Regnskabsfører Luis Bárcenas blev syndebuk for de konservative i Spanien, da magtpartiets organiserede korruption kom for en dag. Men syndebukken stejlede og satte hælene i. Så gav han sig til at dele ud af alt det, han vidste. Dette er syvende afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. 

SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE  – AFSNIT 7

Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup

Luis Francisco Bárcenas Gutiérrez blev ansat i partiet takket være en vennetjeneste, som nogen skyldte hans far. Han røg ud og kom ind i varmen igen, efterhånden som alliancerne skiftede. Et behjertet forsøg på at indsætte en hædersmand på kassererposten endte i en korruptionssag i 1989. Tredive år senere fik Bárcenas egen tid som skatmester over partiets caja B: den dobbelte bogføring samme udgang.

Fra 1996 var Bárcenas i kontakt med forretningsmanden Correa, som senere blev omdrejningspunktet i en kolossal korruptionssag startet i Valencia på østkysten. Spansk politi opkaldte deres operation efter Correa oversat til tysk: Gürtel. Valencias modernisering bestod i et byggeboom, der var oplagt at tjene gedulgte penge på. Også Partido Populars store arrangementer var genstand for handler under bordet.

Sagen kom til en begyndelse den for den kontroversielle dommer Baltasar Garzón ved den højtstående Centraldomstol. Ham skal vi høre mere om senere i serien om de omstridte helte. I Spanien er retssystemet bygget anderledes op end i Danmark, og dommerne har ansvaret for nogle af de opgaver, der nordpå hører under anklagemyndighedens opdrag.

Sagen om Bárcenas er en udløber af Gürtel-sagen. Der er 32 anklagede i sagen. Bárcenas kommer i fedtefadet i 2013, og sagen er endnu ikke afsluttet. Imens har blandt andre Santiago Abascal bekræftet at have modtaget penge fra partiet. Abascal er en frafalden PP-politiker, som har stiftet sit eget højlydte parti ude på det yderste højre: Vox, som har gjort sig gældende i de senere år og helst vil staves med lutter store bogstaver.

Luis el cabrón
I forundersøgelsen optræder Bárcenas under øgenavnet Luis el cabrón. Udtrykket bruges i betydningen “dumme svin” og “røvhul” (og førhen om tøffelhelte, der lod sig bedrage). Ordret er en cabrón en gedebuk, og Bárcenas blev da også partiets syndebuk. Han alene skulle have været medvidende om alle de berømte konvolutter, der blev overrakt alle mulige i tide og utide.

Sandsynligt? Nej.

Bárcenas gav sig til at pippe og siden synge. Han skrålede for fuld hals om alle de højtstående politikere, der havde givet ham instrukser. Men hvis man troede, at han fortalte alt – så troede man fejl. Politologen Alberto Mesas, der underviser på videregående uddannelser i Paris, forklarer strategien:

Bárcenas slipper sin viden fra sig lidt efter lidt i håbet om, at hans fæller skal komme ham til undsætning for at redde deres eget skind.

Toppen i partiet sendte ham fra en start beskeder som den herostratisk berømte sms “Hold ud, Luis!” fra daværende statsminister Mariano Rajoy. Samtidig nægtede partiet nærmest at kende til deres egen kasserer. Ifølge Bárcenas brød partimedlemmer ind på hans kontor i partiets hovedsæde. Da politiet mødte frem, påstod partiet, at kontoret slet ikke eksisterede.

På spansk Wikipedia kan man læse side op og side ned med kassererens sirlige notater i den dobbelte bogføring, som han selv lækkede til fjenden: El País, som uden at være officiel partiavis står socialdemokraterne nær. Der tales om beløb på over 8 millioner euro svarende til 62 millioner danske kroner. Bárcenas forsøger at klare frisag ved at stille op til en håndskrifttest, hvor han ifølge anklagemyndigheden omgjorde sin skrivestil med vilje.

Lov og orden
Det konservative folkeparti står naturligvis for lov og orden. Men ligesom landets andet magtparti på nationalt niveau, det socialdemokratiske PSOE, og Cataloniens magtparti Convergència fører mange år ved magten hver gang til samme resultat: fuldstændigt skamløse måder at finansiere partierne på og fylde lommerne hos alle implicerede.

Det er altid bekvemt at udgrænse systemiske fejl til en enkelt: en kasserer, som slet ikke har forstået sin opgave. Et politisk parti, som er iboende ondt. Når den økonomiske korruption reelt gennemsyrer hele samfundet – om så det er det catalanske børneværn, er der folk, der formår at tjene styrtende med penge på at holde børn fra udsatte familier fast i systemet.

Bárcenas er ikke problemet, men blot et symptom på det. Hans dybe baritonrøst og hans macho-attitude gør ham til indbegrebet af en bestemt form for mandighed: den brovtende og tromlende. Men den vege Mariano Rajoy og den glatte José María Aznar stod ved roret for både partiet og nationen, mens Bárcenas tog sig af pengekonvolutterne.

Og imens skete lige så grove sager i Andalusien, hvor socialdemokraterne sad klæbet til magten. Og i Catalonien, hvor end ikke klassiske koncerter gik fri af forventningen om, at med bestikkelse skal man land bygge.

Metoden
Alberto Mesas forklarer, at den klassiske metode i Spanien har været, at forretningsfolk finansierer et partis kampagne. Når partiet så bliver valgt ind, går de velbetalte byggearbejde, og alt hvad der ellers er store penge i, til de vennesæle forretningsfolk.

Når retssystemet gik efter Bárcenas, skyldtes det, at han sad med nøglen til det hele. Han ville kunne bringe dem alle til fald. Til en start er han tavs. Bárcenas tror fejlagtigt, at hans parti ville beskytte ham. I stedet kaster partiet ham ind under bussen og påstår, at han er blevet rig på partiets bekostning. Partiet som offer …

Politologen Mesas forklarer det som brødkrummerne i det grumme eventyr om Hans og Grethe. Bárcenas håber indtil det sidste på, at partiets overlevelsesinstinkt skal komme ham til gode, når blot han viser noget af alt det, han har på hånden.

Medierne mistede interessen, da PP tabte regeringsmagten, forklarer Mesas. “Hos retsvæsnet ligger sagen henlagt på det store lager sammen med alle de andre glemte sager,” siger politologen.

De nærmeste
Bárcenas forsøgte i lang tid at vise skylden fra sig. Det var alt sammen bare noget, han havde fået at vide af partiets forrige kasserer, at han skulle gøre. Den kasserer var nemlig død og borte, så ham kunne ingen spørge.

Bárcenas chauffør var i tæt kontakt med en gammel kending: kommissær Villarejo, som vi hørte om i skurkeseriens andet portræt. Formedelst 2.000 euro om måneden, der med en værdi af 15.000 danske kroner er flere gange den spanske mindsteløn, rapporterer chaufføren fra fængslet. Villarejo, som selv sidder fængslet siden 2017, hævder, at han handlede på ordre fra sine overordnede i politiet.

Rigtigt klemt blev Bárcenas, da partiet truede med at sende hans hustru i fængsel. Logikken var, at enten holder du mund med det, du ved om os – eller også anmelder vi din Rosalía for at være indblandet. Bárcenas hustru var sekretær i partiet. Hun bliver omtalt som en telefonistinde, til fordel for hvem han i sin tid forlod sin første kone.

Den trussel lukkede munden på ham i perioder. Men det endte altid med, at han igen gav sig til at sælge ud af alle hemmelighederne, der har bidraget til den spanske politikerlede og mistro til magten. Ikke meget er bevist endnu, men Bárcenas har efterhånden fået tømt posen for så meget indhold, at ingen tror på det konservative folkepartis uskyld.

Hvad Bárcenas angår, står han til fem års fængsel. Det er meget lidt i det hårde spanske system, hvor dommene kan være ti eller hundrede gange længere end i Danmark. De fem år har han for længst afsonet i varetægtsfængsel.

Serie: De pæne skurke

Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.

Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den syvende artikel i serien, og den handler om en partisoldat, der blev ladt i stikken af sine kumpaner.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Andrea Comas/