De frivillige fra udlandet har overtaget hjælpearbejdet uden for lejren

2018-12-28T13:03:35+00:00 fredag, 28. december, 2018|

Situationen med flygtninge og migranter i byen Vathý på Samos har ændret karakter. Da antallet af flygtninge og migranter, der kom til Europa, for få år siden var på sit højeste, gav lokalbefolkningen på Samos mad og småfornødenheder til dem, som kom til øen. I dag er det i stedet udenlandske frivillige, som forsøger at tilbyde forskellige services til trods for, at de ikke længere kan arbejde og hjælpe i øens lejr.

Reportage af Jonathan Hammershøi

TEMA: EU OG FLYGTNINGENE | “Mig, mig, mig,” råber de mange børn i munden på hinanden, da der skal findes to nye kæmpere til den midlertidige sumobryderarena, der er stillet op i midten af fællesrummet i ungdomscentret Mazi. Normalt er fællesrummet et sted, hvor børn fra lejren til flygtninge og migranter på Samos kan komme og slappe af og få undervisning, men denne fredag eftermiddag er der fuld knald på.

To afghanske brødre på 12 og 14 år bliver valgt til at skulle dyste i den næste kamp. Og alle andre børn i lokalet hujer og klapper, da begge drenge med nød og besvær iklæder sig de komiske sumodragter.

Mens brødrene kæmper i en kulisse, der minder om krydsfeltet mellem en skolegård og en boksearena, står Giulia Cicoli bag de mange børn og smiler. Hun har sammen med to andre stiftet frivilligorganisationen Still I Rise, hvor frivillige underviser børn på 12-17 år i blandt andet engelsk og europæisk kultur i Mazi-lokalerne.

En pige foreviger en af sumobryderduellerne på Mazi. – Foto: Jonathan Hammershøi.

Men i dag er der besøg fra Flying Seagulls, som også er et frivilligt projekt, hvor en gruppe klovneudklædte voksne rejser rundt og underholder flygtningebørn fra hotspot-lejrene på de græske øer.

Giulia klapper roligt og anerkendende, mens børnene foran hende hepper ivrigt og stråler af glæde over, at den ene af de to brødre vælter den anden omkuld. Og sådan fortsætter det resten af eftermiddagen, kamp efter kamp, indtil børnene traver hjem mod lejren en kilometer derfra.

Tid til travlhed
Still I Rise er en af de fire frivilligorganisationer, der findes i Vathý på Samos, og som hjælper flygtninge og migranter. Alle fire er udelukkende drevet af frivillige fra andre lande end Grækenland.

Hos Still I Rise findes det eneste reelle tilbud med undervisning og aktiviteter til de cirka 1.100 børn, som bor i og omkring hotspot-lejren ifølge tal fra FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR. Samme tal viser, at der i alt bor over 4.000 flygtninge og migranter på Samos lige nu. Lejren har plads til 650.

32-årige Giulia Cicoli er født og opvokset i forstæderne til Milano, men de seneste 29 måneder har hun brugt på at arbejde frivilligt i Vathý. I de første måneder udførte hun kun arbejde for Samos Volunteers, men nu har hun dannet sin egen organisation sammen med to andre frivillige, Nicolo Govoni fra Italien og Sarah Ruzek fra Canada.

“Der kommer cirka 100 børn hos os i løbet af en dag. Nogle kommer og får morgenmad, og andre kommer også for at følge klasseundervisningen,” siger Giulia, der også fortæller, at hun og resten af det frivillige hold gerne vil tilbyde mad og undervisning til flere børn, men at de hverken har plads eller råd til at gøre det lige nu.

Hun bruger mellem 12 og 14 timer om dagen på sit arbejde med Still I Rise, hvor dagene er uforudsigelige og byder på varierende opgaver for hende. Hun koordinerer vagtplanen for de andre frivillige i organisationen, og så har hun ansvar for noget af undervisningen.

“Jeg har rigtig travlt. Men det gør mig intet. Tværtimod kan jeg ikke stoppe med at arbejde, for jeg føler aldrig, at det er nok. Når jeg tænker på leveforholdene for børnene i lejren, får jeg ondt i hjertet. Så jeg føler faktisk, at jeg burde gøre mere,” siger hun i løbet af sin pause fra arbejdet, hvor hun nyder en kop cappuccino og en hjemmerullet cigaret på en café ved havnen.

En kop te og et smil
Få hundrede meter fra Mazi ligger Alpha Center. Bag hovedindgangens mættede glasdør slænger godt 100 mænd og kvinder sig hengemt fra både lejren og de lokale med en kop te i hånden, mens de lader deres telefoner op og sludrer om løst og fast.

