Den gamle garde hvæser op til julefreden

2019-12-23T08:55:02+00:00 mandag, 23. december, 2019|

Et nyt parlament har vedtaget Boris Johnsons skilsmisseaftale med EU, og selvom der stadig er lang vej igen, er der blevet tid og plads til christmas pudding hos de Konservative. Alt imens er rivegildet blodrødt i Labour, hjulpet på vej af en gammel garde, der ikke vil se deres parti styrte i grus.

Analyse af Christian Weber

TEMA: BREXIT | En rød mur i mineområderne styrtede sammen den 12. december ved det britiske valg. Et betydeligt flertal af den britiske befolkning kunne ikke se sig i endnu en Brexit-afstemning, hvor Labours nu fortabte premierministerkandidat, den 70-årige Jeremy Corbyn, endda ville holde sig neutral. Til gengæld formåede han heller ikke at overbevise om, at der slet ikke var noget om snakken om antisemitisme, der har lagt et forfærdeligt slør ned over Labour. Og hvis det ikke var nok, gik partiet til valg med et politisk program, der var så progressivt, at ingen kunne følge med i antallet af lovede nationaliseringer. Adskillige ærkerøde bastioner blev indtaget, hvor man skulle grave dybt i historiebøgerne for at finde ud af, hvornår sædet sidst havde været konservativt. 

Hvad endnu værre var, at kampen blev tabt til en efter sigende nærmest usædelig spradebasse med uglet hår, der med sit ordforråd og gestikulationstrang kunne få ham uden om skærsilden og narre Vorherre selv i døren. Boris Johnson, der ofte er blevet leet ad og har vist sig som en særegen politisk opportunist, står med valgresultatet pludselig som en af de sikreste skanser i vestlig politik gennem de seneste mange år. Brexit er sikkert på at blive gennemført, og sæderne er glohede under Labours ledende folk – i så tilstrækkelig grad, at de allerede har manet til besindighed og forsikret, at de nok skal forlade deres poster, inden det hele brænder helt ned.

Intet almindeligt nederlag
For det er det, der vil ske, hvis ikke Labour fornyer sig. Den tidligere premierminister, Tony Blair, og dennes mangeårige minister i Labours seneste storhedstid fra 1997 og godt et årti frem, Peter Mandelson, har i de seneste dage givet deres gamle parti en voldsom røffel. Det kan virke som verdens letteste hjemmearbejde, for der er allerede blevet begået adskillige analyser af, hvor katastrofalt et valgresultat Labour fik den 12. december. Men den gamle garde kan ikke lade være og står nu frem som et spøgelse fra Labours fremtidige jul og viser Jeremy Corbyn, som en forbitret venstrefløjs Ebenezer Scrooge, frem mod partiets endelige forglemmelse og fordømmelse, hvis ikke der bliver ændret på tingene i tide. 

Jeremy Corbyn efter valgnederlaget. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Hannah Mackay/

“Dette valg var ikke noget almindeligt nederlag for Labour, det markerer et historisk øjeblik,’’ indledte Tony Blair til et møde i sit Institute for Global Change for få dage siden. ‘”Det er nu op til Labour enten at forny sig som en seriøs, progressiv, ikke-konservativ konkurrent til magten i britisk politik, eller trække sig fra en sådan ambition, hvor partiet i dette tilfælde vil blive erstattet.’’

Og Blairs kritik blev kun mere bidsk herfra. I et omfang så man kunne postulere, at han længe havde ventet på øjeblikket, hvor han kunne give igen fra sin tid som premierminister, hvor han trofast blev kritiseret af netop Jeremy Corbyn. Navnlig sidstnævntes Brexit-strategi havde slået grueligt fejl.

“Vi valgte at følge en vej af næsten komisk ubeslutsomhed, fremmedgjorde begge sider af debatten og efterlod vores vælgere uden vejledning eller lederskab. Fraværet af lederskab i forhold til det, der tydeligvis var det største spørgsmål for landet, forstærkede alle de andre tvivl omkring Jeremy Corbyn. Politisk set så folk ham som en, der fundamentalt gik imod, hvad Storbritannien og vestlige lande står for. Han personificerede en politisk idé, en slags quasi-revolutionær socialisme, der blandede den yderste venstrefløjs økonomiske politik med en dyb fjendtlighed over for vestlig udenrigspolitik, som aldrig har appelleret til traditionelle Labour-vælgere og aldrig vil appellere til dem, og som repræsenterede en kombination af en vildledt ideologi og dødbringende uduelighed for dem, som de fandt fornærmende,” mente Blair.

Tony Blair var ikke sen til at kritisere Corbyns linje. – Foto: /RitzauScanpix/Reuters/Toby Melville/

“Den yderste venstrefløjs overtagelse af Labour-partiet gjorde det til en forherliget protestbevægelse med kult-agtige tilbøjeligheder, som var helt igennem ude af stand til at være en troværdig regering.” 

“Labour skal finde ud af, om de vil vinde’”
Ifølge Peter Mandelson var valgresultatet ikke ufortjent for Labour. Han var ked af det, men ikke nødvendigvis helt overrasket.

