Uanset om de filmiske virkemidler er larm eller stilhed, så viser de sandheder, som kun virkeligheden kan levere dem. Fra og med næste uge, 16.-26. marts, er der CPH:DOX, og i dette tema stiller Magasinet Europa skarpt på den europæiske og globale virkelighed, som den skildres af dokumentaristerne. Kulturredaktør Annemarie Majlund giver et overblik:

08.03.2017 | TEMA: CPH:DOX | Der er sket meget, siden Copenhagen Documentary Film Festival sidst satte virkeligheden under lup og linse tilbage i november 2015. Nu, i begyndelsen af 2017, mindes vi igen om, hvorfor det er vigtigt at have netop CPH:DOX og dens artsfæller i Europa og globalt. Konfettien har knapt lagt sig siden den store Hollywood-fest i slutningen af februar, og fadæserne indtager fortsat ufortrødent førstepladsen som uudtømmelige emner i den brede offentlighed. Fra den 16. til den 26. marts, løber DOX ikke desto mindre af stablen og fortsætter festen – omend i en helt anden dur. Det gør den for 14. gang, og det er godt, for tager man de skeptiske, måske lidt pessimistiske, briller på, er det som om, en tung dyne af gråt og klæbende støv har lagt sig rundt i omkring Europa. Lidt lige som det støv, der hvirvler over murbrokkerne i Aleppo, og som sætter sig fast på linsen, hjerner, hjerter og nethinde.

Højre-populismen trives. Frihed og lighed er under pres og fra flere kanter. Historien står og lurer lige om hjørnet. Men ligesom højre-populisterne ikke viger tilbage for at pakke deres argumenter ind i historiske henvisninger til nationalstatens fortrinlige isolation i times bygone, puster også vi gerne til nogle af nutidens store historiske støvbolde, og i dette mini-tema gør vi det sammen med CPH:DOX.

Det er praktik og strategiske overvejelser, der har medvirket til, at festivalen i år lanceres som en forårsbegivenhed. En af Europas andre store dokumentarfestivaler, Amsterdams IDFA, er over mange år, ligesom sit københavnske modstykke blevet afholdt i efterårssæsonen. Så meget desto bedre, at vi nu får mulighed for både at slutte og begynde året med at blive klogere på dokumentaren som den ser ud anno 2017.

Syrien i centrum
De sidste mænd i Aleppo er én af de film, vi i de kommende uger med sikkerhed kommer til at høre mere om. Den er nomineret i CPH:DOX hovedkonkurrence DOX:AWARD, og er senest anerkendt igennem sin prisvindende deltagelse ved den prestigefyldte Sundance Film Festival, hvor filmen blev tildelt en Grand Jury Prize i kategorien udenlandsk dokumentar.

Filmen har europæisk premiere på DOX den 15. marts og er instrueret af Fayyad Feras’ i samarbejde med Steen Johannessen. Vi introducerer den i en omnibusartikel, Idealister adgang forbudt, der sætter fokus på film af instruktører fra både Syrien og resten af verden, der har valgt at sætte netop Syrien i centrum for deres dokumentariske udfoldelse. Ud over De sidste mænd i Aleppo, introducerer vi i artiklen blandt andre den hollandsk producerede Radio Kobanî, og den syrisk-libanesiske Obscure, der begge giver nye perspektiver på en af de mest komplekse internationale krige i nyere tid.

Det, der sker udenfor Europa, har konsekvenser indenfor
Notér, dette er en pointe i egen ret: Om end der i denne DOX-udgave findes alt, hvad hjertet begærer af ”europæiske” temaer, er vi ikke gået af vejen for at sætte fokus på film, der ikke som udgangspunkt har et ”europæisk” omdrejningspunkt. Europa er ikke, og kan ikke være, en isoleret størrelse, således heller ikke når det gælder dokumentarfilmen.

Derfor skal selv et kontinentmagasin som nærværende, også se på alt det, der skaber røre udenfor kontinentets grænser. Fordi det, der sker ”udenfor”, skulle nogen være i tvivl, har dybe og vidtrækkende konsekvenser også ”indenfor” – om ikke – grænserne til Europa, og dermed også for vores europæiske samararbejde, i EU, såvel som ganske bredt forstået.

Når det er sagt, så vil CPH:DOX også i år have et stærkt fokus på de udfordringer, som især Europa står over for. Under festivalen vil film om flygtningekrisen og populismens fremmarch i Europa fylde en betydelig del og lede op til en lang række debatter om den krisetilstand, Europa befinder sig i. Vi har inviteret Anne Lundager fra DOX-staben til at introducere den del af programmet, der på flere niveauer omhandler netop det.

Hendes artikel, CPH:DOX: Europa i krise, udgør således anslaget til resten af temaet, der byder på artikler, der sætter fokus på (mis)forholdet mellem magt og mainstreammedier, som vi finder det i Christian Webers introduktion/anmeldelse af Fred Peabody’s dokumentar All Governments Lie. Fra samme skribents side får vi også et indblik i, hvad der sker, ”når diplomater bliver anarkister”, baseret på en anden film til tiden i form af skotske Accidental Anarchist. Sidstnævnte instrueret af Clara Glynn og John Archer, der blandt andet er kendt for sit samarbejde med instruktør Mark Cousins og sidste års I am Belfast.

Larmende stilhed
Flygtningekrisen er, som tilfældet var i både 2014 og 2015, et gennemgående tema i flere af de dokumentarer, der indgår på DOX, og fælles for dem er, at de er de eksempler på, hvordan filmens billedbombardementer, nogle gange er det eneste tiltag, der formår at råbe os, tilskuerne til virkeligheden, op. Hvad mere er, at det formår de, selv i deres larmende stilhed. Filmen Spectres are Haunting Europe foregår i flygtningelejren i Idomeni, ved det nordlige Grækenlands grænse til Makedonien, umiddelbart før de græske myndigheder jævnede lejren med jorden tilbage i foråret 2016. Vi anmelder den under overskriften Poetiske tiltag bør tages

Alle ved, at den, der hvisker, lyver. Det gode ved 200 dokumentarer samlet på ét sted er, at man helt uundgåeligt bekræftes i, hvordan både larmen og stilheden gemmer sandheder, som kun virkeligheden kan levere dem. I den kommende uge tager vi en tørn ude i den europæiske og globale virkelighed, som den tager sig ud på film. Der er så meget mere at komme efter.

CPH:DOX finder sted fra d. 16.-26. marts og kan opleves i biografer, venues og kunsthaller over hele København, og visse dele af resten af landet.

Det fulde program kan findes på www.cphdox.dk og billetter til visninger købes i de enkelte biografer eller online.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Hele vores tema om CPH:DOX kan findes her.

Foto i artiklens top: Rosbeh Zavari .