Det er frivilligorganisationen Samos Volunteers’ hovedkvarter, hvor voksne flygtninge og migranter kan bruge dagtimerne på at lære sprog og kreative fag.

Nogle sidder og spiller backgammon, og andre bruger tiden på en sludder med en af de frivillige, der sidder bag velkomstdisken. Samtidig bryder lyden fra en gruppe mænd med guitarer igennem den ene af de lukkede døre i rummet. De er ved at lære Bob Marleys udødelige hit “Three Little Birds”, som handler om, at det hele nok skal gå.

Selvom der konstant går en fransk frivillig rundt og skrubber gulvet rent for snavs og jord, er lugten i lokalet grim. Den minder om en ulækker blanding af et overbrugt festivaltoilet og sved. Men ingen holder sig for næsen, for de fleste i rummet er vant til lugten fra lejren, hvor de bor.

I stedet sendes der smil på tværs af lokalet, på tværs af køn og kulturer. For i Alpha Center skal der være plads til alle, og menneskene fra lejren skal kunne komme og få en gratis kop varm te hver dag, fortæller Giulia, mens hun viser rundt på det sted, hvor hun tidligere har brugt mange timer som frivillig.

Frivilligheden har ændret sig
De hverdagslige møder mellem frivillige og lejrens flygtninge og migranter foregår udelukkende i organisationernes lokaler eller på offentlige steder. Tidligere havde frivillige adgang til lejren, hvor de samarbejdede med de græske myndigheder, men nu er lejren lukket land for alle andre end flygtninge, migranter, UNHCR og myndighederne, fortæller Despina Anagnostou, som arbejder på Samos for UNHCR.

Ifølge Giulia Cicoli begrænser det de frivilliges muligheder for at hjælpe, og i stedet ender deres arbejde med at være ”damage control,” som hun selv beskriver det det.

Børnene på Mazi lærer om tiderne i det engelske sprog med udgangspunkt i deres egen situation. – Foto: Jonathan Hammershøi.

Thomas Boje er professor i sociologi og samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, og han har forsket i frivillighed og medborgerskab i Europa. Ifølge ham er begrænsningen af de frivilliges arbejdsmuligheder en ulempe, hvis forholdene for lejrens beboere skal forbedres.

“Det ideelle vil være, at de frivillige går ind og laver nogle aktiviteter og får kontakt med flygtningene på en anden måde, så de sammen kan forbedre forholdene i lejren. Det kan skabe store frustrationer og virke håbløst for de frivillige, når de ikke kan forbedre levevilkårene i lejren konkret,” siger han og fortsætter:

”Sådan som situationen er nu, handler det mest af alt om vedligeholdelse af nogle basale sociale kompetencer hos flygtningene, som de frivillige faciliterer.”

Inden EU indførte hotspot-lejrene i Grækenland i 2016, kom store menneskemængder til Europa. Blandt andet ad søvejen, som mere end 850.000 benyttede sig af i 2015, da de tog til Grækenland. Lidt over 100.000 af dem endte på Samos som første stop, men de blev sendt videre med færgen til Athen i løbet af nogle dage, som de oftest tilbragte på havnen.

Dengang gav lokalbefolkningen mad, drikke og tøj til de midlertidige flygtninge og migranter, men med tiden har stemningen blandt de lokale ændret sig. Nogle af dem forklarer, at det er de uvisse fremtidsudsigter, hvor ingen ved hvad der skal ske med lejren og dens beboere, der har fået dem til at stoppe med at hjælpe. Andre er trætte af flygtningene og migranternes tilstedeværelse i bybilledet.

“Når en storpolitisk problematik præger dagligdagen på denne måde, bliver lokalsamfund typisk præget af passivitet, men der kan også opstå aggressioner, som gør, at man vender sig imod dem, som prøver at hjælpe,” vurderer Thomas Boje og fortsætter.

“Når frivillige forsøger at skabe noget konstruktivt såsom væresteder, og de lokale tolker det som, at det arbejde er med til at fastholde den negative retning i lokalsamfundet, altså flygtningene og migranternes tilstedeværelse, vil de modarbejde de frivillige.”

Det har Giulia Cicoli også har oplevet, selvom hun sjældent har kontakt med de lokale. Hun fortæller, at hun i lokalsamfundet har mærket vrede og negativitet over for NGO’er og frivilligorganisationer, og at hun og de andre frivillige lever i deres egen lille verden midt i Vathý.

“Jeg er her for at hjælpe og støtte flygtninge og migranter, og jeg er ikke involveret i det græske samfund. Det er en slags boble for mig, hvorfra jeg ser og mærker en by, hvor lokalbefolkningen bliver mere og mere frustreret over, at der er flygtninge og migranter i gadebilledet. Og jeg forstår dem godt, men de her mennesker på flugt har bare brug for hjælp,” siger hun.