“Med et program, som samlet set var så ekstremt, og som var umuligt at gennemføre praktisk og økonomisk, var det dømt til at blive afvist af vælgerne,” sagde Mandelson til Financial Times’ redaktør, Chris Giles. Mandelson understregede, at han var mere rystet over den ligegyldighed, han mente, at Labours ledelse og organisationen Momentum, der som græsrodsbevægelse har skabt grobund for et ryk mod venstre i partiet, udviste over nederlaget. De har ikke ønsket at gå på kompromis med vælgerne, mener Mandelson og understreger, som Blair, at Labour står overfor et afgørende valg:

‘’Labour skal finde ud af, om de vil vinde. Alt det, Labour-regeringer har stået for og opnået gennem de sidste hundrede år, er sket gennem at vinde valg og bygge koalitioner, ved at appellere på tværs af landet, klasser, indkomst og generationer. Man er nødt til at bygge de koalitioner, hvis man vil have et mandat og et flertal, så man kan sætte sig i embedet og gennemføre de radikale ændringer, man mener er så afgørende. Hvis det at vinde bliver en eftertanke, og man mener, det er noget for folk, der vil gå på kompromis eller ikke tror på sande værdier, så skal man melde sig ind i en debatforening eller en essay-klub. Men man skal også sige farvel til magten og præcis de ændringer, som vi står for og gerne vil gennemføre for vores lands bedste og for de mennesker, som vi taler for i vores land,” sagde Mandelson.  

Mandelson mente, at Labours nuværende ledelse havde behandlet vælgerhavet som tåber ved at gå til valg på så vidtrækkende et program, og at det havde skadet Labours position som det eneste reelle centrum-venstre alternativ til Tory’erne. Ikke at Liberaldemokraterne havde fået et meget bedre valg, da partiets leder, Jo Swinson, måtte vinke farvel til sin plads i Underhuset. 

Køleskabe, papegøjer og Brexit-fri zoner
Under hele valgkampen førte De Konservative i meningsmålingerne med op til ti procent. Indtil Labour i ugen op til valgdagen øjensynligt havde fået halveret Boris Johnsons momentum og igen kunne give medierne en anledning til at drysse lidt uforudsigelighedsglimmer ud over valget, sælge nogle flere aviser og nå højere seertal. 

I dagene op til valget havde Johnson igen vist sin ovenud excentriske side frem, der i kritikernes øjne gør ham ude af stand til at lede Storbritannien. Først ved at gemme sig i et køleskab for at slippe fra journalisternes spørgsmål, dernæst ved at bruge alt for lang tid på at tage et billede af en syg dreng på et britisk hospital alvorligt. Forsømt af det selv samme nationale sundhedssystem, NHS, som Johnson havde talt op gennem hele sin valgkamp. 

Boris Johnson i parlamentet, hvor han nu har et solidt flertal bag sig. -Foto: /RitzauScanpix/AFP/Jessica Taylor/

Men det var overhovedet ikke nok til at vende den overordnede tendens. For hvis Johnson er manden, som man måske ikke tør stole på giver den næste omgang på pubben eller holder nallerne fra éns kæreste, mens man er på toilettet, var det for mange omsonst at forestille sig overhovedet at gå ind på pubben med Jeremy Corbyn. Til gengæld havde han også et langt manifest, som han ville have tudet én ørerne fulde af. Johnson holdt sig til få, korte gloser, som han indrømmede, at selv den nye Speaker for Underhuset, Sir Lindsay Hoyles papegøje, i øvrigt navngivet Boris efter premierministeren selv, nu kunne udenad, foruden at skræppe ‘’Order! Order!’’: Get. Brexit. Done. 

En sandsynligvis ikke uvæsentlig samling Remainers vil også bare gerne have Brexit overstået. Flere tv- og radiokanaler har endda reklameret for, at det var her, at man kunne komme i salveten, hvis man ikke kunne overskue at høre Brexit nævnt bare én eneste gang mere. Flertallet vil have Brexit overstået, her tre og et halvt år efter afstemningen. Uanset om de så i øvrigt stadig måtte mene, at det er det største politiske selvmål i nyere tid.

Det er tid til forsoning, som premierminister Johnson ynder at minde om. Det er umuligt at samle landet via Brexit, men det er muligt at komme videre, når det er gennemført. Det er i hvert fald Johnsons håb, og han har nu fem fuldfede år til at give sig i kast med det. Han har samlet De Konservative bag sig, ganske kort tid, efter at han drakonisk kastede mytterister ud af partiet, der kun føjede yderligere til regeringens mindretal. Deriblandt skikkelser som Winston Churchills barnebarn, Nicholas Soames, og den såkaldte ‘’Father of the House’’, Kenneth Clarke, der indtil han lod sig pensionere op til det netop overståede valg, havde flest år (hele 49 af dem) på samvittigheden som medlem af Underhuset. Johnsons start var mindst lige så kaotisk, som resten af Brexit-processen havde været under forgængeren Theresa May. Nogle vil sige endda mere kaotisk end Johnsons privatliv. Aftaler blev stemt ned efter forgodtbefindende, og parlamentet var låst fast i mudderkastning. Den af mange ellers beundrede debatform i Underhuset kom ud af kontrol. Det var blevet til en børnehave, hvor der var én pædagog, Speaker John Bercow, til 650 parlamentsmedlemmer. Uden nogen form for minimumsnormeringer i sigte.

