I omverdenen fokuseres der ganske kraftigt på 100-året for den bolsjevistiske revolution, også kaldet Oktoberrevolutionen. Men i Rusland anno 2017 er der ikke rigtigt plads til 1917. Den politiske elites forhold til 1917 er præget af ambivalens, og den brede befolknings forhold til revolutionen er præget af fortrængning og fortielse.
Baggrund af Jesper Gormsen
05.11.2017 | TEMA: RUSLAND OG REVOLUTIONEN | Mens medier verden over i disse uger markerer hundredeåret for Oktoberrevolutionen i 1917, så har der været relativt stille om jubilæet i Rusland. I det omfang man overhovedet kan tale om en debat, så domineres den af den russisk-ortodokse kirke og af liberale intellektuelle, mens det politiske establishment i videst muligt omfang forsøger at undgå emnet.
At det russiske regime ville forsøge at nedtone jubilæet – som i omverdenens markeringer koncentreres om den 7. november (den 25. oktober efter den julianske kalender) – stod klart allerede i december sidste år, da Vladimir Putin i en tale kom ind på Oktoberrevolutionen:
”Det er utilstedeligt, at der i egne politiske og i andre interesser spekuleres i de tragedier, som berørte praktisk talt enhver familie i Rusland. På hvilken side af barrikaderne vores forfædre end endte,” sagde den russiske præsident og slog fast:
”Læren af historien skal først og fremmest bruges til at styrke den samfundsmæssige, politiske og civile enhed, som det i dag er lykkedes os at opnå.”
Så var tonen slået an. Hundredeåret for Februarrevolutionen, hvor zarstyret faldt, og Oktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkerne kom til magten, skulle stå i forsoningens tegn. Der skulle ikke rippes op i historien. Ikke stilles spørgsmål til, hvad læren af historien egentlig er. Og heller ikke til den «enhed» i det russiske samfund, som Putin omtalte.
Prototypen fra Petrograd
Ifølge den Kreml-kritiske økonom og kommentator Vladislav Inosemtsev er Putins udtalelser typisk for de russiske magthavere.
”De er overbeviste om, at alle «farvede revolutioner» virkelig var igangsat af amerikanerne; at Vesten hader Rusland, og at der ikke er andre problemer til. De er overbeviste om, at man i alle udenlandske efterretningstjenesters hovedkvarterer sidder og forbereder «farvede revolutioner», som man heroisk kæmper imod,” udtalte Inosemtsev til radiostationen Moskvas Ekko den 5. oktober.
Ifølge forfatterne til rapporten «Hvilken fortid har fremtidens Rusland brug for», Aleksandr Rubtsov, Grigorij Judin og Darja Khlevnjuk, anser det autoritære russiske regime i dag nærmest Oktoberrevolutionen som en slags prototype for de politiske omvæltninger, der har fundet sted i Georgien i 2003, i Kirgisistan i 2010 og i Ukraine i 2004 og i 2014.
Væltet indefra
Oktoberrevolutionen bliver af russiske politikere og embedsmænd ofte omtalt som et geopolitisk nederlag. Under et møde med unge russiske historikere i 2015 faldt talen på Ruslands kapitulation i første verdenskrig, og Vladimir Putin spurgte retorisk:
”Hvor kom det nederlag fra? Vi led jo ikke nederlag ved fronten. Vi blev væltet indefra. Det var det der skete,” sagde den russiske leder.
Men mens det russiske regime gerne dvæler ved de geopolitiske aspekter af Oktoberrevolutionen, så er det mere tavst om årsagerne til den. Måske for at undgå utidige sammenligninger.
Til trods for indførelsen af demokrati i 1905 så modarbejdede tsaren og embedsværket indædt parlamentet, der for hver parlamentssamling blev mindre og mindre repræsentativ. Ikke ulig nutidens russiske parlament.
Ifølge liberale Kreml-kritikere er der flere lighedspunkter mellem tsar Nikolai den andens rige og det moderne Rusland. For eksempel et stort militærbudget, involvering i flere risikable militæroperationer og et ringe fokus på sundhedsvæsen, uddannelse og reformer.
Ligesom i 1917 ligger der en tung dyne af defensiv og kontrarevolutionær retorik over stort set alle russiske statsinstitutioner. Meget sigende er den eneste tjeneste, der i en vis grad trækker på legitimitet fra revolutionen en ordenshåndhæver, nemlig det russiske efterretningsvæsen, FSB. Klikker man på «om os» på sikkerhedstjenestens hjemmeside trækker man en lige linje fra Feliks Dsjersinskijs Ekstraordinære Komité, TjeKaen over NKVD og KBG til nutidens FSB — regimets garant mod revolution.
Revolutionen uden vindere
Hvis den politiske elites forhold til 1917 er præget af ambivalens, så er den brede befolknings forhold til revolutionen præget af fortrængning og fortielse.
Den russiske revolution var nemlig ikke overstået med bolsjevikkernes militærkup den 7. november (den 25. oktober efter den julianske kalender). Revolutionen blev efterfulgt af kaos, sult og borgerkrig mellem de røde bolsjevikker og de hvide royalister frem til dannelsen af Sovjetunionen i 1922. Og der er i dag ingen samfundskræfter, der repræsenterer de stridende parter før, under eller umiddelbart efter revolutionen. Der er ingen samfundsgrupper at forsone.
De mere end én million medlemmer af det største politiske parti under den russiske revolution, Det socialistisk-revolutionære parti (SR), var efter revolutionen udsat for klapjagt af det talmæssigt langt mindre Bolsjevik-parti. De bønder, der havde støttet bolsjevikkernes fra 1917 til 1922 blev i 30’erne af selvsamme bolsjevikker udsat for planlagte sultkatastrofer, tvangskollektivisering og terror. De undertrykte samfundsgrupper, der i 20’erne pludselig fik adgang til blandt andet uddannelse, led også under udrensningerne i 30’erne. Og samme skæbne overgik langt størstedelen af de sejrende bolsjevikiske revolutionære helte og hærførere. De blev spist af den revolution, de selv havde udløst. Retoucheret væk fra officielle billeder. Og skrevet ud af den officielle historie om kommunismens triumf.
En retoucheret revolution
I modsætning til Nazi-Tyskland døde Sovjetunionen af alderdom. Og i modsætning til de baltiske stater så har Rusland aldrig fået taget et endeligt opgør med den terror, der varede fra 1917 og helt frem til Stalins død i 1953.
Mange af dem der havde bekæmpet bolsjevikkerne fra 1917 til 1922 flygtede. De der blev og overlevede stalintidens skizofreni, hemmeligholdt i de fleste tilfælde deres fortid og deres holdninger for deres børn og børnebørn.
Dérfor fylder mindet om den måske mest skelsættende begivenhed i det tyvende århundrede så lidt i bevidstheden på deres olde- og tipoldebørn.
Jesper Gormsen er skribent på Magasinet Europa.
Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Ivan Sekretarev