Den liberale identitetskrise i Storbritannien

2017-06-30T10:08:02+00:00 Af |Baggrund|

Klassisk liberalisme er partiløs i Storbritannien, og forsøg på at favne vidt forskellige vælgergrupper har skabt en spæd identitetskrise i partiet Liberal Democrats.

18.3.2015 | VALG I STORBRITANNIEN | I sidste uge var den britiske parlamentariker Jeremy Browne gæst ved et bogarrangement i House of Commons. Browne er parlamentsmedlem for Liberal Democrats og tidligere minister i Udenrigsministeriet med ansvar for Sydøstasien, Syd- og Centralamerika og Australien.

Emnet var ’Liberalisme i Storbritannien’, og diagnosen var dyster: Liberalismen i Storbritannien er partiløs og intellektuelt underudviklet.

Historiske brudstykker
Ifølge Browne findes den klassiske liberalisme kun i fragmenter hos de eksisterende partier. Eksempelvis var Tony Blairs New Labour i høj grad et liberalt projekt.

Her blev kursen fastlagt af sociologen Anthony Giddens og hans ’Tredje Vej’. Hans filosofi byggede på en klokkeklar indrømmelse af markedsøkonomiens overlegenhed. Derfor skulle Labour droppe klassekampen og fordre kapitalismens udfoldelse. Men samtidig fokusere på at afbøde dens samfundsmæssige konsekvenser gennem målrettede velfærdsydelser.

New Labours bannerførere – de såkaldte Blairites – er imidlertid så godt som udrensede i partiledelsen. Og selvom Giddens’ filosofi ikke er kasseret på papiret, har Labour-leder, Ed Miliband, skærpet retorikken over for Londons magtfulde finansbosser og frarøvet Labour den midtersøgende profil, som Tony Blair kæmpede så ihærdigt for at opbygge.

Margaret Thatchers regeringsperiode fra 1979 til 1990 var ligeledes liberal. Omend på en anden måde. Hun foretog modige indgreb mod fjendtlige fagforeninger og tilsandede offentlige monopoler. De fastlåste interesser skadede ikke bare Storbritanniens konkurrenceevne. De ekskluderede også de allersvageste borgere fra arbejdsmarkedet.

Men den nuværende ledelse, anført af David Cameron og hans tro væbner, finansminister George Osborne, har opgivet at tage modige beslutninger. De fører i stedet en traditionel konservativ sparepolitik tilsat en god del populisme.

Kamp mellem blokkene
Jeremy Brownes tilhører højrefløjen i Liberal Democrats, der ønsker en såkaldt ’autentisk’ version af liberalisme. Han har skrevet bogen Race Plan, der plukker det bedste fra Thatcher og Blair og tilpasser dem år 2015. Hans idéer strækker sig fra en mere forbrugerorienteret offentlig sektor, lavere skat for alle indkomster og til kolossale infrastrukturprojekter, eksempelvis en ny ’hub-lufthavn’ ved London.

Untitled

Planen er simpel, men ambitiøs. Storbritannien må vågne op, overkomme sin forandringsangst og tilpasse sig det 21. århundredes verdensøkonomi. Ifølge Browne kunne kontrasten til den nuværende valgkamp imidlertid ikke være større.

Indenrigspolitisk konkurrerer partierne om at kaste flest penge efter et ineffektivt sundhedssystem. Og udenrigspolitisk romantiserer man fortidens bedrifter i stedet for at engagere sig helhjertet i et ustabilt Europa, der skriger på britisk lederskab.

Har denne situation så skabt et vælgerpotentiale for Brownes liberale plan? Tværtimod. Kun få vælgere deler Brownes diagnose – og endnu færre hans medicin.

Efter en tumultarisk tilstedeværelse som juniorpartner i en koalitionsregering med de konservative er Liberal Democrats klar til at rykke en tak til venstre.

Derfor er Browne også marginaliseret internt i partiet. Han har raget sig uklar med partileder og vicepremierminister Nick Clegg, og hans parti, Liberal Democrats, står til at miste omtrent halvdelen af sine 57 mandater. Samtidig har Browne valgt ikke at genopstille til parlamentet ved valget d. 7. maj.

Et liberalt kludetæppe
Liberal Democrats’ medlemmer er svære at indramme i ét harmonisk billede.

I Skotland, Wales og storbyerne, hvor man traditionelt kæmper mod Labour, er kandidaterne socialliberale. I de mere landlige valgkredse, hvor man kæmper mod de konservative (og nu også UKIP), er de klassisk liberale.

Den klassiske liberalisme har historisk set været en stærk progressiv kraft i britisk politik. I midten af det 19. århundrede var det eksempelvis liberale parlamentsmedlemmer, der brød det landlige aristokratis magtmonopol og fjernede deres protektionistiske handelslovgivning. Og lige sådan var den liberale filosof og parlamentsmedlem, John Stuart Mill, en af de allerførste fortalere for at give kvinder stemmeret.

Men siden slutningen af 1920’erne har de liberale spillet en sekundær parlamentarisk rolle. I stedet har Labour været det politiske alternativ og fremført de progressive dagsordener. Mest markant med indførelsen af det universelle sundhedssystem, National Health Service, i 1948.

Den spæde identitetskrise
Samtidig betyder det britiske valgsystem, at der kun er plads til ét liberalt parti – i modsætning til lande med proportionelle valgsystemer, hvor flere liberale partier kan spille en rolle.

Holland har for eksempel det klassisk-liberale VVD og det socialliberale D66, og Danmark har Venstre og Det Radikale Venstre. Alle fire partier er ligesom Liberal Democrats medlemmer af det europæiske parti ALDE, men spænder over enorme holdningsforskelle, når det gælder EU, indvandring, retspolitik og grøn omstilling.

Liberal Democrats indeholder både socialliberale og liberale elementer. Og det er netop i forsøget på at favne bredt – tilsat et stærkt medlemsdemokrati -, at roden til den spæde identitetskrise skal findes.

Derfor sluttede Jeremy Browne passende sit oplæg af med en strategisk iagttagelse: slaget om den liberale identitet vil først blive udkæmpet efter valget den 7. maj. Indtil da står man sammen om partiets nuværende placering mellem de to store partier.

I tråd hermed siger Nick Clegg, når han bliver afkrævet svar på, hvilken premierministerkandidat han vil støtte:

”Vi vil tilføre rygrad til en Labour-regering og hjerte til en konservativ regering.”

En kompromissøgende linje, som alle i partiet kan leve med. Bortset fra Jeremy Browne, selvfølgelig.

Andreas Bach Mortensen læser på London School of Economics og arbejder i House of Commons for et parlamentsmedlem. Han er fast skribent på Magasinet Europa frem til det britiske valg i maj 

Billede af Jeremy Browne i artiklens top: Flickr Creative Commons / Policy Exchange