Den nye grønne pagt

2021-10-12T06:42:55+00:00 tirsdag, 12. oktober, 2021|

I bogen ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt” giver Bjarke Møller et bud på, hvordan Europa kan overvinde de globale megakriser i 2020’erne og blive en grøn supermagt, der frigør sig økonomisk og militært fra USA uden at løbes over ende af Kina. Her følger et uddrag:

TEMA: EU og klima-generationen.

Hvad nytter det med mere demokrati, hvis de menneskeskabte klimaforandringer eksistentielt set truer vores fremtidige levemuligheder og frihed? Ikke meget. I værste fald kan klimaforandringerne gøre livet helt ulideligt på en planet med ekstreme vejrlig. Så vi er moralsk set forpligtede til at handle. Den accelererende biodiversitetskrise er forbundet til klimaforandringerne og forværres af den. En million dyr, planter og insekter er truet af udryddelse, og i EU ser vi et dramatisk fald i antallet af bestøvere som bl.a. bier, der har afgørende værdi for landbruget og fødevareproduktionen. For livets skyld og frem for alt for vores børn og børnebørns skyld er vi nødt til at handle på denne viden. Derfor har vi også brug for en ny grøn pagt for EU, hvor vi Europa forpligter os til at gå forrest i klimakampen, at bekæmpe biodiversitetskrisen og sikre samfundets fremtidige naturgrundlag.

Alt tyder desværre på, at den globale temperatur hastigt er på vej op over de kritiske 1,5 grader Celsius over det førindustrielle niveau, og det vil få klimaforandringerne til tage til i fart med flere væltepunkter, som gør fremtiden mere kaotisk. Faktisk vurderer FN´s miljøorganisation, at verden med de nuværende politikker har kurs mod et 3,4-3,9 graders hothouse scenarie. EU må gøre alt, hvad det står i fællesskabets magt til at undgå dette mareridtsscenarie. Det vil være politisk uansvarligt og udtryk for økonomisk gambling at satse på et lidt mere moderat 2 eller 3 graders scenarie, fordi man ikke orker eller har politisk ledelseskraft til at vende den globale supertanker. Allerede hinsides 2 grader Celsius vil naturen ramme flere ustyrlige og negative væltepunkter, der får klimaforandringerne til at accelerere endnu mere, og som vil mangedoble de økonomiske omkostninger.

Den eneste form for ansvarlig realisme i 2020´erne er derfor at lave en hurtig, målrettet og ambitiøs kursændring, hvor vi står på tæer for at nå de størst mulige CO2-reduktioner i Europa. Det vil kræve et forbandet hårdt arbejde, udholdenhed, et stort folkeligt engagement og politisk lederskab at vende kursen. Vi vil komme under pres for at opgive gamle privilegier og vaner, men det er, som det er beskrevet i denne bog, både teknologisk og økonomisk muligt at gøre noget ved de globale klimaforandringer. Vi skal på radikal vis omlægge industriproduktionen og de gamle forbrugsmønstre. Den grønne omstilling og naturhensynet skal bringes ind i hjertet af det økonomiske system. I stedet for at blive behandlet som eksternaliteter og gratis goder skal naturforbedringer betragtes som fælles goder, som det har stor værdi at investere i. Vi skal plante langt flere skove, udlægge store områder som fri natur og stoppe den farlige kemiske sprøjtning, der truer arterne. Som ekstra gevinst får vi i en meget mere mangfoldig verden med et rigere natur- og dyreliv, som kan berige livet med flere store naturoplevelser, så vi ikke bare ender med at leve i endeløse landskaber med beton og asfalt. Selv byerne skal have langt flere træer, grønne parker og pladser, grønne tage, beplantede vægge og flere hushaver på tagene, så de kan bidrage mere til at trække CO2 ud af atmosfæren.

Både nationalstaterne og EU har indtil nu fejlet i klimapolitikken. Selv om vi kan se masser af spirer til håb, og klimapolitikken er ved at komme højt op på dagsordenen i alle lande, har ambitionsniveauet og omstillingstempoet været alt for lavt. Klimarealismen har manglet, og der er stadig for meget business as usual mentalitet. Det er udtryk for en kolossal uansvarlighed, fordi den hidtidige politik udløser flere naturødelæggelser, ekstreme vejrlig, store oversvømmelser ved kyster og floder, som vil koste mange ekstra menneskeliv og mangedoble de økonomiske omkostninger. Vi skal gøre op med den gamle fremskridtsoptimisme, der stadig bilder sig ind, at markedet af sig selv vil udvikle de teknologiske revolutioner, som kan redde os engang i fremtiden. Siden slutningen af firserne har magtfulde grupper i samfundet igen og igen søgt at bilde os, at klimaforandringerne nok skulle løse sig, og at der ikke var grund til bekymring, for markedet er rationelt og udvikler altid den teknologi, som efterspørges. Den forestilling er afsløret som naiv fremskridtsoptimisme. Vi må vælge en anden form for politik, der bygger på hudløs realisme, holder håbet i live og viser mod til at sætte høje ambitioner på vegne af fremtiden.

Tiden er kommet, hvor vi må gøre op med den systematiske uansvarlighed, der knytter sig til de alt for lave mål for CO2-reduktioner i EU og i medlemslandene. Kun gennem et radikalt økologisk kursskifte i hele Europa kan vi gøre os forhåbninger om at bevare et vist herredømme over den fremtid, vi skaber og kommer til at leve i. Danmark kan ikke gøre en mærkbar forskel alene. Vi bør tage store fælles skridt sammen med de andre europæiske lande i EU, så vi kan udrette noget, der virkelig gør en forskel. Denne bog har argumenteret for, at klimaomstillingen bør gøres til Europas nye måneprojekt. Det er det store fredsprojekt i vor tid, der kan give fællesskabet et nyt samlende formål, så vi flyver flok i stedet for at isolere os hver for sig og blive overmandet af fremtidsfrygt.

I EU skal vi hæve forventningerne til hinanden i stedet for at konkurrere ned på en stadig lavere fællesnævner på den nationale konkurrencestats snævre præmisser. Når først målet er klart, vil både forbrugere og virksomheder have stærke incitamenter til at handle hurtigt på al den viden, vi har. Tiden er ved at være moden til forandring og samfundsinnovation i stor skala. Meningsmåling efter meningsmåling har vist, at europæerne er villige til at gennemføre store ændringer, men det, der har manglet indtil nu, er modet fra Europas politiske ledere til at udstikke en klar retning og lægge en ambitiøs strategi for den grønne omstilling.

En ny grøn pagt skal råde bod på det, så politikere, borgere og virksomheder forpligter hinanden på at gøre Europa til verdens grønneste kontinent. Den skal gennemføres sammen med borgerne, så den grønne pagt hænger derfor tæt sammen med både den nye demokratipagt og den sociale pagt. Vi kan kun få succes med omstillingen, hvis det fra starten lykkes at involvere borgerne i løsningerne, så vi får radikale adfærdsændringer fra det personlige og lokale liv til det europæiske niveau.

Et flertal af de europæiske borgere ønsker, at EU skal være et klimaneutralt kontinent allerede i 2030, og de mest progressive virksomheder vil være klimaneutrale i 2035 og 2040, så hvornår følger de fodslæbende politikere efter? I løbet af få år kan folks adfærd og virksomhedernes forretningsplaner ændres på dramatisk vis. Coronakrisen viste med al tydelighed, at vi er i stand til at omstille samfundet hurtigt, tage radikale beslutninger og mønstre historisk store økonomiske midler, når det virkelig kræves. Det kan vi gøre igen i forhold til klimakrisen. Den folkelige vilje til forandring fejler i alt fald ikke noget. Mange borgere er klar til at omlægge deres forbrug, at spise mindre kød og flere grøntsager, at gøre op med madspild, at genbruge mere affald, at isolere deres huse, at købe energibesparende elektronik eller at skifte benzin- og dieselbilen ud med en elbil, men de skattemæssige og økonomiske incitamenter har været for ringe. Incitamenterne skal ændres, så de stimulerer folk til at tage et større medansvar, og det bliver attraktivt at engagere sig.

Politikerne kan fremskynde omstillingen og få langt flere borgere til at tage den grønne omstilling til sig, hvis de reformerer skattesystemerne, så skatten på arbejde reduceres, mens afgifterne på energi, ressourcespild og CO2 øges markant. Man kan også fjerne alle incitamenter til finansiel spekulation og bevidst stimulere grønne investeringer i realøkonomien og innovation. Politikerne må sørge for, at de grønne skattereformer har en progressiv profil, så de dårligst stillede og nederste samfundsgrupper ikke oplever den grønne omstilling som en ekstra straf, men tværtimod som en løftestang til bedre livskvalitet og flere nye jobmuligheder. Hvis ikke den grønne omstilling er socialt retfærdig og lader de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, får man vrede folkelige oprør fra neden med flere gule veste. Det kan undgås, hvis vi i EU laver reformer, der tager højde for legitime folkelige bekymringer, investerer i nye grønne job, sikrer en social profil i de grønne skattereformer og giver efteruddannelse til folk i fossile erhverv, så de kan komme videre og få nye og bedre betalte grønne job.

Politikerne skal lytte til borgerne, involvere dem i at udvikle de innovative løsninger og spørge borgerne til råds om, hvordan de mange svære dilemmaer kan løses. Flere repræsentative klimaborgerting, der kan være med til at træffe beslutninger om prioriteringerne i samfundets klimainvesteringer, kan også være en vej frem for at styrke den folkelige legitimitet undervejs. Medejerskab og folkelig involvering kan blive en vinderopskrift til at undgå voldsomme og stærke modbevægelser. Det skal være attraktivt at lave vindmøllelaug, bygge solcelleanlæg og oprette andelsselskaber for vedvarende energi. Så kan borgerne gå fra at være passive forbrugere til at blive aktive forbrugere. De skal kunne være producenter og medskabere, der kan tjene penge på at producere energi eller at sælge sparet energi videre til energinettet.

En stærkere folkelig forankring vil øge sandsynligheden for, at markedet for vedvarende energi vokser eksplosivt. Vind- og solenergi kan på markedsvilkår allerede udkonkurrere kulkraft, men politikerne bør også via høje ensartede CO2-afgifter fremskynde den dag, hvor virksomheder og forbrugere ikke længere finder det attraktivt at bruge olie. De fossile selskabers aktier er dømt til at tabe værdi, mens de energieffektive virksomheder og clean-tech oplever langt hurtigere vækstrater på det globale marked. Der er sikkert mange etablerede økonomiske interesser, der vil forsøge at blokere for erkendelsen, og som vil forsøge at udskyde pinen endnu mere. Dem, der stadig klamrer sig til den gamle fossile orden og forsøger at lægge cementklodser ud for at stoppe forandringsbølgen, vil tabe. De vil før eller siden ende som forhistoriens dinosaurer.

En stærkere fællesnævner
Det er bedst, hvis vi i EU laver den grønne omstilling i samlet flok, fordi det med et slag kan forvandle det indre marked til verdens mest attraktive marked for grønne investeringer, nye teknologier og grønne virksomheder. Ved at handle sammen kan vi undgå et nedslidende nulsumsspil, hvor det ene land ikke tør gøre noget og lader være med at forhøje de grønne afgifter, fordi andre lande måske ikke følger med i samme tempo. Frygt for de andres ikke-handlinger – eller frygt for at de andre måske endda dumper standarderne – kan i værste fald føre til kamp på stadig lavere fællesnævnere. Også derfor skal vi bryde ud af den nationale konkurrencestatsfælde.

I EU har vi mulighed for at sætte verdens skrappeste miljøstandarder, så alle virksomheder kappes med hinanden op mod en stadig højere fællesnævner. Det vil styrke deres langsigtede konkurrenceevne på det boomende globale marked for nye klimaløsninger. Vi kan udvikle en ny offensiv erhvervspolitik Made in Europe, hvor EU sætter en fælles grøn mission om at investere målrettet i forskning og udvikling af den næste generation af energieffektive teknologier, så vi kan tage den globale kappestrid op med Kina og USA. Vi kan opbygge nye stærke økosystemer og erhvervsklynger, hvor innovative virksomheder, forskere og investorer bringes tættere sammen i hele værdikæden. I samspil med krævende forbrugere og fremsynede offentlige reguleringer skal de stræbe efter at udvikle verdensklasseløsninger, som vi skal leve af i fremtiden. Den offentlige sektor skal være proaktiv og med kompetente krav fremme værdiskabelsen i samspil med innovative virksomheder og medskabende borgere.

Politikerne kan i EU aftale høje fælles mindstesatser for de grønne afgifter, så der ikke opstår frygt for carbonlækage, og det bliver lettere for alle EU-lande at lave grønne skattereformer, der flytter mere skat væk fra arbejdskraft og hæver klimaafgifter og andre miljøafgifter, så forurenerne kommer til at betale. Man kan begrænse antallet af CO2-kvoter i EU´s kvotehandelssystem og presse alle sektorer til at købe CO2-kvoter, så omkostningen ved CO2 bliver så høj, at virksomhederne kan se den gode forretning i at begrænse udledningerne til et absolut minimum. (Prisen skal gerne op på 200 euro/ton.) Man kan samtidig indføre fælles grønne importafgifter ved de ydre europæiske grænser, som i et rimeligt omfang beskytter virksomhederne imod unfair konkurrence fra lande, der gambler på den fossile økonomi. I takt med, at flere og flere kontinenter og lande får håndfaste CO2-reduktionsmål og stræber efter klimaneutralitet lige som EU, vil risikoen for carbonlækage gradvist forsvinde eller blive så lille, at det ikke længere er et reelt problem.

Vi skal bruge al politisk og økonomisk magt til at presse andre stormagter gennem grønne handelsaftaler. Europa skal optræde som en grøn supermagt. EU skal bruge sin markedsmagt som løftestang og samle en bred koalition af klimarealister og nationer, der vil lave historisk store investeringer i at gennemføre en ambitiøs grøn omstilling af samfundet i de næste to-tre årtier. Kan vi skabe en bred global alliance, der også inkluderer USA, Kina og Japan, er der større chancer for at undgå, at klimaet ender i det farlige hothouse-scenarie. EU-landenes diplomater skal sammen med EU-Udenrigstjenesten give klimadagsordenen topprioritet i alle internationale forhandlinger.

Uanset hvad andre stormagter i verden vælger, skal vi i Europa gøre, hvad der er rigtigt, og i det mindste vise ansvarlighed indenfor vores egne grænser. At løse klimakrisen og sikre meget større biodiversitet er en måde at udvise rettidig omhu på. Vi kan redde flere menneskeliv, hvis vi kan begrænse klimaforandringerne og hindre flere store naturkatastrofer fra vildt vejrlig. Vi kan også mindske risikoen for nye pandemier og smittespring fra vilde dyr til husdyr til mennesker, hvis vi planter nye skove og udvider de frie naturlandskaber, begrænser den vidtstrakte urbanisering og industrialisering, så de vilde dyr igen kan leve i deres naturlige habitat i stedet for at blive smittebærere for de næste pandemier blandt mennesker.

Vi kan mindske de store ekstra økonomiske omkostninger, der følger af kaotiske klimaforandringer og måske afværge endnu mere dramatiske finansielle chok. Vi kan investere i vores kollektive sikkerhed i fremtiden. Og vi kan være med til forhindre store folkevandringer fra flere hundrede millioner af klimaflygtninge. Der er mange dynamiske sideeffekter, der kan ramme os på uforudsigelige måder. Det er vigtigt at opbygge et robust og omstillingsdueligt demokratisk samfund i EU, der kan stå imod de værste kriser og ydre trusler.

Det grønne innovationssamfund
Handler vi sammen i Europa, har vi en fair chance for at afværge de værste og mest negative fremtidsscenarier, mens vi investerer massivt i at opbygge et bæredygtigt samfund og en ny økonomisk udviklingsmodel, hvor vi ikke destruerer naturen, men tværtimod genopbygger noget af den værdifulde naturkapital, som er sat over styr. Vi skal satse på innovation i stor skala, og vi skal søge at formulere nye løsninger, der går på tværs af grænserne, så vi får mest mulig for pengene. Vi skal sikre drastiske reduktioner af energiforbruget, om muligt stræbe efter faktor 10 energiproduktivitet og udbrede den cirkulære økonomi i alle led, for i fremtiden afgøres den europæiske konkurrenceevne mere af evnen til at innovere og at maksimere energi- og ressourceproduktivitet end af den marginale mulighed for at presse lidt ekstra produktivitet ud af arbejdskraften. Vi skal have masser af vækst i innovative grønne løsninger og virksomheder, men med hård hånd og politisk intervention stoppe væksten i naturødelæggelser og fossil forurening.

Vi skal omstille det meste af transportnettet til el eller brint. Men det kræver, at vi i løbet af 2020´erne får udviklet et europæisk energisystem, der bygger 100 pct. på vedvarende energi, så vi i 2030´erne kan frigøre os helt fra dyr import af fossile brændstoffer fra autoritære lande, som ikke deler vores værdier. Det er både teknologisk, økonomisk og organisatorisk muligt. Eksperter har – som vi så i kapitel 2 – skønnet, at det vil koste omkring 5200 mia. euro at opbygge et europæisk energinet med 100 pct. vedvarende energi, hvor vi kan sælge og udveksle vind, sol og vandenergi på tværs af grænserne. Det er lidt mere end fem gange så meget som Kommissionens forslag til en Green Deal frem mod 2030, men den bør mindst femdobles i en ny grøn pagt for Europa. Det er økonomisk realistisk og muligt. Hvis staterne i løbet af få måneder kunne mobilisere næsten 5000 mia. euro til redningspakker under coronaviruskrisen, bør vi også kunne gøre det i løbet af en kort årrække i forhold til den største eksistentielle trussel, som menneskeheden står overfor, nemlig klimakrisen.

Nogle traditionelt tænkende politikere og økonomer vil måske advare om, at det er alt for dyrt. Men sandheden er, at det vil være alt for dyrt at lade være. For i de kommende år har vi udsigt til at langt større klimaomkostninger og miljøskader, hvis vi ikke handler i tide. I stedet for om få år at skulle betale 3-4 pct. eller mere af den årlige velstand på at lappe på miljøskader, der kunne være undgået, skal vi i EU allerede nu investere 3-4 pct. af den årlige velstandsproduktion i at skabe verdens grønneste kontinent. Det skal sikre, at vores livskvalitet, velvære, sundhed og natur øges markant, samtidig med at vi baner vej for den næste generation af innovative grønne virksomheder og teknologier, som vi kan leve af i fremtiden. Det første er en taberstrategi med mange negative sideeffekter, mens det andet er en vinderstrategi.

Den fossile taberstrategi vil koste hundredtusinder menneskeliv hvert eneste år på grund af fossil luftforurening. Den vil ovenikøbet true Europas fremtidige økonomiske konkurrenceevne, og samtidig forlænge afhængigheden af de autoritære olieregimer, hvis værdier vi ikke deler. Den grønne vinderstrategi vil hvert år redde hundredtusinder menneskeliv, skabe mange nye grønne job og styrke den fremtidige konkurrencekraft.

Denne bog har skitseret en række måder, hvordan vi i Europa kan udvikle en grøn vinderstrategi og gøre det til EU´s nye samlende projekt. Der findes helt sikkert mange andre mulige modeller og innovative forslag. Vi mangler hverken penge, teknologier, innovative virksomheder eller organisatoriske evner til at lykkes med den store klimaomstilling. Tiden er løbet fra de dårlige undskyldninger. Tiden er kommet til politisk handling. De europæiske borgere er klar. Nu skal politikerne også vise lederskab. Hvert spildt år vil koste dyrt i den anden ende. Og det kan sætte os under yderligere pres for at hæve ambitionsniveauet på et senere tidspunkt.

Det står allerede klart, at hvis de europæiske og de globale CO2-udledninger ikke bliver reduceret drastisk i løbet af 2020´erne, må der 2030 sættes et nyt EU-mål om klimaneutralitet. I givet fald vil det ikke længere være nok at fjerne alle CO2-nettoudledninger fra 2050. Så bør EU sætte farten op for at blive et klimaneutralt kontinent allerede i 2040-2045. Det vil være rettidig omhu allerede nu at stile imod klimaneutralitet i 2045 og om muligt at fremrykke målet til 2040. Hellere være lidt mere ambitiøs og så blive en anelse forsinket i forhold til de fine planer end helt at skyde problemerne ud i fremtiden med en hockeystav, så det til sidst er for sent og for dyrt at nå at rette op på den kommende katastrofe.

(..)

Det kan blive et kapløb med tiden, hvor vi konstant skal justere kursen og hæve målene, men selv når det synes svært at dæmme op for den klimakatastrofe, der truer, skal forsøget gøres. Det er det, der er håbets politik. Vi må konstant være klar til at løfte ambitionsniveauet, hvis det gamle mål ikke er tilstrækkeligt. For vi skal ikke give op, selv om det indimellem bliver svært. Vi skal hele tiden anstrenge os og ikke lad os slå ud af de momentane tilbageslag, vi kan blive ramt af.

Europas nye grønne pagt kan skabe en ny form for økonomisk fremskridt, der vil øge livskvalitet og velvære. Vi vil få flere immaterielle værdier og få flere naturlige åndehuller, der ikke bare kan gøres op i penge. Det kan samtidig gøre vores Europa, landskaberne og byerne smukkere og grønnere. Vi skal i mindre grad jagte forbrugsgoder, der kun giver en kortvarig lykkefølelse og investere flere penge i at skabe et bedre samfund og en rigere natur. Materielle forbrugsgoder kan måske afstive ens fornemmelse af social status, men bagefter indfinder den eksistentielle tomhed sig ofte, hvor man så længes efter endnu et nyt attråværdigt objekt at købe. Vi skal betræde andre stier i fremtiden.

Heldigvis opdager flere og flere europæere, at der hinsides det uendelige forbrugsræs i hamsterhjulet og de samme standardiserede butikskæder med de samme overfladiske marketingskampagner, findes andre værdier og oplevelser i livet, som er langt mere værdifulde for følelsen af lykke. Nogle opdager endda, at destruktionen af naturen og alt det, man havde kært, har givet et tab af rigdom og biodiversitet, der tidligere gav livet mening hinsides pengene. Eller som økonomen Mariana Mazzucato skriver, er der brug for at skabe en ny form for økonomi: En håbets økonomi.[i] Det handler den nye grønne pagt også om.

Bjarke Møller er journalist, forfatter og adjungeret professor på Copenhagen Business School. Han har beskæftiget sig indgående med europæisk politik og økonomi i de sidste tre årtier og er fhv. direktør for Tænketanken EUROPA (2014-2019) og fhv. chefredaktør for ugebrevet Mandag Morgen (2008-2013)

”Håbets politik”, Future21, 2021, 826 sider. Pris 450 kr. inkl. moms. Bogen kan bestilles på www.future21.eu eller hos din boghandler.

[i] Mariana Mazzucato, The Value of Everything. Allen & Lane, 2018.

Billede i artiklens top: /Flickr/News Øresund/Johan Wessman/

Læs hele temaet “EU og klima-generationen”