De små tager over for de store
Omkring hundrede meter fra Mazi, i en lille sidegade til en af de mest befærdede veje i Vathý, har de to sidste af de fire frivilligorganisationer i byen adresse.

RLC Berlin holder til i et lille kontor, hvor flygtninge og migranter kan få hjælp og vejledning til de interviews, de skal igennem hos myndighederne som en del af asylansøgningsprocessen. RLC Berlin tilbyder både individuel rådgivning samt workshops om det græske asylsystem, som de afholder på forskellige sprog i samarbejde med Samos Volunteers.

På kontoret ved siden af ligger Med’Equali Team. Her kan flygtninge og migranter fra lejren få lægehjælp, hvis deres sygdom eller symptomer ikke er for svære at behandle. Det frivillige lægehold modtager mellem 60 og 70 patienter i løbet af de fleste dage, og de håber at kunne få lov at arbejde i lejren på et tidspunkt, fortæller den franske stifter af organisationen, Sophie Gedeon.

En afghansk familie er netop kommet ud fra Med’Equali Team-klinikken, hvor deres seks måneder gamle datter blev tilset af en sygeplejerske. – Foto: Jonathan Hammershøi.

Tidligere har Læger Uden Grænser tilbudt lægehjælp og behandling på Samos, men siden starten af 2018 har den verdensomspændende organisation ikke været organiseret på øen. Dog er der stadig behov for lægehjælp, og derfor stiftede Sophie Gedeon organisationen Med’Equali Team, da hun kom til Samos i foråret tidligere i år.

“Lige nu er det svært at se, hvordan vi kan forbedre tingenes tilstand. Vi kan ikke behandle flere end vi gør lige nu, så vi har ikke nemt ved at se fremskridt for dem. Vi symptombehandler fremfor at lave præventive behandlinger og længerevarende forløb. Og så snart man sætter sig i den der lejr, bliver man altså syg. Så uanset hvad vi gør her, bliver de sjældent helt raske,” siger hun.

Ifølge professor Thomas Boje er der dog grænser for, hvor længe en lille organisation af frivillige kan holde til at gøre, som de gør hos Med’Equali Team.

”Hvis man ikke kan øjne, at der sker noget positivt eller forbedringer, eller at man gør en forskel, så er det håbløst, og lysten vil typisk forsvinde. Det er helt klart, at der skal være et perspektiv og et mål med det, udover at vedligeholde noget,” siger han.

Midlertidigt eller permanent?
Tilbage på Mazi er Giulia Cicoli i færd med at fortælle en gruppe 12-13 årige drenge om, hvordan det plejer at foregå, når godkendte asylansøgere bliver transporteret videre til en ny lejr på det græske fastland. Hun taler bestemt, for informationerne er vigtige. Den ene dreng skal nemlig afsted den følgende morgen. Han er flygtet alene fra et land i Mellemøsten.

“Jeg plejer at stå nede ved færgen og vinke farvel. Det er et virkelig stærkt øjeblik, som bekræfter mig i, at arbejdet her på Samos er det hele værd,” siger Giulia.

Da hun tog til øen første gang, vidste hun ikke, hvor længe hun skulle arbejde som frivillig. Følelsen af midlertidighed har hun sluppet for længst, selvom hun godt ved, at hun ikke skal være i Vathý eller på Samos resten af sit liv.

“Jeg tror, alle her er enige om, at flygtningene og migranterne ikke burde være her. Der er forskellige motiver, men formålet er det samme, og situationen er uholdbar for alle,” siger hun og fortsætter:

“Så længe der er brug for mig her, vil jeg gøre alt jeg kan for at blive og hjælpe. Jeg håber virkelig, at vores indsats bærer frugt om fem eller 10 år for de her mennesker. Men det er i bund og grund deres eget ansvar. Vi sørger bare for, at nogle af dem får mulighed for at bruge deres på Samos på noget andet end at sidde i en overfyldt lejr alle døgnets timer og kede sig. Jeg ville blive skør, hvis det var mig.”

Den græske minister for migrationspolitik, Dimitris Vitsas, har ifølge græske medier planlagt at lukke den nuværende lejr i Vathý til februar 2019. I stedet skal der ifølge planerne oprettes en ny og større lejr med plads til 1.500 flygtninge og migranter et andet sted på Samos, der ligger væk fra øens byer. Indtil da er det meningen, at antallet af mennesker i lejren skal nedbringes markant.

Jonathan Hammershøi er freelancejournalist.

Billede i artiklens top: Jonathan Hammershøi.

Læs hele temaet “EU og flygtningene”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon