Den utilgivelige krig i Europa

2021-03-21T16:19:49+00:00 søndag, 21. marts, 2021|

Teresa Freixes deltog som jurist i opbygningen af civilsamfundet efter Balkan-krigene. Den Europæiske Union svigtede dengang, men repræsenterer et håb i dag.

Interview af Sara Høyrup 

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | Den spanske topjurist Teresa Freixes var med dengang i halvfemserne, da landene bag jerntæppet skulle lemmes ind i Europa igen. Hun er specialist i europæisk ret og menneskerettigheder.

“Efter Murens fald hjalp jeg med at opbygge retssystemerne i Østeuropa. Det var nemmest i de lande, der først var kommet under sovjetisk herredømme ved afslutningen af Anden Verdenskrig som led i de aftaler, sejrherrerne indgik med hinanden.

Deres retssystemer lignede vores. De ældste jurister i de lande kunne stadig huske, hvordan lovgivngen var før kommunismen.”

Forsoningen udeblev
“I Bosnien hjalp jeg med at opbygge et nyt universitet. Det gamle universitet lå i Mostar-området. Her stod krigen mellem bosniakker og kroater.

Dayton-aftalen delte zonen op langs etniske skillelinjer. Aftalen fastslog, at der skulle bo et mindretal på hver side omgivet af majoritetsbefolkningen fra den anden folkegruppe.

Man troede, at det ville lægge kimen til forsoning. Men forsoningen lader stadig vente på sig.”

Gift med fjenden
“I det gamle Jugoslavien var der mange blandede familier: bosniakker, kroater og serbere gift med hverandre. De familier led et frygteligt trauma: De blev simpelthen skåret midt over.

I Mostar mødte jeg manden, der havde ledet de bosniske militser under krigen. Han var kroat!

Og hvad var så hans bevæggrund? Jo, hans hustru var bosniak og faldt som et af de første ofre for de kroatiske snigskytter.”

Skudt af genboen
“Når vi kom hjem i folks boliger, var de fulde af skudhuller. Skud, som kun kunne komme fra huset overfor! Kampen stod altså mellem naboer.

Byens yderste huse var de mest ødelagte. De havde kæmpe huller i taget. De var nemlig blevet ramt af dæk og andet rullende materiale, som blev skubbet ned fra bjerget fyldt med granater og granatsplinter.”

Begravet i baghaven

“Noget andet, der gjorde stort indtryk på mig, var gravene i haverne omkring husene. Haverne var simpelthen blevet til begravelsespladser.

Og det var de, fordi snigskytterne fortsatte med at myrde, når folk begravede deres døde uden for byen. Det havde de meget sjov med.

Det var jo så nemt at skyde folk, når de stod ude i det åbne for at tage afsked med deres kære. Det var lidt sværere inde mellem husene.”

Ud med de andre
“Jeg hjalp med at opbygge det bosniske universitet. Vi startede i en nedbrudt kasernebygning.

Førhen havde lærerne undervist på universitetet i Mostar, hvor alle de etniske grupper levede side om side. Ved krigens slutning havnede universitetet på den kroatiske side – og så smed myndighederne simpelthen bosniakkerne ud.”

Forfra nedefra
“Undervisere og studerende stod tilbage uden noget. Sammen med den tidligere rektor startede vi forfra i kældergange og kloaksystemer.

Her startede timerne. Her lagde vi biblioteket.

Med tiden blev universitetet officielt og kom op over jorden. Jeg blev der en tid og samarbejdede med dem om europæiske forskningsprojekter sidenhen.”

Krigens lange skygger

“Situationen på Balkan er stadig meget svær. De er ikke længere i krig, men de lever i samfundsgrupper, der vender ryggen til hinanden. Forsoningen er aldrig nået frem.

Presset internt i grupperne gør det umuligt for den enkelte at omgås de andre grupper. Vi så det, da vi havde et blandet hold akademikere på besøg i Barcelona: Så snart de satte sig ind i flyet for at rejse hjem, holdt de op med at tale sammen. Og de var altså alle sammen tidligere kollegaer!”

Europas svigt
“Den Europæiske Union og de enkelte EU-lande bærer et tungt ansvar for at lade det ske dengang.

Slovenien var de første, der rev sig løs fra den jugoslaviske føderation. Og godt nok vendte Europa-Parlamentet sig imod denne enegang, men få måneder senere var løsrivelsen et anerkendt faktum.

Og så kom Bosnienkrigen og alt det andet væltende med Kosovo som endepunktet.”

Krigsforbryderdomstole
“Det var FN, som oprettede krigsforbryderdomstole og retsforfulgte ugerningerne. Det var franskmænd – ikke Frankrig, men franskmænd – som udformede det, så det ikke blev en politisk domstol ligesom Nürnberg. Det var vigtigt at overholde menneskerettighederne og sikre retfærdig rettergang.

Jeg deltog i samarbejde med de franske Jurister uden Grænser og Læger uden Grænser. Vi klædte journalister og sundhedspersonale på med spørgeskemaer til at indsamle vidnesbyrd fra ofrene. Det var før genopbygningen. De to faggrupper er altid de første til at nå ud i konfliktområder efter massakrer eller bombeangreb.”

Retsgarantier
“Det var meget voldsomt for ofrene at skulle vidne ved den internationale domstol. Men det betød, at når krigsforbryderne endelig blev fundet, lå alle vidnesbyrdene mod dem klar.

En af retsgarantierne er jo, at anklager skal kunne bevises. Opgaven var at fastslå gerningsmændenes direkte eller indirekte ansvar. Sammenhængene og gerningerne skulle klarlægges. Ofre og gerningsmænd identificeres.

Det lykkedes os at opbygge tyve store sager mod nogle af hovedmændene.”

Europæisk samarbejde
“De store europæiske lande huser de dømte krigsforbrydere i deres nationale fængsler. For FN har jo ingen fængsler. Og dødsstraffen er afskaffet i Europa selv i sager som disse.

Det er vigtigt at retsforfølge krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Alle skal vide, at der er ikke straffrihed.”

Europæisk håb
“I dag er Slovenien og Kroatien medlemmer af Den Europæiske Union. Andre har kandidatstatus eller mulighed for at opnå det.

Alle landene på Balkan vil gerne med i EU. For dem er unionen en fredsgaranti, skønt der er tale om en kompliceret fred. Unionen er også en økonomisk garanti, idet de får adgang til europæiske midler.

Endelig er det også et adgangskort til anerkendelse i verden. Hele den gamle østblok er på vej ind i EU, skønt Rusland står og lurer i kulissen.”

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”