Daytondiplomati på DOX

2017-06-30T10:07:55+00:00 Af |Baggrund|

Dokumentarfilm går bag om diplomaten Richard Holbrooke og tvinger os til at forholde os til dokumentaren som både videnskabeligt vidnesbyrd og alternativ historiefortælling.

8.3.2015 | EPILOG TIL DAYTON-TEMA | Mens den politiske og historiske arv efter Dayton-aftalen for 20 år siden stadig er til diskussion, kan man ikke sige det samme om den amerikanske diplomat Richard Holbrookes rolle i de historiske fredsforhandlinger, der endte krigen i Bosnien. I hvert fald ikke ifølge instruktøren David Holbrooke, der har begået en film om faderen som den historiske figur, han betegnes som af både kollegaer og af sønnen selv.

Dokumentarfilmen The Diplomat er et vidnesbyrd om den måde, hvorpå historie bliver til netop Historie. Hvordan bliver en mere eller mindre almindelig diplomat til en betydningsfuld figur i historiebøgerne? Hvilke diplomatiske og menneskelige kvaliteter skal der til? Hvad og hvem afgør om han i sit eftermæle bliver betragtet som ven eller fjende, en høg, en kriger, en fredsmægler?

Svaret på de spørgsmål afhænger ikke kun af tilfældigheder. Om at være på det ”rigtige/forkerte” sted på det rette tidspunkt, træffe de rette beslutninger, eller om at udføre bestemte diplomatiske opgaver inden for en given historisk kontekst. Nej, historien skabes – uanset om der er tale om en historisk begivenhed eller en ”historisk person” – først og fremmest af den eller dem, der fortæller den.

Dokumentariske fortællinger
Netop dét skal tages med i betragtning, når The Diplomat fremover vil blive brugt som et stykke veludført dokumentarisk arbejde. Hensigten med dokumentaren er ifølge eget udsagn at skildre Holbrookes ”liv og levned” i det diplomatiske spil omkring konflikter så kolde og varme som dem i Vietnam, East Timor, Tyskland efter Berlinmurens fald, Kosovo, Irak, Pakistan, Afghanistan og altså i Bosnien anno 1995.

Daytonaftalen betragtes af mange – herunder begge Holbrookes – som en af diplomatens største successer. Forhandlingerne om aftalen, der satte en stopper for blodsudgydelserne i Bosnien efter mere end tre års konflikt, optager måske lige præcist derfor også hovedparten af de i alt 103 minutter, det tager Holbrooke Jr. at fortælle sin historie.

Det samme gør antallet af sekvenser, der omhandler netop Bosnien. Et filmisk greb, der vidner om instruktørens vilje til primært at fokusere på faderens karrieremæssige højdepunkt umiddelbart før, under og efter krigene på Balkan.

Den enes brød…
Tager man de historiefortællende briller på, giver det god mening. Proportionelt set er der dog mere Balkandiplomati i The Diplomat, end der var i Holbrookes mere end 40 år lange karriere. Diplomaten havde et særligt forhold til netop Bosnien og senere Kosovo, hvor han fra 1998-1999 fungerede som USA’s særligt udsendte rådgiver.

Noget andet er det forhold de to lande har til diplomaterne. Her er det meget betegnende – og lidt underholdende – at følge The Diplomats afslutningssekvens, hvor instruktørsønnen undrende rejser rundt i Kosovo efter fadrens død og overraskes over, hvorfor der ikke er rejst nogen mindesmærker over ham.

Denne betragtning forklarer måske, hvorfor det diplomatiske samspil mellem de forskellige aktører, som Daytonaftalen også var et resultat af, træder i baggrunden til fordel for en ganske utvetydig skildring af Holbrookes diplomatiske evner på verdensscenen. Altasammen tilsat en slet skjult terapeutisk stil, hvor den egentlige hovedperson er diplomatens oversete søn, instruktøren David.

Soning og forsoning
Når Dayton-aftalen og hele det politiske spil omkring fredsforhandlingerne spiller så stor en rolle i The Diplomat, er det således resultatet af et stykke effektiv historieskrivning i genren ”søn søger at forstå sin far gennem hans karriere”.

Eller som instruktøren selv udtrykker det:

”At lære faderen at kende bedre efter hans død, end han gjorde, mens han var live.”

Det betyder ikke, at filmen er uholdbar som dokumentarisk værk. Den er faktisk et gennemført et af slagsen, der ud over filmen består af det minutiøst udformede The History Project. En slags tidslinje over de (efter sønnens mening) vigtigste begivenheder i topdiplomatens liv fra 1941 og frem til 2010, hvor han døde som 69-årig.

Filmen er primært en dokumentar om det store fredsarbejde, som diplomaten Richard Holbrooke udførte. Et arbejde der, som den (får vi at vide) tætte kollega Hillary Clinton formulerer det, ”redder civile liv.”

Dette perspektiv er også værd at tage med for uanset instruktør Holbrookes familiære dagsorden og evner som historiefortæller, så er ”the Holbrooked Peace” en med historiske briller interessant konstruktion.

Dette såvel i diplomatiske termer som i forhold til de politiske konsekvenser, som fredsaftalen har haft for Bosnien i årene, der er gået, efter Holbrooke og siden store dele af resten af det diplomatiske korps på Balkan fik nye job andetsteds.

Historieskabelser
Sidstnævnte rejser selvsagt spørgsmål om ikke bare hvem Holbrook er som historisk figur, men også hvilken historie, det egentlig er, topdiplomaten var med til at skabe. Og her bliver The Diplomat for alvor interessant. Om ikke for dens fortælling om Holbrooke, men som del af fortællingen om de historiske begivenheder han tog del i, og blev en del af.

Her er det tydeligt, at meget af den viden og det materiale, der ligger til grund for især mediernes fortællinger om krigene på Balkan trækker store narrative veksler på diplomatiets ordforråd og retoriske greb.

Som eksempel kan nævnes instruktørens samtale med tidligere præsident Bill Clinton, der selv udnævnte Holbrooke til viceudenrigsminister for Europa. Clintons ræsonnement for udpegelsen formuleres ud fra betragtninger som, “at ideen efter Den Kolde Krig var at skabe et nyt, frit Europa – et forenet, demokratisk og fredeligt

[Europa]. Balkan var en stor hindring dér.”

At instruktøren vælger at skildre en Clintonsk betragtning som denne, er ikke i sig selv et dokumentarisk problem. Men logikken bekræfter en historisk idé om Balkan som værende i dialektisk modsætning til det ”gængse” Europa. Europæisk enhed overfor ”balkansk” splittelse, og fra Anden Verdenskrig og frem jugoslavisk enhed overfor europæisk splittelse, som tilfældet var det indtil Berlinmurens fald i 1989 og Jugoslaviens opløsning i 1991.

Filmen tjener således som vidne og måske lidt for sjælden påmindelse om, at alt det vi til dagligt sluger som dokumentarisk råmateriale – uanset om det er velforarbejdet og videnskabeligt underbygget eller ej – altid er en historie fortalt af nogen, til nogen og om nogen. Og måske at disse nogen oftere deler ligheder med Bill Clinton end med f.eks. de tre Misses Holbrookes, herunder Litty, Holbrookes kone og fortrolige, Davids mor og en vigtig karakter i filmens fortælling.

Dokumentaren og diplomatiet
Så hvad er problemet med diplomati på film? Er der et problem? Udover at det, som i tilfældet The Diplomat, kan være en visuelt set træg oplevelse at kigge sig igennem.

På den ene side er det at gå bag om de personer, der er med til at forme vores udenrigspolitik – og ikke at forglemme: vores opfattelse af den – i sig selv en klassisk dokumentarisk dyd. At dokumentere er at gøre virkeligheden tilgængelig, så vi har mulighed for at tage del i den, forholde os til den, nyde den i al dens vælde eller måske tage stilling til, om vi egentlig bryder os om den.

På den anden side er dokumentaren netop ikke et sandhedsvidne, men blot et vidne om hvordan nogen har fortolket lige netop deres opfattelse af en virkelighed, der som bekendt har mange ubekendte.

Putins styrker bomber i skrivende stund, hvad der måtte være tilbage af modstanden mod Assad i Syrien – resten af det internationale samfund er fulgt efter i jagten på Islamisk Stat. Ville det havde ændret noget for de mange millioner på flugt og ikke mindst for dem, der stadig bor og lever i bomberegnen, hvis det diplomatiske spil havde været spillet anderledes? Af andre spillere?

Bosnien er i dag langt fra det harmoniske samfund, som man kunne ønske sig, og Dayton-aftalen i sin nuværende og stort set uændrede udformning ses af mange som en hæmsko for landets udvikling.

Til gengæld er der fred så længe den varer. Og nogle gange er det måske lige netop den, freden, hverken mere eller mindre, der sikrer diplomatiet og dets foregangsmænd- og kvinder deres berettigede plads i historien.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: fra dokumentarfilmen “The Diplomat” / CPH:DOX