Den fransk-tyske motor skal genstartes, ellers kører Europa i grøften

2018-12-23T09:14:54+00:00 søndag, 23. december, 2018|

I sidste måned holdt Emmanuel Macron og Angela Merkel vigtige taler, om både EU’s fortid og fremtid, for at markere slutningen af den Første Verdenskrig, den “urkatastrofe” som førte til Europas endelige tilbagegang. Selvom begge taler ubestrideligt har en betydning, både i deres form og indhold, virker de dog modstridende i forhold til de konkrete resultater, det tysk-franske samarbejde har leveret i løbet af de sidste måneder. Ordene skal følges op af handling, hvis EU – som vi kender det – skal overleve.

Analyse af Amélie Reichmuth

Billedet af Angela Merkel og Emmanuel Macorn hånd i hånd udtrykker, hvad mange i dag tager for givet: At Frankrig og Tyskland, de to tidligere arvefjender, er blevet til samarbejdspartnere og venner.

I en tid præget af større usikkerhed og ustabilitet, både indenfor og udenfor Europas grænser, er den slags symboler vigtigere end nogensinde før. For et øjeblik står verden stille og husker den lange vej, den har taget i løbet af de sidste 100 år, på godt og ondt, for at opbygge det, der i dag er blevet det EU, vi kender i dag.

Det tog tre blodige krige (den preussisk-franske krig fra 1870 og de to verdenskrige) og over 75 år, samt ødelæggelsen af størstedelen af det europæiske kontinent at blive klar over, at en kursændring var nødvendig.

“Aldrig mere krig”, lød det lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig, men bag dette ideal lå en pragmatisk vision: Tyskland og Frankrig skulle tilgive hinanden for at kunne samarbejde i fremtiden, mens vækst og velfærd skulle sikre freden på langt sigt (og omvendt). Fra dette tidspunkt gik udviklingen af det nære forhold imellem de to gamle arvefjender hånd i hånd med det europæiske projekt.

I dag er franskmændene og tyskerne langt væk fra dette fjendebillede: Over 8,4 millioner unge franskmænd og tyskere har deltaget i et udvekslingsprogram imellem begge lande, og  ifølge en undersøgelse fra 2013 udtaler over 80 procent af tyskerne og omkring 75 procent af franskmændene, at de elsker eller kan lide deres respektive naboland.

Det tysk-franske partnerskab blomstrer og kan glæde sig over talrige succeser: Der findes over 2.200 partnerskaber imellem franske og tyske byer og regioner; den tysk-franske fjernsynskanal Arte sendes på begge sprog; omkring 5.000 tyske og franske soldater er en del af den samme division, den fransk-tyske brigade. Disse er blot få konkrete eksempler på at den mørke fortid imellem begge lande definitiv hører til i historiebøgerne.

Et lykkeligt par, men en union i krise
Kigger man på situationen i Europa i 2018 er billedet dog langt mere dystert, for kontinentet er plaget af dybe kriser.

Politisk virker kløften imellem eliterne og folket større end nogensinde før, både på nationalt og på europæisk niveau. Veletablerede partier mangler vision og skal konkurrere med nye politiske kræfter, som mest baserer sig på populisme, hvilket viser sig at være en succesfuld strategi. Desuden er EU stadigvæk en politisk dværg på den internationale scene, især efter Brexit og ændringen i den amerikanske udenrigspolitiske kurs siden valget af Donald Trump til præsident i 2016.

Økonomisk ser billedet ikke meget bedre ud. EU har endnu ikke helt overstået krisen fra 2008, og sparepolitik bliver fortsat konsekvent gennemført: Arbejdsløsheden er stadigvæk et stort problem i Sydeuropa, især blandt de unge, og den offentlige gæld er stadigt meget høj. Omvendt tjener Tyskland på den lave euro uden at investere i sin infrastruktur. Samtidigt har man ikke lært af den sidste krise og har ikke har forstået at udvikle den økonomiske union med henblik på at skabe fælles løsninger.

Kulturelt og socialt står EU også overfor store udfordringer. De sidste årtiers indvandring tvinger os, som europæere, til at gentænke vores definition af identitet og borgerskab på et kontinent hvor den jødisk-kristne kultur historisk set har haft en stor betydning, både kulturelt og politisk. I løbet af de sidste år har EU også været konfronteret med flygtningekrisen og truslerne imod retsstaten i Østeuropa, to udfordringer som sætter unionen i en eksistentiel krise, fordi EUs grundværdier (menneskerettigheder, liberalisme, osv.) bliver tilsidesatte.

EU bliver altså konfronteret med dybe kriser samt globale udfordringer (klimaændring, automatisering, osv.), som sætter unionens eksistens i fare. Disse problemer er dog netop resultatet af et sammenbrud i den tysk-franske motor: Frankrig og Tyskland har selv været konfronterede med store udfordringer på nationalt niveau, hvilket har ført til en manglende koordination imellem begge lande.

To visioner for Europa 
Denne kløft imellem Tyskland og Frankrig blev tydelig med Angela Merkels og Emmanuel Macrons taler i anledning af den 11. November, dagen hvor våbenstilstanden blev underskrevet i 1918.

Sammenligner man talerne, kan paradokset ikke blive større: På den ene side fokuserede den unge franske præsident på Europas fortid i en lidenskabelig tale; mens den gamle tyske kansler sagde farvel til Europa-Parlamentet ved at præsentere sit europapolitiske testamente.

