprotesterne ilde ikke bare for Vorobjov, men for det russiske regime som et hele. Det har ganske vist reddet langt større protester af før. I 2005 stimlede millioner af pensionister sammen foran rådhuse og administrationsbygninger over hele Rusland i protest mod afskaffelsen af en række goder, men dengang, påpeger Pertsov, var det folkevalgte, lokale politikere, der kom ud af rådhusene og fik talt gemytterne til ro.

Spørgsmålet er, om det russiske regime i dag har tilstrækkeligt folkeligt mandat til at håndtere den uro, der kan komme, hvis man – som den russiske regering påtænker — hæver personskatten, momsen og pensionsalderen.

Jesper Gormsen er skribent for Magasinet Europa, blogger om russiske forhold på www.jespergormsen.dk og er medvært på podcasten Intet nyt fra vestfronten 

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Alexander Zemlianichenko/

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb via MobilePay                          Støt os fast via Patreon

                                   Image result for patreon