Dengang Rom skulle gøres “great again”

2018-04-24T11:35:35+00:00 mandag, 19. februar, 2018|

I dag har de fleste glemt ham. Alligevel er historien om Cola di Rienzo, en populist i middelalderen, et vigtigt eksempel på, at mennesket i lang tid har været til fals for letkøbte politiske budskaber.

Baggrund af Jonas Neivelt

19.02.2018 | TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Kun en mand kan ses som personificeringen af alle de dyder og laster, som tilskrives italienerne som folk; vage og selvmodsigende ideer om verden og kunsten uden skyggen af tilknytning til virkeligheden. En målsætning om at samle Italien, genskabe Romerriget og dominere resten af verden. Ønsket om at skabe en ny stat, som med forbillede i antikken skulle samle folket.
Denne mand udfordrede alle sin samtids magtstrukturer og forsøgte at overbevise folket om, at de havde en fælles historisk mission.

Han spredte frygt blandt sine fjender og beundring hos sine venner. Han var sin tids største taler. Efter han var kommet til magten, førte han sin regering fra en balkon i det centrale Rom, hvor tilskuerne blev taget med på råd mellem bifaldene. Han fascinerede sine tilhængere gennem pomp og pragt, ceremonier og flotte uniformer.

Efter nogen tid blev han tvunget i eksil, men han blev ført tilbage til Rom af udenlandske soldater. Her blev han kort tid senere dræbt og hængt til offentligt skue på en plads af det samme folk, som tidligere havde bifaldet ham. Hans navn var Cola di Rienzo.

Opkomlingen
Sådan skrev Luigi Barzini i sin bog The Italians fra 1964. Mange italienere og udlændinge havde nok en anden, mere samtidig person i tankerne, men de kræfter, populismen kan sætte gang i, er langt ældre end som så.

Cola di Rienzo blev født i 1313 i beskedne kår i det centrale Rom, ikke langt fra Piazza Farnese i området mellem Campo de’ Fiori og Tiberen. Hans far havde en kro, og hans mor var vaskekone. På trods af denne ydmyge baggrund lykkedes det for den unge Cola at få en uddannelse, og dengang var klassiske humanistiske dyder mere gangbare end i dag. Cola fordybede sig i studierne af antikken, og han fascineredes af det, han lærte.

I antikken bestemte Rom over hele verden. Det var ikke tilfældet i 1300-tallet. Byen var affolket. De gamle monumenter var i forfald og blev brugt som stenbrud for at udsmykke villaerne for de adelsfamilier, som delte magten i Rom mellem sig. Og som den ultimative ydmygelse havde pavesædet forladt byen og flyttet til Avignon. Den tidligere romerske provins bestemte over Rom, som ikke længere var Caput Mundi.

Efter et par fine jobs som embedsmand – først for Roms bystyre ved pavens hof i Avignon og senere for pavens repræsentation i Rom – tog hans politiske karriere for alvor fart. Med paven ude af byen var der opstået en slags magttomrum, hvor en ambitiøs mand med de rette støtter kunne trænge ind. Her fandt Cola di Rienzo en ny, gammel støtte. Det romerske folk.

Make Rome great again
Rom lå i hænderne på en række adelsfamilier, som skiftevis samarbejdede og bekrigede hinanden. Det var ikke dem, Cola henvendte sig til, når han benyttede sig af en helt ny slags politisk kommunikation. Hans kommunikation skete gennem fresker – tegneserier, som viste den i høj grad analfabetiske befolkning, hvordan verden ifølge Cola di Rienzo hang sammen.

Disse propagandategneserier var naturligvis ekstremt symbolske og viste, hvordan Rom nu var død, men som Jesus skulle genopstå og indtage sin retmæssige plads i verden. Rom blev vist som en døende kvinde, der var omgivet af andre kvinder, der allerede var døde. Troja, Babylon, Kartago, Jerusalem. Storbyer i fordums tid, men nu henvist til historiens mødding. Den vej skulle Rom ikke gå. Rom skulle gøres great again.

I 1347 var Cola di Rienzos opbakning vokset til en sådan størrelse, at han kunne gøre sin entré på historiens scene. På pinsedag steg han i fuld krigsuniform ud fra kirken Sant’Angelo in Pescheria tæt ved Marcellus-teatret. Folket gjorde ham følge på den korte tur over til Capitol, hvor Roms rådhus også dengang lå. Få dage senere var han uden blodsudgydelser gjort til folketribun i Rom.

Embedet som folketribun er som så meget andet med Cola di Rienzo stærkt symbolsk. Navnet kommer fra antikkens romerske republiks folketribun. Som folketribuner havde de to Gracchus-brødre lidt før år 100 f.v.t. fået enorm opbakning blandt den romerske befolkning ved at ønske et for samtiden så radikalt krav som en landreform, der tilgodeså de fattige romere – eller cirka 90 procent af den romerske befolkning. Afslutningen på Gracchus-brødrenes regimente i Rom blev en blodig konfrontation mellem to politiske fraktioner.

Det var de samme mennesker, som Cola di Rienzo cirka 1.500 år siden henvendte sig til. De normale romere, hvis hverdag blev undertrykt af de få adelsfamilier, der delte magten imellem sig. Rom er som bekendt bygget oven på en sump, og nu skulle sumpen drænes.

For at vise at han virkelig havde til hensigt at dræne sumpen lod han en lang række kriminelle henrette. Blandt disse kriminelle var nogle medlemmer af de romerske adelsfamilier. Alle, der modsatte sig hans ordrer, blev sendt i landflygtighed. Og i en tid gik det også fint. Cola di Rienzo nød folkets opbakning, men han havde også større ambitioner.

Den første af disse ambitioner var at samle Italien, intet mindre. Rom var engang hovedstad for et stort imperium, og det skulle Rom være igen. Til dette formål fik Cola di Rienzo en meget rammende titel: Roms retfærdige og nådige befrier, Italiens forsvarer, ven af fred, frihed retfærdigheed og alle mennesker, ophøjet tribun.

Hans uniformer blev mere og mere pompøse, og han lod sig afbilde med pave- og kejserlige regalier. Året var ikke længere det herrens år 1347, men år 1 efter den romerske republiks genfødsel. Dette første år skulle også blive det sidste.

Faldet
Den 1. august var alle Italiens fyrster og stormænd inviteret til fest i Rom for at fejre, at Italien nu atter var samlet. Problemet var, at ingen havde fortalt det til disse stormænd.

De forbløffede fyrster kunne fejre Italiens enhed, som opkomlingen Cola di Rienzo uden varsel havde proklameret. Da de tog hjem, fortsatte de som ingenting. Det gjorde Cola di Rienzo også.

Den vigtigste af de romerske adelsmænd hed Stefano Colonna. Folketribunen havde naturligvis talt nedsættende om ham og ladet ham arrestere. Kort efter var Colonna blevet løsladt. De romerske adelsmænd med Colonna i spidsen var ikke imponerede over den charlatan, der havde tilranet sig magten, og imens var rygtet om Cola di Rienzos tyranniske og dekadente styre også nået pavesædet i Avignon. Paven rådførte sig derfor med adelsmændene, som med deres hære forsøgte at genvinde magten i Rom. Hvis paven nogensinde skulle tilbage til Rom, skulle der også være ro på bagsmækken. Det var der ikke med Cola di Rienzo.

Det kom til et slag mellem adelsmændenes lejesoldater og Cola di Rienzos folkemilitser ved Porta di San Lorenzo – i dag Roms universitetskvarter. Cola di Rienzo vandt, Stefano Colonna blev dræbt, og sejren blev fejret på pralende vis under stort indtag af alkohol og generel dekadence. Paven fik nok og ekskommunikerede Roms folketribun. Det var alligevel for meget, og i december 1347 forlod Cola di Rienzo byen i ly af mørket.

Selv om denne landflygtighed skete under mindre flatterende omstændigheder, skulle det vise sig at være til Cola di Rienzos held. Den sorte død ramte straks efter Italien og resten af Europa. Rom blev hårdt ramt, men Cola var flygtet til Böhmen i det nuværende Tjekkiet. Böhmen undslap pesten. Det gjorde Rom og Avignon ikke. I Prag boede den tysk-romerske kejser Karl IV, og hos ham fik Cola di Rienzo beskyttelse mod paven. Paven og kejseren var de to modpoler i europæisk storpolitik i middelalderen, og kejseren havde god grund til at støtte en figur, der kunne skabe rav i gaden i pavens områder.

Efter nogle år i Prag rejste Cola di Rienzo til Avignon, hvor den nye pave i Innocens VI bad Cola velkommen tilbage i den katolske kirke. I september 1353 rejste han sydpå gennem Italien, og i august 1354 meldte han sin tilbagekomst i Rom medet følge af lejesoldater fra Perugia. Cola di Rienzo, som først var kommet fra ingenting, var nu kommet tilbage fra ingenting.

Folket tiljublede ham, da han vendte tilbage i Rom, og efter en tale ved Capitol var Cola di Rienzo igen folketribun. Men Cola di Rienzo var forandret. Fra at have været en flot, veltalende mand, var det nu åbenlyst, at han var blevet til en rablende, overvægtig drukkenbolt. Det fornemmede romerne, og især adelsfamilierne, som ikke var sene til at puste til den ild, der ulmede i romerne.

Den 8. oktober 1354 havde en vred folkemasse tændt faklerne og slebet høtyvene, da de mødte frem ved Capitol for at kræve Cola di Rienzos afgang. Den selvudnævnte tribun forsøgte at ignorere dem, men til sidst var han nødt til at gå ud på balkonen. Folkemængden reagerede ved at brænde porten til rådhuset ned og trænge ind for at pågribe Cola di Rienzo.

Cola di Rienzo besluttede sig for at skifte sin rustning ud med et mere ydmygt outfit. Han klippede sit skæg af og foregav at være en del af den ophidsede masse. Men han havde glemt at tage sine guldringe og armbånd af. Den slags smykker havde den brede befolkning i Rom ikke, og det var nok til, at han blev genkendt.

Da han allerede var død, fortsatte de vrede romere med at slå ham med køller og stikke ham med spyd. De bragte hans lig ned ad gaden og hang ham til offentligt skue foran Colonna-familiens palads i nærheden af der, hvor Piazza Venezia i dag ligger. Efter i nogle dage at have været genstand for offentlighedens slag og spytklatter, blev liget ført op ad Via del Corso til Augustus’ mausolæum, hvor det blev brændt. En iagttager sagde, at Cola di Rienzo var blevet så tyk, at liget brændte som en olielampe.

Eftermælet
Sådan endte altså et af de mere aparte kapitler i Italiens middelalder. En mand af ydmyg herkomst havde på kort tid taget magten i Rom med et løfte om at genskabe Roms storhed og give magten til det romerske folk. Make Rome great again og drain the swamp.

Hans budskaber var som de fresker, han skabte sin offentlige opbakning med, ren facade. Da Cola di Rienzo var kommet til magten, vidste han måske, hvad han ville med den, men han havde ingen ide om, hvordan det praktisk skulle opnås. Derfor blev det ved facaden, som i mødet med virkeligheden skulle vise sig at være meget skrøbelig.

I 1378 vendte paverne tilbage til Rom. Under pavernes ledelse blev Rom igen en betydningsfuld by i italiensk politik og et væsentligt centrum for renæssancen. Cola di Rienzos korte regeringstid blev i det store hele set som et ukristeligt lavpunkt for Rom som by. Rom blev ikke igen centrum for et stort jordisk rige, som Cola di Rienzo havde ønsket.

Alligevel oplevede Cola di Rienzo en revival i en anden tid. Da kræfterne for at få samlet Italien i midten af 1800-tallet blev stærkere, blev Cola di Rienzo anset som en revolutionær, der forud for sin tid bekæmpede pavemagten. Den selvsamme pavemagt var i 1800-tallet det samlede Italiens største modstander, og der var behov for forbilleder i kampen mod paven. Her var Cola di Rienzo et oplagt valg, og så var det mindre vigtigt, at paven aldrig var Cola di Rienzos største fjende.

I 1871 indtog det samlede Italiens hær Rom, og det samlede Italien indviede to mindesmærker over den mærkelige folketribun fra 1300-tallet. I dag står en statue af Cola di Rienzo uden større opmærksomhed ved siden af trappen, der går fra Piazza Venezia op til rådhuset på Capitol. Den store gade Via Cola di Rienzo går i en lige linje fra floden til Vatikanet.

I dag har de fleste glemt ham. Alligevel er historien om Cola di Rienzo et vigtigt eksempel på, at mennesket i lang tid har været til fals for letkøbte politiske budskaber. Populisme er ikke noget, Benito Mussolini, Silvio Berlusconi eller Donald Trump har opfundet.

Jonas Neivelt er Cand mag i historie og italiensk.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/Mary Evans Picture Library/ 

Læs hele vores tema “Det ustabile Italien” her.