Briternes vej fremad har stadig huller
Men nu har Boris Johnson fået arbejdsro. Så meget, at partikollega Jacob Rees-Mogg har tid til at tage en lur et andet sted end på Underhusets bænke. Imens er der et større rivegilde i gang i Labour. Det måtte komme efter det dårligste Labour-valg siden 1935. Jeremy Corbyn og skyggefinansminister John McDonnell har indrømmet skyld og ansvar, men det er slet ikke nok, og nu er den den gamle gardes vrissen så endelig også kommet ud i fuld offentlighed.

Kritikken lægger samtidig op til en debat om det ændrede medlemsreglement, der blev sat i værk op til valget af Jeremy Corbyn som leder og åbnede døren for en stigende tilgang af Labour-aktive, der gik fra at forbeholde sig retten til at kritisere staten Israel til noget, der smagte mere af en antisemitisk strømning i partiet. 

Hvor stor en klangbund det har skabt i den britiske befolkning er uvist. Boris Johnson er også i visse kredse også blevet beskyldt for at være racist. Ikke mindst i forbindelse med sin kommentar til det danske ‘’burka’’-forbud, hvor han sådan set kritiserede lovgivningen, men i samme moment fik omtalt niqab-bærende kvinder som ‘’brevkasser’’. Corbyn fik aldrig helt heldet til at overbevise om, at der intet var om snakken om antisemitisme, og Johnson forsøgte at tage brodden af sin ulykke ved at servere te til de fremmødte journalister.

Det har været et nedtrykkende vidnesbyrd om, hvor langt man er nået ud i den britiske politiske debat, at der har kunnet flyve beskyldninger om racisme og antisemitisme gennem luften fra den ene side til den anden. Som en moderne form for de miltbrandbefængte kreaturer, som man tyrede over i fjendens lejr i gamle dage. 

For karikeret sammenligning med Trump
Mindst lige så bemærkelsesværdigt er det dog, at Boris Johnson igen er endt som en glad julegris, der kan slippe væk fra selv den mest træfsikre slagters greb. Han har siden 1990’erne og dagene som EU-korrespondent for The Telegraph været kritiseret for at have et for let forhold til fakta.

Sammenligningerne mellem Johnson og Donald Trump har dog vist sig en kende for karikerede – ud over at de begge har hår, der sætter sig af sig selv, er Johnson en midtersøgende konservativ på mange områder. Det havde ellers ikke været muligt for ham at være borgmester i det røde London i så mange år. Han har et evident talent for at sprede entusiasme og smil, er intelligent, morsom og charmerende, og skønt han er ud af Eton-byrd og en poster boy for et ofte ringeagtet britisk establishment fanget i fortiden, vinder han ved alligevel ikke at være som de andre overklasseløg. Og selvom man næsten ikke tør skrive det, fremstår han nu tilmed troværdig. Tror man ikke sine egne øjne efter disse tumultariske år i Storbritannien, kan man måske netop stadig få noget utroligt at se. 

Finansiel og skotsk hovedpine
Med et parlamentarisk majoritet på 80 mandater efter valget, har han endelig fået sin Brexit-aftale igennem med et klart flertal. Vejen er nu banet for briternes formelle udtræden af EU 31. januar 2020, selvom en lang række af aftaler fortsat skal forhandles på plads med EU, som reelt forlænger relationen til slutningen af 2020. Flere analytikere mener, at det bliver svært at nå at få det hele på plads inden da, men Johnson har fået skrevet det ind i britisk lovgivning, at overgangsperioden ikke vil kunne forlænges ud over 2020. Af samme årsag er der stadig usikkerhed at spore i både virksomheder og på de finansielle markeder over, hvad man vil have at gøre godt med om et års tid. 

Nicola Sturgeon. – Foto: /RitzauScanpix/Reuters/

En helt anden hovedpine for Johnson fremover vil komme i form af skingre, skotske sækkepibetoner. Det skotske nationalparti, SNP, med Nicola Sturgeon i spidsen, vil efter et godt valg kræve en ny folkeafstemning om Skotlands udtrædelse af den britiske union. Skotland er ikke interesseret i at forlade EU med sine sydlige naboere, men det er uvist, hvad der skal få Johnson til at give dem endnu en afstemning. Det er svært at se, hvordan han kan trækkes frem til at åbne bare uformelle diskussioner om det, når han sidder med det flertal, han gør. Og hvad kan skotterne tilbyde EU, som de 27 medlemslande ikke hellere vil have fra en samlet pakke kaldet Storbritannien? Hvor uregerlig og uønsket den ellers måtte være under juletræet.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

Læs hele vores tema om Brexit


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: