I dagene omkring underskrivelsen af Rom-traktaterne i 1957 blev der i de danske aviser talt og skrevet om en uomgængelig økonomisk nødvendighed, men også svulstigt om et forenet Europa. Magasinet Europa er dykket ned i gamle artikler for at se, hvad medierne skrev om aftalen ved underskrivelsen for 60 år siden.

22.03.2017 | TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | ”De storslaaede ruiner ved foden af Capitol, fra Forum Romanum til de gamle kejserpaladser paa Palatiner-højen og Maxentius-Basilikaen, laa badet i lys fra kæmpe-lyskasterne. Alle Roms kirkeklokker kimede, da ministrene fra de seks lande samledes ved et langt bord, dækket med rødt, damask og en efter en satte deres underskrift paa dokumenterne.”

Således indleder Jyllands-Posten 26. marts 1957 sin artikel om underskrivelsen af Rom-traktaterne og om ”det betydningsfulde skridt på vejen til et forenet Europa”, de seks ministre fra henholdsvis Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg tog, da de underskrev traktaterne dagen forinden. Den malende beskrivelse af sceneriet – og det faktum, at aftalen underskrives med en guldpen, som Information påpegede – giver læseren en klar forståelse af, hvor enestående og storladet dagen var. For de seks ministre og Europa.

Europæisk fællesskab som økonomisk redning
Underskrivelsen af Rom-traktaterne betød som bekendt oprettelsen af et atomenergi-samarbejde, men allervigtigst oprettelsen af et fællesmarked – ét stort handelsområde med en befolkning på godt 160 millioner.

På dette tidspunkt var den vesteuropæiske økonomi den hurtigst voksende i verden. Men fremgangen ville ikke vare ved af sig selv, formanede Hollands daværende udenrigsminister Joseph-Marie Luns og betonede, at ”Europa ikke havde andet valg end at danne større økonomiske og politiske enheder og fjerne skrankerne mellem landene saa hurtigt som muligt,” såfremt Europa ønskede at bevare sin uafhængige stilling i verden og fortsætte sin udvikling.

Nødvendigheden af et europæisk fællesmarked og en dansk tilslutning hertil, advokerede også Grosserer-Societetets formand, direktør C.V Jernert for i sin årsberetning på Børsen, der blev gengivet i Berlingske 29. marts 1957.

Her gjorde formanden det klart, at der ikke måtte sås tvivl om Danmarks ønske om deltagelse i fællesmarkedet. Hertil ville de mulige konsekvenser være for store.

”Det maa ikke senere kunne siges, at danske interesser ikke blev tilstrækkeligt tilgodeset, og at tiden for dansk udøvende indflydelse paa planernes endelige udformning blev forpasset, fordi vi havde forsømt tilstrækkelig tydeligt at præcisere vor utvivlsomme hensigt: at slutte vores land til det europæiske økonomiske fællesskab, som en uafvendelig udvikling kræver,” sagde formanden ifølge Berlingske.

Det var især ”Europa og Landbruget”, der blev zoomet ind på i Information i dagene efter underskrivelsen. Man så med bekymring på de to frihandelsalternativer – det europæiske frihandelsområde og vestunionen, som Storbritannien var ved at tage tilløb til at stable på benene, som et frihandelsalternativ til det fælleseuropæiske.

Man beklager sig over at England vil paadutte Europa en almindelig landbrugsbeskyttelse, der kan blive katastrofal for Danmark,” lød bekymringen. Det nye europæiske frihandelsområde virkede dog ikke mere landbrugsindbydende end den britiske version af et frihandelsområde:

”Indenfor toldunionen, der jo ogsaa bliver en økonomisk union, er der saaledes for landbrugets vedkommende tale om en noget ’falmet’ liberalisme (…)”.

I Danmark var man således bange for at komme i klemme imellem store økonomiske spillere, og tilsluttede sig frihandelsområdet, EFTA, med briterne og blandt andre nordmændene og svenskerne i 1960.

I Storbritannien var overvejelserne om deltagelse i fællesmarkedet derimod styret af frygt for at sakke bagud i handelskapløbet, snarere end af forkærlighed til det europæiske projekt.

”Storbritannien ønsker ikke at tabe til Vesttyskland i kampen om eksportmarkederne. Vi er i dag mere ængstelige for at blive lukket ude fra den europæiske toldunion, end vi er ivrige for at komme med i den,” sagde britiske Donald McLachian, redaktør ved Daily Telegraph, ifølge Information fra 27. marts 1957 ved et foredrag ved British Import Union.

Europæisk samarbejde som det nye og progressive:
Det skortede ikke på de store ord om den fremtid, som det spæde europæiske samarbejde stillede i sigte. Således fastslog den belgiske udenrigsminister Paul Henri Spaak, der var manden bag planerne om det fælles marked, at ”de nye traktater vil medføre en dyb ændring i europæisk tænkemaade og føre til en mere konstruktiv periode, hvor gamle idéer kastes over bord.

Og den italienske udenrigsminister-kollega, Gaetano Martino fulgte trop:

Hvad vi skaber i dag, er intet mindre end et middel til at skabe en bedre moral og en større politisk fællesskabsfølelse i Europa.”

Desuagtet de store ord og ambitioner så var der tydelig forskel på de indledende ambitioner og de faktisk resultater, påpegede lederskribenter i Information og konstaterede samtidig, at ”der er lang vej igen, inden et egentligt økonomisk og politisk fællesskab er gennemført.”

Avisen anerkendte dog, at initiativtagerne havde fået mere igennem, end man troede det muligt for år inden, og at samarbejdet ville få afgørende betydning for landene både inden og uden for fællesskabet:

Den belgiske udenrigsminister lagde i sin tid arbejdet an paa et saa højt plan, at man havde svært ved at tro andet, end at han maatte knække halsen derved. Uden knubs og beskæring er hans planer heller ikke blevet gennemført, men de seks lande har dog gjort alle tvivlere til skamme ved at gennemføre et fællesskab, som vil faa meget stor betydning saavel for de deltagende lande som for dem, der er udenfor.”

Skepsissen var til stede, men det var mest af alt en skepsis over for, om dette integrationsprojekt nu kunne leve op til dets løfter om et integreret marked med alle de rigdomme, der blev stillet i udsigt.

Idealisterne viste sig på sin vis at få ret. Nationalstats-tænkningen blev for en stund trængt i baggrunden, og integrationen bevægede sig langsomt fremad.

Kimen var lagt til de nutidige diskussioner om EU
Fra Paris til Rom-traktaterne og fremefter har man fra EF/EU’s side haft tendens til at se diverse fejl og mangler som børnesygdomme, der med forskellige traktater hen ad vejen ville kunne kureres.

De seks founding fathers forsøgte da heller ikke at lægge skjul på, at traktaterne var et udtryk for et kompromis, men at man ikke måtte ”stirre sig blind paa detaljerne” og i stedet for skulle arbejde for ”at fylde traktaterne med liv”, som den tyske forbundskansler Konrad Adenauer formulerede det.

Behandlingen som fulgte var langt hen ad vejen korrekt, men det var diagnosen – set i bagklogskabens kloge lys – måske ikke. Eller også har diagnosen ændret sig. Hvad der var ”detaljer” om et økonomisk frihandelsområde, er i dag helt afgørende diskussioner om, hvorvidt politisk harmonisering og markedsharmonisering forudsætter hinanden – og i så fald er ønskelig.

I 1957 var de to ender – de økonomiske frihandelsinteresser og de politiske visioner – ikke stødt sammen, men de var begge til stede. Spørgsmålet er så, om 60-årige EU skal pensioneres, og om vi har lyst og råd til en tidlig pension.

Nikita Selvig er politisk redaktør på Magasinet Europa, og Tarik Kehli er skribent på samme magasin.

Billede i artiklens top: Fra Berlingske Tidendes forside den 26. marts 1957.

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.