“Europas sprog er oversættelse,” plejede Umberto Eco at sige. I denne forstand repræsenterer de mange udtryk til at beskrive forholdet imellem Frankrig og Tyskland ingen undtagelse, fra de mest romantiske som “det fransk-tyske par” som man bruger på fransk, til de mest mekaniske som “den tysk-franske motor”, der siges på tysk.

Disse to forskellige måder at tale om samarbejdet imellem Tyskland og Frankrig afspejler da også to forskellige opfattelser: Som en motor skal begge lande holde EU kørende, igennem den tætte koordination og den mæglings rolle, som de overtager på europæisk niveau. Dette parforhold handler dog om mere end politik, eftersom det, der startede som et økonomisk fælleskab for længst blevet til en union,i ordets rigtige forstand – med den såkaldte “Erasmus-generation” og deres børn som glade brobyggere nationerne imellem.

De sidste måneder har dog repræsenteret et sammenbrud i det fransk-tyske samarbejde. Efter den mest proeuropæiske valgkamp, en fransk politiker nogensinde har ført, brugte den nyvalgte præsident Emmanuel Macron meget energi på at give Europa en ny retning ved at præsentere sin vision og at lægge mange konkrete forslag på bordet.

Tyskland stod dog på det tidspunkt midt i forbundsvalget og efterfølgende koalitionsforhandlinger, mens det højreekstremistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) var ved at få vind i sejlene. Europapolitik spillede ingen rolle i denne process, for presset, både internt og eksternt, var for stort for regeringspartierne CDU (svarende til Venstre) og SPD (svarende til S).

Frankrig ventede på det tyske svar – og venter stadigvæk den dag i dag. For selvom Tyskland er prompte til at kritisere Macrons forslag, er det langt mere forsigtig, når det handler om at finde kompromisser, som er acceptable for begge lande. Tiden arbejder dog imod de to partnere, for Emmanuel Macrons parti står til at tabe ved Europa-Parlamentsvalget til maj 2019, mens den regerende storkoalition i Tyskland er fare og Angela Merkel allerede har gjort klart, at hun ikke stiller op igen.

I denne anspændte kontekst virker deres taler om Europa desværre som begravelsestaler, hvor man deler minder og formulerer ønsker – uden at tale om de latente konfliktpunkter. Når Emmanuel Macron taler om kontinentets krigeriske fortid, er det for at advare, ikke for at begejstre. Når Angela Merkel opfordrer til solidaritet blandt EU-medlemslande og kræver opbygningen af en europæisk hær, er det fordi hun ved, at hun ikke selv kommer til at skulle håndtere dette forslag som politiker. Desuden er denne pludselige interesse for en europæisk forsvarspolitik med en fælles hær udtryk for gammel vin på nye flasker. Imens venter eurozonens reformer som en elefant i rummet, og det er bestemt ikke den nye fransk-tyske plan, som vil forhindre en ny finanskrise.

Med andre ord mangler begge politikere en jordforbindelse, for deres taler handler først og fremmest om drømme og fortrydelser, ikke om konkrete og realistiske forslag, som svarer til borgernes vigtigste prioriteter. Selvom symbolpolitik imellem Tyskland og Frankrig i fortiden har vist sig at være vigtig – som da Helmut Kohl og François Mitterrand holdte i hånd i Verdun for at understrege den fransk-tyske forsoning – vil det ikke være nok til at give Europa en ny retning: Ordene skal følges op af handlinger, før det bliver for sent.

En ny motor?
For at kunne løse disse komplekse kriser har både Tyskland og Frankrig behov for et stærkt EU, ligesom EU har behov for en stærk fransk-tysk motor for at håndtere tidens store udfordringer. Selvom et velfungerende fransk-tysk samarbejde er absolut nødvendigt for at videreudvikle EU, vil det ikke alene være nok.

Det underliggende spørgsmål er: Hvilken rolle skal staten spille i det 21. århundrede? Og det gælder både på nationalt og europæisk niveau. Arbejdsfordelingen imellem medlemsstaterne og EU er stadigvæk uklart, især på vigtige områder som blandt andet forsvars- og udenrigspolitik, mens EU’s institutioner er fanget imellem medlemsstater, som prøver at forsvare den sidste del af deres tilbageværende suverænitet, og teknokrater, som mangler politisk vision og mod til at reformere unionen.

Det er nu, der skal handles, for der har aldrig tidligere både været så høje forventninger til den fransk-tyske motor og så stort et potentiale for fælles løsninger. Det handler om at genopfinde konceptet om det fransk-tyske partnerskab og om at udvikle en vision for EU på længere sigt: I det 21. århundrede burde det europæiske projekt ikke kun handle om at sikre freden, men først og fremmest at sikre kontinentets suverænitet i en globaliseret verden.

Derfor skal vigtige fælles interesser som sikkerheds-, socialpolitik, grøn udvikling osv., sættes på dagsordenen. Det kræver bred konsensus blandt borgerne – men også blandt Frankrigs og Tysklands europæiske partnere. Det fransk-tyske samarbejde skal altså blive demokratiseret, så alle borgere bliver inkluderede, og det skal udbredes til andre EU-lande i stedet for at fungere som en lukket klub. For vi har stort set kun tre muligheder: At uddybe det europæiske samarbejde og gradvist bevæge os i retning af en mere føderal institution. At videreudvikle det med forskellige hastigheder og grader af integration. Eller gå tilbage til et mere begrænset samarbejde, hvor staterne forhandler direkte med hinanden på bestemte områder.

Angela Merkel og Emmanuel Macron har nu indtil valget til Europa-Parlamentet i maj 2019 til at handle og genstarte den fransk-tyske motor. Ellers kører Europa i grøften.

Amélie Reichmuth er nyuddannet kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Philippe Wojazer/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon