Den store sprogstrid i Catalonien

2019-09-17T16:54:46+00:00 søndag, 15. september, 2019|

I Spaniens nordøstlige region tørner to befolkningsgrupper sammen i en kamp på sprog, identitet og politik. Forleden satte Catalansk Civilsamfund sameksistensen til debat. Fra hver deres vinkel kastede fagfolk lys over brugen af catalansk som kampmiddel.

Reportage af Sara Høyrup

Fire dage før den catalanske nationaldag, som i dag [11.09.19] skyder efteråret ind, viste unionistforeningen Societat Civil Catalana muskler. Eliteforeningen for fredelig sameksistens tæller kun få hundrede medlemmer, men formåede at mobilisere en million antiseparatister hele to gange i oktober 2017, da regionsapparatet med højrenationalisten Carles Puigdemont i spidsen søgte separation fra Spanien.

Siden har foreningen skuffet fælt med aflyste demonstrationer, indre stridigheder og underlige udtalelser fra centralt hold. Næstformand Álex Ramos, der længe har været med i forreste linje, ved det godt. Men nu vil de genvinde den tabte tillid, forsikrer han mig.

Det gør foreningen i første omgang med en storslået konference fuld af fagkapaciteter. Ligesom SCC tidligere har publiceret akademisk solide analyser af den såkaldte Procés, hvormed regionsnationalisterne ville opnå en egen stat af totalitært tilsnit, var lørdagen stjernespækket. Mens mange dukker nakken rundt omkring på universitetskontorerne og lærerværelserne for ikke at blive frosset ud eller simpelthen fyret, har enkelte stillet sig ud på øretævernes holdeplads.

Nej-sigerne
Det handler om borgerrettigheder,” påpeger Mercè Villarubias, der allerede i 2012 udgav bogen Sumar y no restar. Razones para introducir una educación bilingüe en Cataluña. Den lillebitte dame, der næsten ikke er til at se bag talerstolen, er en af de undervisere, som vender sig imod den politisering af skolerne, der bruger sproget som vehikel.

De catalanske folkeskoler og langt de fleste offentligt støttede privatskoler er etsprogede i strid med lovgivningen og en række domfældelser om, at det er forbudt at marginalisere det ene af regionens store officielle sprog. Sprogprofessoren Carmen Leal klager over, at den såkaldte ”inmersion” går hårdt ud over de spansksprogede børns uddannelse.

Det pædagogiske koncept bruges på en helt særlig vis i Catalonien, hvor sprogbadet indebærer, at flertallet af børn og unge undervises på et sprog, der ikke er deres modersmål. Det bliver påvist med statistikker, som tager højde for det forhold, at de spansktalende familier er dårligere uddannede og fattigere end de catalansktalende.

Systemet mishandler de spansksprogede børn,” siger den pensionerede gymnasielærer Martín Alonso Zarza. ”Det er vi nødt til at tale om. Vi må bryde tabuet.”

”Kan man som åbenlyst ikke-nationalistisk lærer undgå politisk forfølgelse?” spørger et medlem af publikum historielæreren Francisco Oya. ”Nej. Man må bare bøje hovedet, holde lav profil og bede til, at det hele blæser over,” lyder svaret fra den ranke mand med de grånende lokker. Oya er kendt i unionistkredse for at nægte at undervise sine elever i udlægninger af historien, som simpelthen ikke passer. Det har nær kostet ham jobbet.

Kamp eller konsensus
Jeg finder det på sin plads at være radikal,” erklærer forlagsdamen Miriam Tey, der fungerer som moderator og var SCC’s næstformand indtil for nyligt. Selv efter udrensninger og frafald i ledelsen er alle – eller næsten alle – med til konferencen. Ved min side blandt publikum sætter sig José Domingo, der ellers har smækket med døren og fortsætter aktivismen i unionistforeningen Impulso Ciudadano.

SCC’s ungdomsafdeling ude på oplandets Universitat Autónoma de Barcelona forlod SCC i samlet flok, efter at den daværende ledelse af SCC på paternalistisk vis underminerede de studerende. De havde i eget navn startet en sag mod rektoratet, som havde tvangslukket den antiseparatistiske studentergruppe. Den sag lovede SCC’s daværende formand José Rosiñol og advokat Manuel Miró universitetet at lukke ned. Det er en af de mange gange, hvor den ellers kampklare forening forbløffer alle ved at søge konsensus lige dér, hvor slaget ellers skulle stå.

Skuffelserne til trods er der bredt fremmøde til SCC’s konference om sproget som omdrejningspunkt for den catalanske nationsopbygning. Skråt foran mig sidder den franske toppolitiker Manuel Valls, der stillede op til borgmester for Barcelona tidligere på året. Manuel Valls er en omstridt og tvetydig figur, som ikke vandt den store tilslutning. Ingen forstår, hvad han vil i Barcelona; og sidst på dagen viser han sin utilpassethed ved at vende sig edderspændt om og skælde resten af publikum ud for at være udisciplineret.

Men Manuel Valls blev kongemager i Cataloniens hovedby i forsommeren og fastholdt sin diametrale modsætning, overborgmesterinde Ada Colau, på posten. Den drevne franskmand af catalansk herkomst ved, hvad der skal til for at holde nationalpopulisterne fra magten. Også selv om Colau repræsenterer det nye venstre, der har et meget blødt punkt for alle sager, som de tror er progressive.

Jeg er ind til benet træt af alt føleriet. Vi har ingen pligt til at føle noget bestemt,” fortsætter Tey, før hun giver ordet til rundbordet. ”Lad os i stedet kræve vores ret.

Sproget som våben
Sprogs funktion er kommunikation,” siger en af den lange stribe paneldeltagere. ”Ja, det kan meget vel være,” svarer journalisten Arcadi Espada, som i sin tid var med til at grundlægge den antinationalistiske forening Ciutadans i 2006. Den blev siden omdannet til det landsdækkende politisk parti Ciudadanos.

Det fik dette samlingspunkt for kampen mod den catalanske nationalisme til med tiden at drive mod højre og over i en spansk nationalisme, som har fået stifterne og mange vælgere til at falde fra i skuffelse i allernyeste tid. Skredet skete, fordi tilslutningen i de andre regioner snarere kom fra anticatalansk hold, end den skete ud fra antinationalistiske overvejelser.

”Men reelt bliver sproget brugt til alt muligt andet i Catalonien,” understreger Arcadi Espada. ”Det spanske sprog samler os alle sammen. Regionssprogene skiller os ad.

Og Martín Alonsos tese er da netop også, at problemet ikke er forskellene på de catalansktalende og de spansktalende – men den bandsatte vilje til at skelne og skille.

Vi er nødt til at træde ud af lokalnationalismens logikker,” mener forlagsmanden Pedro Gómez. Derimod mener formanden for den catalanske gymnasielærerforening, Felipe-José de Vicente, at løsningerne skal findes i den catalanske lovgivning. Her findes faktisk belæg for at gøre en ende på sprogdiskriminationen i skolerne.

Han taler godt for sin sag, men hos Enrique Martinez udløser Vicentes vilje til at finde frem til fælles fodslag med modparten alligevel skuffelse (en udbredt følelse blandt både unionister og separatister for tiden). Enrique Martinez driver det pyttelille parti Unidos Sí fra et lille lokale i Barcelonas indvandrerbydel Raval. Partiet forener en antinationalistisk unionisme med klassiske venstrefløjssynspunkter. Det er der absolut intet publikum til i et land, hvor det er lykkedes lokalnationalisterne at tage patent på at være ”progressive”.

Sprog og socialklasse
Fra et klassekampsperspektiv tør det overraske. Konferencens første præsentationer viser med tørre tal indhentet fra regionsadministrationens egne opgørelser, at den angiveligt undertrykte part sidder på både den økonomiske og den politiske magt i Catalonien. Økonomiprofessoren José Rodríguez Mora og SCC’s egen valgobservatorium påviser direkte sammenhæng mellem catalansksprogethed og løsrivelsesiver.

De to taler ved dagens rundbord nummer to påviser også, at ønsket om en egen stat kun foreligger hos de borgere, som lader sig informere af regionens politisk styrede medier. Alle fniser, for det ved vi jo godt rent intuitivt. Ingen af talerne og ingen blandt publikum stiller dog det oplagte spørgsmål om, hvad der kommer først: valget af medie eller mediets påvirkning af seerens og lytterens politiske ståsted?

Økonomiprofessoren og valgobservatoriet dokumenterer, at det lokalnationalistiske slagord om un sol poble, et samlet folk, ikke stemmer over ens med virkeligheden. Faktisk gifter borgerne sig i stigende grad med partnere fra deres egen socialklasse og deres egen sproggruppe – hvilket i vidt mål er det samme, fordi spansk med tiden er blevet underklassens sprog. Spansk har altid været til stede i Catalonien, men i forbindelse med vandringen fra land til by på tværs af Spanien blev det forbundet med de nytilkomne. De nederste i samfundet, som i mellemtiden er steget noget i graderne, mens mennesker endnu længere sydfra har taget deres plads ganz unten.

De spansktalende, der ikke følger de farvede regionsmedier, har ikke ladet sig rokke af regionsadministrationens syv år lange separatismepropaganda. Det har de spansktalende, som følger TV3 og Radio Catalunya, til gengæld. Men mest af alt har de catalansktalende skiftet ståsted fra regionalister til nationalister.

Mest markant er måske ændringen i identitet: løsrivelsesprocessen siden 2012 har polariseret selvforståelsen, så den udbredte selvdefinition som ”lige dele spanier og catalaner” er veget til fordel for den ekstreme position ”catalaner”. Overraskende nok er antallet af borgere i regionen, der kun føler sig som spaniere, nede omkring fem procent.

Og det til trods for, at halvdelen af befolkningen ikke stemmer separatistisk, og cirka halvdelen af den halvdel er helt færdige med at foregøgle en accept af den catalanske lokalnationalisme, som frem til 2012 gjaldt som konsensus. Der findes altså en overset moderation i den tilsyneladende radikale unionisme, som ikke findes i den anden lejr.

Fra publikum bliver der spurgt, om mange borgere ikke føler sig særligt knyttede til deres by. Samme tanke havde jeg selv: metropolen Barcelona er klart identitetsskabende. Men det vides ikke, for den form for identitet spørger regionens statistikere ikke ind til.

Lang nats rejse mod dag
Civilforeningens nye joviale formand Sánchez Costa slutter dagen af med endnu engang at understrege foreningens tværpolitiske væsen og dens vilje til at nå til enighed med modparten. Han viser den vanlige respekt for det catalanske sprog ved at starte sin tale på regionens mindste sprog, der har samme afstand til spansk, som svensk har til dansk.

Det samme har flere talere gjort i løbet af dagen: Det gælder altid om at vise, at man skam mestrer det catalanske og ikke ønsker at udgrænse det mindste af regionens to store sprog, sådan som den spansknationale diktator Francisco Franco i sin tid gjorde det. Sidst på dagen lyder protester fra en italiener blandt publikum, der ikke forstår catalansk. Han har både ret og uret: Ingen har lovet, at dagen ville være spansksproget. I Catalonien er det vigtigt for unionismen at være tosproget. På den anden side er spansk det fælles sprog, som alle forstår.

Så kommer der nye toner fra Catalansk Civilforenings formand: ”Vi er færdige med at danse efter deres pibe. Også vi stiller betingelser nu. Også vi vil høres af Madrid. Løsrivelsesprocessens lange nat er ovre.”

Spanienskorrespondent Sara Høyrup er spansk cand.mag. og uddannet politisk journalist.

Billede i artiklens top: /Enrique Calvo/Reuters/Ritzau Scanpix/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: