Den evige fred og arven fra Første Verdenskrig

For hundrede år siden trak Europas politiske ledere verden ind i en krig, der skulle blive et af menneskehedens mørkeste øjeblikke. Første Verdenskrig, og særligt den fejlslagne fred der fulgte den, gjorde det klart, hvor dyrebar og skrøbelig fred er. Men er vi ved at glemme arven fra 1914?

24.8.2014 | WW1:TEMA | Har du i det forløbne år været særligt opmærksom, når du har læst din avis, er du måske faldet over den sælsomme formulering, at vi i 2014 kan fejre 100-året for Første Verdenskrigs udbrud.

At dømme ud fra de begrædelser af krigen, der altid følger, er brugen af ordet ”fejre” en god gammeldags tanketorsk. Ikke desto mindre kan man godt forstå, hvorfor tankerne kunne svømme i retning af det lidt for festlige ordvalg. I år kan vi nemlig fejre, hvor forskelligt det Europa, vi befinder os i nu, er fra det, der eksisterede for 100 år siden.

Den meningsløse krig?
Ikke sådan forstået at der i sig selv er noget at fejre ved så rædselsfuld en krig, der efterlod millioner af mænd, kvinder og børn døde eller sårede på Europas strande, marker og gader – måske lige der hvor du denne sommerferie har nydt en Weißbier, et køligt glas chardonnay eller en vodka.

Det kan være særligt svært at se, hvad der er at fejre ved en krig, som i bagklogskabens lys er blevet stemplet som meningsløs. Meningsløs fordi den blev udløst og eskaleret af politiske ledere, der som historikeren Christopher Clark formulerer det, lod sig trække ind i krigen som søvngængere drevet af gensidige misforståelser.

Men måske mest af alt meningsløs, fordi den dyrekøbte fred, der trådte i kraft i 1918, var så ustabil, at den næste verdenskrig meldte sin ankomst kun 25 år senere.

At det, der skulle have været en efterkrigstid, blev til en mellemkrigstid, skyldtes i høj grad, at arkitekterne bag fredsaftalerne i 1918 var blinde for, hvilke farer de byggede ind i fredens fundament. De undervurderede værdien af samarbejde mellem staterne, overså følgerne af et forgældet og fordømt Tyskland, ignorerede konsekvenserne af kolonialisme og fejlbedømte, hvor hurtigt krig kunne blusse op i Europa igen.

Efter Anden Verdenskrig lærte de politiske ledere i højere grad af arven fra den første, og derved har Første Verdenskrigs fatale fejl i sig selv en vis værdi. Første verdenskrig ses ofte som udløseren af alle mellemkrigstidens onder, men krigen bidrog med sine rædsler også til, at Europas politiske ledere efter 1945 indså værdien af en lang række ting, vi i dag tager for givne.

Europa og krig har igennem historien fremstået som uløseligt forbundne størrelser, men fordi vi på sigt lærte af Første Verdenskrigs fejltagelser, tør vi i dag håbe på, at freden er det, der vil definere Europas fremtid.

Nutidens fredsfortællinger og krigen
Hvordan bruger vi så arven fra første verdenskrig til at forstå og sikre den fred, vi nyder i dag? Denne type spørgsmål optager ikke europæerne i samme grad som tidligere, fordi fred er blevet en selvfølge. Alligevel gemmer spørgsmålet om, hvad europæerne opfatter som fundamentet for fred, sig alligevel under mange af de nuværende debatter om Europas fremtid.

Når man nærstuderer debatterne om EU, gældskrisen og senest om Krim-krisen, så finder man dog ikke kun én tolkning af Første Verdenskrigs betydning for freden i dag. Tværtimod støder man ofte på tre delvist modstridende fortællinger om, hvordan vi bør forstå freden i Europa. For overblikkets skyld kan disse tre fortællinger navngives efter, hvem de hver især giver æren for freden: EU-fortællingen, Nationalstatsfortællingen og USA-fortællingen.

Den første og måske mest udbredte fredsfortælling er, at EU har skabt fred ved at fordre samarbejde og solidaritet mellem de europæiske stater. Europas ledere lærte fra verdenskrigene, at et svagt Tyskland er et farligt Tyskland, og i stedet søgte de at lægge fjendskab bag sig for at fostre et transnationalt samarbejde. EU betragtes i denne fortælling som en barrikade mod den destruktive nationalisme, der splittede kontinentet under verdenskrigene. Dette argument har stået centralt i forsøgene på at legitimere unionen sidenhen.

I denne fortællings perspektiv er freden dog udfordret af, at EU er i krise. Først kom gældskrisen, så eurokrisen og dernæst flere alener til EU’s legitimitetskrise, der senest blev tydeliggjort af den store opbakning til EU-skeptiske partier ved Europa-Parlamentsvalget i maj.

Et flertal af europæerne er fortsat for EU. Ikke desto mindre står EU overfor udfordringer i forhold til at skabe en solid folkelig opbakning, hvilket kan ændre EU’s fremtidige rolle. Dette har fået pro-EU politikere og debattører til at trække tråde tilbage til verdenskrigene for at advare om, at nationalisme og xenofobi igen truer med at splitte kontinentet.

Er vi ved at glemme arven fra 1914? (Foto: Flickr Creative Commons / Birmingham Museum and Art Gallery)

Er vi ved at glemme arven fra 1914?
(Foto: Flickr Creative Commons / Birmingham Museum and Art Gallery)

Fortællingen om EU som garant for fred i Europa bliver i stigende grad udfordret af en alternativ fredsfortælling: At det er den kulturelt homogene nationalstat, der garanterer fred. Hovedargumentet her er, at det ikke var nationalisme, der forårsagede Første Verdenskrig, men derimod ønsket om at etablere imperier, der bredte sig på tværs af kulturelle skillelinjer.

I denne fortælling er det EU, der leger med ilden ved at gentage flere af Første Verdenskrigs lederes ønske om at skabe et imperium på det europæiske kontinent. Kulturelt homogene nationalstater sikrer freden ved at skabe sammenhængskraft i staterne og tilfredsstille borgernes politiske behov, og derfor bør deres suverænitet sikres, lyder argumentet.

I Nationalstatsfortællingen stopper truslen dog ikke ved EU, for selv hvis nationalstaterne fik mere selvbestemmelse, peges der på store udfordringer i globale trends som globalisering, demografiske forandringer og immigration.

Sidst, men ikke mindst, kan man identificere fortællingen om USA’s militære dominans og NATO-samarbejdet som kilden til fred. Kort fortalt sikres freden ifølge denne fortælling af, at USA, ansporet af geopolitiske interesser, i 1945 investerede i Europas genopbygning samt etablerede en massiv militær tilstedeværelse på kontinentet.

Fred i Europa var i det militært overlegne USA’s interesse, og derfor blev det sådan. Hvis USA forlader Europa, vil gamle splittelser formodentlig igen hjemsøge kontinentet.

For tilhængere af denne fortælling kan fremtiden synes særligt usikker. Mange forudsiger, at USAs internationale indflydelse vil dale. Samtidig vil Europas strategiske betydning mindskes, fordi USA vender sin opmærksomhed mod Asien.

Freden til debat
Når man dykker ned i europæernes forståelse af fredens fundament, bliver det klart, at europæerne tolker arven fra første verdenskrig forskelligt. Og at dette fører til uenighed om, hvordan vi fortsat sikrer fred i Europa.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at uanset hvilken af de tre fortællinger man sætter sin lid til, udpeges der væsentlige udfordringer for freden fremover. Fordi vi i dag i høj grad tager fred i Europa for givet, kan dette virke overraskende eller overdrevent pessimistisk. Men det kan også lede videre mod svaret på spørgsmålet om, hvordan vi bør bruge arven fra Første Verdenskrig til at sikre freden.

Ét svar på dette spørgsmål er nemlig, at vi bør ophøre med at tage freden for givet. Det er måske én af de vigtigste lektier fra Første Verdenskrig. Denne tragiske krig kan nemlig lære os, at selv i fredstid er der farer, som vi bør være opmærksomme på og debattere åbent, så vi aldrig igen bliver trukket som søvngængere ind i krige, vi ikke forstår konsekvenserne af.

For selvom der er gode grunde til, at vi forhåbentlig kan nyde fred i vores nærområde i de kommende mange år, er fremtiden som bekendt svær at spå om. Og hvem ved hvordan verden og Europa ser ud, når vi om 25 år mindes 100-året for Anden Verdenskrigs udbrud?

Lad dette være en opfordring til at fejre freden og aldrig tage den for givet.

Naja Lena Grimm Löfstedt er journalist på Magasinet Europa og stud.scient.pol. ved Københavns Universitet

Billede i artiklens top: Ceremoni den 4. august 2014 ved kirkegården i St. Symphorien, der markerede 100-året for britisk deltagelse i Første Verdenskrig – Flickr Creative Commons / Number 10