Der er ikke ét, men fire Ruslande

2017-06-30T10:08:17+00:00 Af |Analyse|

Rusland er verdens største land. Men russerne er ikke ét folk, og Rusland er snarere fire lande end ét. Vil man forstå russisk politik, må man forstå de fire Ruslande og deres respektive interesser.

27.10.2013 | RUSLAND | Aldrig så snart var borgmestervalget i Moskva i september overstået, før status quo atter lagde sig tungt over det politiske landskab i Rusland. Efter to måneders forholdsvis åben diskussion af Moskvas og Ruslands udfordringer, får aktivister igen hånlige afslag på anmodninger om afholdelse af demonstrationer.

Bystyret i Moskva overvejer igen at placere statuen af Felix Derzjinskij, grundlæggeren af det frygtede hemmelige politi, Tjekaen, på Lubjanka-pladsen i Moskva. Lige foran den føderale sikkerhedstjeneste FSB, hvor det tidligere KGB ligeledes havde hovedkvarter. Samtidig varsler Dumaen, at den hemmeligstemplede andel af statsbudgettet skal stige fra en syvendedel til en fjerdedel.

Som vesterlænding må man undres. Hvor blev de hundrede tusinder af vrede russere af, der i protest mod korruption og valgfusk gik på gaden omkring årsskiftet 2011-12? Hvor blev de 700.000 moskovitter af, der stemte på systemkritikeren Aleksej Navalnyj ved borgmestervalget i september? Hvorfor finder russerne sig i det?

Et land i fire hastigheder
Vil man forstå de interne processer i Rusland, er det imidlertid de forkerte spørgsmål at stille. Russerne er ikke ét folk og Rusland er ikke ét land. Ifølge geografen og økonomen Natalja Zubarevitj giver det faktisk mening at tale om hele fire forskellige Ruslande. Siden hun i en kronik i Vedomosti den 31. december 2011 introducerede begrebet ”de fire Ruslande” har metaforen bredt sig i den russiske blogosfære.

Den beskriver ikke en geografisk opdeling, men et Rusland, der i fire forskellige tempi er på vej fra patriarkalsk landbrugssamfund mod et moderne, urbant samfund, og som i forskellig grad er modtagelige for forskellige politiske ideologier.

RUSLAND I: Storbyernes middelklasse
21 pct. af russerne lever i en af Ruslands 12 millionbyer. Medregner man også byer med over en halv millioner indbyggere, udgør det første Rusland 36 pct. af den russiske befolkning eller godt 50 mio. mennesker. I enkelte storbyer er der en del industri tilbage. Ellers lever Ruslands storbyer primært af serviceerhverv.

Store, mellemstore og små virksomheder tiltrækker veluddannet national og international arbejdskraft. Også i den offentlige sektor er uddannelsesniveauet højt. Det er især her, at internettet er udbredt og udgør en slags ”anden offentlighed”. Rusland I er også hjemsted for størstedelen af den russiske middelklasse, der har råd til en eller flere udenlandsrejser om året.

RUSLAND II: Det konservative, industrielle Rusland
Det andet Rusland er de mellemstore industribyer med mellem 20.000 og 250.000 indbyggere. Her er mange arbejdere og statsansatte med kortere uddannelser, ligesom byerne huser få små og mellemstore virksomheder. Økonomien er stærkt afhængig af enkelte store fabrikker. Nogle er tidssvarende, andre er stærkt presset af international konkurrence.

I dette Rusland, der udgør en fjerdedel af den russiske befolkning, har man endnu det industrielle kollaps fra 1994-95 i frisk erindring og skepsissen mod medlemskabet af WTO er udbredt.

RUSLAND III: Udkantens skyggeøkonomi
Det tredje Rusland er udkantsrusland, dvs. befolkningen i de mindre byer og landsbyer. Det tredje Rusland er præget af fraflytning og aldrende befolkning, men udgør stadig omkring en tredjedel af befolkningen.

Rusland III er spredt ud over hele landet, men er især dominerende i de centrale, nordøstlige og de sydlige dele af Rusland. Folk lever primært af overførselsindkomster og supplerer deres indtægt med havebrug og tuskhandel. Penge, der aldrig kommer i nærheden af skattevæsnet. Her er man mere interesseret i vejrudsigten end i de politiske skærmydsler i Moskva.

RUSLAND IV: Ruslænderne
Det fjerde Rusland passer ikke helt ind i billedet af et Rusland opdelt i moderne storbyer og tilbagestående landsbyer. Rusland IV udgøres af de etniske områder i Kaukasus samt i det sydlige Sibirien. I Kaukasus findes der storbyer, men familien, klanen, etniciteten og – nogle steder – religionen fylder meget mere end staten.

I Rusland IV vokser de større byer, men det samme gør landbefolkningen. Uddannelsesniveauet er lavt samtidig med, at de veluddannede forlader områderne. Dette hæmmer erhvervsudviklingen og fremvæksten af en egentlig middelklasse.

Kilde: www.ilya.boyandin.me. Rusland II og IV: Valgkredse hvor mere end 80 pct. stemte på Putin i 2012. De fleste store mørkeblå områder er etniske republikker, de lyseblå og mørkeblå prikker er primært industribyer og -områder.

Kilde: www.ilya.boyandin.me. Rusland II og IV: Valgkredse hvor over 80 pct. stemte på Putin i 2012.

Ét land, flere dagsordener
Natalja Zubarevitjs model er stærkt forsimplet, for selvfølgelig findes der loyale støtter af Putins styre i Rusland I og arge kritikere af præsidenten i Rusland III. Modellen rummer alligevel interessante pointer.

Groft sagt tegner den et billede af et splittet land, hvor Rusland I og II er interesseret i politik. Men Kreml er kun interesseret i Rusland II og III. Rusland III er imidlertid — ligesom Rusland IV — flintrende ligeglad med national politik.

Og nu i langsom gengivelse: De politisk engagerede russere bor i Rusland I og II, men vil langt fra det samme. Rusland II vil have økonomisk stabilitet, Rusland I vil have forandringer. Her er det ikke som sådan en økonomisk krise, man frygter, men derimod stagnation. Der er dog også et økonomisk element i utilfredsheden. Korruption dræber investeringslysten og dermed skabelsen af nye interessante arbejdspladser.

Eliten ignorerer eliten
Da russerne ved årsskiftet 2011-2012 søgte ud i gaderne i protest mod Vladimir Putins regime, troede mange i Vesten, at russerne omsider havde fået nok af korruption og valgfusk. At det arabiske forår havde ramt Rusland. Da protesterne klingede ud, lød forklaringen mange steder, at ”Putin strammer grebet om magten”. I virkeligheden var demonstrationerne i Moskva og Ruslands øvrige millionbyer små rystelser i den del af Rusland, som vi kan spejle os i og forstå, nemlig Rusland I.

Kreml er imidlertid mere bekymret for Rusland II. Skulle Rusland I blive ramt af en ny økonomisk krise, så er befolkningen her så veluddannet og økonomien så diversificeret, at det vil ride stormen af. Rusland II derimod er dårligere rustet til en ny økonomisk krise, og Kreml har hidtil reageret prompte på ethvert optræk til social uro i forbindelse med nedskæringer og truende virksomhedslukninger i Rusland II.

Kreml har også fokus på det tilbagestående Rusland III, som gerne skulle integreres bedre i samfundsøkonomien. Rusland III og IV – eller godt en tredjedel af Rusland – er derimod forholdsvist uinteresserede i national politik. Nok modtager Rusland III overførselsindkomster, men det er ikke afhængigt af Moskva på samme måde som Rusland I og II. Her følger man vejrudsigten med større interesse end nyhederne. Risikoen for opstande i periferien er stort set ikke-eksisterende.

Noget for noget
Rusland IV modtager ligesom Rusland III store bloktilskud, og under de sidste valg har det været svært ikke at se en forbindelse mellem disse midler og de fantastiske stemmetal til magtens parti, Forenet Rusland.

Indtil videre har pengestrømmene og de relativt frie tøjler til mere eller mindre despotiske lokale herskere ikke revolutioneret økonomien i Rusland IV. Tværtimod hersker der stadig borgerkrigslignende tilstande i f.eks. Dagestan, hvor lokale muslimske separatister fører krig mod de russiske myndigheder. Og Kremls Kaukasuspolitik synes blot at nære utilfredsheden i Rusland I, hvor især bloggeren Aleksej Navalnyj har slået sig op på slogans som ”Slut med at føde på Kaukasus!”.

Rusland kan rykke
Med kun to Ruslande interesseret i politik og kun ét direkte interesseret i forandringer, synes oppositionen i Rusland I, at have en umulig opgave foran sig. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Kreml har kun ro på bagsmækken så længe, Rusland II føler sig forstået og beskyttet. Begynder større dele af Rusland II også at tvivle på Kremls evne til at administrere Rusland – og formår det dagsordensættende Rusland I at gribe den stemning – så kan de fire Ruslande lynhurtigt blive til tre, hvor Kreml pludselig skal behage to tredjedele af russerne.

Jesper Gormsen er cand.mag. i russisk og samfundsfag.

Billede i artiklens top: Kort over et splittet land: I de orange områder lå tilslutningen til Vladimir Putin under de 63,6 pct., som præsidenten fik på landsplan ved valget i marts 2012. I de blå områder lå tilslutningen over.
Kilde: Forfatterens egen fremstilling ved brug af data og grafiske værktøjer på www.ilya.boyandin.me